Forsker: Danske universiteter bør være langt mere autonome

Nu skal universiteterne igen reformeres.

Denne gang er det kandidatuddannelsen, der ifølge den tidligere regerings tredje reformudspil ’Danmark kan mere III’ skal reduceres til fire år fremfor fem, særligt for humanistiske og samfundsfaglige uddannelser.

Jeg synes denne nye foreslåede reformdiskussion er en god (eller dårlig) anledning til at diskutere spørgsmålet om universiteternes autonomi.

Selvbestemmelse har historisk været et grundprincip for universiteter, men reformræset de sidste to årtier har udskiftet autonomi med detailstyring.

Man har diskuteret autonomi siden antikken

Universiteter har været en vigtig del af den europæiske kultur siden antikken.

Rødderne går i hvert fald tilbage til antikkens Athen og det akademi, Platon grundlagde dér i 385 før vor tid. Universiteternes autonomi har været diskuteret omtrent ligeså længe. Allerede kirkefaderen Augustin skrev om det i 400-tallet.

I 1969 skrev teolog og filosof K. E. Løgstrup i tidsskriftet Vindrosen:

»Fra gammel tid har universitet haft selvstyre, og det er nu mere end nogensinde en betingelse for, at det kan varetage den kombination af forskning og undervisning, som det er til for.«

Undervejs i Vestens lange historie har universiteters virke været kompromitteret og underlagt diverse magthaveres direkte styring, særligt i stater med totalitære og diktatoriske magthavere.

Jeg vil tro, at dette er grunden til, at der sidst i 1980’erne, kort før murens fald, blev taget initiativ til at etablere et magna charta, en international håndfæstning og skriftlig aftale for europæiske universiteter, der handler om at sikre frihed og autonomi.

Selvbestemmelse er et grundprincip

Det første charter er fra 1988 og er underskrevet af alle danske universiteter. Her lyder det første af de grundlæggende principper:

»Universitetet er en autonom institution i hjertet af samfund som på grund af geografisk og historisk arv er forskelligt organiseret [...] For at opfylde omverdenens behov må dets forskning og undervisning være moralsk og intellektuelt uafhængig af al politisk autoritet og økonomisk indflydelse.«

Autonomien er altså bredt anerkendt som noget helt grundlæggende for universiteters virke – både hvad angår dets forskning og dets undervisning.

Universiteterne er forpligtede på at søge og formidle sandheden indenfor de sagsområder, der forskes og undervises i.

Uden autonomi kan vi ikke vide, om denne forskning og undervisning er trukket i en bestemt retning dikteret af politisk autoritet eller økonomisk indflydelse, og derfor ikke længere kun er forpligtet af en stræben efter sandhed.

Autonomi er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for universiteternes virke, og i særdeleshed nødvendig for dets troværdighed, både som forsknings- og uddannelsesinstitution.

Men de seneste mange års reformer indenfor universitetsområdet peger på en tendens til større politisk styring, der ikke tillægger autonomi en central værdi.

Skelsættende reform

I 2003 vedtog Folketinget en ny universitetslov, der drastisk ændrede universitetets styring. Først og fremmest blev universitetsdemokratiet afskaffet til fordel for en mere virksomhedslignende styring med bestyrelse og ansatte ledere.

Universitet fik en bestyrelse med et flertal af eksterne medlemmer. 2003-loven indebærer også en ny afvejning af, hvor balancen skal ligge mellem statens og universitetets styring af universitetet.

I §1 i loven formuleredes ministerens rolle som primært tilsynsførende. Ansvaret for universitets udvikling blev langt i hænderne på bestyrelsen (§10):

»Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetet. Bestyrelsen varetager universitetets interesser som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.«

Bestyrelsen er altså den instans, der fastlægger retningslinjer for universitetets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.

Det blev også med loven af 2003 indført, at der skulle være udviklingskontrakter mellem ministerium og hvert enkelt universitet.

Hvor vigtig er autonomien for politikerne?

I 2008 var der en ministerforespørgsel omkring universiteternes autonomi.

Spørgsmålet fra daværende folketingsmedlem for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen lød kort formuleret, om universiteternes autonomikrav kunne respekteres, når der skulle indgås sådanne udviklingsaftaler?

Hertil svarede den daværende minister Helge Sander (Venstre):

»Med de mange offentlige midler, som universiteterne forvalter hvert år, er det – med afsæt i universitetsloven – nødvendigt med en vis regulering af universiteternes aktiviteter. «

Men han mente dog ikke, at disse kontrakter satte selvstyret ud af kraft som altså underforstået må være forstået som vigtig.

