Vores læser Christoffer Florentsen er glad for dyreprogrammer i fjernsynet, men der er noget, han ikke helt forstår.
I alle dyreprogrammerne er det hannerne, som gør sig til for hunnernes skyld.
Det betyder, at hannerne slås med hinanden, udvikler store horn, anlægger sig farverig fjerpragt eller danser omkring og synger som galninge for at vinde hunnernes gunst.
Hunnerne kan så, alt efter hannernes anstrengelser, vælge den han, som de synes har gjort sig fortjent til et skrald og faderskabet over det medfølgende afkom.
Men hopper hannerne egentlig altid på en hvilken som helst villig hun, eller kan de synes, at den pillede høne i hjørnet er lige en omgang for tarvelig at se på og derfor takke nej?
Tanken har fået Christoffer til tasterne i jagten på et svar.
»Er hannernes valg fuldstændigt hovedløst, og er de bare glade for overhovedet at kunne parre sig? Er der noget, der tyder på, at hannerne også er kritiske i deres valg af partner, eller kræver det ikke andet, end at hunnen er parringsparat?« skriver Christoffer i en mail til Spørg Videnskaben.
Christoffers gode spørgsmål har vi sendt videre til hele fire eksperter på området, da svaret øjensynligt ikke ligger lige for.
Derfor er hunner kritiske
Mads Frost Bertelsen er professor i zoologisk medicin ved Københavns Universitet og dyrlæge i København Zoo.
Han fortæller, at det er normalt, at hannerne ikke er kræsne i deres parringsvalg, da det udelukkende gælder for dem om at få så mange unger som overhovedet muligt. Desuden har hunnerne allerede lagt billet ind på at være de kræsne.
»Hannerne kan jo ofte have flere partnere, mens hunnerne satser alt på ét bræt i forhold til, om hun vælger den rigtige far til sit afkom. Eksempelvis kan en han-mejse have hunner liggende rundt omkring i forskellige reder, som han fiser og farer rundt mellem. Han behøver derfor ikke være kritisk i sit valg af den enkelte hun. Hunnen parrer sig til gengæld kun med ham. Derfor er det vigtigt for hunnen at sikre sig, at hannen har gode gener, mens hannen jo sagtens kan satse på flere ‘heste’ på én gang,« forklarer Mads Frost Bertelsen.
Mads Frost Bertelsen peger på kronhjorte, som et klassisk eksempel på at hanner investerer langt mindre i afkommet end hunnerne. Blandt kronhjortene har én han en hel flok hunner, så han kan være ret sikker på, at netop hans gener bliver ført videre.
Hunnen parrer sig derimod kun med én han, og hvis denne han er svag, mindsker det overlevelsesmulighederne for hendes unge og dermed viderebringelsen af hendes gener.
»Derfor er det nødvendigt, at netop hunnen og ikke hannen er kritisk i sit partnervalg,« siger Mads Frost Bertelsen.
Traner finder hinanden
Der findes dog masser af eksempler på, at man ikke bare kan sige, at sådan er hunner, og sådan er hanner. Ofte bliver der byttet rundt på tingene derude i naturen.
Eksempelvis nævner Mads Frost Bertelsen alle de dyr, som lever i livslange parforhold, som eksempelvis silkeaber, svaner, traner og mange papegøjer.
Her investerer begge parter næsten lige meget i afkommet, og derfor ser man ofte, at partnervalget er mere gensidigt.
»Tag for eksempel tranerne. De danner livslange parforhold, og forud for pardannelsen danser både hunnen og hannen en kompleks dans. De vælger altså hinanden. Et andet eksempel er ædelpapegøjer, hvor hunnen er den farvestrålende af de to, hvilket jo er meget atypisk. Det er dog svært at sige, om hannen så er decideret kritisk i sit partnervalg,« siger Mads Frost Bertelsen og foreslår i den sammenhæng, at vi kontakter hans kollega zoolog Mikkel Stelvig fra København Zoo.
Hun-lemurer slås om hannerne
Mikkel Stelvig er ekspert i dyreadfærd, og han bekræfter da også med det samme, at der findes dyrearter, hvor hannen har mulighed for selv at vælge, hvem han vil knalde med.
»Der findes stort set alle tænkelige kombinationer i dyreriget, så selvfølgelig findes det også, men jeg kan ikke lige på stående fod komme i tanke om en art, hvor hannen er decideret kritisk,« siger Mikkel Stelvig.
Mikkel Stelvig peger dog på katta-lemurene som en art, hvor parringsvalget ikke ligner den traditionelle rollefordeling mellem hanner og hunner, og hvor hunnerne på nogle punkter opfører sig som hanner.
Blandt katta-lemurene har hanner og hunner hver deres hierarki, hvor hver gruppe slås indbyrdes for at blive henholdsvis alfa-hannen og alfa-hunnen i gruppen.
Når hierarkiet er fastlagt, har alfa-hunnen ifølge Mikkel Stelvig førsteret til at vælge mellem hannerne, og hun vælger som regel den dominerende han.
Derefter fortsætter partnervalget ned gennem hunnernes hierarki, uden at hannerne har et ord at skulle have indført.
»Man kan måske ikke sige, at hannerne er kritiske i deres partnervalg, men hunnerne skal da i hvert fald også yde noget for at få lov til at parre sig, så på den måde er rollerne byttet rundt,« fortæller Mikkel Stelvig.
