Politiske regimer er ofte ustabile. Det gælder både i demokratiske samfund og i samfund, hvor magten er samlet på få hænder (autokratier).
Tidligere forskning har identificeret en række økonomiske og institutionelle faktorer, der påvirker sandsynligheden for, at politiske regimer bryder sammen. Til gengæld har man kun vidst lidt om, hvordan magthavernes evne til at regulere et samfund påvirker regimers stabilitet.
Vi har derfor gennemført en ny undersøgelse, som viser, at stabiliteten af demokratier og autokratier påvirkes forskelligt af henholdsvis evnen til at bruge vold og evnen til at implementere politikker effektivt.
Hvordan regulerer magthaverne samfundet?
Magthavernes evne til at regulere et samfund og til at akkumulere ressourcer og anvende dem effektivt, samler vi i begrebet 'statskapacitet':
- For det første sikres lov og orden i samfundet via statens eneret til at udøve vold og tvang (typisk håndhævet af et sikkerhedsapparat i form of politi og militær).
- For det andet reguleres samfundet ved hjælp af et administrativt apparat i form af det statslige bureaukrati, som udfærdiger og implementerer love.
Den moderne stat har igennem de seneste århundreder udviklet sig til at være den dominerende politiske organisationsform, og det forekommer plausibelt, at statskapacitet stabiliserer politiske regimer i almindelighed. Spørgsmålet, vi har undersøgt, er, om de to former for statskapacitet spiller den samme rolle for regimestabilitet i henholdsvis demokratier og autokratier?
Forskelle mellem demokratier og autokratier
Demokratier er politiske regimer, hvor de politiske magthavere er udpeget gennem frie valg. Et minimum af lovhåndhævelse er givetvis påkrævet for at sikre demokratisk stabilitet. Men i længden er det næppe sikkerhedsapparatet, som er afgørende for, om demokratier bryder sammen eller ej. Borgerne i et demokratisk samfund forventer frem for alt, at staten kan levere og fordele økonomiske goder.
Det administrative apparat spiller her en helt central rolle. Et professionaliseret bureaukrati, hvor embedsmændene bliver ansat og forfremmet efter indsats og evner snarere end personlige eller politiske bekendtskaber, vil være bedre til at udarbejde og implementere love og andre tiltag, som sikrer effektive offentlige ydelser og socioøkonomisk udvikling.
Af disse grunde vil det oftest være mangel på administrativ effektivitet, som forklarer, hvorfor demokratier bryder sammen.
I autokratier er magthaverne ikke udpeget gennem frie valg, og regimet besidder derfor ikke den samme folkelige legitimitet, som demokratier gør. Det betyder, at der ofte er en iboende modstand i befolkningen. Autokratier har derfor brug for et stærkt sikkerhedsapparat til at undertrykke folkelig og politisk modstand.
Når det kommer til statskapacitet, vil styrken af sikkerhedsapparatet således være afgørende for autokratisk stabilitet. Sammenhængene er vist i figur 1.
Sådan målte vi regimernes evne til at regulere samfundet
Vi har testet disse formodninger ved hjælp af en statistisk analyse af 49 demokratiske sammenbrud i 96 lande og 165 autokratiske sammenbrud i 114 lande i tidsperioden 1952 til 2008. Tabel 1 indeholder eksempler på demokratiske og autokratiske regimesammenbrud, samt lande hvor regimerne har været stabile i hele perioden.
Vi har anvendt tre forskellige mål for statskapacitet:
- Skatter som andel af BNP udgør et overordnet mål for, i hvor høj grad staten er i stand til at akkumulere ressourcer.
- Som mål for, hvor stærkt sikkerhedsapparatet er, bruger vi militærudgifter som andel af BNP i et givent år. Jo større denne andel er, desto større er statens evne til at anvende tvangsmidler.
- Endelig anvender vi et mål for bureaukratisk kvalitet – defineret som faste ansættelsesmønstre og fravær af politisk pres i embedsværket – for at indfange administrativ effektivitet.
Disse data er bestemt ikke perfekte. Et stærkt sikkerhedsapparat afhænger ikke kun af militærets ressourcer, men også af politiets og efterretningstjenesternes. Desuden er målet for bureaukratisk kvalitet i visse tilfælde en upræcis indikator for administrativ effektivitet. Fravær af politisk pres kan eksempelvis føre til manglende bureaukratisk lydhørhed over for politikernes ønsker.
Resultaterne skal tages med visse forbehold
Vore resultater skal derfor tages med visse forbehold. Til gengæld er de ret entydige. Analysen viser, at administrativ effektivitet – alt andet lige – er den eneste form for statskapacitet, som påvirker sandsynligheden for, at demokratier bryder sammen. Når den administrative effektivitet er lav, er den årlige risiko for et demokratisk sammenbrud i gennemsnit mere end 2 %, hvorimod den blot er 0,1 %, når den administrative effektivitet er høj.
Derimod er det kun skatteindkrævning og militærudgifter, der påvirker sandsynligheden for, at autokratier bryder sammen. Sandsynligheden for autokratisk sammenbrud falder fra 6 til 1 % per år, når vi sammenligner de laveste niveauer af skatteindkrævning med de højeste. Tilsvarende falder sandsynligheden fra 4 til under 0,5 %, når vi sammenligner de laveste med de højeste niveauer af militærudgifter.
Samlet set finder vi altså, at magthavernes evne til at regulere et samfund stabiliserer demokratier og autokratier i almindelighed. Men det er forskellige aspekter af statskapacitet, der er vigtigst for henholdsvis demokratier og autokratier. Hvor evnen til at true og anvende vold er en autokratisk stabilisator, er det evnen til at gennemføre effektive politiske tiltag, der er med til at stabilisere demokratier.
