Christian IV drømte om guld og krydderier fra Indien: Sådan blev Tranquebar en dansk koloni

»Folkene har … på skibet »Christian« grebet til mytteri i stor stil,« lyder det i et dramatisk dansk brev sendt fra Indien for knap 400 år siden. Fortællingen fortsætter:

»Derefter skulle Kaptajn Cristoffel Stugo Schult først have foreslået at sejle et andet sted hen, for her kunne han ikke forvente at få profit. Men imod hans råd og vilje havde de taget fat på ham og skulle om natten have slået ham ihjel.«

»Derefter har de sejlet skibet på klipperne, hvor de forliste med skibet. Umiddelbart derefter er mandskabet med pengene og det mest kostbare, de kunne finde, flygtet i land. De forlod et kostbart skib i en så havareret og slem tilstand. Jeg anslår, at mere end 400.000 rigsdalere er gået ad helvede til.«

Beretningen er skrevet, få måneder efter at Dannebrog i 1620 for første gang blev hejst i Tranquebar, der blev Danmarks første koloni i Indien.

\ Læs mere

Serampore var en glemt dansk koloni – mens den var koloni

Christian IV tænkte stort

Tanken om at oprette en dansk koloni var sået flere år tidligere, og i begyndelsen af 1616 oprettede kongen af Danmark-Norge, Christian IV, Ostindisk Kompagni, som skulle opfylde målet og sikre handel med Indien.

»Christian IV var som ung konge og en af Europas rigeste fyrster. Han svømmede i penge og havde masser af indtægter, allerede fra han var helt ung. Det er en konge med pragt, han bygger slotte og har store armbevægelser. Han vil også have noget handel i gang og er entreprenant. Og så har han set, at portugiserne og hollænderne har glæde af handel på Indien. Det er han misundelig på, og det kunne han også godt selv tænke sig,« fortæller Asger Svane-Knudsen, specialkonsulent hos Rigsarkivet.

Hvem, der har skrevet beretningen om mytteriet på det danske skib »Christian«, er uvist, men brevet, som skildringen er en del af, er dateret 10. maj 1621. Den er et eksempel på de mange forhindringer, de danske bestræbelser på at få fodfæste i Indien løb ind i.

Traditionelt er der især én mand, som er blevet fremhævet som grunden til, at det lykkedes at få en dansk koloni i Indien gjort til virkelighed. Den 24-årige Ove Giedde var af adelig familie og øverstbefalende for de skibe, der forlod København 29. november 1618 og gav det egentlige startskud til den dansk-norske æra i Indien. Selv drog han dog først afsted tre måneder senere og ankom til Ceylon et helt år senere end de første danske skibe.

Giedde rådede over flådens orlogsskibe »David« og »Elefanten«, og derudover deltog to af Ostindisk Kompagnis skibe på rejsen sammen med et mindre proviantskib.

Besøg fra Ceylon

Anledningen til, at denne skibskonvoj tog kurs østover, var en hændelse, der fandt sted et år tidligere, i november 1617. Da ankom en hollænder ved navn Marcelis Boshouwer til Danmark og påstod over for Christian IV, at han var udsendt af rajah Senerat af Kandy.

På det tidspunkt dækkede riget Kandy omtrent halvdelen af den ø, der indtil 1972 blev kaldt Ceylon, og som vi i dag kender som Sri Lanka, ud for Indiens sydøstlige kyst. Den lokale rajah lå i konflikt med portugiserne, som allerede var nået til Indien i begyndelsen af 1500-tallet og nu ville herske over Ceylon. Rajahen ville gerne have hjælp til at modstå portugiserne militært.

»Med til København har Marcelis Boshouwer et brev og et stort kort over Ceylon. Dette kort har sømhuller i hjørnerne, og så er der beskidte fingre i bunden af kortet. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at det har hængt på Rosenborg eller Københavns Slot, hvor Christian IV har stået og tænkt: »Ja, den ø vil jeg gerne have tilknyttet mit rige« eller noget i den stil. Og så har han gået med fingeren hen over kortet og gjort det beskidt. Jeg kan næsten dufte hans sikkert sure ånde, tobakken og andre former for odør, han har haft omkring sig,« siger Asger Svane-Knudsen.

