Adfærdsforsker Jill Byrnit: Derfor får vi stress

Det tager mange års intensivt arbejde for forskere at nå frem til evidensbaserede resultater om, hvorfor vi mennesker handler, tænker eller opfører os, som vi gør.

Det er for eksempel først inden for de seneste 30 år, at vi for alvor er begyndt at tale om at være stressede, så forskerne kender langt fra alle detaljer om, hvad der gør os stressede, og hvordan vi forhindrer det.

I sådan nogle tilfælde kan det give god mening at tage en genvej og lære lidt om os selv ved at studere vores nærmeste slægtninge, aberne.

Sådan har Jill Byrnit arbejdet i 12 år. Hun er uddannet psykolog og har taget sin ph.d.-grad inden for primatologi (studier af primater, der omfatter aber og halvaber, inklusiv mennesket) og antropologisk psykologi (antropologi handler om menneskers sociale liv og kulturer og samfund i verden).

Jill Byrnits arbejde handler i bund og grund om at afdække, hvad mennesket er skabt til, hvordan vi har udviklet os, og hvad det betyder for vores livsvilkår.

Bygget til kun at være sammen med 100 andre

Jill Byrnit mener, at for at forstå stress, så skal vi spole filmen mange hundredtusinde år tilbage til dengang, vi levede som stenaldermennesker.

Dengang havde vi et liv, som mindede om bavianer og chimpansers, som vi deler forfædre med.

Alt tyder på, at vi dengang på savannen foretrak at leve i grupper med omkring 100 individer, som vi kendte på godt og ondt. Det gav tryghed og var på den måde et indirekte værn mod stress.

»Det er jo ikke sådan, at alle elsker hinanden i sådan en gruppe, for den er på mange måder ligesom Korsbæk i 'Matador' på en dårlig dag. Men alle kender hinanden, og det er meget vigtigt i min optik i stresssammenhæng: At vide, hvem de andre er.«

»Fordelen ved at leve i en flok er at leve sikkert. På den måde ved man, hvornår man skal holde sig væk, hvem der er glade, sure eller farlige, og hvem man skal holde sig fra på dårlige dage. Den viden har man ikke om andre flokke,« bemærker Jill Byrnit.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver flere unge stressede

Mange synes, det er underligt, at en psykolog studerer aber, men biologisk set er mennesket lige så meget en abe som alle andre aber. Derfor kan aber formentlig sige en hel del om os selv. Der er jo også en grund til, at vi bruger dyremodeller til for eksempel at lave medicin indenfor psykiatrien. Men man kan ikke lave direkte forsøg på det her. Det er i min optik, hvad vi indirekte kan lære af aberne.

Jill Byrnit

Fremmede SKAL stresse os

Pointen er, at så snart vi bevæger os uden for flokken, så stiger vores stressniveau.

Vores udviklingshistorie – evolutionen – har lært os, at vi skal stresse over nye indtryk og fremmede elementer, fordi de potentielt udgør en fare, som kan koste os livet, forklarer Jill Byrnit.

Det er derfor, vi ryger helt op i det røde felt, når lastbilen dytter lige ved siden af os.

Men vores puls stiger allerede, når vi bare er i nærheden af et menneske, vi aldrig har mødt før.

»Vi er simpelthen skabt til, at folk, vi ikke kender, skal stresse os op. Vi kommer op på beatet, og der er intet, vi kan gøre ved det, for det er en helt naturlig fysiologisk reaktion,« mener Jill Byrnit.

Svære opgaver skal løses uden andre i nærheden

Adfærdsforskeren nævner et par forsøg med mennesker.

I det første får forsøgspersonen besked på at løse opgaver – mens han eller hun skal ignorere, at der omme bagved sidder en person med bind for øjnene og hænderne bundet.

Forsøget viser, at folk overhovedet ikke kan ignorere den anonyme og tavse nabo i baggrunden, men er både langsommere og dårligere til at løse svære opgaver, end folk som har deres rum i fred.

»Sociale stimuli er de absolut mest stressende, man kan komme ud for. Det er langt mere udfordrende, at der står et menneske, end at der står et træ ved siden af, og det ophidser os så relativt meget, at selv den kedelige fætter med bind for øjnene kan få os op på beatet,« forklarer Jill Byrnit.

