Det må være så dejligt let at lave forskning, hvor man skal snakke lidt med nogle danskere. Man samler måske en fokusgruppe på 10 personer eller interviewer en håndfuld mennesker og kigger lidt på, hvad de laver i hverdagen – og så føler man sig frem til nogle konklusioner, som i bund og grund siger mest om, hvordan man selv ser verden som forsker.

Fordommene mod den såkaldte kvalitative forskning er stærke. Det kan være svært at forstå, hvordan forskere kan udtale sig om, hvad der får os til at handle og leve, som vi gør, ud fra et studie med ganske få deltagere.

Kritikere kender ikke forskel på forskellige måder at bedrive videnskab

Senest har kvalitativ forskning fået en ordentlig én på hatten i debatten om videnskaben i OPUS-centret ved Københavns Universitet, hvor man ser nærmere på Ny Nordisk Hverdagsmad.

På baggrund af en undersøgelse af i alt 38 mennesker har forskere fundet ud af, at vi danskere næppe kommer til at tage den sunde og velsmagende kost til os, blandt andet fordi den er for tidskrævende at lave til daglig. Det har fået ledelsen af OPUS – med professor Arne Astrup og entreprenør Claus Meyer i spidsen – til at lange ud efter forskerne og kalde den type forskning for dårlig og tæt på videnskabelig uredelig.

Men kvalitativ forskning er så langt fra dårlig videnskab, fortæller professor Bente Halkier, der gennem 18 år har arbejdet med både kvalitative og kvantitative metoder.

»Det er, som om dem, der udtaler sig, ikke aner, hvad kvalitativ forskning er, og hvad den kan og ikke kan. Jeg tror, at noget af diskussionen i medierne drejer sig om, at man ikke sondrer mellem to forskellige måder at bedrive videnskab på,« siger Bente Halkier.

Bente Halkier har været bedømmer på ph.d.-afhandlingen med de kritiserede resultater og er til daglig professor ved Roskilde Universitets Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på afdelingen Magt, Medier og Kommunikation – og er desuden underviser på ph.d.-kurser i metoder og har skrevet lærebogen Fokusgrupper.

Kvalitativ og kvantitativ metode - her er forskellen

Grundlæggende kan verden undersøges ved hjælp af to forskellige videnskabelige metoder: en kvalitativ og en kvantitativ.

Den kvantitative metode går ud på at indsamle et kæmpemateriale, så man kan aflæse sammenhænge og tendenser, kortlægge udbredelsen af folks holdninger eller finde ud af, hvor mange patienter der bliver syge af en særlig medicin.

Du kender metoden fra meningsmålinger, spørgeskemaundersøgelser og har måske lagt mærke til, at den talbaserede metode også bliver brugt ivrigt inden for en lang række naturvidenskabelige discipliner til at undersøge verden omkring os – hvis forskere eksempelvis vil finde frem til evigtgyldige regler og kortlægge naturlove, eller når forskere i CERN vil undersøge, om Higgs-partiklen virkelig eksisterer og derfor laver tusindvis af bombardementer mod atomkerner.

Den kvalitative metode fokuserer mindre på årsagssammenhænge, men i stedet på, hvordan vi mennesker opfatter verden og for eksempel hvilke relationer der betyder noget for vores handlinger.

Metoden giver en anden indsigt i vores liv, end forskere kan få med store, overordnede undersøgelser. Det er derfor, kvalitative forskere laver fokusgrupper – hvor man interviewer en gruppe mennesker på samme tid – eller individuelle interview eller for den sags skyld observerer mennesker i deres dagligdag.

Kvalitativ forskning afdækker sociale mønstre

Den kvalitative metode går på den måde dybere ned i konteksten og fjerner også noget af det filter, vi alle sammen kan have, når vi for eksempel besvarer spørgsmål fra Gallup og som regel gerne vil fremstå som lidt sundere og bedre borgere, end vi egentlig er.

»I kvalitativ forskning undersøger man ikke udbredelsen af noget. Man forsøger i stedet at afdække mønstre i vores forståelser og praksisser og hvordan de hænger sammen med de situationer, de kommer frem i – eksempelvis om det er inden for familien, sammen med venner, til fest eller på arbejde – og hvilke dynamikker der er på spil. Det er en helt anden form for udledning af sit materiale, end man laver, når man har kvantitative data,« forklarer Bente Halkier.

De to metoder skal fortolkes på vidt forskellige måder

Man kan lidt skarpt sat op sige, at:

• kvantitativ forskning kortlægger, at noget sker, mens
   
• kvalitativ forskning afdækker, hvorfor det sker.

