Eskild alene i Tranquebar

På fortet Dansborg i den dansk-norske koloni Tranquebar sidder Eskild Andersen Kongsbakke ved sit skrivebord. Året er 1669, og Eskild Andersen Kongsbakke har nu været i Indien i 26 år, siden han ankom med skibet Christianshavn i 1643.

Dengang var han konstabel, nu er han kommandant og øverste myndighed i Tranquebar. Og så er han den sidste dansker i byen. Alle andre er døde.

Skibet, hvor Eskild Andersen Kongsbakke var med ombord, var nemlig det sidste skib, der ankom fra København til Tranquebar, indtil skibet Færø kaster anker ud for Tranquebar på sydøstkysten af Indien 26 år senere, i maj 1669.

Sejlads bremset af krig med Sverige

Hjemme i Danmark var det småt med penge til at sende skibe afsted, blandt andet fordi der var store udgifter forbundet med svenskekrigene 1643-45 og 1657-60.

»Det første Ostindisk Kompagni blev stiftet i 1616, og i 1649 gik det konkurs. Frederik III skulle til at føre krig mod svenskerne, og man opgav Tranquebar. Så i 1639 sejlede det sidste skib fra København til Tranquebar, og kompagniets medarbejdere blev herefter bare efterladt dernede,« fortæller Asger Svane-Knudsen, specialkonsulent hos Rigsarkivet, og føjer til:

»Kompagniets medarbejdere i Tranquebar havde ikke ret meget kontakt med Danmark, andet end at der blev sendt nogle ganske få breve frem og tilbage med hollandske skibe.«

I 1669 sender man endelig et skib afsted

De få breve, der blev sendt hjem til Danmark, var i bedste fald fire-fem måneder undervejs med skib. Overfarten kunne dog sagtens blive forsinket, hvis et skib og dets besætning skulle gøre ophold i mange havne undervejs, eller hvis man sejlede ind i dårligt vejr eller andre problemer.

Skibet Christianshavn, som fragtede Eskild Andersen Kongsbakke til Indien, havde eksempelvis en besværlig sejlads og brugte hele fire år på at tilbagelægge rejsen København-Tranquebar, fordi storm tvang skibet til at anløbe Tenerife, hvor det blev taget af spanierne.

I København er man i slutningen af 1660’erne i tvivl om, hvordan situationen egentlig ser ud ovre på Coromandelkysten, som man kaldte kyststrækningen i det sydøstlige Indien, hvorpå Tranquebar lå.

»Man sender en undsætningsekspedition til Tranquebar. Man har nogle hollandske efterretninger, men man er alligevel ikke 100 procent sikker på, at man stadig har en koloni. Og så viser der sig, at Tranquebar har det bedre, end da man senest sendte et skib ud i 1639,« forklarer Niels Brimnes, lektor på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Der var fordele ved ikke at modtage skibe hjemmefra

Så selvom det kan have været en underlig følelse for Eskild Andersen Kongsbakke at være den sidste tilbageværende dansker i Tranquebar, kan den manglende kontakt med Danmark faktisk have været en fordel for kolonien.

»Eskild Andersen Kongsbakke havde formodentlig et lettere job, fordi han ikke hele tiden skulle skaffe ladninger, som skulle til København. Han kunne koncentrere sig om at tjene penge på det, der var nemmest at tjene penge på. Nemlig ved at handle regionalt i Indien og henover Den Bengalske Bugt,« siger Niels Brimnes.

I det hele taget er forskerne i dag gået væk fra forestillingen om Eskild Andersen Kongsbakke som en ensom mand, der heltemodigt og uden tak sikrede, at Dannebrog blev ved med at vaje i Tranquebar. Det har ellers tidligere været sådan, historikere gengav fortællingen.

Ene dansker, men næppe ensom

Eskild Andersen Kongsbakke blev, som hans navn antyder, født i byen Kongsbak i Halland omkring 1620. I dag går byen under navnet Kungsbacka, og det lyder jo ikke ligefrem dansk i vores nutidsører. Men faktisk havde Halland i 1620 været dansk i mere end 600 år, og det var, mens Eskild Andersen Kongsbakke var kommandant i Tranquebar, at Danmark mistede Halland til svenskerne i 1658. Han blev kommandant i 1655, 12 år efter ankomsten til den dansk-norske handelsstation.

