Begravelsesritual afsløret: Stenalderfolks knogler blev knækket og fik kødet flået af kort efter døden

Forestil dig, hvis én af dine bekendte døde, at du hurtigt skulle i gang med at forberede deres skelet til begravelsen. Med skarpe flintredskaber.

Dét er, hvad der ser ud til at være sket for næsten 30 personer, der levede og døde i Nordspanien for 6.000 år siden.

I et nyt studie har forskere nemlig udgravet en stendysse og en jættestue derfra og fundet knoglerester med snitmærker og brud fra kort efter dødstidspunktet.

Resterne kommer kun fra udvalgte, større knogler, og alle resterne lå begravet sammen, uanset hvilke personer de kom fra.

Selvom vi er vant til at behandle vores afdøde meget anderledes, er de spanske grave ét af flere eksempler på, at begravelsesritualer har set ‘grovere’ ud i tidligere kulturer, også heroppe i Danmark.

»Vi har fundet knogler her og i resten af Europa med tegn på lignende behandling, og det begynder at se ud, som om det var standarden engang, frem for vores moderne, kristne forståelse af begravelser,« forklarer Niels H. Andersen, seniorforsker på Moesgaard Museum, der har læst studiet for Videnskab.dk.

Knoglerne blev hurtigt flået og brækket

Temperaturerne og jordforholdene i de nordspanske egne, hvor de to udgravninger er blevet foretaget, er gode til bevaring af knogler, så forskerne har haft et bedre overblik over fundene.

»Der har ikke været et helt skelet at finde i udgravningsstederne, snarere et sammensurium af større knogler fra forskellige personer, der blev begravet i frisk tilstand,« påpeger Niels H. Andersen.

Sammensuriummet består blandt andet af 1380 knogler fra 14 individer på det ene udgravningssted, samt knogler fra 13 individer på det andet.

Markeringer som snit og brud på bestemte dele af knoglen viser, at knoglerne er blevet grundigt renset og efterbehandlet kort efter dødstidspunktet.

Og det har heller ikke været alle knogler, der blev begravet, men kun store som lårbensknogler og kranier.

Det har sandsynligvis været som led i et almindeligt begravelsesritual, da de forskellige begravede døde på forskellige tidspunkter og i forskellige aldre.

»Vi kan nok også sige, at det ikke var kannibalisme. For det medfører normalt skæremærker i knoglen, når alt kødet parteres, som vi ikke ser her,« siger Niels H. Andersen.

Mere almindeligt end man skulle tro

Selvom den behandling kan lyde brutal på os nordboere, findes der faktisk eksempler på den herhjemme også.

I en dysse nær Ølstykke udgravede man engang knogler fra tre individer, der også lå i samme bunke.

Ved Slagelse har man fundet begravede knogler fra et par personer, der er vejrbidte og med bidemærker fra ræve og mus.

»Det tyder på, at knoglerne er blevet efterbehandlet på en måde, hvor de har fået lov til at ligge ude inden begravelsen i kamrene, men selvfølgelig ikke så ræven kunne løbe sin vej med dem,« siger Niels H. Andersen.

Han forklarer, at der er udgravet lignende knoglerester fra andre dysser og jættestuer i Europa, men at man også kender lignende begravelsesformer fra andre steder i verden.

I Tibet praktiserer folk stadig en begravelsesform kaldet ‘sky-burial’, himmel-begravelse, hvor et lig bliver afkødet og lagt ud, så gribbe kan rengøre det.

Sammenlignet med dét og de danske eksempler skiller de spanske rester sig ud. De knogler er ikke vejrbidte og er blevet behandlet og begravet hurtigt efter døden.

I Nepal fandt forskere sjovt nok også grotter med afkødede knogler begravet sammen i 2010. Disse knogler blev dog begravet for kun 1.500 år siden.

Vi ved ikke, hvorfor begravelserne skete på den måde

Én ting, dyssen og jættestuen i Nordspanien desværre ikke har givet svar på endnu, er, hvorfor de afdøde blev begravet på den måde.

Niels H. Andersen overvejer for eksempel, om fjernelsen af kødet og brudene kan have afpersonaliseret de afdøde, så de var klar til en mere kollektiv, ikke individuel, begravelse eller måske snarere deponering.

»Det kunne jo være passende omkring bondestenalderen, lige da vores forfædre skulle lære at bo sammen og være fuldtidsbønder, at afdøde så indgik i en kollektiv helhed ved at dele dysse med andre i efterlivet,« mener han.

Det ligger ret langt fra vores forestilling om individuelle begravelser, hvor vi fokuserer meget på enkeltpersoners bortgang.

Den forestilling har måske ligefrem forvrænget vores forståelse af, præcis hvem der har ligget begravet i stendysser, og hvordan det gik til.

»Det er en velkendt tolkning, at man ikke byggede dysser, uden at en høvding, fyrste eller vigtig person stod bag, og at kun de lå begravet der,« forklarer Niels H. Andersen:

»Og det skete også, men først senere i bronzealderen og frem. Tidligere dyssegrave lader mere til at ligne de her i Spanien.«

Mange danske dysser og jættestuer er blevet udgravet for mange år siden, hvor idéen om høvdinge-begravelsen har været populær i arkæologien.

Men det er muligt, at nyere undersøgelser kunne ændre vores billede af, hvordan vores forfædre har taget sig af deres afdøde.

»Det kunne være spændende og lærerigt for os herhjemme at kigge udgravede dysse-knogler efter for tegn på efterbehandling med de her fremlagte og smarte metoder, som de spanske kollegaer har benyttet,« mener Niels H. Andersen.