Det er nu 12 måneder siden, at Donald Trump blev indsat som USA’s 47. præsident.
Et år med Trump kan efterlade én med en paradoksal tidsfornemmelse. På den ene side går alting for hurtigt. Som under voldsom turbulens på flyet sidder hjertet i halsen.
Man ønsker brændende, at der kan komme ro på – pulsen ned, tid til at forstå og forholde sig, mulighed for at reagere fornuftigt og velovervejet.
På den anden side går tiden alt for langsomt. Er vi der ikke snart? Man længes efter at komme videre, slippe for kaos og usikkerhed, få afklaring.
Men det første år i Trumps anden præsidentperiode har bekræftet, at usikkerheden nu er et vilkår for alle – og at verdenspolitikken bevæger sig ind på en bane med mere turbulens.
Trumps tilgang er notorisk vanskelig at indfange bag tasterne – især hvis man ikke vil overhales af virkeligheden.
Alligevel bliver det efterhånden tydeligere, hvad vi ved, og hvad vi ikke ved, om Trump 2.0-administrationen og dens konsekvenser for amerikansk udenrigspolitik og for det transatlantiske forhold.
Farvel til USA’s globale lederskab
Kun tre dage inde i 2026 angreb USA som bekendt Venezuela – og tog præsident Maduro og hans hustru til fange. Operationen affødte spørgsmål og debat om amerikanernes næste mål i bestræbelserne på at styrke USA’s magtposition på den vestlige halvkugle.
Cuba, Columbia og Mexico bør ifølge Trump føle sig truet. Og i skrivende stund er Trump-administrationens ambition om at overtage Grønland igen øverst på dagsordenen.
Nu endda med en slet skjult trussel om, at en overtagelse kan involvere anvendelsen af militær magt.
Begivenhederne i de forgangne uger skaber ustabilitet i hele verden, men vi må også erkende, at det er normaltilstanden med Trump ved roret.
Angrebet i Venezuela og truslerne mod Grønland slår fast, at Trump-administrationens udenrigspolitik indebærer en komplet tilsidesættelse af folkeretten, af basale normer om suverænitet og national selvbestemmelse.
Samtidig siger Trump farvel til den grundforståelse, som amerikanske præsidenter har abonneret på siden Anden Verdenskrig: At USA’s globale magt afhænger af et stærkt alliancesystem, hvor man behandler allierede som venner og partnere snarere end som fjender eller undersåtter.
Spillepladen ser anderledes ud
Under Trumps første præsidentperiode blev mange af hans idéer og impulser holdt nede af de ledende embedsfolk, officerer og rådgivere i det daværende regeringsapparat.
Denne gang er der få af den slags begrænsninger, og flere af administrationens topfolk presser endda på for en endnu mere omvæltende udenrigspolitik. Det gælder blandt andre vicepræsident JD Vance, forsvarsminister Pete Hegseth og toprådgiver Stephen Miller.
Det betyder ikke, at Trump-administrationen står alene på den internationale scene. Spillepladen ser bare anderledes ud.
Der laves aftaler og findes (midlertidige) løsninger på problemer uden om de traditionelle kanaler og uden om allierede – og typisk med øje for, at Trump og hans folk kan høste en økonomisk gevinst.
For eksempel knyttes amerikansk udenrigs- og forsvarspolitik i Mellemøsten nu direkte sammen med forretningsaftaler mellem Trumps familie og venner på den ene side og de rige golfstater på den anden side.
Trump-administrationen ignorerer også de normale spilleregler, når den håndterer de presserende sikkerhedspolitiske kriser i Ukraine, Gaza, Grønland og Taiwan. Når normer og værdier er uden betydning, kan man samarbejde med hvem som helst om hvad som helst.
En kaotisk udenrigspolitik
Medier, politikere og analytikere verden over spekulerer i, hvad der styrer USA’s udenrigspolitik, hvad den ’dybe sandhed’ om Trump-administrationens tilgang er.
Er Trump til at handle med, eller skal selv tidligere venner forvente afpresning og korruption?
Ønsker Trump reelt et opgør med USA’s krige og interventioner, eller måske snarere et amerikansk imperium?
Går han efter at lave en aftale med Kina og Rusland om en opdeling af verden, eller vil han lægge sig ud med alt og alle?
Svaret er formentlig, at der bare ikke er en klar trumpisme. Der er impulser og tendenser, ja, men ingen egentlig strategi, intet sammenhængende verdenssyn, ingen faste holdepunkter.
Forskellige aktører i og uden for det amerikanske system kan derfor tappe ind og ud af forskellige dagsordener – og med stor indflydelse.
Interventionen i Venezuela ligner for eksempel en sejr for udenrigsminister Marco Rubios mere neokonservative fløj, der støtter militære interventioner i andre lande. Men det kan se anderledes ud på et andet emne en anden dag.
