Er den danske stat så velfungerende, som vi tror?

Staten er en uomgængelig del af vores hverdag, om vi vil det eller ej.

Vi kan således næppe forestille os, at samfundet ville fungere uden politi til at beskytte os og sygehuse til at kurere os.

Derfor kan vi ikke komme uden om at beskæftige os med staten.

En af verdens mest berømte filosoffer er Platon, født i antikkens Grækenland, og han havde en klar vision for republikken med et billede, vi også kan bruge om staten generelt.

Det var især Den Anden Peloponnesiske Krig mellem Athen og Sparta, 431-404 f.v.t., der inspirerede Platon, for krigen udstillede ifølge ham en række problemer i den athenske stat.

Han beskrev staten som et skib med indbyggede styrker, såsom en stærk bov med evnen til at skære igennem bølgerne, og svagheder, som kunne være for lav mastehøjde og for små sejl til at skyde den tilstrækkelige fart.

Det afgørende problem ved Athens stat var dog ifølge Platon ikke dens konstruktion, men snarere at besætningen manglede evnerne til at navigere Ægæerhavets lumske vande.

Staten er et instrument til at opfylde politiske mål

Staten kan vi overordnet definere som en organisation, der med regler og ultimativt voldelige midler kontrollerer og servicerer et bestemt territorium.

Den består i dag af militær og politi, centraladministration, regional- og lokaladministration og offentlige institutioner såsom skoler og hospitaler.

Selv om staten på Platons tid var væsentligt mere simpel, delte den en grundlæggende funktion med den moderne udgave.

Den var et instrument, som politikere kunne anvende til at opfylde ethvert politisk mål, de måtte have.

Det betød, at politikerne ikke kunne gøre noget godt uden en stat af en vis styrke.

Derfor mente Platon, at skibet skulle konstrueres så stærkt som muligt, så det kunne modstå store bølger, og smidigt nok til at håndtere skiftende vinde. Den danske stat er grundlæggende et godt konstrueret skib.

Den internationale NGO Transparency International angav Danmark som det mindst korrupte land i verden i 2023. Og ifølge Verdensbanken overgik kun et par lande som Schweiz og Singapore marginalt den danske stats evne til at levere goder til befolkningen og udføre politiske ordrer effektivt i 2022.

Det er især disse kendetegn ved staten, der har fået en hel hær af forskere og meningsdannere, anført af den amerikanske politolog Francis Fukuyama, til at opfordre andre lande til at efterligne Danmark.

Sager om svindel og forurenet jord

Måske illustrerer især det lave antal skandalesager, der involverer den danske stat, dens styrke og kvalitet.

I juni 2024 hjemsendte Miljøstyrelsen en medarbejder på ubestemt tid. Den præcise anklage kender vi ikke, men den involverer sandsynligvis hjælp til, at en kriminel, tidligere Bandidosrocker kunne tjene penge på at nedrive blandt andet daginstitutioner og nedgrave forurenet jord uden de påkrævede miljøgodkendelser.

Skandalen rullede efter TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane' fra samme år om juristen Amira Smajic, der skabte kontakten mellem Bandidosrockeren, en miljøadvokat og, angiveligt, styrelsesmedarbejderen.

I dokumentaren får seerne indblik i en underverden, hvor kriminelle anvender vold og drab til at nå deres mål og truer myndigheder og andre involverede til tavshed.

Et andet sted i staten lykkedes det i perioden fra 1993-2018 kontorfuldmægtig Britta Nielsen at svindle for 117 millioner kroner ved som ansat i Socialstyrelsen at overføre penge til sine private konti fra satspuljer tiltænkt socialt udsatte.

Hun afsoner i dag en fængselsdom, men nåede med svindelnummeret at afsløre væsentlige mangler i kontrollen med administrationen af satspuljerne.

Hvis den danske stat var en velduftende suppe, kan vi altså alligevel finde mindre hår i den. Men statens utilstrækkelighed i sagerne om Amira Smajic og Britta Nielsen afslører også mere generelt, hvad en stat er og ikke mindst bør være.

Forskellen på sikkerhed og vold

At levere sikkerhed til borgerne er staters mest grundlæggende kendetegn.

Den amerikanske sociolog Charles Tilly omtalte i 1975 staten som en institution med monopol på at anvende vold inden for et bestemt territorium.

