Denne tekst er et uddrag af bogen 'Stendysser – Arkitektur og funktion'.
I et netop udgivet bogværk præsenterer vi resultaterne af nye og grundige studier af de 5.500 år gamle stendysser, de ældste monumenter af sten der kendes i Danmark.
I forskellige udformninger kender man fra vidt forskellig tid til dysser fra store dele af verden. Men i Vesteuropa findes de fleste og ældste. Tusind år før pyramidernes tid var man her i stand til at bygge monumenter af mange tons tunge sten.
I det danske landskab er i dag overleveret knap et par tusinde dysser, men oprindeligt har der nok været 30.000.
De fleste af dem er blevet fjernet i forbindelse med opdyrkning af landet, opførelse af kirker, herregårde, vejbroer mm., da man i et stenfattigt land her let kunne finde egnede byggematerialer. Uden sammenligning er Danmark det land, der har haft flest stendysser.
Størstedelen af de bevarede dysser er undersøgt i 1800-tallet, men kun få er undersøgt af fagfolk. Imidlertid har det været muligt at udgrave nogle af de steder, hvor der tidligere har stået en dysse.
Disse destruerede og nu overpløjede dyssetomter har vist sig at gemme på megen ny viden, og de kan give os en grundigere indsigt i dyssernes arkitektur og funktion, en indsigt der kan overføres til de bevarede og fredede anlæg.
Dysserne var ikke høvdingebegravelser
Tidligere antog man, at dyssernes stenkamre oprindeligt var tænkt som begravelsessted for bondebefolkningens høvdinge.
Men skønt dysser har været studeret i snart to hundrede år, så mangler der stadig fund, som kan underbygge en tolkning af dem som værende høvdingegrave.
I ganske få dyssekamre, cirka 10, er der fundet menneskeknogler, der sandsynligvis kan være fra tiden for dyssernes opførelse og første brugsperiode. Men her er aldrig fundet rester af hele menneskeskeletter.
Oftest er der kun fundet få knogler, der endog kan stamme fra flere personer.
Det ringe antal deponerede knogler, der blev skeletteret - dvs. afkødede - forud for deponeringen og måden, de blev anbragt på i kamrene, viser, at knoglerne først må have været placeret et andet sted.
Herfra er udvalgte knogler så bragt til dyssekammeret.
Gennembrændte menneskeknogler er også fundet i og ved dysserne
I et tilfælde viser kulstof 14-datering af menneskeknogler fra et dyssekammer, at knoglerne mindst er hundrede år ældre end tiden for opførelsen af dyssen.
Nogle af knoglerne havde brandspor, som viser, at ild har indgået i deres behandling. Gennembrændte menneskeknogler er også fundet i og ved dysserne, og i ét tilfælde er en håndfuld brændte menneskeknogler lagt i et lerkar sat inde i en dysse.
Den specielle behandling af menneskeknoglerne forekommer også i fundene fra de samtidige sarupanlæg.
Disse mange hektarer store anlæg er ikke bygget af bestandige sten, men af træ og jord. Interessant er det, at der både i dysser og i sarupanlæg er blevet deponeret - måske ofret - et fragmenteret materiale.
Når knoglerne bevidst er blevet sønderdelte og adskilt placeret forskellige steder, kan vi have spor efter et bevidst ønske om, at knytte disse steder sammen.
Mentaliteten skulle ændres fra jæger til bonde
Monumenterne af sten (dysserne) og dem af træ og jord (sarupanlæggene) opføres mellem 3500 og 3200 f.v.t., hvor landbrug endelig bliver hovederhvervet.
Det har krævet store ændringer, i den måde folk skulle agere over for hinanden og ikke mindst deres opfattelse af 'verden'.
Fra en jæger-samlermentalitet, skulle deres karakter ændres til en bondementalitet, hvor en cyklisk tankegang er vigtig – at liv ikke slutter, men gentages.
At indføre bondeerhvervet har krævet mange menneskers fællesskab.
Få personer har ikke magtet at rydde områder i urskoven til markdyrkning, hvor de jo forud skulle fjerne tons tungetræer, træstubbe og sten. Det var kun muligt ved en kollektiv indsats.
Efter flere hundrede år synes dysserne at være blevet benyttet til begravelse af lig
Ved de store fælles anlægsarbejder, som opførelse af dysser og sarupanlæg, har de synliggjort og befæstet en kollektiv indsats og tankegang, der sluttelig blev fremhævet i monumenterne.