»Det er to meget forskellige typer metode, som man kan konkludere forskelligt ud fra, og det kan give nogle sammenstød, hvis man ikke forstår forskellen.«

»Når man arbejder natur- eller sundhedsvidenskabeligt, vil man som regel gerne bruge kvantitative data til at generalisere. Når man arbejder inden for humaniora eller samfundsvidenskab, bruger man tit kvalitative metoder til at udtale sig specifikt om sociale mønstre inden for et afgrænset område, for eksempel hvad der kan få os til at spise eller lade være med at spise Ny Nordisk Hverdagsmad.«

»Det er forskellige videnskabelige slutninger, man kan drage på baggrund af de to typer data, men det nytter ikke noget at lægge forståelsen fra den ene verden over på den anden. Kvantitativ og kvalitativ forskning skal fortolkes inden for hver deres rammer,« siger Bente Halkier.

Kvalitativ forskning bliver også brugt inden for naturvidenskab

En generel fordom er, at man bruger kvalitative data i en aflukket del af humaniora og samfundsvidenskaberne, hvor man er fokuseret på navlepilleri og følelser.

Men intet kunne være mere forkert, mener Svend Brinkmann. Han er professor i psykologi og er medleder af Center for Kvalitative Studier ved Aalborg Universitet.

Ifølge Svend Brinkmann er der masser af eksempler på kvalitativ forskning inden for naturvidenskaberne; vi taler bare ikke så meget om det.

Han nævner i flæng:

• Darwins studier på Galapagos-øerne af finkernes næb, der blev brugt til at sige noget om artens udvikling, blev lavet uden skelen til statistik, kontrolgrupper eller eksperimenter.
   
• ’Qualitative analysis’ inden for kemi, der består i at analysere kemiske forbindelser.
   
• Biologers feltundersøgelser, hvor de studerer dyrs liv i deres naturlige omgivelser.

»Da en japansk forsker opdagede, at aber på en ø lærte andre aber at vaske kartoflerne, før de spiste dem, revolutionerede det primatologien, for det viste, at aber kan have kultur ligesom mennesker. Sådan noget kan man opdage ved kvalitative studier, og det er en stor misforståelse at tro, at kvalitativ forskning er en flippet del af humanvidenskaberne. Den bliver brugt overalt,« siger Svend Brinkmann, professor ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet.

Kvalitativ forskning kan virke tættere på mennesker

Kvalitativ forskning er af kritikerne udskældt for at se for snævert på mennesker, fordi man undersøger en relativt lille gruppe. Men Svend Brinkmanns erfaring er, at kvalitativ forskning tværtimod virker tættere på mennesker og er mere nærværende at forholde sig til end kvantitativ forskning.

»Når jeg holder foredrag på baggrund af kvalitativ forskning, kan folk genkende sig selv i meget af det. Det kan være svært i kvantitativ forskning, hvor de statistiske gennemsnit kan være lidt svære at forholde sig til. Jeg arbejder også sammen med for eksempel læger, som har stor interesse for de beskrivelser, forskningen kan komme med, så alt i alt oplever jeg en stigende accept og brug af kvalitative forskning, fordi man kan se meningen med den,« siger Svend Brinkmann.

Professoren understeger, at kvalitativ forskning selvfølgelig kan laves dårligt og komme til at være »hul i hovedet«, hvis det bliver brugt forkert, for eksempel til at lave generaliseringer, som om det er kvantitativ forskning – et tænkt eksempel kunne være at konkludere, at 75 procent af danskerne hader ris, fordi 3 ud af 4 deltagere i et kvalitativt forskningsprojekt fortæller, at de har det sådan.

De videnskabelige krav til kvalitativ forskning

Ligesom kvantitativ forskning skal laves inden for visse rammer – at man for eksempel taler med 1.000 mennesker for at gøre en undersøgelse repræsentativ og dermed sige noget om ’alle’ danskere – så skal kvalitativ forskning laves inden for rammer, der gør, at konklusionerne bliver så holdbare som muligt.

Kvalitativ forskning skal blandt andet:

• Sammenlignes med og forholdes til den litteratur, der er på området: Passer konklusionerne nogenlunde med, hvad man ved i forvejen?
   
• Bruge teoretisk viden til at analysere sine data: Viser de, hvad man kunne forvente?
   
• Anvende en god tilgang, herunder forskellige metoder – eksempelvis både fokusgrupper, individuelle interview og observationer. Når Arne Astrup for eksempel kritiserer studiet af Ny Nordisk Hverdagsmad for kun at bygge på seks personer, giver det ifølge Bente Halkier et misvisende billede, fordi interviewene er suppleret af flere andre tilgange, som sikrer, at materialets konklusioner holder.
   
• Tale med tilstrækkeligt mange mennesker til, at man har afdækket de vigtigste pointer. Forskerne kalder det at ’mætte’ materialet, hvilket vil sige, at man er kommet så grundigt rundt om sit emne, at flere interview næppe vil afdække afgørende nyt.

Kvalitative data kan godt bruges til at sige noget generelt

Hvis de fire områder er dækket ordentligt, opfylder den de anerkendte kriterier for god, kvalitativ forskning, der siger noget grundlæggende om os mennesker.

»Kvalitative data kan godt bruges generaliserende og diskuterende, fordi nogle mønstre trækker i den ene retning og andre i en anden. Det er netop sådan nogle finurligheder og forskelligheder, man kan få frem ved kvalitativ forskning, og som er med til at give et mere realistisk billede af virkeligheden,« forklarer Bente Halkier.

