Derfor raser debatten om den kolde krig

Hver gang den omdiskuterede professor i historie Bent Jensen udgiver en ny bog, sætter det fut i debatten om den kolde krig.

Bent Jensen er blandt andet kendt i medierne fra injurie-retssagen anlagt af journalist Jørgen Dragsdahl, efter Bent Jensen i Jyllands-Posten havde skrevet, at både PET og KGB anså Dragsdahl for at være sovjetisk agent

Og det er ikke kun mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl, at den hede debat om den kolde krig handler om personer.

Det gør den også, når eksempelvis tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har skullet forklare sin fortid i DKP.

Men hvorfor bliver debatten om den kolde krig hurtigt så intens og personfikseret?

Det kan ph.d.-studerende Rosanna Farbøl fra Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet gøre os en smule klogere på. Hun forsker nemlig i debatten om den kolde krig, og hvordan den kolde krig bliver brugt i den offentlige debat.

»Der er en enormt voldsom debat, hvad enten det er historikere eller forhenværende aktører, som diskuterer den kolde krig. Det bliver hurtigt meget følelsesladet og meget heftigt. Og der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor det er sådan. Men jeg kan skitsere fire faktorer, som spiller ind,« siger forskeren.

1. Mange debattører har selv oplevet den kolde krig

Den første årsag til den hede debat er, ifølge Rosanna Farbøl, at mange af debattørerne og historikerne selv har oplevet den kolde krig. De har altså en personlig interesse i at forme historien om den tidligere øst-vest-konflikt, fordi de selv dengang var politisk aktive.

»Mange af aktørerne fra dengang er stadig en del af den offentlige debat. De har aktiver i det, vi diskuterer, og de har en levende erindring om, hvordan det var,« siger historikeren.

Hun nævner som eksempel, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann og nu afdøde SF-formand Gert Petersen har præget det nye årtusindes debat om den kolde krig med deres erindringsbøger om den kolde krig.

Uffe Ellemann gjorde for eksempel i 2005 op med den såkaldte fodnotepolitik, som han måtte trækkes med i sin tid som udenrigsminister i 1980’erne.

Også historikerne har personlige erindringer fra den kolde krig, hvor de måske selv var politisk aktive. Derfor kommer de faglige videnskabelige diskussioner ofte til at involvere historikernes egen fortid.

2. Gammel konflikt fra firserne har skabt bitterhed

Rosanna Farbøl nævner den anden faktor, som er i spil, når koldkrigsdebatten bliver intens:

Diskussionen bliver nemlig særlig varm, når det gælder fodnotepolitikken.

Kort fortalt handlede det om en situation fra 1982-1988, hvor Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og VS samlede sig i et alternativt flertal og pålagde regeringen (V og K) at komme med danske forbehold over for NATO’s politik – blandt andet over for opstilling af mellemdistanceraketter i Europa.

»Konflikten, der blev skabt mellem højre og venstre i 1980’erne, har skabt en arv af bitterhed. Især hos de borgerlige politikere. En bitterhed, fordi man mener, at fodnotepolitikken var et svigt mod de andre lande i NATO. At det var en slags landsforræderi, som der ikke er gjort op med,« siger ph.d.-studerende Rosanna Farbøl.

Venstrefløjens koldkrigsdebattører mener i dag, at de kan undskylde sig med, at det var ideologien, de tilsluttede sig og ikke den uheldige udvikling af de diktatoriske øststater. De borgerlige koldkrigsdebattører mener derimod, at venstrefløjen bør påtage sig et ansvar for at have holdt med kommunisterne.

3. Ingen grundfortælling om den kolde krig

Den tredje faktor, der er med til at hidse debatten op, er, at vi ikke har en konsensus-skabende grundfortælling om den kolde krig.

Det vil sige, at der ikke er en fælles fortælling, som udglatter de gamle politiske konflikter. En sådan grundfortælling skabte fra 1945 og frem til 1971 stort se ro i debatten om samarbejdspolitikken under besættelsen.

Grundfortællingen var, at samarbejdspolitikken skulle ses som en slags skjult modstand, som skulle forberede Danmark og danskerne på bruddet den 29. august 1943.

»Derfor var der, ifølge grundfortællingen, ikke nogen modsætning mellem den aktive og ‘passive’ modstand, fordi målet var det samme: at bekæmpe den tyske besættelse,« siger Rosanna Farbøl og fortsætter:

»Konturerne til grundfortællingen om besættelsestiden blev skabt de sidste år i krigen. Politikerne fik et enormt behov for at legitimere samarbejdspolitikken, og modstandsbevægelsen gik med på det, fordi de ville sikre sig politisk indflydelse.«

En sådan enighed om den helt grundlæggende historie har venstrefløjen og de borgerlige aldrig opnået i forhold til den kolde krig.

