»Ukrainerne ønskede ikke denne krig. De er uskyldige ofre for russisk aggression,« siger Kristian Åtland, chefforsker ved Forsvarets Forskningsinstitut i Norge.
»Hvis Rusland stopper med at bekrige Ukraine, er krigen forbi, mens hvis Ukraine stopper med at kæmpe, så er det slut med Ukraine,« siger han til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Kristian Åtland forsker blandt andet i Rusland og sikkerhedspolitik. Han har også skrevet en artikel om eskalering af krigen for Atlanterhavskomitéen, som du kan læse om her.
Eskalering er en anden måde at sige, at krigen bliver større på: At flere bliver involveret, at krigen omfatter større områder, eller at der bruges nyere eller tungere våben.
Her kan vi skelne mellem horisontal eskalering eller optrapning, som betyder, at konflikten breder sig over et større område og vertikal optrapning, der handler om, at voldsniveauet stiger ifølge Kristian Åtland.
Hvordan kan krigen eskalere?
Eskalering af krig sker sjældent uden grund.
»Sikkerhedspolitiske kriser og militære konfrontationer opstår ikke i et politisk vakuum,« skriver Kristian Åtland i artiklen.
Tilfældigheder kan dog stadig have stor betydning.
»Eskaleringen kan også ske som følge af rene tilfældigheder, for eksempel i kølvandet på fejlnavigation, misforståelser, ulykker eller lignende,« skriver han.
Et eksempel på en hændelse, der kan føre til, at krigen tager en ny drejning, skete for nylig, da russiske krigsfly onsdag 2. marts krænkede svensk luftrum, hvilket det norske medie NRK har skrevet om.
Det vil ofte være svært at afgøre med sikkerhed, om sådanne grænseovertrædelser er bevidste eller ubevidste, mener Kristian Åtland. Men det er denne type hændelser, der potentielt ville kunne føre til, at NATO-lande bliver militært involveret i Ukraine-krigen, mener Kristian Åtland.
NATO ønsker at undgå indblanding
»I et ekstremt scenarie kan der opstå en kæde af hændelser, der gør, at NATO er nødt til at handle,« siger han til forskning.no.
»Ukraine deler grænse med NATO-landene Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien,« påpeger Kristian Åtland.
Skulle russiske tropper eller våben krænke disse landes grænser, ved et uheld eller ej, kan det eskalere konflikten.
Men det forudsætter naturligvis, at krigen ville skulle bevæge sig længere mod vest, end vi ser den nu.
Derudover ønsker NATO-landene ikke at være involveret i en direkte konfrontation.
»Der er procedurer for at forhindre, at sådanne hændelser skaber konflikter,« forsikrer Kristian Åtland.
»Der er blandt andet stor åbenhed og gennemsigtighed i forhold til egne dispositioner og øvelsesaktiviteter.«
Det gælder også, når man afholder NATO-øvelser i Norge. Om få dage træner 30.000 soldater fra 27 NATO-lande i Nordnorge. Rusland har ikke ønsket at være observatør denne gang, selvom de har haft for vane at være til stede, som NRK skriver.
Udvikler denne krig sig på en velkendt måde?
Hvordan krigen i Ukraine udvikler sig, er svært at forudsige, da enhver konflikt er unik.
Der er altid en unik geopolitisk kontekst og magtbalance mellem de stridende parter, som vil variere fra konflikt til konflikt, forklarer Kristian Åtland.
\ Læs mere
På papiret er Rusland den militært overlegne part. Men forløbet og udfaldet af krige som denne bestemmes ikke kun af den militære magtbalance, men også af parternes kampvilje og motivation. Det gælder både i forsvaret og i befolkningen som helhed, uddyber han.
»Det er en konflikt, hvor der er asymmetri i de stridende parters motivation. Ukrainerne er mere motiverede. Kampen udkæmpes på deres territorium, og den handler om Ukraines fortsatte eksistens som selvstændig stat.«
»De russiske styrker fører derimod en krig uden for deres eget territorium og har mindre at tabe,« forklarer Kristian Åtland.
Ifølge Åtland er en vigtig lighed med tidligere konflikter, at Rusland undervurderede sin fjende. Han beskriver det som krigsoptimisme, hvor den angribende part ofte undervurderer modstanderen.
»Det er formentlig sket i Rusland, hvor Ukraine og sammenholdet i befolkningen, forholdet mellem folket og præsidenten og resten af verdens reaktionsevne er blevet undervurderet.«
»Verdenssamfundet er massivt på Ukraines side i denne konflikt, mens Rusland er politisk og økonomisk isoleret.«
Minder om Afghanistan
Kristian Åtland mener, at der er ligheder mellem den nuværende krig og den krig, sovjeterne udkæmpede i Afghanistan.
Sovjetunionen gik ind i Afghanistan i 1979 for at støtte den kommunistiske regering i landet, som var under pres fra islamistiske oprørere.
Disse islamistiske oprørere kaldte sig mujahedinere og modtog økonomisk støtte fra amerikanerne.
Sovjet undervurderede deres modstandere, som kendte deres land godt og blev udstyret og økonomisk støttet af Vesten.
»Det her var en lang og meget blodig krig, der endte med sovjetisk nederlag.«
I 1988 underskrev Sovjetunionen en aftale med Afghanistan og Vesten om at trække sig ud.
