Hvornår kom de første mennesker til Amerika? Sporene bliver ældre og ældre

Hvornår kom de første mennesker til Amerika?

Forrige søndag kom vi en smule tættere svaret på det spørgsmål. Vi så, at det ældste helt sikre fund er en 14.300 år gammel lort, fundet i Mexico, men at der formentlig var mennesker endnu tidligere end det.

Vi så også, hvor politisk betændt fundet af et cirka 8.500 år gammelt indianerkranie var – for tænk nu, hvis undersøgelserne havde vist, at kraniet tilhørte en europæer frem for en indianer.

I denne sidste artikel i serien ’Menneskets vandringer’ skal det handle om de allerældste fund, vi kender til – herunder den »videnskabelige håndgranat« Eske Willerslev & Co. kastede i 2020, da de fandt tegn på, at der måske har været mennesker i Amerika for hele 33.000 år siden.

Vi dykker samtidig dybere ned i, hvordan mennesket er kommet fra Asien til Amerika, og om det er sket i én eller flere bølger.

Lad os begynde med det sidste.

Isoleret gruppe drog fra Asien til Amerika

Vi ved, at det nordøstlige Asien og Alaska var landfast med hinanden i store dele af istiden. Det område blev kaldt Beringia, og det må være den vej, de første mennesker har taget ind i Amerika.

Hvornår det præcis er sket, er der stadig videnskabelig uenighed om.

De nyeste analyser af fortidige, og nulevende indfødtes amerikaneres genom tyder på, at en lille gruppe længe levede isoleret i det nordøstlige Beringia, det vil sige det, der i dag er det nordøstlige Asien (se kort).

De stammer fra henholdsvis østasiater og nordlige eurasiere og havde på grund af isolationen og gruppens størrelse begrænset genetisk variation.

De synes at være blevet adskilt fra østasiaterne for 36.000 år siden, dog med genudveksling indtil for 25.000 år siden.

De følgende 5.000 år blandende de sig også med eurasiere i det nordlige Sibirien. Herefter synes den lille gruppe at være blevet helt isoleret.

På et tidspunkt for mellem for 17.500 og 14.600 år siden blev gruppen delt i en nordlig og en sydlig gruppe. Det er usikkert, om dette skete i Beringia eller først syd for isranden i Amerika.

Den nordlige gruppe drog mod øst syd for isranden, mens den sydlige gruppe på kort tid spredte sig i det sydlige Nordamerika og videre ned i Sydamerika.

Det præcise indvandringstidspunkt kender vi ikke, men genetiske analyser af nutidens efterkommere indikerer, at de 17.500 år må være det tidligste for deres forfædres tilstedeværelse syd for isen.

Én eller flere bølger?

Som det er tilfældet med hovedparten af studier af menneskets fjerne fortid, er der få konklusioner med to streger under facit.

Blandt nogle amerikanske indfødte er der en teori om, at de selv stammer fra tre forskellige indvandrede folk, der er kommet til Amerika på forskellige tidspunkter – men alle inden for de seneste 13.000 år (hvilket tidsmæssigt matcher med de Clovis-indianere, vi hørte om i sidste uge).

Den teori kan du læse mere om i faktaboksen under artiklen.

Der er også en anden variant af ’isoleret gruppe drager fra Asien til Amerika'-teorien. I den version levede gruppen ikke isoleret i det nordøstlige Asien, men snarere i det centrale Sibirien i den sydlige Altajregion, cirka hvor det vestlige Mongoliet, Kina og Rusland møder hinanden i dag.

Herfra, lyder tesen, er mindre grupper trængt ind i Amerika i gentagne bølger.

I Amerika skete der ikke bare en stor spredning, men de store forskelle på sprogene kan tyde på, at flere forskellige grupper fra Asien er kommet fra Altajområdet gennem Beringia.

Indvandringen fra Asien til Amerika har næppe været en envejstrafik. Således er der spor af en gruppe, der for cirka 14.000 år siden vandrede tilbage til Asien.

Generelt synes der at være enighed om, at der har været en lang periode med en isoleret befolkning i Beringia, hvor der har udviklet sig forskelle ved mutationer.

Disse forskelle er blevet videreført og har dannet basis for yderligere mutationer efter spredningen i Amerika.

Spredningen i Amerika

De fleste nulevende amerikanske indfødte stammer fra grupper, der indvandrede fra Beringia for 14.000-15.000 år siden. Vi ved, at isen var passabel på dette tidspunkt, og det passer også med arkæologiske fund i både Nord- og Sydamerika.

