Den kolde krig er stadig kompasset for dansk sikkerhedspolitik

Jerntæppet er for længst foldet sammen og Berlinmuren nu reduceret til et par små samlinger af sten på museer. Den kolde krig er en fjern fortid, som ikke længere spiller en større rolle for os og vores samfund.

Eller gør den? Ikke sjældent har man hørt en magthaver henvise til den kolde krig, og i det hele taget har snakken om den kolde krig fyldt meget mere i Danmark end i vores nabolande.

Det undrede historiker Rosanna Farbøl, og denne undren blev startskuddet til den ph.d., som hun netop har forsvaret ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

»Jeg har ikke været interesseret i at undersøge, hvad den kolde krig var. Jeg har sat mig for at undersøge den her koldkrigsdebat, som har været i Danmark. Jeg har kigget på, i hvor utrolig høj grad den kolde krig stadig fungerer som et element i den demokratiske magtudøvelse i dag. Den kaster stadigvæk lange skygger ind i nutiden og er langt fra bare passé,« fortæller Rosanna Farbøl.

Kold krig gav udenrigspolitisk forståelse

Rosanna Farbøl har i sin ph.d. kortlagt debatten på en måde, som ikke blevet gjort før. Hun har blandt andet kigget på, hvordan den kolde krig, særligt i 00ˈerne, blev spundet ind i højrefløjens kulturkamp og blev et led i, hvordan man forklarede dansk historie og gav udenrigspolitisk forståelse.

»Vi kunne i 2003 have haft en almindelig diskussion om, hvorvidt vi skulle gå med i Irak eller ej. I stedet fik et fuldskalaopgør om dansk historie, fordi Fogh Rasmussen drog den kolde krig ind og gjorde den synonym med dansk udenrigspolitisk tradition og retningsgivende for, hvilken kurs Danmark skulle tage,« siger Rosanna Farbøl.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde nemlig:

»(..) vi har to gange i det 20. århundrede svigtet – første gang under anden verdenskrig og anden gang under den kolde krig. Så nu er det på tide, vi holder op.«

»Han bruger det som billede af, at hvis ikke vi fører en aktivistisk og militariseret udenrigspolitik i for eksempel Afghanistan eller andre lignende steder, så er man på den forkerte side af historien.« siger Rosanna Farbøl.

Argumenterne hentes i den kolde krig

Rosanna Farbøl har brugt aviser, folketingsdebatter, biografier og erindringshistorier til at undersøge, hvordan de forskellige politikere har omtalt den kolde krig, og i hvilken kontekst.

»Den kolde krig bliver brugt i et utalt af udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Jeg har kigget på den historiebevidsthed, som politikere har udtrykt. Jeg har identificeret en masse argumenter, som giver bedre mening, hvis man læser den kolde krig med ind i dem,« forklarer Rosanna Farbøl.

Hans Hækkerup, der var forsvarsminister 1993-00, gav for eksempel i sine erindringer udtryk for, at den aktive FN-politik på Balkan i 90’erne var et opgør med den famøse fodnotepolitik i 1980’erne (se anden faktaboks), som han mente var uheldig.

Det, hun har set, er, at politikerne ofte forklarer sig i lyset af en koldkrigshistorie, når det skal forsvares, hvorfor Danmark gik ind i Irakrigen eller det modsatte.

»Frank Aaen (Å) for eksempel sagde dengang, at man burde have lært af den kolde krig og have væltet Saddam Hussein på samme måde, som venstrefløjen agerede ifht Apartheidstyret i Sydafrika, nemlig ved at støtte lokale dissidenter (systemkritikere, red.) og oppositionsbevægelser. Frank Aaen henter her hele sin forståelsesramme for, hvordan man håndterer aktuel udenrigspolitik i en koldkrigsdiskussion,« fortæller Rosanna Farbøl og fortsætter:

»På den anden side sagde Bertel Haarder (V): (..) ˈnu er den der igen – demokratiblindheden – de samme, der svigtede under den kolde krig, svigter nuˈ. På den måde får Haarder sagt, at de venstreorienterede, der var medløbere for kommunismen under den kolde krig, de er også medløbere for islamismen i dag. Han laver en totalt lige parallel mellem fortid og nutid.«

En koldkrigsfortælling til højre, til venstre – og lige i midten

»Jeg har identificeret tre hovedfortællinger, som jeg mener har været de dominerende i den offentlige debat. Der er en tendens til, at man bare siger, det er højre mod venstre. Det slog mig lynhurtigt, at det er for forsimplet. Derfor tilføjer jeg en tredje fortælling, som ligger ind i mellem højre og venstre,« forklarer Rosanna Farbøl.

De tre fortællinger er:

• Konfliktfortællingen: Det er det argument, der er blevet brugt mest offensivt i den danske debat, og det er mest de borgerlige, som har brugt det. Det er en fortælling, der vægter konflikten og forklarer Koldkrigen som en ideologisk kamp mellem de gode i vest og de onde i øst. Den understreger, at der kun er ét rigtigt standpunkt at have i den sag, nemlig Vestens.