Bestyrelsernes ’formelle’ opgave

Universitetsloven er revideret flere gange siden 2003, og den gældende lov er fra 2019. Her er formuleringen i §10 blevet omformuleret til:

»Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetet og har ansvaret for den overordnede og strategiske ledelse af universitetet.«

Jeg ved ikke, hvad der ligger bag dette skift i §10, men det er også med den nye formulering bestyrelsen, som har ansvaret for den overordnede og strategiske ledelse af universitetet.

Er det så sådan virkeligheden har været siden 2003? Det korte svar er nej.

For meget detailstyring

Hvis man skal svinge sig op på den store klinge, synes jeg, man kan beskrive situationen, ikke bare for universiteterne men for mange af statens institutioner, som en (trods alt) mild form for statslig totalitarisme.

Det er en totalitarisme, som er demokratisk, ikke diktatorisk, men en totalitarisme ikke desto mindre.

Totalitarisme betyder netop en styreform, hvor statens ledere ikke anerkender nogen grænser for sin myndighed og forsøger at detailregulere alle aspekter af det offentlige og private liv.

Specifikt for universiteter kan man ikke med rimelighed fastholde, at danske universiteter som forsknings- og uddannelsesinstitutioner er uafhængige af politisk autoritet og økonomisk indflydelse – altså det, som vi har forpligtiget os til som underskrivere af Magna Charta.

Reform-ræs

Jeg vil mene, at denne autonomi simpelthen ikke eksisterer i 2022.

Man kan ikke på nogen meningsfuld måde fastholde, at bestyrelserne er øverste myndighed endsige ansvarlige for den overordnede og strategiske ledelse af de respektive universiteter.

Derimod forekommer det mig, at bestyrelsernes rolle reelt set består i sikre implementering af den strøm af reformer, der kommer fra regering og folketing.

Akademikerbladet har opgjort, at der har været 29 reformer på universitetsområdet de seneste 20 år. Reformerne kaster os rundt i forskellige retninger som en fjer i vinden.

Eksempelvis kræver den ene reform, at vi kraftigt skal forøge antallet af ph.d.-studerende (globaliseringsaftalen fra 2006). En anden kræver, at vi skal beskære kandidatuddannelsen, fordi der skal være færre forskere (Danmark kan mere III).

Administrations-paradokset

I det udspil, hvori det nye forslag til reform af universiteterne optræder (Danmark kan mere III), er det også et hovedpunkt, at mængden af administration og bureaukrati skal reduceres drastisk.

Det forekommer mig paradoksalt.

Jeg er ikke i tvivl om, at administrationen har vokset sig så stor, netop fordi der kræves en stor administration for hele tiden at kunne omstille sig til de nye reformer, der kommer med en frekvens af mere end en om året i gennemsnit.

Det skyldes ikke mindst, at reformer stort set altid kommer med indbyggede økonomiske incitamentsstrukturer, der gør, at det kan betale sig at ansætte folk, der kan hjælpe med at sikre, at man når de ønskede, politiske mål, som udløser forskellige bonusser.

Jeg synes, vi er nødt til at få genetableret mere autonomi.

Med autonomi følger ansvar

Katja Brøgger, lektor i uddannelsespolitik og -styring ved Aarhus Universitet, opfordrede tidligere i år i Akademikerbladet til en reformpause. Det er jeg enig i.

Måske kunne man ligefrem beslutte, at der maksimalt må komme én reform hvert årti.

Eventuelt kunne man skele til, hvordan man gør i vores nabolande – Tyskland eksempelvis – hvor universitetet har væsentlig større autonomi (Selbstvervaltungsrecht).

Man burde beslutte noget tilsvarende for folkeskole, gymnasier og andre af samfundets centrale institutioner.

Det er klart, at en sådan beherskelse af den politiske reformiver bør modsvares af en tilsvarende besindelse i samfundets centrale institutioner.

Autonomi giver ingen mening uden ansvarlighed, samfundssind og et ønske om at bidrage til det fælles gode. Men sådan tror jeg faktisk de fleste af os tænker, hvad enten vi er folkeskolelærere, soldater, sygeplejersker eller universitetsforskere.

Vi udfører vores opgaver med både glæde og faglig stolthed, men vi forventer, at man stoler på, at vi kan selv, og at det er os, der ved, hvordan opgaverne bedst løses.

Denne kommentar er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Han skriver hverken på vegne af sit institut eller sit universitet.