Skibe blev udrustet

Den danske konge greb chancen. I marts 1618 underskrev han den handels- og alliancetraktat med rajahen, som Boshouwer havde medbragt. 250 soldater og de nødvendige kanoner blev på kongens regning sat i tjeneste på orlogsskibet »David« inden afrejsen. Marcelis Boshouwer underskrev en kvittering for udgiften på vegne af rajahen af Kandy.

Allerede i 1618 var Australien i øvrigt et pejlemærke, når europæiske kolonimagter havde kurs mod Sydøstasien. Skibene sejlede simpelthen mod øst, indtil de havde Australien i sigte, hvorefter kursen blev sat mod nord. Så Australien var i Danmark kendt som geografisk lokalitet, allerede da Christian IV regerede landet.

Mens Ove Giedde som øverstkommanderende for ekspeditionen i første omgang var blevet hjemme i København, var en anden hovedrolleindehaver i den dansk-norske færd på vej til Indien, allerede tre måneder før hovedekspeditionen lagde fra kaj.

Ronald Crappé spillede den anden hovedrolle

Der var tale om endnu en hollænder. Overkøbmanden Roland Crappé var takket være sit gode kendskab til forholdene i Asien blevet udnævnt til det dansk-norske Ostindisk Kompagnis generaldirektør i Ostindien. Allerede 18. august 1618 stævnede han ud fra København ombord på jagten »Øresund« for at forberede ankomsten af de øvrige skibe og sidenhen Ove Giedde.

I dag kan det måske virke lidt underligt, at en hollænder fik så magtfuld en position på vegne af et dansk-norsk handelskompagni. Men på dette tidspunkt var Holland verdens førende søfartsnation, og faktisk var initiativet til at oprette Ostindisk Kompagni kommet fra to hollændere, der var indvandret til København, Johan de Willum og Herman Rosenkranz. På ekspeditionen til Indien var mange af søfolkene og næsten alle skibsførerne på de danske skibe hollændere.

Roland Crappé og »Øresund« ankom som de første repræsentanter for ekspedition til Ceylon i slutningen af januar 1619. Men som bekendt blev det aldrig Ceylon, eller Sri Lanka, der lagde jord til en dansk-norsk koloni.

»Marcelis de Boshouwer er ombord på et af de skibe, som sejler sammen med Ove Giedde, men han dør på vej til Indien. Det var muligvis godt, for da Roland Crappé ankommer til Ceylon, nævner han Boshouwer, og i begyndelsen vedkender rajahen af Kandy sig kendskabet til Boshouwer. Men ved et senere møde med Giedde lægger rajahen afstand til ham, så vi ved ikke rigtig, om Boshouwer var en fusentast, eller om han var reel,« fortæller Asger Svane-Knudsen.

\ Læs mere

Så stort har Danmark været

I væbnet kamp med portugiserne

Inden det kom til et endeligt brud med rajahen af Kandy, bad han Roland Crappé om at bekrige portugiserne, og derefter sejlede »Øresund« i september 1619 mod Coromandelkysten, Indiens sydøstkyst.

Ved fiskerlandsbyen Karaikal kom det til kamp, da syv mindre portugisiske fregatter forsøgte at genvinde nogle lastbåde, som mandskabet på »Øresund« havde taget kontrol over. Under kanonernes buldren brød »Øresund« i brand og gik til sidst på grund.

Dagen efter, den 24. september 1619, kom to katamaraner, som tilhørte de lokale myndigheder, ud til det danske skib. Roland Crappé blev bedt om at følge med i land og fik at vide, at det var for hans egen sikkerheds skyld, da det var blevet mørkt. Han fik lov at tage et enkelt besætningsmedlem med sig.

»Jeg fandt mig omringet af nogle trukne sabler, og de trak mig ved halsen gennem et revir, hvor jeg mente, at de ville myrde os,« skrev Roland Crappé hjem til Ostindisk Kompagnis direktion i København små 17 måneder senere.

Afhuggede hoveder på stranden

Trods den hårde behandling af Roland Crappé, der ligesom mange af sine mænd led af forbrændinger efter kampen mod portugiserne, mistede han ikke livet. I stedet blev han bragt til strandfogedens hus til overnatning.

