Havforskere forsøgte at kuldsejle salget af Dansk Vestindien

»I mange år har De Dansk-Vestindiske Øer været en frugtbar arbejdsplads for danske naturhistorikere […] Denne position er på mange måder genstand for misundelse blandt andre skandinaviske videnskabsmænd.«

Ordene tilhører den danske havforsker Johannes Schmidt, som fra de sidste år af 1800-tallet og indtil sin død i 1933 foretog en lang række landvindinger inden for udforskningen af havmiljøet. Den mest kendte er vel nok hans opdagelse af, at ålen yngler i Sargassohavet.

I 1916 var USA endnu ikke gået ind i Første Verdenskrig, men Woodrow Wilson fik et stadig mere anspændt forhold til Tyskland.

Som amerikansk præsident frygtede han, at det ellers neutrale Danmark skulle blive løbet over ende af tyskerne, som dermed ville kunne sætte sig på de tre caribiske øer Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan. Dermed ville fjenden være faretruende tæt på det amerikanske fastland.

USA tog derfor derfor kontakt til den danske stat med et tilbud om at købe Dansk Vestindien.

En kommission skulle analysere USA's tilbud

Herhjemme gav tilbuddet anledning til en masse politisk polemik, og der blev nedsat en kommission bestående af politikere på tværs af partierne i Lands- og Folketinget. Kommissionen skulle analysere købsaftalen og indhente argumenter for og imod.

\ Læs mere

Salget af Dansk Vestindien endte i politisk fnidder

Cirka 30 personer fra det øverste trin på den sociale rangstige i Danmark, såsom politikere, erhvervsikoner og videnskabsfolk, blev inviteret af kommissionen til at give deres besyv med.

Johannes Schmidt var indkaldt for at kaste lys over tilstanden for fiskeriet i Dansk Vestindien, og han fremhævede den indsigt, han havde opnået under en ekspedition til øerne i 1913.

Fiskene var ikke friske

Allerede på den tid var det af afgørende betydning for videnskabsfolk, der var afhængige at rejse ud for at gøre nye opdagelser, at de var i stand til at rejse penge til formålet.

Johannes Schmidt benyttede da også sit visit hos kommissionen til at understrege, at der var behov for langt mere viden, før man kunne komme med et præcist estimat for, hvilke og hvor store naturressourcer De Vestindiske Øer kunne levere.

Han gik videre til at anbefale, at man beskyttede havskildpadderne omkring øerne ved at forbyde, at deres æg blev samlet på strandene. Samtidig burde man ifølge Johannes Schmidt gøre mere for at hjælpe fiskeriet, som landede for små fisk og manglede viden om, hvordan man opbevarede friskfangede fisk, så de stadig var friske, når det blev markedsdag.

\ Læs mere

Dansk kolonisering blev gjort mulig af royale aktionærer

Johannes Schmidt ville hjælpe øernes fiskere

De største problemer var mangel på teknologi og viden, udbredt fattigdom, og hvad Johannes Schmidt kaldte »den almindelige lemfældighed i troperne«.

Dernæst listede han mulighederne for at hjælpe fiskerne. For eksempel ved at introducere damme, som de friskfangede fisk kunne opholde sig i, indtil de skulle på middagsbordet eller sælges.

I løbet af seancen fremhævede Johannes Schmidt flere gange sit standpunkt om, at »jeg finder, at det er af største vigtighed, at Danmark ikke sælger De Dansk-Vestindiske Øer«.

En patriotisk mand med ål i sigte

Lektor på Institut for Kultur og Globale Studier under Aalborg Universitet Bo Poulsen har for nylig udgivet bogen »Global Marine Science and Carlsberg - The Golden Connections of Johannes Schmidt« med støtte fra Carlsbergfondet. Denne er dedikeret til at formidle Johannes Schmidts liv og arbejde, som blandt andet bestod i 26 videnskabelige ekspeditioner, og fortæller også om hans forhold til de tre små øer i Vestindien, som tilsammen blot er på størrelse med Mors i Limfjorden.

»Johannes Schmidts interesse i Dansk Vestindien er tosidet. Dels er jeg ikke i tvivl om, at han var en oprigtigt patriotisk, konservativt indstillet person, som så Dansk Vestindien som en integreret del af det danske rige. Han sammenlignede salget af øerne med det at skære en legemsdel af kroppen,« fortæller Bo Poulsen og føjer til:

»Og så er der den specifikke interesse, som fik ham ud til Caribien i første omgang. Nemlig hans drøm om at finde ålens gydepladser. Her kunne han bruge Dansk Vestindien som et brohoved til at foretage sine undersøgelser fra. Efterhånden stod det ham klart, at ålen måtte have sine gydepladser i Sargassohavet, som er et område på størrelse med Nordsøen, relativt tæt på De Vestindiske Øer.«

\ Læs mere

Slaver i Dansk Vestindien brugte religiøse kræfter mod ejere

Talerøret var foreningen De Danske Atlanterhavsøer

Ålefaderen, som japanerne sidenhen kærligt har døbt Johannes Schmidt på grund af hans opdagelse, var imidlertid langtfra den eneste havforsker eller videnskabsmand, som forsøgte at modsætte sig salget af Dansk Vestindien.

