Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, hilste for nylig Assad-regimets fald velkommen, og han hævder, at beslutningen om at kæmpe til den bitre ende mod Hamas og Hizbollah har bidraget til at 'ændre Mellemøstens ansigt'.
Siden da har Israel indledt sin største bombeangreb på syrisk jord siden Yom Kippur-krigen i 1973.
Den israelske hær har også gjort indfald for at etablere en bufferzone mellem Golanhøjderne og syrisk territorium, der lægger beslag på det højeste og mest strategiske terræn langs den syriske grænse.
Israels udtalelser og handlinger er bevis på, at man ganske vist hilser faldet af et afgørende element i den iranskledede modstandsakse (bestående af Gaza, Libanon, Syrien, Irak og Yemen) velkommen. Men at man samtidig er på vagt over for de oprørsgrupper, der har overtaget magten i Damaskus.
Derfor har Israel valgt en 'better safe than sorry'-tilgang:
Ingen ved rigtig, i hvilken retning det nye styre vil tage Syrien, så Israel gør sit bedste for at holde landet i tandløst skakmat.
Gik efter luftforsvaret
Ifølge Israels væbnede styrker har deres bølge af 600 angreb i Syrien tilintetgjort omkring 80 procent af Assads tidligere hærs militære kapacitet.
Israel forsøger også at sikre handlefrihed i det syriske luftrum i de kommende år - de første mål, som angrebene tilintetgjorde, var alle luftforsvarssystemer.
Hvad vil Israel i Syrien?
Israels angreb forfølger således flere mål:
- Det første mål er at sikre strategiske områder, hvorfra angreb kan iværksættes mod enten Syrien eller Israel.
- Det andet mål er at skabe en bufferzone mellem de to lande og dermed afværge en overrumpling som ved det Hamas-ledede terrorangreb 7. oktober 2023.
- Det tredje mål er at skaffe et forhandlingskort til brug i mulige forhandlinger med det nye syriske regime.
Hvis oprørsgrupperne i Damaskus ønsker at genvinde de områder, Israel har sikret sig, bliver de nødt til at vise god vilje og forhandle med Israel; endnu et tilfælde af Israels velkendte 'land for fred' diplomatiske strategi.
\ Læs også
Strategisk sejr mod Iran
Israel fejrer Assads fald, fordi det løsner den snare, som Iran tålmodigt har strammet omkring Israels grænser i Gaza, Libanon og Syrien.
Teherans 'rævesaks' er nu knækket og ubrugelig. Set ud fra Israels bredere konflikt med Iran er sammenbruddet af Assads regime dermed en strategisk sejr.
Det er dog usandsynligt, at de grupper, der besejrede Assad i Syrien (og i forlængelse heraf Iran), vil stille sig venligt over for Israel.
Det er grunden til Israels forsigtighed: Hvis lovløsheden breder sig i Syrien, eller landet ender som en jihadistisk stat, vil Israel sikre sig, at Syrien hverken har våben eller remedier, som en dag kan true Israel.
Hvad er der tilbage af Irans 'modstandsakse'?
Irans såkaldte modstandsakse (hvoraf kun de pro-iranske militser, der er grupperet under Iraks Folkelige Mobiliseringsstyrker og den shia-islamiske oprørsgruppe houthierne i det nordlige Yemen, stadig er intakte) var tænkt som et redskab til både at opnå Teherans regionale overherredømme og til at afskrække et muligt angreb på Iran.
Irans tanke var, at hvis USA eller Israel nogensinde vovede at bombe eller invadere Iran, så ville Teheran aktivere modstandsaksen og kaste regionen ud i kaos.
Gaza, Libanon, Syrien, Irak og Yemen var som slumrende vulkaner – klar til at gå i udbrud – men nu, hvor tre af disse vulkaner allerede er deaktiveret, har Iran brug for endnu et levedygtigt afskrækkelsesmiddel.
Israels indirekte sejr over Iran kan give tilbageslag i form af atomvåben
Israels indirekte sejr over Iran i Gaza, Libanon og Syrien kan dog ende med at skabe en endnu større trussel: Den mest enkle og mest radikale løsning på alle de tilbageslag, Iran har lidt det seneste år, vil være at droppe al uklarhed og tvetydighed og udvikle atomvåben.
Samtlige fortilfælde taler deres eget tydelige sprog: De eneste regimer og lande, der overlever, er dem med et atomarsenal.
De lande, der har nedlagt deres atomprogrammer eller ikke har færdigudviklet dem - Libyen, Irak, Syrien og Ukraine - er enten blevet invaderet, eller regimet er blevet væltet.
Teheran ved, at der ikke er nogen vej tilbage efter færdigudviklingen af et atomprogram. Et atomprogram garanterer mod et udenlandsk angreb på Irans territorium, men det betyder også international isolation.
Et vanskeligt valg
Iran er dog ikke Nordkorea: Iran er ikke et land, der let kan afskære sig fra verden, da det risikerer at udløse økonomiske og sociale omvæltninger, der igen kan føre til oprør, som kan vælte regimet.
Atomvåben i Iran kan også føre til udvikling af militære atomprogrammer i Saudi-Arabien og Tyrkiet, hvilket heller ikke vil tjene Irans interesser.
Iran står derfor over for et vanskeligt valg om, hvordan man skal fortsætte med at genoprette balancen i lyset af tabet af Damaskus.
Israel vil på sin side følge nøje med, for at se hvordan deres sejr udvikler sig.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs også