Næste morgen blev Roland Crappé øjenvidne til, at en portugisisk folkemængde havde fået overdraget det stadig brændende skib. På stranden sås også fire stager med hver sit afhuggede menneskehoved. Alle tilhørte medlemmer af den danske ekspedition.

Yderligere 27 mænd fra »Øresunds« besætning var blevet taget til fange af portugiserne og ført til den nærliggende kystby Negapatam.

\ Læs mere

Var det værre at være fæstebonde i Danmark end slave i Vestindien?

En gavmild nayaka vendte lykken

Til alt held fik Roland Crappé kontakt med en højtstående embedsmand i det lokale kongerige Thanjavur, som i løbet af en måned formåede at skaffe 14 raske og sårede medlemmer af den dansk-norske fortrop ud af portugisisk fangenskab. I mellemtiden helede Roland Crappé, som formodentlig kunne tale noget tamil fra tidligere rejser til Indien, sine brandsår med hjælp fra en gammel, lokal kvinde.

De 15 mænd begav sig på vej mod byen Thanjavur, som ligger cirka 85 kilometer inde i landet fra Negapatam. Her har Roland Crappé nok vidst, at han havde venner, der kunne hjælpe ham. Og gennem dem lykkedes det at komme i audiens hos nayakaen, som var rigets enevældige hersker, ved navn Raghunatha.

Nayakaen kan have set en fidus i at knytte bånd til en anden europæisk magt i håbet om at stække portugisernes indflydelse i sit rige. I hvert fald viste nayaka Raghunata sig at være meget gavmild. Han fik yderligere fem af ekspeditionens medlemmer ud af portugisisk fangenskab, samtidig med at portugiserne blev idømt en bøde for tabet af skibet »Øresund«.

Løfte om dansk-norsk handelsstation

Ret præcist et år senere kunne Roland Crappé i det tidligere omtalte brev til direktionen i Ostindisk Kompagni videre fortælle, at nayakaen også indvilgede i at tildele overskuddet fra fiskerbyen Tharangambadi til mandskabet fra »Øresund«, som nu stod uden mulighed for at få løn.

»Her kan mine Herrer se, hvor forunderligt Gud har hjulpet os ved ligefrem på grund af vores information af mine gode venner i Thanjavur at bede Regnato Naicguo, at landsbyen Trangenbari - hvor vores kontor nu befinder sig - om at indtægterne af dette sted nu måtte blive skænket til de stakkels folk fra jagten »Øresund«, der nu var i afmægtigt fangenskab,« skrev han i brevet 13. februar 1621.

På den måde blev Roland Crappé lovet fiskerbyen, hvis navn betyder »stedet, hvor bølgerne synger«, og som inden længe skulle blive fordansket til Tranquebar. Det skete i februar 1620, men endnu var aftalen om en dansk koloni ikke helt på plads. I det hele taget måtte ekspeditionens leder, Ove Giedde, sande, at aftaler var et helt andet begreb i Indien end i Danmark.

\ Læs mere

3.500 fotos bringer livet i Dansk Vestindien hjem i stuen

Roland Crappé sender besked til Ove Giedde

Ove Giedde var kun på vej til at træde ind på scenen. Han havde som nævnt ventet et år med at sejle mod Indien, hvor han aldrig havde sat sine ben før, og hvor han aldrig siden skulle komme tilbage til.

Da Roland Crappé var ankommet til Thanjavur, havde han sendt Jan Peitersen, som havde været styrmand på det tabte »Øresund«, til Ceylon som sendebud. På den måde fik Ove Giedde nys om, at der kunne ligge en mulighed for at oprette en dansk koloni inde på fastlandet i stedet for på Ceylon.

Forinden var Ove Giedde i maj 1620 ankommet til Ceylon, hvor han mødte rajahen af Kandy. Det lykkedes at få lov til at bygge et dansk fort på ruinerne af et tempel, men det blev hurtigt indtaget af portugiserne, som forsvarede det med danskernes egne kanoner. I forvejen var aftalen med rajahen ikke særligt lukrativ, og Ceylon blev opgivet.

