Europa skærer Rusland fra Mars- og Månemissioner: Hvorfor samarbejder vi stadig på rumstationen?

Krigen i Ukraine sætter ikke kun sine spor i det politiske landskab her i Europa. Den har også direkte effekt på vores udforskning af rummet og fjerne kloder.

Allerede i 2022, umiddelbart efter den russiske invasion i Ukraine, skrottede Det Europæiske Rumagentur, ESA, Rusland som partner på flere store rumfartsprojekter: En grandios Mars-mission, hvor målet er at lede efter liv på Den Røde Planet, og en Måne-mission, hvor man vil lede efter vand i undergrunden på Månens sydpol.

Det har kostet forsinkelser på flere år og ekstraregninger i milliardklassen.

Lige nu er alt samarbejde mellem ESA og Det Russiske Rumagentur, Roscosmos, indstillet. Sådan da.

For på Den Internationale Rumstation, ISS, gnubber de europæiske astronauter - herunder altså Andreas Mogensen, der vendte hjem i marts - stadig skuldre med de russiske kosmonauter.

Hvorfor egentlig? Og står det til at ændre sig i fremtiden?

Det har Videnskab.dk blandt andet spurgt ESA-direktør Josef Aschbacher og den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen om.

Rumstationen ville styrte uden russerne

Det er rigtigt, at alt rum-samarbejde mellem Rusland og Europa er lagt i graven som følge af europæiske sanktioner.

Det bekræfter ESA-topchef Josef Aschbacher, da Videnskab.dk mødte ham i foyeren på Experimentarium i København:

»Udover ISS. Samarbejdet på ISS er fritaget fra sanktioner og har fået lov at fortsætte,« siger Josef Aschbacher, der var i Danmark for at deltage i Andreas Mogensens hjemkomst-fejring efter 199 dage i rummet.

»Og det er absolut nødvendigt, fordi rumstationen ikke ville kunne fungere uden det russiske bidrag og det russiske modul på ISS. Så de er en essentiel partner. Det har ikke noget med politik at gøre,« lyder det fra ESA-direktøren.

Den Internationale Rumstation falder konstant en lille bitte smule tilbage mod Jorden. Et par gange om året er man derfor nødt til at løfte rumstationen op i et højere kredsløb igen, og det er en funktion, som et af russernes moduler står for.

Russerne har ligeledes ansvaret for endnu en afgørende funktion: At sørge for at rumstationen peger og dermed svæver i den rigtige retning.

Som den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen har sagt til Videnskab.dk i en anden artikel, er de nødt til at samarbejde på ISS, »fordi vores liv afhænger af hinanden.«

»Alternativt skulle man sløjfe hele rumstationen og opgive den,« siger Andreas Mogensen:

»Det har man så valgt ikke at gøre, fordi man har investeret så mange penge i rumstationen. Og man mener stadigvæk, at man kan få så meget ud af den i de næste 5 eller 6 år, at man gerne ville fortsætte, også selvom det betyder, at vi skal samarbejde med russerne.«

Sanktioner og krig er altid pragmatisk

Det lyder måske koldt og beregnende, at man vægter egne investeringer over en mere idealistisk og solidarisk afstraffelse af Rusland.

Men det er almindelig procedure i det store udenrigspolitiske spil, forklarer Flemming Splidsboel, der forsker i diplomati, udenrigspolitik og russiske og ukrainske forhold.

»Sanktioner er typisk ret selektive. Det er meget sjældent, at vi ser sådan nogle væg-til-væg-sanktioner, der dækker alt,« fortæller Flemming Splidsboel, der er tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

»For eksempel kan det godt være, at man forbyder det russiske fodboldlandshold at deltage i en EM-slutrunde, men at russerne stadig får lov at deltage i VM i banecykling,« forklarer DIIS-forskeren.

Sanktioner - og ja, krig og konflikt generelt - er som udgangspunkt en ret pragmatisk størrelse, hvor man helst vil undgå at gøre for stor økonomisk skade på sig selv, nævner Flemming Splidsboel og kommer med et eksempel:

»Der er jo nogle varer, som vi stadig gerne vil forhandle med Rusland. Det er eksempelvis en europæisk interesse i stadig at sælge vin til Rusland. Derfor har vi delvist undtaget vin-industrien fra sanktionerne.«

Et andet eksempel kan være, når USA advarer Ukraine mod at skade for mange russiske olieraffinaderier, fordi amerikanerne frygter for, at det vil føre til en ny oliekrise.

»Lidt af en hovedpine«

Når det kommer til rumfarts-samarbejdet, har de europæiske sanktioner mod Rusland da også allerede kostet både tid og penge, fortæller ESA-direktør Josef Aschbacher.

»Det har da været lidt af en hovedpine,« siger han.

I februar 2022, da krigen brød ud, havde man netop fået bekræftet, at man som del af ExoMars-missionen kunne sende et Mars-køretøj af sted i september i 2022.

»Alle komponenter var klar; Mars-landeren, rumraketten, og rumfartøjet var samlet,« siger Josef Aschbacher, og fortsætter:

»Så ja, det var selvfølgelig en meget abrupt aflysning af missionen. Især, som du sikkert kan forestille dig, for alle de ingeniører og forskere, der havde arbejdet på den i mere end 10 år.«

Siden har man fået hjælp fra NASA for at holde missionen på ret køl, og i april i år har ESA underskrevet en 4 milliarder kroner dyr kontrakt med den franske rumfarts-virksomhed Thales Alenia Space, der skal udvikle Mars-landeren, som russerne ellers havde lavet.

Nu er målet at opsende Mars-køretøjet i 2028.

»Ja, det er seks år senere. Men Mars er mange milliarder år gammel. Så vi kan godt vente seks år med at lave forskningen deroppe. Og den vil blive banebrydende, for der er aldrig nogen, der har boret i to meters dybde på Mars for at lede efter spor af liv,« siger Josef Aschbacher.

Der kommer ikke en ny rumstation, som vi kender den i dag

Lige nu er der ikke lagt planer for mere samarbejde med russerne, når Den Internationale Rumstation, der siden 1998 stået op som et symbol på fred og samarbejde, på et tidspunkt inden for den nærmeste fremtid skal skrottes.

ESA og NASA sigter efter at kassere rumstationen i 2030. Men Roscosmos har meddelt, at de allerede vil trække stikket til deres del af ISS i 2028.

»Så må vi jo planlægge derefter,« siger Josef Aschbacher. »Men det står helt klart, at der ikke kommer til at være en efterfølger for rumstationen, som vi kender den i dag.«

I fremtiden vil rumagenturerne satse på at få den efterhånden vildtvoksende kommercielle rumfartsindustri på banen.

»ESA og NASA har ikke på dette tidspunkt planer om at bygge endnu en statslig rumstation,« siger Andreas Mogensen.

»Tanken er, at man vil involvere virksomheder som SpaceX og Axiom til at drive en privat rumstation i fremtiden, som ESA og NASA kan sende astronauter til. Så kan man leje sig ind eller på en anden måde betale for at sende astronauter til rumstationen,« forklarer han.

»Det er i hvert fald håbet, så må vi se, om det lykkes,« slutter den danske astronaut.