Trump er en fisk i vandet i denne kaotiske tilstand. Det ved vi blandt andet fra Watergate-journalisten Bob Woodwards beskrivelser af hans første præsidentskab.
Hvis man derimod er vant til at tænke i logikker, sammenhænge og mønstre, er det – for at sige det på nudansk – svært at arbejde med.
Det dårlige forhold mellem USA og Europa er en bizar krise
Det transatlantiske forhold er i krise, men det er en bizar én af slagsen.
På en række områder agerer USA nu som om, at europæerne er strategiske og ideologiske modstandere. Trump-administrationen blander trusler med undergravende desinformation i forsøget på at gennemtvinge en ’forhandlet’ løsning om Grønland.
I forhandlingerne om en våbenhvile eller fred i Ukraine stiller USA ukrainerne og deres europæiske venner i en mildest talt vanskelig position, der i stedet tilgodeser Rusland.
Administrationen angriber samtidig Europa på handel, tech-regulering, klima og andre vigtige dagsordener.
I november 2025 kom Trumps nationale sikkerhedsstrategi. Strategien videreførte den forståelse af Europa, som vicepræsident Vance havde lanceret med sin tale på sikkerhedskonferencen i München ni måneder forinden.
Trump og Vance mener, at Europa, og ikke mindst EU, har bevæget sig væk fra det fællesvestlige udgangspunkt – og dermed væk fra USA.
Ifølge den nationale sikkerhedsstrategi er det nu amerikanernes rolle at hjælpe Europa tilbage på sporet. Blandt andet skal USA 'kultivere modstand mod Europas nuværende retning inde i de europæiske lande'.
For mange europæere virker denne tænkning i bedste fald absurd, i værste fald farlig.
Meget samarbejde fortsætter
Samtidig kører store dele af det transatlantiske maskineri imidlertid videre. Det gælder især på forsvarsområdet.
Pentagon fik i løbet af sommeren som planlagt udpeget en ny øverstkommanderende for NATO’s militære styrker – det skete på trods af, at der i foråret havde været snak om, at Trump-administrationen ikke længere mente, at posten burde besættes af en amerikaner.
NATO-landene underskrev også en ny topmødeerklæring i Haag i juni, der forpligter de allierede på at anvende fem procent af BNP på forsvar og forsvarsrelaterede investeringer. Dermed bekræftede Trump-administrationen, at USA står bag NATO – i hvert fald på papiret og indtil videre.
Også bi- og minilateralt er de transatlantiske bånd stadig gældende. Der er amerikanske tropper i en lang række europæiske lande. De nordiske lande har alle baseaftaler, der giver USA militær adgang til udvalgte områder. Og der købes fortsat amerikanske våben og amerikansk teknologi.
Europa fastholder håbet – men bygger op og snakker om alternativer
Denne bizarre dobbelthed, hvor den totale krise og normaliteten løber parallelt, rejser naturligvis spørgsmål om, hvor det transatlantiske forhold er på vej hen.
Hvis man kender lidt til historien, ved man, at forholdet mellem USA og Europa har været i krise mange gange før. Man ved også, at det igen og igen er lykkes de vestlige lande at få vendt krise til fornyet samarbejde. Alligevel taler flere og flere for, at det er ønsketænkning, at vi vender tilbage til det, der var.
Meget tyder da også på, at der er ved at ske noget fundamentalt nyt.
Der oprustes seriøst i Europa, inklusive i Tyskland, hvilket over tid kan blive den mest afgørende gamechanger.
Der er reelle drøftelser om europæiske løsninger på de store strategiske udfordringer som nuklear afskrækkelse og håndteringen af sikkerheden i Ukraine. Og EU-systemet har, på snart fjerde år, kastet sig ind i forsvarsindustripolitikken med fuld kraft.
Europa lægger nu gradvist mere afstand til USA på et strukturelt niveau.
Nyt år, nye usikkerheder
I første omgang holder europæerne øje med, hvor langt Trump går – blandt andet når USA’s nationale forsvarsstrategi og det globale 'force posture review' (der gennemgår, hvor og hvordan landets militære styrker skal placeres rundt omkring i verden) formentlig snart kommer og vil indikere, hvad amerikanerne vil med deres militære magt i Europa.
Helt afgørende er det, om Trumps magt bliver begrænset indefra.
Kort efter udgivelsen af den nationale sikkerhedsstrategi vedtog Repræsentanternes Hus i december en aftale om det amerikanske forsvarsbudget. Aftalen begrænser, hvad Trump-administrationen kan gøre uden Kongressens godkendelse, blandt andet med hensyn til NATO og den amerikanske troppetilstedeværelse i Europa.
Noget tyder på, at der fortsat skubbes tilbage i det amerikanske system, når USA har vitale nationale interesser på spil.
Men med Trump er intet givet.
