Hvem er far til barnet? Det spørgsmål har altid skabt problemer

I maj 1943 blev en etårig dreng ved navn Albert fjernet fra sit hjem på Nørrebro af børneværnet. Han var et såkaldt ’tyskerbarn’. Han havde dog ikke kun én far - i hans papirer var der anført hele tre tyske soldater som fædre. Alle tre betalte fuld bidragspligt, kan man se i Københavns Stadsarkiv.

Overskuddet gik til en særlig bidragsfond inden for det offentlige. Men hvorfor fandt staten det nødvendigt at gøre flere mænd til fædre for samme barn? Og hvordan er spørgsmålet om faderskab overhovedet blevet fastslået i det 20. århundrede?

Det er nogle af de spørgsmål, som jeg arbejder med i mit nye forskningsprojekt Paternity in Denmark, ca. 1900-2000 (PAID). I denne artikel vil jeg tegne konturerne af, hvordan praksisser med at etablere faderskab har ændret sig i løbet af de seneste 100 år, og jeg vil komme omkring de nye dilemmaer, der følger med private DNA-banker.

Men først skal vi lige tilbage til Albert.

Flere fædre – udelukkelse via blod

Historien om Albert havde til en begyndelse involveret flere tyske soldater end de tre betalende barnefædre.

En fjerde soldat var af moren blevet udlagt som barnefaderen, men han havde klaret frisag.

Ikke på grund af sine gode talegaver. Heller ikke, fordi han kunne bevise, at der ikke havde eksisteret et seksuelt forhold mellem ham og moderen. Nej, det var derimod en blodtypebestemmelsesprøve, der viste, at han umuligt kunne være faren til barnet.

De tre andre soldater havde dog alle en blodtype, der ikke kunne udelukke, at de hver især potentielt set kunne være faren til barnet.

Blodtypebestemmelsesprøver, som var med til at udelukke den fjerde tyske soldat i 1943, blev anvendt første gang ved en retssag i 1926. Blodtypebestemmelsen kunne ikke udpege den biologiske far, men den kunne med de forskellige blodtyper udelukke en umulig far.

Videnskab giver svar – eller?

Videnskab i faderskabssager spillede sammen med samfundsmæssige normer, for eksempel angående moralsk fordømmelse af udenomsægteskabelig sex. Andre gange blandede videnskabelige idéer sig sammen med kulturelle forestillinger om slægtskab. Forskellige teknologiske værktøjer er gennem tiden blevet brugt for at ’finde’ den rigtige far.

Man har for eksempel ment, at det var muligt kropsligt at aflæse faderskabet. I USA begyndte man i midten af det 19. århundrede med baggrund i idéer om arveanlæg at sammenligne udseende mellem udlagt barnefar og barn over for nævninge i en retssal.

I starten af 1940’erne løb en af verdenshistoriens mest presseomtalte faderskabssager af stablen, nemlig sagen mod Charles Chaplin, anlagt af skuespillerinden Joan Berry.

Chaplin medgav hurtigt, at han havde været i en seksuel relation med Berry, men nægtede at være faderen. Den lille pige, Carol Ann, havde blodtype B, og morens blodtype var A. Faren måtte derfor have enten blodtype AB eller B. Chaplins blodtype var O.

Nu skulle man måske tro, at sagen dermed var afgjort, men så let skulle det ikke gå.

Berrys advokat fik nemlig godtgjort, at Chaplin var lidt en kvindeforfører. Lille Carol Ann var fast inventar i retssalen, og det blev set som ikke så lidt afslørende, da Chaplin blev spurgt, om han havde krøller som barn. Dertil måtte han svare bekræftende.

Alle nævninge havde et fast blik på Carol Anns bedårende krøller - og Chaplin blev dømt.

Hvis du vil se et billede af Joan Berrys advokat, Joseph Scott, med den lille Carol Anne med de bedårende krøller i favnen, kan du finde det hér.

Det kan jo virke påfaldende, at Chaplin blev dømt som fader trods blodtypebestemmelsen, der pegede på det umulige i dette forhold.

Sammenligninger med udseende (også kaldt polysymptomatisk lighedsprøve) blev også anvendt i Danmark. I en betænkning fra 1955 er det beskrevet, hvorledes man skulle foretage en sådan lighedsprøve:

»Hovedets og ansigtets form, ansigtets enkelte træk, hovedhårets farve og særpræg, øjenspaltens form og retning og regnbuehindens farve og struktur samt ørets form, størrelse og stilling; endvidere kan undersøgelse af lemmerne, specielt hænder, fødder, fingre og tæer være vejledende, og man undersøger i den forbindelse papillærliniernes forløb (fingeraftryk).«

Idéen om, at man kan se farens fysiske aftryk på spædbarnet, lever videre i bedste velgående i dag.

Særligt i populærvidenskaben forklares det med, at det er en biologisk mekanisme, der skal sikre, at faren tror på, at det rent faktisk er hans afkom.

Udlagt som fader? Det er billigere bare at betale!