Mikkel Stelvig anbefaler desuden, at vi kontakter professor i adfærdsøkologi Torben Dabelsteen fra Biologisk Institut på Københavns Universitet.
»Hvis nogen ved det, må det være ham,« slutter Mikkel Stelvig.
Fisk er ikke kritiske
Torben Dabelsteen kan dog heller ikke på stående fod komme med et klokkeklart eksempel på, at hanner er kritiske i deres partnervalg.
»Det skulle da lige være mennesker, hvor både mænd og kvinder gør sig til for hinanden skyld, og hvor mænd jo også er kritiske, når de skal vælge en partner,« siger Torben Dabelsteen.
Som de to andre zoologer forklarer professoren, at det hænger sammen med, at hunnernes investering i afkommet er større end hannernes. Der er derfor ikke et evolutionært incitament for, at hannerne er mere kritiske end hunnerne.
»Jo mere avanceret liv bliver, des større forskel bliver der i hannens og hunnens investering i afkommet. Når vi taler om pattedyr, skal hunnen pludselig også til at bære rundt på afkommet inde i maven og efterfølgende passe på det i den første levetid. Det fordrer en mere kritisk tilgang til partnervalget fra hunnens side, da hun nødig skulle få en svag far til sit afkom,« forklarer Torben Dabelsteen.
Det betyder dog samtidig, at kritiske partnervalg generelt bliver mere udvaskede, des mindre forskellen er mellem hannens og hunnens investering.
Som eksempel nævner Torben Dabelsteen fisk, hvor både hanner og hunner gyder vilkårligt i vandet i store flokke. Her er der ingen form for parringsvalg, og hverken hannen eller hunnen er kritiske omkring, hvilke sædceller der befrugter hvilke æg.
Papegøjehunner står for kurmageriet
På trods af en snak med tre forskellige zoologer/adfærdszoologer er det altså ikke lykkedes os at finde frem til et ’spot-on’ eksempel på et dyr, hvor hannen læner sig mageligt tilbage og lader hunnerne stå for kuren.
I sidste øjeblik kaster Mads Frost Bertelsen fra Københavns Zoologiske Have dog en sidste livline, som måske kan hjælpe os med at svare på Christoffers spørgsmål.
Mads Frost Bertelsen har nemlig, siden vi havde fat i ham før, diskuteret emnet med kurator og fugleekspert Flemming Nielsen, der også arbejder i Zoologisk Have, og Flemming Nielsen kender til et par eksempler, hvor tingene er vendt helt på hovedet, når det gælder parringen.
»Det er faktisk ret udbredt blandt vadefugle og nogle papegøjearter,« fortæller Flemming Nielsen, da vi fanger ham på en telefon.
Flemming Nielsen nævner blandt andet ædelpapegøjen, som også Mads Frost Bertelsen omtalte tidligere.
Her er hunnen ikke bare den mest farverige af de to, men det er også hende, der gør kur til hannen. Hunnerne har også flere hanner omkring sig, som man så omvendt eksempelvis blandt mejserne.
Bladhaner kan være kritiske
Det mest mærkværdige eksempel på hanner, der kan tillade sig at være kritiske i deres partnervalg, kommer dog fra de afrikanske bladhøns med det latinske navn Actophilornis africanus.
Blandt bladhønsene skiller hunnerne sig ikke bare ud ved at være de største. De har også territorier, som kan indeholde flere forskellige hanner.
Denne helt specielle kønskonstruktion rykker ved den helt fundamentale præmis for, at hunnerne kan tillade sig at være mere kritiske end hannerne. Hos bladhønsene er det nemlig hannerne, der invester mest i afkommet
»Hunnerne lægger så deres æg i de forskellige hanners reder, og hannerne står så for at udklække ungen og passe på den efterfølgende. Her er det pludselige hannen, der har den største investering i afkommet,« forklarer Flemming, og peger på de afrikanske bladhøns som en art, hvor hannerne har en kritisk tilgang til, hvem de har lyst til at have sex med.
Næsten alle dyr har samme rollefordeling
Opsummeringen er altså, at for næsten alle dyr gælder det, at hunnerne er de kritiske, da de står for den største investering i afkommet.
Der findes dog eksempler på dyr, hvor de normale rollefordelinger er brudt ned på den ene eller den anden måde. Det gælder blandt andet katta-lemurer, ædelpapegøjer, nogle former for fisk og så den afrikanske bladhøne, hvor hunnen har bukserne på, og hvor hannen kan vurdere, om hun har gjort sig fortjent til at lægge et æg i hans rede.
Vi håber, at Christoffer er tilfreds med svaret på sit spørgsmål. Vi kvitterer i hvert fald for det med en kønsløs Spørg Videnskaben-T-shirt.
Vi takker også Mads Frost Bertelsen, Mikkel Stelvig, Torben Dabelsteen og Flemming Nielsen for at hjælpe os med at finde frem til dyr, som gør tingene på et lidt anden måde.
Du kan som altid skrive ind til os på sv@videnskab.dk, hvis du har nogle spørgsmål til videnskaben, som du har brug for os til at hjælpe dig med at finde svaret på. Vil du bare snyde dig til T-shirten? Så kan den købes her. Men shh, sig det ikke til nogen!
