Søndag 9. december 2024 skete der noget, mange ikke længere troede, var muligt: Syriens præsident Bashar al-Assads grusomme regime blev væltet, og 13 års brutal borgerkrig er måske slut.
På få dage bevægede oprørsstyrkerne sig mod syd med den væbnede, islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham med base i Idlib i det nordlige Syrien i spidsen. De indtog Aleppo og Homs og derefter hovedstaden Damaskus.
Præsident Bashar al-Assad er flygtet til Moskva, hvor han har fået asyl med sin familie.
De mest optimistiske observatører ser en chance for fred. Assad er langt om længe væltet. Hans vigtigste allierede, Rusland og Iran, er optagede andre steder, og en skrøbelig stabilitet er ved at opstå mellem Syriens forskellige væbnede fraktioner.
Andre observatører advarer om, at det magtvakuum, som er opstået efter præsident Assads fald, risikerer at ende i den samme slags kaotiske vold, der har plaget Libyen, siden landets diktator, Muammar Gaddafi, blev væltet og dræbt i 2011.
Det internationale samfund skal indgå i dialog
Hvad der nu vil ske i Syrien afhænger lige så meget af, hvad der sker uden for Syrien, som hvad der sker i Syrien.
I 2013 var jeg i Syrien for at interviewe krigere og hærførere i flere af de grupper, der fusionerede for at danne Hayat Tahrir al-Sham, blandt andet syriske Al-Qaeda-udspringere.
Da jeg talte med dem, gik det op for mig, at væbnede grupper som Hayat Tahrir al-Sham gerne lytter, når det internationale samfund forsøger at indgå i dialog med dem.
Hayat Tahrir al-Sham blev dannet i 2017 som en sammenslutning af en række væbnede, islamistiske oprørsgrupper i det nordvestlige Syrien, herunder en gruppe kaldet Jabhat Fatah al-Sham, som er syriske Al-Qaeda-udspringere.
I flere år var Hayat Tahrir al-Sham trængt op i et hjørne i provinsen Idlib. Gruppen holdt stædigt fast, mens mange andre væbnede grupper smuldrede under Assads regime, der blev understøttet af russiske krigsfly og Hizbollah-krigere.
Hvad gør Hayat Tahrir al-Sham nu?
Syrien står i dag ved en skillevej med mange potentielle valgmuligheder.
Mange peger på Hayat Tahrir al-Shams islamistiske rødder, og set med de briller har det mareridtsscenarie, som verden har forsøgt at afværge siden 2011, fundet sted: En radikal islamistisk gruppe er kommet til magten i Syrien.
Andre hævder, at Hayat Tahrir al-Sham ikke længere har tætte tråde til terrorbevægelsen al-Qaeda. I 2016 brød Syrien-udspringerne Jabhat Fateh al-Sham deres forbindelser til al-Qaeda for at ryste det negative image, som al-Qaedas navn repræsenterer globalt, af sig.
Jabhat Fateh al-Sham gik så sammen med andre grupper for at danne Hayat Tahrir al-Sham, som for nylig har forsøgt at 'rebrande' sig med et mere moderat image, der endda tilskynder til religiøs tolerance.
Hvis man kan tage disse påstande for gode varer, så sigter Hayat Tahrir al-Sham mod at opbygge et fredeligt og stabilt Syrien.

Andre landes handlinger og forsøg på at indgå i dialog med Hayat Tahrir al-Shammod og de øvrige oprørsgrupper vil være afgørende for Syriens fremtid.
Min forskning peger på, at oprørerne til tider vil implementere forandringer som følge af en sådan dialog. Grupper, der tidligere har overtrådt regler og love for krig, vil muligvis reagere på internationalt pres og ændre deres adfærd og fremfærd.
De vil også til tider reagere positivt på dialog ved at deltage i forhandlinger og konfliktløsning. Men hvis de bliver udstødt, isoleret eller ignoreret, kan disse grupper gøre det stik modsatte.
\ Læs også
Følte sig ignoreret af det internationale samfund
Mens jeg var i Syrien, talte jeg med en række af de forskellige oprørsfraktioner, og der var en gennemgående tendens blandt dem: De følte sig ignoreret af det internationale samfund.
En general fra Den Frie Syriske Hær (som på daværende tidspunkt var en amerikansk-støttet koalition af oprørsgrupper), klagede over, hvor vanskeligt det var at følge international humanitær lov uden international støtte til at gøre det.