I årene inden, måske frem til for cirka 16.000 år siden, var isen så massiv, at det næppe var muligt at komme fra Asien til Amerika. Isen har dog også været åben for passage tidligere - eksempelvis for cirka 25.000 år og længere siden - hvilket støtter nogle af de mere debatterede fund, der er over 20.000 år gamle (som vi ser på sidst i artiklen).

De tidligste spor viser mobile befolkninger, formodentlig grupper der har forfulgt vildtet, idet man finder knogler med tegn på, at de er blevet slagtet; i heldige tilfælde knogler med spidser af spyd eller pile siddende i og somme tider blot nogle flintflækker, som har kunnet bruges til at skære med.

Der synes at have været rigelige ressourcer under spredningen, måske fordi de store dyr ikke kendte mennesket som et rovdyr.

Hovedvejen for indvandringen gik, når man ser på de over 12.000 år gamle fund, ned langs Stillehavskysten og så ind i landet mod øst forskellige steder.

Det gælder eksempelvis lige syd for den nuværende grænse mellem Canada og USA og nede omkring grænsen til Mexico.

Derfor var Clovis-kulturen ikke først

I forrige artikel så vi, hvordan man længe troede, at den ældste indianerkultur i Amerika var den såkaldte Clovis-kultur, der jagede storvildt og er cirka 13.000 år gammel. Herfra stammede de andre indianer-kulturer.

De senere år er der kommet et afgørende opgør idéen om Clovis-kulturen som den eneste indvandring i Amerika. Tidsmuren er blevet brudt.

Det har den været flere gange, men tidligere er enten dateringerne eller fundenes tilknytning til mennesker blevet betvivlet. Nu er fundene så mange og så entydige, at Clovis-kulturen ikke kan være ældst.

Ved Cooper’s Ferry i Idaho er der fundet redskaber, der dels utvivlsomt er omkring 16.000 år gamle, dels minder om tilsvarende redskaber i Nordøstasien.

Det peger på en indvandrende kultur, der ligger forud for og er anderledes end Clovis.

Samtidig viser dette tidlige tidspunkt, at indvandringen til Amerika må være sket langs Stillehavskysten og ikke ind gennem Alaska, hvor isen har forhindret enhver fremtrængen.

Genetiske undersøgelser af nutidige amerikanske indfødte viser, de har et fælles genom, der går cirka 16.000 år tilbage til deres fælles forfædre.

For kvindernes vedkommende går mitokondrie-analyser 16.000 år tilbage, mens y-kromosom-analyser af mændene viser mellem 19.500 og 15.200 år.

Sagt på en anden måde er det cirka 16.000 år siden, at de nulevende indfødte udgjorde en mindre gruppe. Det siger ikke noget om, hvor de befandt sig på dette tidspunkt - syd for isen i Amerika et sted i Beringia.

Hvis de var i Amerika, er det sandsynligvis efter, at isen igen gjorde indvandring mulig for måske 16.000 år siden og frem. Vi kan dog heller fuldt og helt afvise, at det har været muligt at vandre langs Stillehavskysten, selv mens istiden toppede. Eventuelle fund derfra er gemt under 100 meter vand i dag.

14.000 år gamle spor efter mennesker i Sydamerika

Arkæologiske fund – det vil eksempelvis sige fund af genstande, madrester og lignende – tyder på, at spredningen fra nord fortsatte ned langs Stillehavskysten i Sydamerika.

Nogle af de ældste fund er fra Huaca Prieta i Peru og er 14.000-13.300 år gamle, så spredningen er gået meget hurtigt.

Selv om Huaca Prieta lå 20 km fra den daværende kyst, var der rester af sødyr og fisk. Hvordan man har fisket er ukendt, da de redskaber (for eksempel net), der kan være brugt, er forsvundet med tiden.

Fund i Fell’s Cave i det sydligste Chile af 13.000 år gamle genstande viser, at man allerede på det tidspunkt havde nået det sydligste Sydamerika.

Også Andesbjergene blev hurtigt overskredet, og i det østlige Brasilien er der 14.000 år gamle spor efter mennesker, men de fleste spor er 13.000 år gamle eller yngre.

Om lidt skal vi se, at der faktisk er endnu ældre spor – også i Sydamerika.

