I maj 2014 iværksatte den britisk-amerikanske komiker John Oliver, hvad han kaldte 'En statistisk repræsentativ klimadebat' med udgangspunkt i en meningsmåling, som viste, at 25 procent af alle amerikanere er 'solidt skeptiske' over for menneskeskabte klimaforandringer.
Oliver ser grunden til miseren i, hvordan debatten om menneskeskabte klimaforandringer føres i medierne.
For det første debatteres det ofte, hvorvidt de menneskeskabte klimaforandringer (også kaldet anthropogenic climate change) findes, snarere end hvordan man skal reagere på dem.
For det andet føres debatten ofte mellem én person, som mener, at menneskeskabte klimaforandringer findes, og én, som mener, at de ikke gør.
Dermed fejlrepræsenterer man spørgsmålet, fordi det giver indtryk af en uenighed, som fagligt set ikke findes, når 97 procent af alle klimaforskere er enige om de menneskeskabte klimaforandringers eksistens.
Oliver viser mediernes absurditet
Skulle spørgsmålet derfor overhovedet gengives i medierne, burde den faglige enighed på området også repræsenteres. For at demonstrere hvordan dét ville se ud, begynder John Oliver i den klassiske opstilling: en fortaler for de menneskeskabte klimaforandringers eksistens og en skeptiker.
Derefter supplerer han – for at afspejle den faktiske faglige fordeling imellem synspunkterne – skeptikeren med to støtter og fortaleren med 96 støtter. Sidstnævnte formelig vælter ind over scenen i hvide kitler og drukner symbolsk skepsissen i videnskab.
Meningsmålinger giver klimaskepsis uberettiget vægt
John Olivers indslag udøver satirisk kritik af to genrer, der spiller en rolle i debatten om menneskeskabte klimaforandringer: meningsmålingen og tv-debatten.
Fælles for dem er, at den måde, de bruges på, legitimerer misinformation.
Begge genrer – eller rettere: brugen af dem – etablerer tvivl om et spørgsmål, videnskaben ikke opfatter som uafklaret.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Tilmed er det tal, Oliver forholder sig til, konservativt sat, og siden hans 2014-debat er forskernes enighed blevet endnu mere veldokumenteret, jf. Videnskab.dk-artiklen '99,99 procent sikkert, at global opvarmning er menneskeskabt'.
Meningsmålingen forudsætter, at det stillede spørgsmål giver mening, altså at de forskellige valgmuligheder har nogenlunde lige vægt, eller i det mindste at der spørges om noget meningsfuldt.
Dermed får skepsissen en vægt, den ikke er berettiget til. Når skepsissen derefter rapporteres i medierne som en nyhed, forstærkes virkningen.
Derfor bemærker John Oliver også, at den eneste fornuftige måde at gengive resultatet af en sådan meningsmåling er, »25 procent af amerikanerne tager fejl om klimaforandringerne.«
\ Læs mere
Tv-debatter kan sprede misinformation
Endnu mere udpræget er problemet i forbindelse med tv-debatterne, hvor der gives lige vægt til forståelser af menneskeskabte klimaforandringer, der har så forskellig faglig lødighed.
I begge tilfælde ender genrernes formodede objektivitet med at virke misinformerende.
Begge genrers sociale funktion er at vise holdninger til et spørgsmål og give modtageren mulighed for selv at tage stilling, men det forudsætter, at der er tale om valide muligheder, og det kræver i sig selv en stillingtagen fra den, der bruger genren.
Når det ikke sker – som i meningsmålingen eller debatindslaget – kommer genren i stedet til at sprede misinformation, fordi den giver indtryk af en faglig uenighed, der rent faktisk ikke eksisterer.
Genrernes usynlige magt
Den moderne genreforskning har identificeret genrer som former for social handling. Hvis vi vil have et arbejde, sender vi en 'jobansøgning'. Vil vi lære nyt, kan vi gå til et 'kursus', hvis vi ønsker at købe et hus, ser vi på 'boligannoncer' og så videre.
Vi lærer genrer som en del af vores socialisering: At lære at begå sig i en social, professionel eller faglig sammenhæng er i vidt omfang at bemestre de genrer, der udfolder sig inden for den sammenhæng.
Efterhånden som vi bliver vænnet til at genkende og bruge bestemte genrer, træder de i baggrunden for os, og vi bruger dem simpelthen uden at tænke nærmere over det. De bliver vanemæssige, næsten automatiske og dermed næsten usynlige.
Det er en væsentlig del af genrernes effektivitet, men det har også mere problematiske sider. Genrer er nemlig ikke bare bærere af viden og kunnen, men også af ideologi, af kommunikationsmønstre, der kan være udtjente eller kan manipuleres.
