Overalt vi går, tager vi vores ti tæer i brug, men skænker vi dem en tanke?
Ikke ofte, men dét har en læser nu lavet om på. Selma har skrevet til Spørg Videnskaben med spørgsmålet:
»Hvorfor ender vores fødder i fem små kød-og-knogle-knolde, i forskellig størrelse og med led?«
For at få svar på det har Spørg Videnskaben spurgt to forskere i henholdsvis evolution og dyrs anatomi. De tager os med 350 millioner år tilbage til den stamform, der først gik rundt på fødder med fem tæer - noget, de gav videre til alle deres efterkommere.
Vi får også at vide, at vi sikkert kan bruge tæerne til meget mere, end vi gør, selvom vi nok kan undvære nogle af dem, uden at det gør det store.
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?
Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Vi har tæer, fordi vi er en ‘specialiseret, luftåndende fisk’
Når du tænker over, hvor vores fem tæer kommer fra, kommer du nok i tanker om, at vi er nært beslægtede med aber, og at de har hånd-lignende fødder med fem fingre.
Men vi skal faktisk langt længere tilbage for at finde den evolutionære trendsetter, der startede en lang kæde af femfingrede og femtåede dyr på Jorden.
»At mange landlevende hvirveldyr (tetrapoder) har fem fingre og fem tæer går 350-400 millioner år tilbage til fjerne stamformer, der kunne leve både i vand og på land og udviklede sig fra en slags fisk vi kalder kvastfinnede fisk«, forklarer Nadja Møbjerg, lektor i komparativ anatomi og fysiologi på Biologisk Institut, Københavns Universitet.
De her amfibie-dyr var blandt de første hvirveldyr med genkendelige lemmer med ben i sig, der begyndte at svare til fingre og tæer, da lemmerne ændrede sig fra finner til gang-lemmer, der kunne bære dyrenes vægt på land.
»Inden de amfibie-stamformer kom til, var der faktisk arter med alle mulige andre mærkelige antal tæer, 11 eller 12 for eksempel,« siger Peter Teglberg Madsen, professor i zoologi og fysiologi på Aarhus Universitet.
Stamformerne gav så lemmer med fem tæer eller fingre videre til alle deres efterkommere. Og dem er der mange af: alle nulevende padder, pattedyr, krybdyr og fugle nedstammer fra disse stamformer.
»Man kan se på det sådan her: Vi er, hvor underligt det end kan lyde, egentlig en specialiseret, luftåndende fisk, fordi det er dét, vi kommer fra«, påpeger Peter Teglberg Madsen.
»Det er i princippet sådan, evolution fungerer: Dét, vi kommer fra, har altid en effekt på, hvordan vi udvikler os i fremtiden,« siger Nadja Møbjerg.
Men hov! Nu tænker du måske straks på ét eller to moderne dyr, der bestemt ikke har fem tæer. Det kunne for eksempel være en hest.
Men det er sådan, at alle pattedyr (og padder, krybdyr og fugle) startede med de femtåede stamformer som udgangspunkt. Nogle af dem har så ændret sig gennem tiderne, så deres antal tæer også har.
Heste er et godt eksempel på det. Ser man på knoglerne i en hests fod, ligner det nærmest én stor finger (eller tå). Og hoven, som vi ofte tænker på som en fod, måske fordi det er dén, vi sætter ‘sko’ på, er én stor negl.
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen
Nogle af tæerne kan du undvære, men ikke de store
Så langt så godt. Vi, de specialiserede, luftåndende fisk, er nu trådt frem på scenen med fem tæer på hver fod. Men hvad skal alle vores fem tæer så bruges til?
»Vi ved, at jo længere tæer, man har, jo hurtigere en sprinter er man,« forklarer Peter Teglberg Madsen.
Fordi vi har de her fem tæer, hver med muskler i, der kan skubbe til jorden under os på forskellige punkter, for at vi kan gå og løbe, bruger vi mennesker meget muskelkraft i fødderne sammenlignet med andre dyr.
Dét giver også mening, når man ser, hvor stærk og god motorik-kontrol aber, vores nære slægtninge, har i tæerne. Deres måde at bruge tæer og fødder på er meget forskellig fra for eksempel heste eller elefanter.
Og når du nu ved, at længden på tæerne er afgørende for løbehastigheden, kan du måske også gætte, hvilke tæer vi kan klare os fint uden.
En lilletå kan vi sagtens undvære, nogle gange endda dens nabo-tå, uden at det går ud over, hvor hurtigt vi kan komme frem til fods.
»Vi ved fra eksperimenter, at grænsen til gengæld går ved de større tæer. Dem kan vi ikke miste, uden at det går ud over vægtfordelingen,« siger Peter Teglberg Madsen.
Tæerne kan meget mere, vi bruger dem bare ikke
Hvis det virker som en lidt kedelig udvikling, at vores nærmeste slægtninge kan bruge deres tæer til at holde og manipulere ting med, mens vi kun kan gå på vores, så er der faktisk gode tegn på, at vi godt ville kunne bruge dem til alt muligt andet.
Du har måske hørt om mennesker, der ikke kan bruge deres hænder af den ene eller anden grund, men har lært at bruge fødderne til fantastiske og komplekse ting som at male eller spille klaver.
Men der findes også andre end den slags usædvanlige eksempler, der viser, at det kan være helt naturligt for mennesker at tage tæerne i brug i hverdagen.
»Vi kender også til andre kulturer, der for eksempel holder genstande som keramik eller værktøjer fast med fødderne, når de sidder på jorden og arbejder på dem,« påpeger Peter Teglberg Madsen.
Det lader altså til, at vi ikke behøver bare at glemme tæerne, indtil de melder deres svedlugtende exit fra fodtøjet senere på dagen. Den eneste grund til, at vi ikke bruger dem til meget, er nok, at det normalt ikke er en del af vores kultur.
»Vi putter jo bare tæerne ned i en sok, men vi kunne egentlig bruge dem til andet, hvis vi trænede dem op til det,« fortæller Peter Teglberg Madsen.
Tak til Selma og til forskerne. Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.
