Assad-familens brutale regime, som har holdt Syrien i jerngreb i 54 år, er forbi.
På ganske få dage indtog oprørsstyrker Syriens næststørste by, Aleppo, før de rykkede sydpå og ind i andre regeringskontrollerede områder i Hama, Homs og endelig – 7. december 2024 – ind i hovedstaden Damaskus.
Offensiven var så meget desto mere forbløffende, fordi den efterhånden 13 år lange borgerkrig nærmest har været inde i et dødvande, siden Rusland og Tyrkiet blev enige om en våbenhvile i foråret 2020.
Det forlyder, at præsident Bashar al-Assad har forladt Syrien og formentlig er flygtet til Rusland. Men hvad har han efterladt sig – og hvad sker der nu?
Sammenhold og enighed vil være afgørende i overgangsfasen
Jeg er ekspert i Mellemøstens sikkerhed, og jeg mener, at oprørsstyrkernes evne til at holde sammen vil være afgørende i overgangen i Syrien efter Assad.
Siden borgerkrigen startede i 2011, er de mange oppositionsfraktioner i Syrien blevet splittet og knust af ideologiske forskelle og eksterne støtters egeninteresser – og det er stadig tilfældet på trods af deres nylige sejr.
Den pludselige omvæltning i Syriens borgerkrig sætter lande, der har støttet henholdsvis den ene eller den anden side i konflikten, i en svær situation.
For Iran og Rusland vil faldet af deres allierede Bashar al-Assad skade regionale ambitioner.
Også støtterne af dele af oppositionen – især Tyrkiet, men også USA, som begge opretholder en militær tilstedeværelse i Syrien – står over for store udfordringer.
Frygt for 'katastrofal succes'
Iran, USA, Rusland og Tyrkiet har alle spillet afgørende roller i løbet af hele borgerkrigen i Syrien.
Den seneste oppositionsoffensiv fandt sted, da Assads tre vigtigste allierede - Rusland, Iran og Libanons Hizbollah - var pressede til grænsen på andre fronter.
Ruslands fokus på Ukraine og Irans tilbageslag fra israelske angreb har begrænset deres mulighed for at yde Assad fast, urokkelig opbakning og støtte, mens Hizbollah så ud til at tøve med at sende flere krigere og kæmpe på vegne af Assad, som de ellers tidligere har gjort.
2. december, da oprørsstyrkerne rykkede frem, begyndte Rusland at rømme den strategisk vigtige, russiske flådebase i Tartus, Syrien.
Udhuling af ekstern opbakning
Denne udhuling af opbakning udefra underminerede Assads mulighed for at omgruppere og igangsætte en effektiv modoffensiv markant.
USA vil uden tvivl hilse Ruslands og Irans mindskede indflydelse i Syrien velkommen, men i Washington er bekymring for et scenarie med 'katastrofal succes' allerede blevet luftet. I dette scenarie er Assad erstattet af en islamistisk gruppe, som mange i Vesten anser for at være terrorister.
Det var medlemmer af den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham, der stod i spidsen for en stor del af oppositionens fremgang i Syrien, og som kæmpede side om side med Den Syriske Nationale Hær, som er tyrkiskstøttet og etableret.
Selvom Hayat Tahrir al-Sham ikke direkte har angrebet de amerikanske tropper udstationeret i det nordøstlige Syrien - som er under kontrol af den kurdiskdominerede milits, De Syriske Demokratiske Styrker – kan ustabilitet og risikoen for sammenstød mellem oppositionsfraktioner og amerikanske allierede bringe mandskabet på 900 amerikanske tropper baseret i Syrien i fare.
Et splittet landskab
Det faktum, at forskellige oppositionsgrupper har vundet kontrol over forskellige tidligere regeringskontrollerede områder, peger på en afgørende kendsgerning: Syrien er de facto opdelt.
Den nordvestlige del er kontrolleret af den islamistiske milits Hayat Tahrir al-Sham og den tyrkisk etablerede Syriens Nationale Hær.
Den nordøstlige del er under den kurdiskdominerede milits De Syriske Demokratiske Styrker støttet af USA.
På trods af et fælles mål om at fordrive Assad og den fælles offensiv mod Aleppo er der hyppige konflikter mellem Hayat Tahrir al-Sham og Syriens Nationale Hær.
Komplekst og ofte konfliktfyldt forhold
Hayat Tahrir al-Sham, ledet af Abu Mohammad al-Golani, sigter mod at vinde kontrol over oppositionskontrollerede områder, blandt andet de områder, der i øjeblikket administreres af Syriens Nationale Hær.
Syriens Nationale Hær og Hayat Tahrir al-Sham har et komplekst og ofte konfliktfyldt forhold til de Syriske Demokratiske Styrker, som følge af ideologiske, territoriale og strategiske forskelle.
Den tyrkiskstøttede Syriens Nationale Hær er ofte involveret i direkte sammenstød med den kurdiske militsgruppe, SDF (Syrian Defense Forces, dansk: De Syriske Forsvarsstyrker, red.), som Tyrkiet betragter som en terrororganisation og en udløber af Kurdistans Arbejderparti, som har ført væbnet kamp for en kurdisk stat i det sydøstlige Tyrkiet i mere end 40 år.