Genrer kan holde falske forståelser i live
Når genrerne træder i baggrunden som vanemæssige, får de, hvad professor i sprog og skrivefærdigheder Anthony Paré kalder 'en illusion af normalitet'. Selv hvis genrens brug ikke hjælper – eller måske ligefrem skader – brugeren, kan brugen fortsætte bevidstløst.
Den type ureflekteret genrebrug kan give det, retorikprofessor Judy Segal kalder en 'fastholdelse af uvidenhed', fordi genren holder forståelser i live, længe efter at de burde være dementeret.
Samtidig er der et integreret personligt element i enhver genrebrug. Situationer har altid individuelle træk, og genrebrug bliver aldrig helt automatiske.
Der er en person, som handler igennem genren, og vedkommendes kompetencer og motiver vil altid spille en rolle. Derfor er en forståelse af genrers roller i sociale udvekslinger ikke fuldstændig – og kan blive vildledende – uden en forståelse af den måde, genrer bruges på.
Klimakrisen er overraskende svær at formidle
Udfordringerne viser sig i klimadebatten. Klimakrisen er et overraskende svært spørgsmål for forskningskommunikationen. Det skulle være verdens nemmeste formidlingsopgave:
Forskningens konklusioner er entydige, den nødvendige grundviden kan så nogenlunde forklares til lægfolk, og emnet selv er af umiddelbar interesse for en bredere læserkreds, ja, af kritisk betydning for dem – i værste fald – livstruende.
Men i praksis viser det sig overhovedet ikke at være nemt. Den meningsmåling, John Oliver henviser til, viser problemet tydeligt.
Den naturvidenskabelige enighed om menneskeskabte klimaforandringer har ikke kunnet oversættes til en tilsvarende forståelse i offentligheden og har ikke forplantet sig til politisk og økonomisk handling på et niveau, som svarer til problemernes faktiske omfang.
Derfor findes der efterhånden også en omfattende klimaforskning inden for det humanistiske og samfundsvidenskabelige felt.
Journalistikkens 'objektivitet' spænder ben for klimaformidlingen
Studiet af genrernes rolle i klimadebatten kan bidrage til denne forskning med en forståelse af, hvordan debattens strukturelle og ideologiske problemstillinger er påvirket af de involverede genrer og af måden, de bruges på.
Når John Oliver kritiserer den falske balance i meningsmålingen og i tv-debatten, rammer han ned i en af de mest grundlæggende normer i de journalistiske genrer: forestillingen om journalistisk objektivitet.
Men han gør det ved at udpege en anden forpligtelse for dem: at rapportere virkeligheden.
Olivers satiriske analyse kan føres videre i en gennemgang af, hvordan de journalistiske genrers objektivitetsnorm kan bruges – og bliver brugt – af en række forskellige aktører, tænketanke, virksomheder, politiske organisationer til at så tvivl om klimaforskningen.
Det inkluderer eksempelvis at indtræde i den genregivne rolle som ekspert på klimaspørgsmål, også selvom man i realiteten ingen fagvidenskabelig baggrund har, hvilket man har kunnet se i dokumentaren 'Kampagnen mod klimaet' på DR (se et kort klip med 'klimaeksperten' her).
\ Red verden: Stort tema i gang
I en stor serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.
Du kan debattere løsninger med knap 6.000 andre danskere i Facebook-gruppen Red Verden.
Olivers indslag viser os nye muligheder
Imidlertid handler studiet af genrer i klimadebatten ikke bare om farerne, men også om mulighederne. Det er således netop John Olivers forståelse af de journalistiske genrer, som gør, at han kan kritisere forvridningerne i, hvordan de bruges.
Undervejs formår han samtidig selv at bruge sin egen genre, nyhedssatiren, til både at viderebringe den information, de journalistiske genrer har formudret, og til at bevidstgøre, hvordan formudringen sker.
Det gør han med betydelig rækkevidde: Indslaget er oprindelig bragt i hans HBO-serie 'Last Week Tonight', men er derfra blevet lagt på YouTube, hvor det i skrivende stund har mere end otte millioner visninger.
Olivers effektive og underholdende brug af genrer er netop en af vejene til, at vi bedre kan forstå, hvorfor kommunikationen om klimakrisen så ofte fejler, og hvad vi kan gøre for, at det lykkes, så det en dag bliver helt naturligt at sige: »25 procent af amerikanerne tager fejl om klimaforandringerne.«
Hvis du vil læse mere om genrer og klima, er forskningsantologien 'Genre in the Climate Debate', som Sune Auken både har været redaktør på og bidraget til, lige udkommet på De Gruyter @. Den er frit tilgængelig og kan downloades gratis her.
Husk, at du også kan diskutere løsninger på verdens problemer, herunder kommunikationen om klimakrisen, i Videnskab.dk's Facebook-gruppe Red Verden.
