Greenwashing: Pas på, når du hører om disse tre ’håndsrækninger’ til klimaet

Grøn diesel. CO₂-neutral mælk. Miljørigtigt tøj. Klimakompenserede flyrejser.

Du er formentlig stødt på produkter, som virksomheder forsøger at sælge ved at give dig indtryk af, at dit køb gør noget godt for miljøet eller klimaet eller i hvert fald ikke skader.

Måske har du også på fornemmelsen, at budskabet nogle gange må være pyntet med lige lovlig meget grønt, eller at det er decideret løgn.

Greenwashing, kaldes det i sin værste form – og det bliver mere og mere udbredt.

Forbrugerombudsmanden fik i 2020 rekordmange klager over mulig greenwashing. Det er lige så mange som i de foregående fem år tilsammen, oplyser chefkonsulent Eva Sjøgren til Videnskab.dk.

Det falder sammen med, at 2020 ifølge Fødevarestyrelsen blev året, hvor danske virksomheder for alvor begyndte at bruge begreber som »CO₂-neutral«, »bæredygtig« og »klimavenlig« – endda så meget, at styrelsen nu er i gang med at lave en vejledning om, at virksomheder skal sørge for, at videnskabelige beregninger bakker deres påstand op, før de buser ud med den, skriver FødevareWatch.

Lige nu kan det nemlig være ekstremt svært at gennemskue, hvornår en påstand om at være miljø- eller klimavenlig er sand eller ren greenwashing.

Det er faktisk også svært at definere, præcis hvornår noget er bevidst greenwashing, og hvornår nogen træder forkert i forsøget på faktisk at gøre noget godt for kloden, bemærker flere forskere.

Men hvis du vil have nogle grove retningslinjer for, hvornår dit alarmberedskab skal gå i gang, er det ifølge forskerne, når du hører om:

1. Klimakompensation
2. Grønne certifikater
3. Biomasse

Et grundproblem for dem alle tre er, at de ikke nødvendigvis gør en forskel for en virksomhed eller en stats egen udledning af drivhusgasser, for eksempel CO₂, der gør Jorden varmere og varmere.

En virksomhed kan tværtimod sagtens fortsætte med at afbrænde den samme mængde fossile brændsler som kul, olie og naturgas, selvom den bryster sig af at benytte én af de tre populære initiativer, der på papiret sænker atmosfærens indhold af drivhusgasser.

Langt bedre er det at investere i løsninger, som direkte sænker virksomhedens egne udledninger eller i det mindste sørger for, at der bliver skabt mere energi fra vind, sol, jordvarme eller andre vedvarende kilder.

Sådan lyder det fra en professor i grøn omstilling.

»Vi skal vænne os til at debattere de reelt grønne løsninger i stedet for de her, der kun er halvgrønne, og som ikke rigtig bringer verden fremad.«

»Når der er en grøn løsning, hvor vi får mere vedvarende energi for pengene, skal vi gå efter den i stedet for,« mener Brian Vad Mathiesen, professor på Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet.

De tre måder at købe sig til mere klimavenlighed er ellers meget udbredte blandt verdens virksomheder.

Her får du et kort oprids af problemerne ved dem.

1) Klimakompensation fejler alt for tit

Du er måske stødt på reklamer fra Arla, der fortæller, at mejeriets økologiske mælk er »CO₂-neutral«. Køernes udledning af drivhusgasser bliver udlignet – kompenseret – ved, at Arla blandt andet betaler for ny skov i Østafrika.

Tanken er, at træer optager den mængde CO₂ fra atmosfæren, som en virksomhed udleder. Manøvren hjælper til, at en virksomhed med egne ord bliver »CO₂-neutral«, »klimaneutral« eller går i »netto-nul«; kært klimabarn har mange navne.

Virkeligheden er dog i mange tilfælde en helt anden. Det opridser en rapport fra Klima- og Omstillingsrådet (KOR), der består af seks forskere.

Klimakompensation kan være at plante en ny skov eller støtte et nyt anlæg til at suge CO₂ ud af atmosfæren og lagre det andre steder – en teknologi, som dog ikke er klar til at blive brugt i stor stil.

Projekterne har tre store faldgruber, som betyder, at investeringen i klimakompensation som regel ender med at gøre nul forskel for klimaet:

1. Projektet var alligevel blevet til virkelighed uden firmaets støtte.
2. Den sparede CO₂ bliver sat til andre steder – for eksempel ved, at en bonde fordrevet fra marken, der skal laves om til skov, flytter til et nyt område, hvor han fælder skov for at dyrke en ny mark.
3. Lagret CO₂ bliver frigivet igen senere – skov bliver fældet, jord bliver endevendt eller andre lagre bliver forstyrret eller nedlagt.

Rapporten fra KOR nævner med afsæt i to studier, at op mod 80 procent af verdens forsøg på at klimakompensere næppe har givet flere reduktioner eller fjernet mere CO2, end hvis virksomhederne havde beholdt pengene i lommen.