Sovjetunionen trak sig fra 'dødvande' i Tjetjenien
Ti år efter krigen startede, trak Sovjetunionen sig ud af, hvad der kan kategoriseres som, et 'dødvande', som korrespondent Kristin Solberg skrev i norske Aftenposten.
»Spoler vi frem, er det oplagt at se på konflikten i Tjetjenien. Den daværende forsvarsminister i Rusland troede, de kunne tage hovedstaden Groznyj på to timer,« siger Kristian Åtland.
»Det udviklede sig derimod til en længerevarende operation, der varede flere år. Russerne endte til sidst med at bombe den tjetjenske hovedstad sønder og sammen, hvilket førte til enorme lidelser for civilbefolkningen.«
»I 2008 gik russerne også i krig i Georgien. Det var en lidt anderledes krig, idet den kun varede 5 dage,« siger Kristian Åtland.
Krigens begyndelse ligner noget, vi nu ser i Ukraine. Nogle af årsagerne er ret ens.
Rusland siger, at de befrier russere i Ukraine
»Russerne påråber sig retten til at forsvare russiske befolkninger i andre lande,« siger Kristian Åtland.
Forud for invasionen havde de udstedt pas og papirer, der ifølge Kristian Åtland gjorde russisk-etniske georgiere til russiske statsborgere.
Det minder om nu i 2022, hvor Rusland trængte ind i Donbass-regionen med påskud om at befri etniske russere fra den ukrainske stat.
»Lige siden 2019 har Rusland uddelt russiske pas til indbyggerne i de selverklærede 'folkerepublikker' i det østlige Ukraine. Ruslands storstilede invasion af Ukraine er fra russisk side blevet fremstillet som en 'redningsaktion'.«
»Ukraine har dog aldrig haft nogen planer om at tage de russisk- eller separatistkontrollerede dele af Donbass tilbage med militær magt,« understreger Kristian Åtland.
Demokratisering er et tveægget sværd
»Afslutningen på den kolde krig havde stor effekt på konflikttendenserne i nogle år. Blandt andet fik proxykrigene (stedfortræderkrig, red.) en ende, og man så en demokratisering af mange regimer, som tidligere var blevet støttet af Sovjetunionen,« fortæller Håvard Hegre, der arbejder med fredsforskning ved Uppsala Universitet og PRIO.
En stedfortræderkrig er en krig, som officielt er mellem to parter, men hvor disse parter hver især er allieret med eller støttet af andre, større, magter.
»Demokratisering er en slags tveægget sværd,« siger Håvard Hegre til forskning.no.
»Demokratiseringsprocesser fører ofte til konflikter om regeringsførelse.«
Tanken om, at demokrati fører til fred, er veletableret. Der er bred enighed om, at demokratiske stater ikke går i krig med andre demokratiske stater.
Det er blandt andet en af hovedtankerne bag EU, hvor der er et krav om at være tilstrækkelig demokratisk til at være med.
Demokratier er gode til at bevare freden
Demokratier er faktisk både gode til at bevare freden på mellemstatsligt niveau og internt. Det viser Håvard Hegres forskning, publiceret i Journal of Peace Research.
»I et fattigere demokrati, som Moldova, kunne befolkningen have været meget mere udsat for intern vold, hvis de ikke var så demokratiske,« som de er, forklarer Håvard Hegre.
»I blandt andet Syrien blev demokratibevægelsen mødt af en gammel magtelite, der ikke ønskede demokrati. Forsøg på at indføre demokrati har så ført til konflikt med de gamle eliter.«
I Ukraine mødte demokratibevægelsen også modstand, men fra Rusland.
»Statistisk forskning viser, at lande i en overgangsfase fra et autoritært styresystem til et demokratisk styresystem er mere udsatte for interne konflikter. Her kan vi for eksempel se på Rusland, som har været et semi-demokrati, hvor der var mange interne konflikter,« siger han.
Han peger på konflikten i Tjetjenien.
»Der bliver ofte en kamp mellem forskellige grupper internt i et samfund, hvor det politiske system er i opbrud.«
Demokratisering kan stoppes af vold
»Demokratiseringen kan stoppes tidligt i processen af vold. Det skete blandt andet i Syrien i 2011,« forklarer Håvard Hegre.
Her var det arabiske forår blæst ind over landet, og folket ville vælte præsident Bashar al-Assad.
»Demokratiseringen medfører en risiko, ved at det kan blive mødt med voldsom modstand,« uddyber han.
Rusland blev involveret med regeringsstyrker i Syrien for at udøve vold, der kunne stoppe demokratiseringen i landet.
»Krigen i Ukraine nu er endnu et eksempel, hvor demokratiseringsprocessen er blevet stoppet af vold,« ifølge Håvard Hegre.
Undergravning af demokratiet
»Den generelle undergravning af demokratiet over hele verden er alarmerende, fordi det kan føre til yderligere konfliktforhold over hele verden,« siger Håvard Hegre.
»De ringe i vandet, som Rusland har skabt, gør demokratier ustabile og vold mere fremtrædende på verdensplan.«
Demokrati og diktatur er noget, der går i bølger. I 2012 nåede vi angiveligt et demokratisk højdepunkt, før verden drejede i en noget mere autoritær retning.
Det er i store lande som Rusland, Indien og Kina, hvor stærke ledere har samlet meget magt omkring deres person, at verden er blevet mere autoritær.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