LÆS OGSÅ: Utryghed og usikkerhed er de største stressfaktorer

I andre forsøg, som kommer i mange varianter, er forsøgspersoner blevet bedt om at løse simple opgaver såsom at rulle fiskesnøre op, skrive talrækken fra 1-10 mange gange eller skrive deres eget navn 100 gange – med og uden en person i nærheden.

Forsøgene viser, at disse simple opgaver bliver løst hurtigere og mere effektivt, når der er andre i nærheden.

»Det lader til, at vi løser simple opgaver bedst, hvis vi har et vist niveau af stress. Problemet er formentlig, at når man kombinerer stress fra andre mennesker med, at vi skal løse komplicerede opgaver, som også kræver, at vi er oppe på beatet – så har vi balladen,« mener Jill Byrnit.

Aber blev dødeligt syge af stress

’Balladen’ i forbindelse med stress betyder, at vi kan blive decideret syge.

For mange år siden var Jill Byrnit i Californien for at være assistent på et forsøg på rhesusaber, som var inficeret med abernes pendant til hiv, kaldet siv.

Forsøget skulle pege på forklaringer på, hvorfor nogle smittede mennesker lynhurtigt får aids i udbrud, mens andre kan gå med virussen i årevis uden at blive alvorligt syge.

Teorien var, at stress spiller ind. Rhesusaben er ligesom mennesket et hierarkisk dyr, som bliver meget stresset, når den møder nye artsfæller. Derfor blev en gruppe af syge dyr sat sammen med artsfæller, de aldrig havde mødt før.

Resultatet var ifølge Jill Byrnit meget tydeligt.

»Når de blev trukket ud af gruppen og så en ny han i bare en time hver uge, så fik de aids i udbrud, langt hurtigere end dem som hyggede sig i deres egen gruppe. Det, synes jeg, er meget interessant, og det forsøg fik mig til at tænke over, hvordan det moderne menneske lever,« fortæller Jill Byrnit, som siden har skrevet flere bøger om mennesket og stress.

LÆS OGSÅ: Kan stress slå ihjel?

Man kan ikke vælge at lade være med at reagere på andre mennesker eller stimuli. Hvis man står i regnskoven, og Samson på 200 kilo kommer galoperende med sit store hoved, lover jeg for, at jeg bliver lige så bange som alle andre. Den fysiologiske reaktion er ikke mindre. Forskellen er, at jeg lige efter kan sige: 'Bare rolig, det er bare en gorilla. Den er i virkeligheden en ret fredsommelig fætter.' Men stressreaktionen er der.

Jill Byrnit

Hjernen er ikke fulgt med udviklingen

Ifølge Jill Byrnit kan stort set alt ophidse os på godt og ondt, om det så er en ny kollega på arbejdspladsen, en ukendt lyd i skoven eller bare en ringende mobiltelefon eller en bil, der passerer på gaden.

Hun understreger, at langt fra alt får vores rationelle opmærksomhed, men at vi er ’primet’ til at reagere på vores omgivelser med stress – i betydningen 'energi, der får os op på mærkerne'.

Forklaringen er formentlig, at vi udvikler os meget langsomt, og at vi endnu ikke har omstillet vores hjerne fra tiden med gruppen på savannen til at være 100 procent indstillet på konstante indtryk, når vi bevæger os rundt på kryds og tværs af grænser og menneskelige sammenhænge på arbejdet og i privatlivet.

»Det er de betingelser, vi lever under i det postmoderne samfund, i hvert fald i større byer. Min pointe er ikke, at det var åh så godt, da vi rendte rundt på savannen, men bare, at der er nogle rammebetingelser for mennesket som for alle andre dyr, som får stenaldermennesket i os alle til at reagere på fremmede mennesker og stimuli.«

Jill Byrnit har fortalt om sit syn på stress, blandt andet under en stresskonference for forskere på Bispebjerg Hospital. Læs, hvad en stressforsker siger til Byrnits pointer i artiklen 'Utryghed og usikkerhed er de største stressfaktorer'.

Du kan også læse nogle af vores andre gode artikler om stress:

• Ingen stressforskere er med i regeringens nye nationale stresspanel
• Terapihunde mindsker stress, angst og fraværsprocenten
• Åndedrætsøvelser kan afhjælpe stress
• Musik virker mod stress og angst
• Bedste venner forlænger livet og dæmper stress
• Hvorfor bliver jeg syg, når jeg har fri?
• Kan vi nøjes med at arbejde 21 timer om ugen?
• Test dig selv: Er du afhængig af dit arbejde?