Ove Giedde ankommer til fiskerlandsbyen

13. september 1620 nåede Ove Giedde i stedet frem til kysten ud for den senere danske koloni. Herfra sendte han bud efter Roland Crappé, som stadig befandt sig i Thanjavur, cirka 100 kilometer borte. Det var Ove Gieddes klare mål, at nu skulle der indgås en kontrakt med nayaka Raghunata.

»Der var dog stor forskel på, hvordan man indgik sådan nogle aftaler i Indien og i Europa. At indgå en kontrakt som denne var et europæisk fænomen, det var ikke et indisk fænomen. Her indgik man sådanne aftaler på en helt anden måde ved hjælp af æresbevisninger og ved at give gaver. Det var noget, der hele tiden var til diskussion, og man indgik ikke varige aftaler, for alt var flydende,« fortæller Asger Svane-Knudsen og fortsætter:

»Derfor var traktaten primært noget, som Ove Giedde ville have med tilbage og ikke noget, som nayakaen af Thanjavur på nogen måde har følt sig forpligtet af. Ove Giedde forstod ikke ret meget af det. Roland Crappé havde tidligere været derude med hollænderne, så han havde fundet ud af det.«

Gaver og æresbeviser brolagde samarbejdet

Gavegivning gav altså et stabilt forhold mellem parterne. For eksempel sendte nayaka Raghunata et venskabsbrev af guldfolie med indridset tekst til Christian IV sammen med blandt andet silkestof, sværd og skjorter. Den danske ekspedition kunne som eksempel give penge den anden vej, omend Ove Giedde gjorde, hvad han kunne for at give så lidt som muligt. Han overhørte i flere tilfælde Roland Crappés råd om at give gaver til nayakaen.

I begyndelsen af oktober 1620 lader Ove Giedde sågar udsendinge fra nayakaen vente i mere end to uger på at få lov at overrække ham nogle stykker tøj i gave på et offentligt sted. Selve denne gestus var vigtig for inderne, mens Ove Giedde udelukkende havde øje for gavens pengemæssige værdi, som han i sin beretning om ekspeditionen vurderer til at være en halv daler.

Spændinger mellem Crappé og Giedde

Selve spørgsmålet om at skulle give gaver til den lokale leder lå dog et stykke nede på listen over emner, som Ove Giedde og Roland Crappé lå i strid om.

»Roland Crappé er købmand, han er hollænder, og han er kompagniets repræsentant. Der ligger hele tiden en mistanke om, at han prioriterer kompagniets og måske også hollændernes interesser højere end Christian IV’s,« siger Niels Brimnes, lektor på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Ove Giedde frygtede altså, at Roland Crappé plejede andre interesser end ekspeditionens. Og Roland Crappé selv frygtede, at han ville blive hårdt straffet for tabet af »Øresund«, som Ove Giedde bebrejdede ham.

\ Læs mere

Nationalmuseet udgraver voldgrav ved dansk koloni-fort i Indien

Ove Giedde inviteres til at møde nayakaen

Midt i disse spændinger sendte nayaka Raghunata bud efter Ove Giedde, som fik stillet heste til rådighed til den tre dage lange rejse fra kysten til Thanjavur.

Nayakaen lod Ove Giedde vente et godt stykke tid, inden han modtog ham i sin audienssal, hvor Raghunata lå på et ophøjet leje af fløjl. Ove Giedde måtte indtage sin plads på det øverste trappetrin, der førte op til lejet.

Herefter fulgte nogle dage, hvor Ove Giedde blev budt forskellige oplevelser, blandt andet en rituel ofring, i byen. Han fik også et løfte fra nayakaen om, at han kunne sejle fra Indien med ni ton peber, hvis nayakaen til gengæld fik seks kanoner som pant. Til sidst lovede Raghunata også at underskrive den kontrakt, som Ove Giedde havde som sit mål.

Lang ventetid på underskrift

I første omgang stod undskyldningerne dog i kø for at få sat underskrift på kontrakten. Først havde nayaka Raghunata fødselsdag. Så følte nayakaen sig sløj, dernæst var dagen ikke lykkebringende nok, og så havde nayakaen for travlt.