4. Værdikampen efter årtusindeskiftet pustede ild i debatten

Efter årtusindeskiftet satte den tidligere VK regering også gang i en værdikamp, som stadig præger debatten om den kolde krig. Det er den fjerde faktor.

Den daværende borgerlige regering talte imod det, de mente var venstrefløjens ekspertvælde og imod den udenrigspolitiske tilpasningspolitik, som de mente, var kendetegnende for den røde blok.

I stedet skulle man have en aktiv udenrigspolitik, hvilket betød, at Danmark gik i krig i Irak og Afghanistan.

»Den borgerlige regering ville gøre op med den passivitet, som havde resulteret i nederlaget under besættelsen og i fodnotepolitikken. Statsminister Anders Fogh Rasmussen argumenterede for, at socialdemokraterne og de radikale altid har lagt sig op af den nærmeste stormagt. Men nu skulle Danmark melde sig ind i kampen for demokratiet og imod diktaturet,« siger Rosanna Farbøl.

Sammen med samarbejdspolitikken blev fodnotepolitikken altså brugt til at legitimere 00’ernes udenrigspolitik over for danskerne.

Koldkrigshistoriker: Vi ønsker viden frem for domme

Debatten om den kolde krig raser både internt mellem historikerne og internt mellem politikerne, men historikerne og politikerne diskuterer også historien med hinanden.

Og her kan der opstå misforståelser, fordi de to grupper nogle gange ser forskelligt på fortiden. Mens politiske debatører ønsker et opgør, en dom eller en frikendelse, ønsker historikerne ofte at forklare og se fortidens hændelser i deres samtidige sammenhæng. Og det kan skabe konflikter mellem politikere og historikere.

Det kender ph.d. i historie og museumsinspektør på Koldkrigsmuseum Langelandsfort Peer Henrik Hansen til.

»Som historiker vil jeg hellere have fortidens agenter til at forklare, hvorfor de gjorde, som de gjorde, fremfor at hive dem frem på skafottet. Det er forklaringerne, vi bliver klogere af,« siger Peer Henrik Hansen.

Som koldkrigsforsker deltager han selv jævnligt i den faglige debat om koldkrigshistorien.

Han var for eksempel en af de historikere, som kritiserede PET-kommissions rapport, da den udkom i 2009. (Se faktaboks)

Fortid som aktør i den kolde krig kræver selvdisciplin

Peer Henrik Hansen er enig med Rosanna Farbøl i, at det påvirker debatten – også den faghistoriske debat – at mange af debattørerne selv har været politisk aktive under den kolde krig.

»For langt de fleste koldkrigshistorikere gør det sig gældende, at det ikke kun er historien om den kolde krig, de forsker i. Det er også deres egen fortid og deres egne meritter, de undersøger,« siger Peer Henrik Hansen.

»Og man skal jo virkelig holde tungen lige i munden, hvis man skal man skal beskæftige sig med en periode, som vedrører ens egen fortid,« siger koldkrigsforskeren og fortsætter:

»Du har jo forskningsfrihed. Du stiller jo selv spørgsmålene, og er der nogle svar, du ikke er interesseret i, så kan du undgå at stille spørgsmål, som leder hen til den slags ubekvemme svar.«

Er historikere objektive?

Peer Henrik Hansen fortæller, at han også selv har personlige holdninger til eksempelvis efterretningstjenestens overvågning af venstrefløjen under den kolde krig. Men han mener, at han i sin forskning gør et redeligt forsøg på at skille skidt fra kanel.

»Som historiker kan du aldrig være helt objektiv. Men det er din pligt ikke at forsøge at påvirke dit genstandsfeltet med dine egne holdninger,« siger han.

En af måderne at forholde sig professionelt til sin egen fortid er at lægge kortene på bordet og fortælle på hvilken side, man dengang stod i konflikten, siger forskeren.

Kildekritikken sikrer (ideelt set) professionalismen

Rosanna Farbøl er enig med Peer Henrik Hansen i, at objektivitet er et ideal blandt faghistorikere.

»Men vi har også historikerens vigtigste redskab, nemlig kildekritikken. Det betyder for eksempel, at vi skal redegøre for valget af kilder, efterprøve kildeudsagn, sammenligne dem med andre kilder og se på kilderne i deres kontekst,« siger Rosanna Farbøl.

Den kildekritiske metode indebærer, at en historiker ikke kan slynge hvilken som helst påstand ud i en forskningsartikel, uden at blive mødt med alvorlig faglig kritik af kollegaerne.

Men selvom man som historiker har lavet et videnskabeligt pænt stykke arbejde, vil der altid være kollegaer, som vil være uenige i konklusionerne.

For eksempel fordi de selv har stillet andre spørgsmål til kilderne, eller fordi de har arbejdet med de samme spørgsmål til et andet kildemateriale.

Historikerne bliver aldrig enige om historien, da det er deres arbejde altid at stille nye spørgsmål.

Derfor vil de heller aldrig blive enige om historien om den kolde krig.