»Nogle af hans havforskerkolleger arbejdede for, at Danmark burde investere i en marinbiologisk forskningsstation i Dansk Vestindien. Det var noget, mange stater forsøgte at oprette på dette tidspunkt som en del af professionaliseringen og moderniseringen af videnskaben. De var alle engagerede i, og medlemmer af, foreningen De Danske Atlanterhavsøer,« uddyber Bo Poulsen.

Foreningen De Danske Atlanterhavsøer havde til formål at oplyse om de nordatlantiske besiddelser, altså Grønland, Island, Færøerne og Dansk Vestindien.

Foreningen var opstået i efterdønningerne af det næstsidste forsøg ud af tre på at sælge den danske koloni i Caribien til USA i 1902. Ved denne lejlighed lykkedes det ikke at få Landstingets opbakning til et salg, og planerne måtte derfor opgives.

Overvejelserne om at afhænde øerne var dog nok til at samle en gruppe af højtstående erhvervsfolk, embedsmænd, politikere og videnskabsfolk i foreningen.

En række kolleger var med i foreningen

Johannes Schmidt var som flere af sine forskerkolleger inden for naturvidenskaben også selv medlem af De Danske Atlanterhavsøer. Derudover kan blandt andre nævnes botanikerne:

• Eugen Warming, der internationalt regnes for en af grundlæggerne af økologi som videnskabeligt felt. Warming var professor i naturhistorie og et toneangivende medlem af Carlsbergfondets direktion.
• Frederik Kølpin Ravn, der blandt andet undersøgte sygdomme og skadedyr blandt afgrøder i landbruget.
• Carl Ostenfeld, der særligt er kendt for sine studier af plankton i havene, men som også studerede planter på landjorden og i Australien er kendt for sit bidrag til udforskningen af floraen i Western Australia.
• Ove Paulsen, der i lighed med Carl Ostenfeld studerede plankton og i samarbejde med hvem udgav et videnskabeligt værk bygget over plankton, som blev indsamlet i forbindelse med Danmarks-ekspeditionen til Nordøstgrønland i 1906 til 1908, der, som nogle husker, endte med dødelig udgang for tre af deltagerne.

Formanden var Venstremand

Alle fire var de fortalere for, at Dansk Vestindien skulle forblive dansk. Dette var ellers i 1916 ikke nogen selvfølge blandt medlemmerne af De Danske Atlanterhavsøer, da flere af foreningens grundlæggere havde skiftet holdning til spørgsmålet siden 1902 og nu støttede et salg.

Særligt problematisk set fra videnskabsmændenes synspunkt var det, at foreningens formand, Niels Neergaard, var en højtrangerende Venstre-politiker. Partiet var godt nok splittet i spørgsmålet om salget, men partiledelsen var positivt stemt over for USA's købstilbud.

»De Danske Atlanterhavsøer viser sig at være en impotent forsamling i efteråret 1916. Man burde forvente, at formanden, den senere statsminister Niels Neergaard, ville stille sig i spidsen for forhandlingerne og advokere for, at øerne skulle forblive danske. I stedet indtog han det modsatte synspunkt i lighed med resten af partiet Venstre. Foreningens bestyrelse sad på hænderne, og da slutspillet gik ind, havde foreningen ikke noget at skyde med,« fortæller Bo Poulsen.

\ Læs mere

Danmark var fanebærer for ophævelse af slavehandelen

Skæbnedagen: To ud af tre stemte ja til et salg

Uroen ulmede i foreningen, men det var for sent. Torsdag 14. december 1916 afholdtes den første folkeafstemning i danmarkshistorien på det, som i København ifølge DMI var en grå og smålun vinterdag med temperaturer på tre til fire grader.

En beskeden andel på fire ud af ti stemmeberettigede danskere valgte at give deres mening til kende, og to ud af tre stemte ja til at sælge øerne til USA.

Måske kunne videnskabsmændene have fået mere vind i sejlene til deres modstand mod handelen blandt indbyggerne på de tre øer i Caribien. Dette vil dog til evig tid være rene gisninger, for disse blev slet og ret ikke spurgt, men fulgte med i aftalen som inventar.