Man skal passe på med at komme med for bombastiske konklusioner ud fra kvalitativ forskning. Men det skal man jo uanset metode.

Hvor mange mennesker kan man 'nøjes' med i kvalitativ forskning?

Spørgsmålet er så, hvornår man har talt med tilstrækkeligt mange mennesker – hvornår materialet er mættet?

Forskerne understreger, at det kommer an på, hvad man vil undersøge. Hvis man vil undersøge, hvad det betyder for folk at få kræft, kræver det nok ret mange personer, for man skal både tale med unge og gamle, mænd og kvinder, kræfttype og måske med folk i arbejde og uden arbejde.

Hvis man afgrænser sit felt til i stedet at være, hvordan det er at få brystkræft, når man er en kvinde på over 70 år, kan man klare sig med færre personer.

Yderpunkterne er:

1) At undersøge et område, som slet ikke er belyst før.

Lad os sige, at 250 mennesker har boet på Månen, og man vil gerne finde ud af, hvad det gør ved et menneske. Så giver det mening at bruge en metode kaldet ’grounded theory’. Man lægger sig ikke fast på et særligt antal mennesker til at begynde med, men interviewer fem for at få et overblik over, hvad der rører sig. Så justerer man sine spørgsmål og interviewer fem mere og bliver ved, indtil man vurderer, at nu kommer der ikke flere essentielle oplysninger på banen.

2) I den modsatte ende af spektret er en undersøgelse af et afgrænset problem i en snæver kreds, for eksempel hvordan det føles at servere øl til fodboldholdet FC Københavns hjemmekampe i Parken, om man skal tisse mange gange i løbet af en arbejdsdag.

Det er ret simple spørgsmål, som mennesker kan have forskellige svar på, afhængigt af hvem man er.

Man kan godt lave kvalitativ forskning uden at have kvantitative mål. Hvis du vil undersøge, hvordan det føles at være statsminister, kan du ikke skaffe et stort datagrundlag, men det vil stadig være spændende forskning. Det er sværere at forestille sig, at man kan lave kvantitativ forskning uden at bruge kvalitativ forskning til at afdække, hvad man egentlig taler om.

Derfor gælder det om at finde forsøgsdeltagere, som har forskellige baggrunde, der kan påvirke deres svar. Det kunne for eksempel være mennesker af forskellige køn, uddannelse og måske bopæl, delt op i land og by.

En forsker vil derefter være interesseret i at have så mange kombinationer af kriterierne som muligt - f.eks. 'mand, højtuddannet, bor på landet', 'mand, højtuddannet, bor i byen', 'kvinde, lavtuddannet, bor i byen' osv.

»Det er en tommelfingerregel i kvalitativ forskning, at det handler om at få maksimum variation hen over de kvalitative kriterier. Har du bare tre kriterier at undersøge, som dem, der er nævnt her, kan du regne dig frem til, at det kræver mindst otte mennesker, og gerne flere, så der er så god dækning som muligt. Sådan har man forskellige kneb til at sørge for, at undersøgelsen bliver systematisk nok,« forklarer Bente Halkier.

Bente Halkier tilføjer, at hendes personlige erfaring er, at hvis man er systematisk i sin kvalitative udvælgelse, så er det sjældent givtigt at interviewe flere end 12 personer.

En bred tommelfingerregel: 5-25 personer

Svend Brinkmanns lidt bredere tommelfingerregel hedder »15 interviewpersoner, plus/minus 10«.

»Det er en bred regel, men hvis man har en specifik erkendelsesinteresse, siger erfaringen, at det er nok. Men i den konkrete situation er det en blanding af erfaring, og om materialet virker mættet – saturated, som det hedder på engelsk,« bemærker Svend Brinkmann.

Professoren tilføjer en vigtig sidste pointe, der gælder både kvantitativ og kvalitativ forskning.

»Meget afhænger altså også af praktiske omstændigheder. I den bedste af alle verdener med ubegrænsede ressourcer til analyser, arbejdstimer og forskningsassistenter ville forskningen se ud på én måde. I virkeligheden taler man ikke så meget om, at de begrænsede ressourcer er meget afgørende for, hvordan man bedriver forskning. Det spiller også ind på langt de fleste forskningsprojekter,« siger Svend Brinkmann.

Mere videnskab om kvalitativ forskning

Hvis du er interesseret i at finde frem til mere videnskab om kvalitative metoder, anbefaler Bente Halkier følgende tidsskrifter:

Qualitative Research

Qualitative Inquiry

Qualitative Studies

Sidstnævnte er faktisk et tidsskrift under Svend Brinkmann og hans kollega Lene Tanggaards ledelse ved Aalborg Universitet. Tidsskriftet ligger dog i øjeblikket i dvale, ifølge Svend Brinkmann fordi mængden af indsendte artikler har været alt for overvældende til at blive håndteret af det frivillige arbejde, som de to forskere havde tænkt sig at lægge i tidsskriftet.