Oppositionens interne splittelse kan svække muligheden for at skabe stabilitet i Syrien på længere sigt.
Irans 'shia-halvmåne'-strategi har slået fejl
Assads fald vil få store konsekvenser for de lande, der har meget på spil i regionen.
Irans store strategi om at bevare 'shia-halvmånen' og forbinde Teheran med Beirut gennem Bagdad og Damaskus og samtidig bekæmpe sunni-islamistiske fraktioner har slået fejl.
I Washington er Assads fald ikke nødvendigvis det ønskede udfald. USA har prioriteret at balancere, begrænse og potentielt mindske russisk og iransk indflydelse i Syrien, men indtil for nylig har det ikke betydet fjernelsen af Assad.
Biden-administrationen har endda i begyndelsen af december antydet, at man ville være parat til at ophæve sanktionerne mod Syrien, hvis Assad brød forbindelsen med Iran og Hizbollah.
Der var også tale om, at Assads regering allierede sig med de amerikansk-støttede Syriske Demokratiske Styrker.
Men i takt med at den ene by efter den anden faldt til Hayat Tahrir al-Sham og den tyrkisk-støttede Syriens Nationale Hær, blev det stadig mere usandsynligt, at den kurdiske gruppe ville være på de svækkede Assad-styrkers side – især fordi de kurdiske styrker selv vandt markant frem.
De Syriske Demokratiske Styrker er nødt til at tilpasse sig som respons på Assads fald.
Det vil især gøre sig gældende, hvis USA trækker sig fra Syrien, som mange forventer, og som den nyligt genvalgte præsident Donald Trump har antydet.
I øjeblikket er der 900 amerikanske tropper i det østlige Syrien såvel som en militærbase i Al-Tanf i nærheden af den irakiske og den jordanske grænse.
Hvis de amerikanske styrker trækker sig fra Syrien, bliver de Syriske Demokratiske Styrker og den autonome region, som de administrerer i det nordlige og østlige Syrien, nødt til at forhandle deres uafhængighed med både forskellige fraktioner af oppositionen og naboen Tyrkiet.
En kurdisk og islamistisk alliance?
De Syriske Demokratiske Styrkers usikre og ustabile rolle i overgangen til et post-Assad Syrien kan blive en stort udenrigspolitisk kattepine for USA.
Tyrkiet har tidligere udført militære angreb og felttog mod de Syriske Demokratiske Styrker i byer som Afrin og Kobani, så den kurdiske gruppe vil muligvis tilslutte sig visse fraktioner af oppositionen, sandsynligvis Hayat Tahrir al-Sham, hvis USA i sidste ende trækker sig.
På det seneste har Hayat Tahrir al-Sham i vid udstrækning undgået at støde de Syriske Demokratiske Styrker fra sig.
Faktisk er Hayat Tahrir al-Shams bestræbelser på at 'rebrande' og forekomme mere moderate bemærkelsesværdige, især når man tager højde for Hayat Tahrir al-Shams oprindelse som en salafistisk gruppe med tilknytning til al-Qaida.
Ved at gå over til en række tiltag som at udstede amnesti til syriske tropper, facilitere evakueringsaftaler og gennem forsonende retorik opbygge en etnisk og religiøs forskelligartet regeringsstruktur har den islamistiske gruppe forsøgt at opbløde sit hårde image og opnå sympati – eller i det mindste neutralitet – fra internationale interessenter, som USA.
Alligevel stiller mange sig skeptiske over for Hayat Tahrir al-Shams ultimative mål.
Tyrkiets strategi
Tyrkiets holdning til Syrien er lige så kompleks. Tyrkiet er hjemsted for 3,6 millioner syriske flygtninge - det største flygtninge-værtsland i verden.
Vedvarende økonomisk afmatning og stigende modvilje mod flygtninge har presset Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, til at udvise velvilje mod Assad forud for oppositionens offensiv.
Tyrkiets håb var, at et normaliseret forhold til Syrien ville hjælpe med at facilitere, at flygtninge kunne vende tilbage og imødegå bekymringer om en potentiel kurdisk stat i det nordøstlige Syrien.
Men Assad afviste sådanne forhandlingstilbud og intensiverede luftangrebene på Idlib - hvilket udløste nye bølger af fordrivelse nær den tyrkiske grænse.
Tyrkiets Syrien-politik er også tæt forbundet med den genoptagne fredsproces med Kurdistans Arbejderparti.
Denne fredsproces omfatter angiveligt diskussioner om den potentielle løsladelse af den fængslede leder af Kurdistan Arbejderparti Abdullah Öcalan, som har enorm indflydelse i kurdisk-ledede regioner i det nordlige Syrien.
Et nyt Syrien?
Afslutningen på Assads styre efter et halvt århundredes brutal undertrykkelse er et afgørende øjeblik for Syrien - med muligheden for at genopbygge nationen på et fundament af inklusivitet, pluralisme og stabilitet.
Om denne vision bliver til virkelighed afhænger af oppositionsfraktionernes evne til at navigere i overgangens enorme udfordringer.
Det omfatter opbygningen af sammenhold og enighed blandt forskellige grupper, håndtering af afsluttede stridspunkter fra årelange konflikter og etablering af regeringsstrukturer, der afspejler Syriens etniske, religiøse og politiske mangfoldighed. Det bliver ikke en nem opgave.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