Alle stammer fra samme lille gruppe indvandrere

Da hunden var med de tidligste indvandrere, er analysen af dens genoms adskillelse fra de sibiriske hunde også interessant.

Her er adskillelsen sket for mellem 17.600 og 13.700 år siden, hvilket matcher en indvandring til Amerika for op mod 17.500 år siden og i hvert fald før Clovis.

Helt generelt viser det sig ved at sammenfatte genetiske og arkæologiske spor, at isen er passeret for højst 17.500 år siden.

De tidligste arkæologiske spor efter mennesker i Nordamerika er 15.500 år gamle og i Sydamerika 14.200 år.

Genetisk viser undersøgelserne, at alle nutidige indfødte stammer fra den samme lille oprindelige gruppe.

Det betyder dog ikke, at der ikke kan have været tidligere indvandrere, som blot er uddøde og ikke har efterladt sig efterkommere. Dermed er vi kommet til Willerslevs videnskabelige håndgranat, som vel at mærke heller ikke står alene.

Eske Willerslevs »videnskabelige håndgranat«

Der er nemlig dukket en række fund op, der tyder på menneskelig tilstedeværelse i Amerika langt før for 17.500 år siden – nemlig for mellem 20.000 og 30.000 år siden.

I Sydamerika er der 20.000-30.000 år gamle fund fra fem steder Piaui i Brasilien, og i Blue Fish hulerne i Yukon, Canada, er der fundet 24.000 år gamle knogler, der synes flækket eller skåret i af mennesker.

De (foreløbigt) tidligste fund er fra Mexico, hvor Ardelean, Willerslev & Co. har fundet cirka 1.900 stenredskaber i Chiquihulte Cave. De er vurderet til at være hele 26.500 år gamle.

Redskaberne er skrabere, håndkiler i en stil, der ikke ellers er kendt på kontinentet, og det synes, som om hulen er blevet besøgt jævnligt, måske i bestemte sæsoner eller under særlige vejrforhold.

Forskerne konkluderer, at den tidligste indvandring til Amerika dermed kan være sket for op mod 33.000 år siden, da det har taget adskillige år at komme fra Asien til Mexico. Dermed kastede Willerslev & Co., med Willerslevs egne ord, en »videnskabelig håndgranat.«

Da der ikke er fundet DNA-spor efter disse mennesker, er det uvist, om de er uddøde – måske under istidens kulmination for 26.000 til 19.000 år siden.

Debat om fundenes gyldighed

Denne revolutionære ændring af indvandringen til Amerika har naturligvis rejst en del debat, og kritikken lyder, at de fundne sten kan være formet naturligt, at der ikke er fundet DNA eller andre sikre spor efter mennesker, og at et så enestående fund ikke kan stå alene.

De øvrige fund tæt på den periode kan ikke entydigt bekræfte menneskets tilstedeværelse i Amerika så langt tilbage (som nævnt i forrige artikel er den 14.300 gamle lort det ældste helt sikre fund).

Det kan dog skyldes, at indvandringen skete langs kysten – en kyst, der med efter-istidens havstigninger ligger under mange meter vand.

En anden forklaring på de få fund i samme tidsperiode er også, at der er så stor usikkerhed omkring datering, og hvad der er sikre tegn på menneskelig aktivitet.

Summa summarum: Hvornår de første mennesker kom til Amerika – og i hvor mange bølger – er stadig genstand for videnskabelig debat og undersøgelse, og det bliver det formentlig ved med at være en rum tid endnu.

Hermed er vi også nået til vejs ende i serien ’Menneskets vandringer’. Men en allersidste krølle skal der dog til.

Opdagelsen af Antarktis

Indvandringen til det sidste kontinent, Antarktis skete i det 20. århundrede efter en vandringspause på op mod 30.000 år.

Norske Roald Amundsen var den første til at nå helt frem til Sydpolen i 1911, men kontinentet blev faktisk opdaget allerede for 200 år siden, i 1821.

Bosætningen på Antarktis er den dag i dag dog stadig 100 procent afhængig af forsyninger fra de andre kontinenter.

Fortsætter vandringen i det 21. århundrede til Månen, Mars eller en eller flere exoplaneter?

\ Læs mere

Lyt eller læs: Sådan finder forskere nye planeter

\ Læs mere

Eske Willerslev kaster »videnskabelig håndgranat«: De første mennesker kom til Amerika for mindst 30.000 år siden

\ Læs mere

Menneskets oprindelse: Alt dét, vi ved indtil videre