Forskerne formoder, at han var indisk gift, og han har haft kontakt med en række forskellige nationaliteter i en multikulturel by som Tranquebar. Vi ved ikke, hvilke sprog Kongsbakke mestrede ud over sit modersmål, men da der i hans tid var profitabel regional handel, må han have kunnet lidt portugisisk og brugt portugisiske translatører til de mange forskellige lokale sprog.

Portugiserne havde bosat sig i Indien og var to- eller flersprogede, og derfor blev de brugt som tolke af de europæiske kompagnier. Det er sigende, at da Eskild Andersen Kongsbakke efter ankomsten af skibet Færø i 1669 dikterer et brev hjem til kongen i Danmark, Frederik III, bliver det skrevet på portugisisk.

»Man kan finde nogle oplysninger om Eskild Andersen Kongsbakke i de hollandske arkiver og sikkert også i de engelske, de franske og de portugisiske arkiver. De andre europæere har kendt ham og sikkert også talt og skrevet breve til ham. Ja, de handlede måske også med ham,« siger Asger Svane-Knudsen fra Rigsarkivet.

Helt ensom kan Eskild Andersen Kongsbakke altså ikke have været. Han måtte da også modstå nogle prøvelser som kommandant, som han ikke har kunnet håndtere alene.

Kongsbakke modstod militær belejring og befæstede byen

Den lokale hersker, som blev kaldt for en nayaka, styrede staten Thanjavur og var i denne periode i krig med nabostaterne Gingee og Madurai.

Nayakaen skulle skaffe penge til at føre krig for og forsøgte i flere omgange at presse penge af Ostindisk Kompagni, som i forvejen betalte nayakaen leje for at have Tranquebar som dansk-norsk handelsstation. Midt i 1660’erne kom det sågar til en ni måneder lang belejring.

»I den periode, hvor Eskild Andersen Kongsbakke var alene dernede, angreb inderne ham, så han måtte bygge en ringmur hele vejen rundt om Tranquebar som forsvar mod angriberne. Det var en stor bedrift,« fortæller Asger Svane-Knudsen.

Kørt ud på et sidespor

Med en befæstet koloni og indtægter fra handel og sågar sørøveri kan det have været med blandede følelser, at Eskild Andersen Kongsbakke modtog det danske skib Færø og dets besætning. I hvert fald kom det hurtigt til uenighed mellem ham og Heinrich Eggers, der var med ombord på Færø og udpeget til at være vicekommandant. Han var udset til at overtage styringen i Tranquebar, hvis Eskild Andersen Kongsbakke havde vist sig ikke længere at være i live.

»Så vidt jeg ved, var Eskild Andersen Kongsbakke analfabet og af almueæt. Han var vist ikke til så meget, da man skulle have kolonien op at køre igen, så han blev ret hurtigt kørt ud på et sidespor. Han har sikkert følt sig klemt, for han var vant til at styre det hele, og han kendte jo ikke de nye planer for at genoplive kolonien Tranquebar,« forklarer Asger Svane-Knudsen.

Fra København kom der dog en smule oprejsning til kommandanten, da Heinrich Eggers i 1672 blev kaldt hjem til Danmark for at forklare sig. Forinden havde Eskild Andersen Kongsbakke klaget over manglende respekt fra de nyankomne landsmænd, som endda havde forulempet hans hustru.

En højst usædvanlig skæbne

Den udholdende kommandant fik dermed på papiret lov til at beholde sin titel og position i Tranquebar indtil sin død i 1674, fem år efter at »Færø« ankom til kolonien. Han endte dermed med at tilbringe 31 af sine cirka 54 år i Tranquebar.

Og som den eneste blandt de landsmænd, han havde i byen, da skibet Christianshavn atter var sejlet mod København i 1643, nåede han at opleve endnu et dansk skib ankre op ved Coromandelkysten ud for Tranquebar.

»Det er en højst usædvanlig skæbne. I dag virker det jo ondt, at man bare sejler fra Tranquebar og efterlader dem. I dag ville man slet ikke kunne forestille sig, at det kunne foregå, men sådan var betingelserne dengang,« siger Asger Svane-Knudsen.