Samtidig forsøgte portugiserne også at påvirke nayakaen, og det blev tydeligt for Ove Giedde, at han måtte foretage sig noget drastisk. Han forlod simpelthen Thanjavur og tog ophold nogle få kilometer uden for byen.

Planen virkede, og samme dag modtog Ove Giedde besked fra Roland Crappé om, at nayaka Raghunata havde underskrevet traktaten. Datoen var 19. november 1620, og Tranquebar var nu en dansk-norsk handelsstation, som man hvert år betalte nayakaen en sum for at have.

Succes takket være Christian IV's lange sigte

»Det kræver noget at etablere sig. Christian IV brugte mange penge på at finde en koloni, udruste skibe, bygge en borg, sende soldater derud og vente flere år på, at skibet vender hjem. Før får man ikke noget ud af det, men han gjorde det alligevel,« fortæller Søren Mentz, museumsleder på Museum Amager.

»Når svenskerne eksempelvis ikke formår at bide sig fast, skyldes det, at de godt kan investere i et år, men de kan ikke gøre det fire år i træk. De formår ikke at skabe en base, fordi det bliver for dyrt,« fortsætter han.

En dansk-norsk koloni var dog aldrig kommet på tale, hvis ikke det havde været for inderne selv, fremhæver Niels Brimnes fra Aarhus Universitet.

»Danskerne var koloniherrer, men de måtte indordne sig efter lokale forhold. Man kommer ofte til at forstå kolonialisme som noget med en meget brutal form for undertrykkelse som med slaveriet i Vestindien. I Tranquebar bliver den danske tilstedeværelse i høj grad defineret af indere,« siger Niels Brimnes og føjer til:

»Det skyldes dels, at danskerne ikke var så mange. Og dels at de ikke var inderne overlegne. De kunne selvfølgelig nogle ting, som inderne ikke kunne, men der var ikke tale om, at de udgjorde et overlegent samfund, der kom ud og dominerede et underlegent samfund.«

Fort Dansborg bygges som det første

Fortet Dansborg, som stadig eksisterer i dag, blev som noget af det første opført i Tranquebar med hjælp fra nayakaen. Ove Gieddes opgave var ved at være fuldbragt.

Med orlogsskibet »Elefanten« lastet med peber drog han ud på havet med København som mål 13. februar 1621 for aldrig siden at vende tilbage. Han forlod Roland Crappé med besked om, at der snarest muligt skulle udsendes endnu et skib med penge og handelsvarer i lasten fra Danmark.

Glad for afskeden

For Roland Crappé var afskeden med Ove Giedde og de folk, han havde med sig ombord, tilsyneladende noget af en lettelse.

»Deres skibe er altså i lang tid blevet regeret af ædle folk, der ikke kendte til andet end at drikke og spise, men jeg takker Gud for at være blevet fri for dem,« skrev han på Fort Dansborg den samme dag, som Ove Giedde sejlede fra Tranquebar.

Ove Giedde ankom til København 4. marts 1622.

Roland Crappé fulgte dog snart efter og ankom til København i august samme år. Han havde brug for at finde ud af, om der var reel opbakning til samarbejdet med nayaka Raghunata.

Hollænderen fik sin opbakning og blev sågar udnævnt til general, så han kunne blive øverstbefalende på Fort Dansborg.

\ Læs mere

Mordere fra Dansk Vestindien blev sendt i spjældet i Horsens

Fjerde europæiske nation i området

Jon Olafsson, islandsk soldat på Fort Dansborg, berettede om Roland Crappés ankomst til Tranquebar i marts 1623:

»Der blev affyret ni stykker kanoner til ære for ham fra muren, hele besætningen paraderede i fuld udrustning inden for porten og affyrede deres bøsser.«

Danmark blev den fjerde europæiske magt, der fik fodfæste på den indiske Coromandelkyst. Portugiserne, hollænderne og englænderne var der allerede. Europæerne sejlede naturligvis værdifulde varer hjem til Europa, men de tjente også penge på at handle lokalt og sejle varer mellem forskellige asiatiske riger.