»Klimakompensation er ikke nogen fuldgod erstatning for reduktioner. Der findes ganske enkelt ikke nogle former for klimakompensation, der er sikre, og markedet er utrolig svært at gennemskue,« konstaterer Jens Friis Lund, professor i politisk økologi ved Københavns Universitet og medforfatter til KOR-rapporten.

Jens Friis Lund tilføjer yderligere et centralt problem til listen:

Mange projekter stiler efter at suge CO₂ ud af luften et antal år ude i fremtiden. Det tager tid for en skov at gro til. Men det er nu og her, vi har brug for, at virksomheder sænker deres udledning af drivhusgasser.Grafikken viser, hvorfor det er vigtigt at reducere udledningen af drivhusgasser i en fart. Jo længere vi venter, des mere drastisk skal vi sætte ind for at indfri håbet i Paris-aftalen om at holde temperaturstigningen på helst 1,5 og højest 2 grader. Kommer vi højere op, risikerer vi at gøre uoprettelige skader – det, som forskere kalder tipping points. (Grafik: Our World In Data)

»Vi er så tæt på at have udledt så meget, at vi rammer temperaturmålet i Paris-aftalen om højest to graders stigning. Derfor betyder få år rigtig meget lige nu. Så hvis ikke udledning og optag foregår samtidig, er projektet i mine øjne også en form for greenwashing,« siger Jens Friis Lund.

En sovepude for grøn omstilling

Arla er nævnt som eksempel her i artiklen, men mejeriet er langt fra alene om at investere i klimakompensation.

Flyselskaber, olieselskaber, bilfirmaer, elektronikvirksomheder er nærmest ved at falde over hinanden for at komme først hen til mikrofonen og fortælle om, hvor stor en indsats de gør for klimaet ved at sørge for, at deres CO₂-udslip bliver samlet op et andet sted i verden.

»Lige nu oplever vi en eksplosion af løfter, og ingen har overblik over, om det overhovedet kan lade sig gøre at indfri alle de her løfter,« konstaterer Jens Friis Lund.

»Problemet med hele klimakompensations-tankegangen er, at den indgyder en farlig tro blandt virksomheder på, at de gør noget godt. Samtidig har forbrugere måske tendens til at forbruge lidt mere eller med bedre samvittighed. Derfor frygter jeg, at klimakompensation kan blive en sovepude for den nødvendige grønne omstilling,« siger han til Videnskab.dk.

Du kan få Jens Friis Lunds råd til, hvad du selv og virksomheder bør gøre i stedet for at klimakompensere, i en kommende artikel på Videnskab.dk.

2) Grønne certifikater er en »molbohistorie«

• Et certifikat er ingen garanti for, at du reelt får grøn strøm ind gennem stikkene
• Hvis du sætter dig på den grønne strøm, betyder det bare, at andre skal købe sort strøm

I bund og grund er det en regnskabsmanøvre at påstå, at man bruger lutter grøn strøm, med mindre strømmen kommer fra for eksempel virksomhedens vindmølle på parkeringspladsen eller dens solceller på taget af varelageret.

I virkelighedens verden kommer strømmen i elstikket nemlig fra et væld af forskellige kilder, afhængig af om vinden lige blæser, om Solen skinner, om der er importeret vandskabt energi fra Norge, atomkraft-energi fra Sverige eller afbrændt fossile brændsler på et kraftværk.

»Man kan ikke fysisk købe lutter grøn strøm udefra. Det kan ikke lade sig gøre,« konstaterer Brian Vad Mathiesen.

Det faktum ændrer et grønt certifikat ikke på.

Tværtimod kan et grønt certifikat være vildledende, også selvom det nok så flot bliver kaldt en 'oprindelsesgaranti'.

Danske Bank og Arla har begge bevis på, at de aftager al grøn strøm fra præcis den samme vindmølle i Nordjylland, har TV 2 afdækket. Det betyder, at nogen bryster sig af grøn strøm, som i virkeligheden stammer fra en helt anden og måske sort kilde.

Andre hænger på sort strøm

Hvis vi alligevel leger med på den regnskabstekniske manøvre og siger, at en virksomhed får al sin strøm fra grønne kilder et sted i verden, giver det et andet problem:

Mængden af grøn strøm i verden er den samme, om virksomheden køber et grønt certifikat eller ej. Man kan håbe, at støtte til de grønne producenter sætter gang i flere grønne anlæg, men der er ingen garantier.

Sætter virksomheden sig på al grøn strøm i verden uden at bygge nye vindmøller, solceller eller anden vedvarende energi, betyder det i stedet bare, at andre må købe sort strøm for at få el i stikkontakterne.

En virksomheds store indhug i grøn strøm ville altså betyde, at vi 'normale mennesker' regnskabsmæssigt set får mere sort strøm derhjemme, og »det er nok ikke helt i tråd med vores selvforståelse«, bemærker Brian Vad Mathiesen.