Krigere fra islamistiske grupper klagede over de internationale organisationers hykleri. De følte sig ignoreret, da de forsøgte at indgå i dialog med stater og organisationer, hvilket tvang dem til at alliere sig med mere hårdføre grupper i stedet for moderate.
En hærfører fra Islamisk Stat bad mig endda sende positive beskeder om dem til mine venner og familie i håb om at tilskynde flere internationale forbindelser.
Det ville være en fejltagelse helhjertet at tro på væbnede gruppers erklærede påstande om et ønske om fredeligt samarbejde. Men på samme tid er det usandsynligt, at vi ved at ignorere dem kan sætte det sidste punktum for kampene.
\ Læs også
Er fred mulig?
Det er lettere at forklare, hvordan vi nåede frem til denne situation, end at forudsige, hvad der nu vil ske. Assads regime har længe været understøttet af allierede.
Med Rusland travlt optaget af en udmattelseskrig i Ukraine og både Hizbollah og Iran svækkede af deres konflikt med Israel, så Hayat Tahrir al-Sham en mulighed – og de greb de.
Selvom mange fejrer Irans og Ruslands fejlslagne interventioner i Syrien, er det usandsynligt, at de to landes indflydelse i Syrien er forbi.
Nylige hændelser kunne endda bringe parterne tættere sammen gennem interventioner andre steder eller udveksling af våbenteknologier.
Ingen af landene vil uden videre opgive deres mål i Syrien. Rusland har for eksempel strategiske luft- og flådebaser i landet, som er afgørende for, at Kreml kan give et indtryk af magt i Mellemøsten, Middelhavet og Afrika. Rusland trækker sig ikke uden videre.
Tyrkiet, der længe har støttet Hayat Tahrir al-Sham, ser ud til at stå i en stærk position for at få indflydelse på begivenhedernes gang.
Tyrkiet kan blandt andet presse på for egen vindings skyld i fortsatte angreb og felttog mod de kurdisk-ledede Syriens Demokratiske Styrker i det nordøstlige Syrien.
Syriens Demokratiske Styrker giver nok ikke op uden kamp
Selvom Syriens Demokratiske Styrker er på papiret er USA's allierede, er det usandsynligt, at de har glemt, at Donald Trump i 2019 pludselig beordrede de amerikanske tropper væk fra det område i Syrien, som Tyrkiet angreb.
Da den amerikanske præsident bebudede tilbagetrækningen af amerikanske militærstyrker fra Syrien, skabte det et magtvakuum, som Tyrkiet brugte som undskyldning til at lancere en militæroperation mod de syriske kurdere.
Der kan derfor være tvivl om fremtiden for kurdisk autonomi, selvom de kamphærdede Syriens Demokratiske Styrker formentlig ikke giver op uden kamp.
Frygt for flere konflikter
Det står endnu ikke klart, hvordan Trump-administrationen vil indgå i dialog og handle i Syrien under Hayat Tahrir al-Shams kontrol.
Men selvom det er usandsynligt, at vi vil se større amerikansk engagement, er det svært at forestille sig, at Trump vil alliere sig med Hayat Tahrir al-Sham, en væbnet gruppe med historiske islamistiske rødder.
I mellemtiden har Israel taget midlertidig kontrol over en demilitariseret bufferzone i syrisk-kontrollerede områder i Golanhøjderne.
Der er frygt for, at det kan føre til flere konflikter. Det israelske militær har advaret syrere, der bor i fem landsbyer tæt på de besatte områder, om at 'blive hjemme', og en del skoler er gået over til onlineundervisning af frygt for uroligheder.
Hayat Tahrir al-Sham står i centrum
Hændelserne i Syrien har enorme konsekvenser for landet og regionen, og i centrum står Hayat Tahrir al-Sham. Det er fortsat uklart, om gruppen vil være i stand til at holde magten i Syrien, og hvis de gør, hvilken slags regime de vil forsøge at opbygge.
Reaktionen både regionalt og globalt bliver afgørende i dette øjeblik, hvor engagement og dialog med Hayat Tahrir al-Sham er af vital betydning, hvis vi skal gribe muligheden for fred.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.


