Svingende antal danskere i Tranquebar

Roland Crappe var guvernør i Tranquebar i en årrække frem til slutningen af 1636 og endte sine dage i København. Det var først med Tranquebars fjerde guvernør, Paul Hansen Korsør, at der i 1648 kom en dansker på posten, og i det hele taget svingede antallet af danskere i Tranquebar meget.

Asger Svane-Knudsen fra Rigsarkivet fortæller, at der har været helt op til 300 danskere i Tranquebar på samme tid, men omvendt var der også et tidspunkt, hvor der kun var én dansker tilbage.

Ostindisk Kompagni gik nemlig fallit, så det sidste skib sejlede fra Tranquebar i 1649, og så kom der ikke et skib fra København igen før i 1670. På det tidspunkt var Eskild Andersen Kongsbakke guvernør og altså Tranquebars sidste tilbageværende dansker.

\ Læs mere

Havforskere forsøgte at kuldsejle salget af Dansk Vestindien

Danskere blev englændernes fragtmænd

I år 1700 husede Tranquebar i omegnen af 13.000 indbyggere, hvoraf 700 arbejdede for det genoprettede Ostindisk Kompagni.

Der var godt gang i handelen, men det ændrede sig i den sidste del af 1700-tallet. Indiske handelsvarer var ikke længere den store pengemotor, det var derimod englænderne, forklarer Søren Mentz fra Museum Amager, som tidligere har dykket ned i kilder om det engelske ostindiske kompagni.

»I 1780’erne går de britiske købmænd fra at være købmænd til at blive imperiebyggere. De tjener rigtig mange penge på ulovlig virksomhed, krig, opiumsmugling, afpresning af indiske fyrster og den slags. Så de tjener rigtig mange penge ulovligt, og de penge skal de på en eller anden måde have hjem til England. For efter fem-ti år i Indien har de planer om at rejse hjem igen,« siger Søren Mentz og fortsætter:

»Men hvordan overfører man så mange ulovlige penge, når man kun har kontakt til det engelske kompagni? Det gør man ved at kontakte det danske kompagni. Danskerne bliver en form for fragtmænd. Det er englændernes varer og englændernes penge, men danskerne tjener på at stille deres infrastruktur til englændernes rådighed.«

Handelen ebber ud

Indtægten ved at fungere som fragtmænd kan dog ikke i det lange løb opveje for den tabte handel. Efterspørgslen på Østens varer er for nedadgående, fordi europæerne efterhånden har lært at fremstille eksempelvis porcelæn og bomuldstøj.

Tranquebar må også gennemgå en britisk besættelse i 1801 og igen i 1805, samtidig med at det kommercielle fokus i stigende grad retter sig mod den danske koloni i Serampore, som blev kaldt Frederiksnagore, længere mod nord.

Serampore ender med at være det danske riges tredjestørste by, men kan heller ikke høste de håbede indtægter.

»I 1814 er den danske kolonialisme i Indien reelt slut. I 30 år forsøger man så desperat at finde ud af, om man ikke kan få handelen op at køre igen. Man forsøger sig med at dyrke sukker, anlægge romdestillerier og tekstilproduktion, men der er aldrig noget af det, der lykkes,« siger Niels Brimnes fra Aarhus Universitet og fortsætter:

»I sidste ende kan man ikke finde nogen meningsfuld måde at bruge kolonierne på, og derfor sælger man dem, for man var sådan set kun i Indien for at tjene penge. Det varer 30 år, før man erkender det.«

Tranquebar sælges i 1845

Køberne af de danske besiddelser i Indien var englænderne. Serampore og Tranquebar blev solgt for 1,125 millioner rigsdaler, og Tranquebar blev overdraget som den sidste af de to 7. november 1845.

Korvetten »Galathea« skulle til at tage hul på den første videnskabelige Galathea-ekspedition og repræsenterede Danmark i Tranquebar på dagen for overdragelsen.

Kolonieventyret i Indien var ovre. I hvert fald på fastlandet, for der eksisterede stadig en dansk besiddelse i Det Indiske Ocean i form af øgruppen Nicobarerne.

Folkene ombord på »Galathea« skulle faktisk undersøge mulighederne for at genoplive den danske kolonisering af øerne, men i sidste ende blev de foræret til England 16. oktober 1868.