»Det er i det hele taget lidt en molbohistorie med de certifikater. Hele den europæiske lovgivning på området er så svær at gennemskue, at jeg synes, man skulle lave en plan for at afskaffe muligheden ad åre,« siger Brian Vad Mathiesen.

Hvis en virksomhed vil gøre en reel forskel for klimaet i stedet for blot at tale om det, bør den ifølge professoren i stedet overveje at lave en såkaldt 'power purchase agreement'. Det er en fast aftale om at aftage strøm fra nye, vedvarende kilder.

»Det ville være langt bedre, hvis virksomheder laver den type langsigtede kontrakter, som vi har set det med for eksempel Apple og Google.«

»Så er der sikret en indtægt til dem, der bygger vindmøllerne, så de tør lave investeringen, og det sikrer en direkte forbindelse mellem det fysiske anlæg, den grønne strøm og virksomheden,« mener Brian Vad Mathiesen.

3) Biomasse bør kun bruges som backup

En stor del af Danmarks el og varme bliver til, fordi vi brænder træ af.

Faktisk kommer langt størstedelen af vores 'vedvarende energi' fra afbrændingen af biomasse; langt mere, end vi får fra vindmøller og solceller.

Vores brug af biomasse har skabt vældig debat:

• På den ene side bliver den set som bæredygtig, fordi man undgår at afbrænde tilsvarende mængder kul, olie og naturgas, og fordi afbrændingen ikke tæller med i klimaregnskabet. Afbrænding af biomasse er en forudsætning for, at Danmark kan nå sit mål om at nedsætte udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.
• På den anden side er brugen af biomasse stadig afbrænding af natur, der frigiver CO₂ i processen, ligesom hvis vi havde brugt fossile brændsler.

Professor Brian Vad Mathiesen er imod store mængder biomasse.

Han mener, vi i stedet skal finde energi fra andre vedvarende kilder. Så meget som muligt skal over på el, og biomasse skal kun være backup.

Det kunne være til at skabe energi, når vinden ikke holder vindmøllerne i gang – og kun, hvis biomasse er en direkte erstatning for fossile brændsler, så de kan holdes helt ude af regnskabet.

»Den bedste måde at indfange og opbevare CO2 på, er jo den biomasse, man ikke afbrænder. Hvis alle andre lande gjorde som Danmark og brugte så meget biomasse i én sektor, som vi gør, ville det gå helt galt. Det danske eksempel skal gerne blive ved med kun at være en dansk case,« mener Brian Vad Mathiesen.

Jens Friis Lund fra Københavns Universitet tilføjer, at det kræver både plads, ressourcer og tid at få træer til at vokse.

Alle tre får vi færre og færre af, i takt med at klimaforandringerne bliver voldsommere – og der kommer kun mere pres på, jo mere den globalt voksende middelklasse sætter gang i sit forbrug, bemærker professoren.

Professor: Biomasse holder klimavenlighed væk

Når man bruger meget biomasse for at nå klimamål, holder man ifølge Brian Vad Mathiesen mere klimavenlige løsninger væk og gør sig på den måde indirekte skyld i greenwashing.

»Hvis man for eksempel laver et anlæg til biomasse for at skabe energi i København, låser man sig fast på et stort forbrug i fremtiden – og man bruger biomasse, som i stedet kunne have fortrængt kul et andet sted i vores system eller i verden, mens man kalder det bæredygtigt.«

»Vi er nødt til at se det i et større system, og vi er nødt til at have noget langsigtethed ind i vores planlægning og spørge: 'Er vi på vej hen et sted, hvor det bliver muligt for Danmark som en del af verden at komme over på 100 procent vedvarende energi uden afbrænding?',« mener Brian Vad Mathiesen.

Hvad, hvis alle andre gjorde det samme?

Fire internationale forskere argumenterer i Nature for, at man bør stille sig selv to spørgsmål for at finde ud af, om man reelt gør noget godt for klimaet:

1. Ville verden undgå at tilføje nye drivhusgasser til atmosfæren, hvis alle fulgte samme logik?
2. Ville det være fair at bruge samme logik på alle lande?

Ifølge Jens Friis Lund kan de to spørgsmål være med til at kaste lys over greenwashing ved se på, om løsningerne bringer os tættere på målene i Paris-aftalen.

»Ser man på biomasse og skov som klimakompensation, er svaret på det første spørgsmål 'nej'.«

»Det andet spørgsmål peger på, at rige lande og virksomheder bør gå foran og gøre mere end andre. Altså bør følge en 'strengere' logik. Men det, vi gør ved at bruge så meget biomasse og klimakompensation, er lige præcis det modsatte,« påpeger Jens Friis Lund.

Hold igen med udskamning

Det kan være fristende at gør nar ad virksomheder eller lande, som bruger metoder, der læner sig op ad greenwashing for at fremstå grønne. Men det bør vi faktisk holde os fra, mener flere forskere.

Nogle gange kan storladne grønne budskaber endda være med til sætte gang i den grønne omstilling.

Det kan du læse mere om i en artiklen Professorer: Du må give plads til lidt 'greenwashing'.