Fem dage efter afstemningen kuppede videnskabsmændene Niels Neergaards formandskab for De Danske Atlanterhavsøer, hvorefter foreningen blev opløst.

Den genopstod atter i foråret 1919 under navnet Dansk Samvirke med Carl Ostenfeld som formand, og den eksisterer den dag i dag som Danes Worldwide.

Ny forskning danner grundlag for doktorafhandling

Foruden at Bo Poulsens forskning i Johannes Schmidts liv og forskning har resulteret i en bog, danner den også grundlag for hans doktorafhandling.

Denne er blandt andre bedømt af Vera Schwach, professor på Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning (NIFU) i Oslo og ekspert i havforskningens historie i perioden 1850 til 2000.

Hun kalder Bo Poulsens forskning for »et gedigent stykke arbejde«, og fremhæver dens nordiske og internationale værdi.

»Jeg ved ikke, hvor meget nyt forskningsmateriale han bringer frem om salget af Dansk Vestindien. Men han bringer meget nyt materiale frem om dansk havforsknings historie,« siger Vera Schwach og fortsætter:

»Jeg fornemmer, at han også har givet havforskningen i Danmark et ansigt. Der er ikke tidligere kommet ret meget historie frem om netop dette emne.«

\ Læs mere

Danmarks glemte 'Galathea': »De var datidens astronauter«

Sjældent fokus på privat havforskning

Ifølge den norske professor er det interessant i et internationalt perspektiv, at Bo Poulsen i sit arbejde har beskæftiget sig meget med den civile udforskning af havet.

Johannes Schmidt var tæt knyttet til Carlsberg og leder af Carlsberg Laboratoriums fysiologiske Afdeling fra 1910. Bryggeriet og Carlsbergfondet gav således også økonomisk støtte til en række af hans ekspeditioner.

Rigtig meget af den historievidenskabelige litteratur har hidtil haft fokus på den militære udforskning, fordi amerikanerne har været førende inden for dette felt.

»Og så er det vældigt spændende at studere og lære, hvordan personforbindelsen var mellem den politiske og sociale elite i Danmark. Hvordan han kunne tilhøre videnskaben og gøre sig til en del af den sociale og politiske elite; hvilke muligheder det giver ham, og hvordan han udnytter disse muligheder til at udføre kostbar udforskning af havet,« siger Vera Schwach.

En lille nations forsøg på at hævde sig

Faktisk har hun kun den ene negative bemærkning til bogen, at hun godt kunne ønske sig, at den havde placeret sig tydeligere i forhold til anden international litteratur om havforskning. Men, som hun tilføjer, det kan være vanskeligt at balancere mellem en tekst til en doktorafhandling og en tekst til en bog, der er målrettet et bredt publikum.

Et international aspekt, der til gengæld spiller en fremtrædende rolle i formidlingen af Johannes Schmidts liv og forskning, er i Vera Schwachs øjne Danmarks rolle som en forhenværende stormagt, der med tiden er skrumpet til at være en lille nation.

Når fordums storhed med kolonier og store jordbesiddelser er ved at være forbi, tager videnskaben over som et bevis for storhed.

»Det er et lille lands strategi. Man viser sig frem ved at være civiliseret og i dette tilfælde udruste store, eksotiske forskningsekspeditioner. Dette synes jeg, at Bo Poulsen har fået til at stå meget klart frem gennem sine beskrivelser af Johannes Schmidts ekspeditioner. Det er i virkeligheden helheden af alle ekspeditionerne, mere end den enkelte ekspedition, som viser billedet af et menneske med ambitioner på egne og nationens vegne. Et omfang på 26 ekspeditioner handler om mere end at forsøge at finde ålens gydeområde eller at se, hvordan det står til med torsken oppe ved Island,« siger Vera Schwach og fremhæver:

»Johannes Schmidt vil først og fremmest vise sine fremskridt inden for videnskaben, men han vil også bevise sig selv inden for de politiske og kulturelle samfundslag.«

Johannes Schmidt kiggede ud over modsatte ræling

Denne personlige rejse er den på det tidspunkt 40-årige Johannes Schmidt midt i, da Dansk Vestindien bliver til De Amerikanske Jomfruøer eller US Virgin Islands 31. marts 1917.

Han fortsætter sin levevej inden for naturvidenskaben og foretager blandt andet i 1928 til 1930 en videnskabelig jordomsejling, hvis omfang og betydning kan måle sig med de langt mere kendte Galathea-ekspeditioner.

»Da han på vej Jorden rundt i 1928, sejler forbi det tidligere Dansk Vestindien, kan han ikke holde ud at kigge på det. I stedet går han over til skibets modsatte ræling, så han kan se den anden vej. Så ærgrelsen har virkelig sat sig dybe spor i ham,« fortæller Bo Poulsen.