Med den nye børnelov i 1937 var børn født uden for ægteskabets retsstilling blevet forbedret, idet børnene nu fik ret til at tage farens efternavn og få arveret. Dog gjaldt dette fortsat kun, hvis der kun var én far.

Albert fik altså ikke glæde af disse nye rettigheder i 1940’erne. Havde Albert til gengæld været født i 1960, havde han ikke længere kunnet have så mange fædre.

Med en ny lovgivning blev det nemlig indført, at barnet kun kunne have én far. Hvis der fortsat kunne være flere potentielle fædre, måtte den mest sandsynlige vælges. Denne ændring blev foretaget med henvisning til barnets tarv.

Det var da også en kontroversiel bestemmelse, at flere mænd kunne gøres bidragspligtige.

Norge havde samme praksis som Danmark, men det stod de to lande ret alene med. Det har ikke været en mulighed i de andre vestlige lande, heller ikke Sverige og Finland. Her blev praksissen med flere fædre afvist med henvisning til det uretfærdige for de implicerede mænd – alle kunne jo umuligt være faren til barnet.

Den folkekære komedieserie 'Huset på Christianshavn', der blev produceret i årene 1970-1977, berørte også det potentielt uretfærdige ved at blive udpeget som far, fra mandens perspektiv.

I afsnit 74, ’Oh, har du en fader!’, modtager dyrehandler Clausen, spillet af Paul Hagen, et brev fra politiet om, at han var blevet udpeget som barnefader til et endnu ufødt barn. Vennerne fra beværtningen ’Rottereden’ hjælper Clausen med at skaffe en sagfører, der dog mener, at det billigste blot er at betale de 18 års børnebidrag. Også selvom Clausen påstår aldrig at have mødt den gravide kvinde.

Ellers kunne Clausen håbe på, at han og barnets blodtyper er af modstridende art. Dog understreger sagføreren, at det sjældent førte meget med sig – han havde kun selv oplevet, at to mænd var gået fri på baggrund af en blodtypebestemmelse. Ud af 3-400 sager, vel at mærke!

I videoen herunder kan du se episoden 'Oh, har du en fader!', der blev sendt første gang i 1976. Scenen hos advokaten, hvor Clausen får at vide, han lige så godt kan give op over for påstanden om, at han skal være far, starter omkring 13:40.

Afsnittet ender med, at det i retten viser sig, at det var den helt forkerte Clausen, der var blevet tilsagt som barnefader - den rigtige hed Klausen med ’K’.

Det var dog en sjældenhed at blive frifundet i virkelighedens verden. I en opgørelse af alle faderskabssager fra perioden fra 1945-1954 blev mænd i gennemsnit frifundet i 3,4 procent af tilfældene.

Blodtypebestemmelserne havde altså langt oppe i århundredet ikke nævneværdigt ændret på, hvordan spørgsmålet om faderskab blev afgjort.

Når man nu ikke kunne opdrive det endegyldige bevis, handlede spørgsmålet om faderskab, og dermed mandens økonomiske forpligtelser, ikke nødvendigvis om biologiske bånd til barnet, men om den forudgående seksuelle relation med moren i ’avlingsperioden’, som man så fint kaldte det.

DNA og nye dilemmaer

Med DNA-testens herkomst fra slutningen af 1980’erne fik man endelig elimineret gætterierne og tvivlen. Eller hvad? Med nye reproduktive teknologier, anonym sæddonation og nye familieformer er spørgsmålet om faderskab ikke blevet mindre komplekst.

Den anonyme sæddonor til et lesbisk par har ingen økonomiske eller juridiske forpligtelser, men har barnet alligevel krav på at kende sit biologiske ophav? Nu hvor det rent faktisk er muligt? I dag findes der private DNA-banker, så det er svært at garantere nogen form for anonymitet.

Brugen af disse kommercielle DNA-banker kan have vidtrækkende konsekvenser for de involverede og afsløre familiehemmeligheder, som blandt andet Politiken har skrevet om. For omkring 300 kroner kan man som forbruger købe sig til at opnå viden om ens ’sande’ familiebånd.

Denne markedsføring af DNA-testen som det endegyldige svar på ens familiære forhold, kan dog for mange vise sig at være en stor skuffelse. Alle brikker i livet falder ikke nødvendigvis på plads, når man får svaret på DNA-testen, som det også tydeligt illustreres i TV2-dokumentaren ’De forsvundne fædre’.

Hvad der udgør en ’familie’ har historisk været til forhandling, men noget kunne tyde på, at der i dag er en konsensus om, at DNA spiller en stor rolle i måden, hvorpå vi definerer vores familiebånd.

Spørgsmålet om, hvem der er din far (og mor og søskende!), er altså næppe blevet mindre dilemmafyldt og komplekst. Ny viden og nye teknologier forandrer måden vi forstår slægtskab på, og måden hvorpå faderskab bliver fastsat på har store konsekvenser for de implicerede mænd, kvinder og ikke mindst børn.