• Appologifortællingen: Den bruges af de venstreorienterede og ofte som en forklaring på, eller undskyldning for, hvorfor man blev socialist eller kommunist eller maoist. Her bliver det meget vigtigt at understrege, at Vesten også har mange lig i lasten. Selvom vi var demokrater og forsvarede menneskerettighederne, så lukkede vi øjnene, når vores egne allierede overtrådte dem i den tredje verden, for eksempel i Vietnamkrigen.

• Konsensusfortællingen: Den fokuserer på, at begge parter havde et ansvar for at holde konflikten kørende. Samtidig er det en vigtig pointe, at Danmark var en loyal allieret i NATO. Konsensusfortællingen ser den kolde krig både som en ideologisk konflikt, men i høj grad også som en konflikt mellem stormagter. Det er især De radikale og Socialdemokraterne, som bruger denne fortælling.

Den kolde krig som skyts for fnidder-fnadder

Ifølge Rosanna Farbøl har den kolde krig mere eller mindre siden sin afslutning ligget konstant i baghovedet på de danske politikere. En af hendes teser er, at den kolde krig på mange måder har fungeret som kompas for, hvordan politikernes opfattelse og håndtering af aktuelle udenrigspolitiske udfordringer har fundet sted.

Kristian Knus Larsen fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet har dog svært ved at få øje på, at den kolde krig som et udenrigs- og sikkerhedspolitisk kompas skulle have haft afgørende betydning for, hvordan man håndterede de nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer samt transformerede det danske forsvar i 90ˈerne og 00ˈerne.

»Hvis man spørger vores nordiske nabolande, så vil de sige, at Danmark var det allerførste land til at glemme den kolde krig. Det tog os, og især dem på Christiansborg, rigtig kort tid at reorientere os i forhold til en række nye sikkerhedspolitiske udfordringer såsom fejlslagne stater, diktatorer, ekstremister med videre. Og her kan jeg ikke rigtig se, hvordan den kolde krig har haft en betydning som hverken reference eller forståelsesramme, « siger Kristian Knus Larsen og fortsætter:

»Jeg kan bedre følge idéen ift. den interne danske politiske diskussion end ift., hvordan man har formet den danske udenrigs-, sikkerheds, og forsvarspolitik i løbet af 90ˈerne og frem til nu,« siger han.

Til gengæld synes han, at Rosanna Farbøls projekt peger på en problematik, som det er meget relevant at få rettet blikket mod.

»Jeg har også observeret, at den kolde krig har være brugt som skyts for nationalt politisk fnidder-fnadder. Rosanna Farbøl har rigtig godt fat i at illustrere, hvordan vi i mange år har diskuteret den kolde krig – og først og fremmest for at pege på syndebukke og helte. Lad os se at komme ud på den anden side af det og komme videre,« opfordrer Kristian Knus Larsen.

På den forkerte side af historien

Rosanna Farbøl understreger dog, at hun med ’kompas’ ikke kun mener, at den kolde krig er blevet brugt som eksempel til efterfølgelse eller omvendt ’skræmmeeksempel’, men også, at den kolde krig implicit har udgjort en historiekulturel ramme for, hvordan aktørerne opfatter nutidige problemstillinger.

Hun håber derfor, hendes projekt kan bidrage til, at debatten bliver mere konstruktiv, og at politikerne efterhånden vil komme op af skyttegravene.

»Jeg synes, vi skulle se at få gang i noget konstruktivt erindringsarbejde. Det kræver en indsigt – ikke kun i de historiske begivenheder, men lige så meget i, hvordan historien bruges. Det er nødvendigt, hvis vi skal have et rum, der er åbent, ikke kun for refleksion, men også for selvkritisk refleksion,« siger Rosanna Farbøl.

Begge fløje må gøre sig umage for at holde op med at beskylde hinanden for at være på den forkerte side af historien. Ellers bliver der ikke plads til de debatter, der kan hjælpe os fremad i vores demokrati.

»De borgerlige har i høj grad brugt historien og debatten til at få slæbt de venstreorienterede i den historiske vidnestol for at få ret. Det har givet debatten en skinger karakter, der ikke er konstruktiv for dialog. Men det kræver også, at de venstreorienterede anerkender, at der med den kolde krigs kommunisme var tale om ideologisk radikalisering,« understreger Rosanna Farbøl.

»Der skal åbenhed frem på begge sider, før der kan komme en form for konstruktiv debat. Og den skal vi bruge for eksempel at forstå, hvordan en så stor gruppe kunne blive tiltrukket af en totalitær ideologi som kommunismen. Det er viden, som det i dag kun kan være gavnligt at have så meget kendskab til som muligt,« siger hun.