Dysserne kan derfor opfattes som monumenter over de første bønders fælles indsats med at ændre landet til et landbrugsland og ændre dem selv til at tænke og leve som bønder.
Efter dyssernes opførelse blev de kun benyttet få gange og sandsynligvis med mange års mellemrum.
Ved senere aktiviteter kunne der ske ændringer i dyssernes nære omgivelser med tilføjelse af nye konstruktioner og placering af udvalgte genstande.
Først efter flere hundrede år synes dysserne at være blevet benyttet til begravelse af hele lig.
Mange forskellige dyssetyper
Over en periode på 300 år – fra 3500 til 3200 f.v.t. - sker der en trinvis udvikling af dysserne, begyndende med lave mandsstore stenkister for at slutte med høje monumentale anlæg med en kort gang, der ledte ind til kammeret.
I den ældre stenalders jæger-samlerkultur, før 4.000 f.v.t., begravede man de afdøde som hele lig i gruber i jorden.
Denne skik fortsatte også ind i den ældste del af bondestenalderen. Det var almindeligt, at de afdøde fik gravgaver med sig i graven, og der syntes at have været en omhyggelig omsorg for de afdøde.
Omkring 3700 f.v.t. begynder man imidlertid at placere de afdøde i regulære plankekister, der som regel blev lagt inde i aflange jordhøje eller i aflange indhegninger. Sådanne konstruktioner, der må betragtes som de ældste monumenter, som er opført, kaldes for barkæranlæg.
Træplankerne i kisterne erstattes med stenplader
Disse anlæg er opkaldt efter en kendt lokalitet ved Barkær på Djursland tæt vest for Tirstrup Lufthavn. Anlæggene har været ganske imponerende og vidner om bondesamfundenes første store fælles anlægsarbejder. En serie fund viser, at der blev lagt hele lig, ofte med mange gravgaver, i plankekisterne, der lå midt i barkæranlæggene.
På et tidspunkt erstattes træplankerne i kisterne med stenplader, hvorved der skabes de ældste dysser, her kaldet for dyssekister. Denne ændring sker nok omkring 3600-3500 f.Kr. og viser, at stendyssen kan være opstået på hjemligt grundlag.
Efterfølgende udvikler stendyssen sig ved, at stenpladerne erstattes af store morænesten og som dække får de en stor og markant stenblok. På et tidspunkt bliver en af kammerstenene lavere, hvorved der bliver letterede adgang til kammeret. Det udvikler sig til en regulær åbning og efterfølgende til en åbning markeret ved et par gangsten.
De senere dyssetyper kan også være sat i midten af en kreds af sten
De ældste dyssekister synes altid at ligge i langhøje, der kan minde om barkæranlæggene, bortset fra at der nu omkring dem er sat store randsten. De kaldes for langdysser. Men de senere dyssetyper kan også være sat i midten af en kreds af sten, hvorved der opstår en runddysse. Imidlertid ses mange dyssekamre også at være placeret uden nogen form for indramning med store sten.
Der har været mange diskussioner om hvorvidt dysser var jorddækkede eller ej, altså om de imponerende dæksten var synlige. De nyeste studier viser, at dysser ikke kan have været dækket af jord, og at kamre placeret i rund- og langdysser ligeledes ofte har stået helt frit.
Den jordfyld, der kendes fra nogle dysser må formodes at være tilført senere, måske i tiden omkring 3200 f.v.t. for opførelse af jættestuer, der jo altid har været jorddækkede.
Stendyssernes fremtid
Stendysser er et flot og markant symbol for vores ældste bondekultur og de vidner om, hvad vores forfædre for 5.500 år siden magtede at bygge ved siden af indsatsen med at forme et landbrugsland.
Man bør derfor have respekt for anlæggene og sikre, at de bevares for eftertiden.
De fredede dysser er sikret ved en tinglyst fredning, og i dag omfatter fredningen en zone på to meter omkring dysseanlæggets fod.
Desværre ses det ofte, at landbruget, der jo netop hviler på de første bønders indsats, i dag pløjer meget tæt op til dysserne, hvorved de store maskiners rystelser af jorden medfører, at dyssekamrene bliver ustabile.
Den tætte og dybe pløjning medfører også, at de mange informationer der stadig kan være gemt i dyssernes nære omgivelser pløjes helt itu.