Pointen er ikke, at staten har lov til at begå vilkårlig vold, men at staten er den eneste aktør, der kan gøre det i betydelig grad. Og dermed forhindre andre, såsom dig og mig og Bandidosrockere, i det.

Den engelske filosof Thomas Hobbes tegnede et lignende nøgternt billede af staten, da han så ud over det krigshærgede og konfliktprægede Europa i 1600-tallet.

Han beskrev staten som en Leviathan efter det havuhyre, som i Biblen dominerer sine omgivelser fuldstændigt og kun taber til Gud.

Han mente det imidlertid også positivt, for uden staten var livet i renæssancens Europa kort og brutalt. Slagsbrødre kunne slippe afsted med at slå tilfældige ihjel på værtshuse, og ridefogeden kunne torturere bonden og voldtage stuepigen uden rettergang.

Med staten kom lov og ret. Hobbes’ stat var forskellen på liv og død, orden og kaos, sikkerhed og vold.

Ligesom staten i dag udgør en stor del af forskellen på, om vi tør efterlade vores babyer ubevogtede uden for cafeerne i Danmark. Eller om vi i stedet beskylder de samme forældre for at være uansvarlige, som det sker mange andre steder i verden.

At tilvejebringe sikkerhed er dog ikke det eneste, der kendetegner moderne stater.

Lighed for loven er helt centralt

Ifølge den tyske sociolog Max Weber er den moderne stat et bureaukrati.

Bureaukratier er upersonlige, i den forstand at de fungerer efter følgende generelle regler: Medarbejderne er ansat efter merit, det vil sige uddannelse og erfaring, de er organiseret i specialiserede funktioner, men samtidig også i et hierarki af over- og underordnede.

I Socialstyrelsen fungerede hverken hierarki eller specialisering, da Britta Nielsen hverken havde den rette kompetence eller sin overordnedes accept.

Den svenske politolog Bo Rothstein mener, at det særlige ved den bureaukratiske stat er dens evne til at levere offentlige goder på en upartisk måde.

Upartiskhed betyder her lighed for loven, så medarbejdere behandler ens sager ens og ikke lader usaglige eller private forhold indgå.

Medmindre regeringen har bestemt andet, handler medarbejderne i Socialstyrelsen forkert, hvis de for eksempel er påvirket af, hvor ansøgerne til en socialbevilling kommer fra og kun tildeler penge til dem fra Fyn. Ansøgerne uden for Fyn bliver forfordelt.

På samme måde forfordelte Britta Nielsen dem, der tilfældigvis ansøgte i perioder, hvor hun mente at have et akut behov for ferietilskud.

Det optimale bureaukrati fungerer altså som et velsmurt urværk, hvor hver medarbejder eller tandhjul er saglige eksperter på sit område, men må bøje sig for instruktioner oppefra. Enten fordi de kommer fra politisk hold eller fra en kollega med større kompetence i en sag.

For eksempel skal læger ofte godkende, hvis sygeplejersker vil medicinere patienter, mens både læger og sygeplejersker må bøje sig for forbud fra EU og Lægemiddelstyrelsen mod bestemte typer medicin.

Omvendt sikrer bureaukratiet også sagligheden og lovligheden af politiske beslutninger og må altså ikke i alt for høj grad lade sig koste rundt med af politikerne og navnlig ikke, hvis politikernes ambitioner er ulovlige.

Alt for mange regler

Regler kan mangle, men de kan også være for mange. Et velfungerende bureaukrati giver embedsmænd en passende grad af diskretion til at agere inden for de generelle regler.

I Tyskland skal embedsmænd dog ofte efterleve en alenlang liste af regler så nidkært, at de udgør snærende bånd om borgerne og administrationen.

Den amerikanske blogger Erin Porter har fortalt, hvordan hun en dag i 2018 måtte vade Berlins gader tynde i flere timer alene for at betale en bøde for et udløbet metrokort og få det fornyet.

Undervejs henviste trafikselskabets medarbejdere hende flere gange forgæves til et andet offentligt kontor, mens de i øvrigt endevendte hele grundlaget for hendes opholdstilladelse.

Den slags historier hører vi trods alt sjældent i Danmark, så måske skal vi være glade nok for vores rejsekort i en stat, der er garant for en regelbaseret, men smidig administration.