Alt det, vi ved, vi ikke ved – og alt det, vi ikke ved, vi ikke ved

Lad os for sjovs skyld prøve at opgøre indholdet i nogle af verdens største skatkamre for viden, nemlig bibliotekerne.

Verdens allerstørste biblioteker, British Library i London samt Library of Congres i Washington DC, har hver især over 150 millioner katalogposter, fordelt på manuskripter, bøger og andre trykte udgivelser, lydoptagelser, billeder, nodeblade m.m.

Hvert år vokser begge de respektive kataloger med tre millioner poster. British Library alene har mere end 600 kilometer hyldemeter til at huse sine enorme samlinger, der er fordelt på flere bygninger.

Hvis vi antager, at der gennemsnitligt kan være 10.000 trykte sider per hyldemeter, svarer bibliotekets samlede beholdning til 6 milliarder sider. Heraf er der omtrent 1 milliard bogsider i bibliotekets 25 millioner trykte bøger.

Vores viden bliver digitaliseret

Siden slutningen af 1990’erne har biblioteket været i gang med at digitalisere sine samlinger, men kun cirka én procent af samlingerne er nu tilgængelige på digital form.

Selv stålsatte bogelskere tilpasser sig den digitale tidsalder, hvor det er blevet mere almindeligt at opgøre viden i bits og bytes end i bogsider.

En almindelig hjemmecomputer har i dag en harddisk, der rummer én terabyte. Eftersom hver byte rummer information svarende til ét tegn, kan min hjemmecomputer opbevare en billion tegn eller godt 400 millioner normalsider a 2.400 tegn på harddisken.

Opgjort på denne måde fylder hele British Librarys samling kun knap 15 terabytes, altså 15 almindelige hjemmecomputere.

Forskere forsøgte i 2007 at anslå verdens samlede digitale lagringskapacitet og nåede frem til et tal på svimlende 276 milliarder terabytes. Det er 37 terabytes per person i verden, eller 300 tablets à hver 128 gigabytes.

Hvis vi stabler alle disse tablets oven på hinanden, vil de række mere end 20 millioner kilometer op i rummet. Det er 50 gange afstanden fra Jorden til Månen.

Hvis det ikke svimler endnu, så tænk på, at vi transmitterer endnu større informationsmængder gennem alle mulige kommunikationskanaler, og at vores kapacitet til at opbevare information digitalt fordobles hver attende måned.

I år 2020 vil stakken af tablets kunne nå fra Jorden til Solen 50 gange, altså 389 gange længere end i år 2007.

Et samfund baseret på viden

Vi lever i et videnssamfund, hvor det at producere, distribuere og kommunikere viden indtager en central plads i stort set alle samfundssektorer, lige fra sundhed til uddannelse, forskning, erhvervsliv, politik og retsvæsen.

Vi har en global vidensøkonomi, hvor værdiskabelse i stigende grad er baseret på viden og vidensformidling.

Ordene 'videnssamfund' og 'vidensøkonomi' stammer begge fra 1960’erne, hvor det i dønningerne af efterkrigstidens massive satsning på forskning og uddannelse blev mere almindeligt at tillægge viden større betydning end tidligere. Computere og internet har siden bidraget væsentligt til denne udvikling.

I dag opgør vi ofte viden kvantitativt. Vi kan relativt let opgøre antallet af nye forskningsartikler publiceret i videnskabelige tidsskrifter til cirka 2,5 millioner årligt.

Vi ved endvidere, at mængden af forskningsartikler er steget voldsomt siden 1950’erne og sikkert vil gøre det i en overskuelig fremtid. Hvis det lyder af meget, så tænk på alle de rapporter, afhandlinger, arbejdspapirer, notater m.m., som cirkulerer i alle offentlige institutioner og private virksomheder.

Men netop af den grund er det vigtigt, at vi ikke forveksler viden med information. Viden kræver begrundelse, og viden får betydning, når vi tilegner os den og måske bruger den til noget.

Information behøver ikke at være begrundet, betydningsfuld eller brugbar. I praksis kan grænsen mellem viden og information godt være flydende.

Vi lider af vidensoverload

Den store mængde af viden, som i princippet er tilgængelig for os alle, skaber en form for uigennemsigtighed eller måske endda uvidenhed.

Vi er nu alle stedt som Sokrates, der konkluderede, at det eneste, han vidste, var, at han ikke vidste noget. I dag behøver vi slet ikke en sokratisk ydmyghed for at indse vores egne begrænsninger i forhold til viden. Vi lider af vidensoverload.

Det er nemt at blive overvældet af al den viden og information, som vi er i stand til at tilgå let og ofte gratis via offentlige biblioteker og på internettet. Men der er en verden af viden og information, som er endnu større, og det er den, der er hemmeligstemplet.

Hvert år klassificerer den amerikanske regering alene materiale svarende til flere hundrede tusinde terabytes, det meste af sikkerhedshensyn. Dertil kommer de enorme datamængder, som virksomheder af forretningshensyn hemmeligholder.

Langt det meste information i verden er hemmelig på grund af nationale sikkerheds- og private erhvervsinteresser. Al denne information bliver frembragt og siden bortgemt uden åbenhed om de metoder og principper, der ligger til grund for hemmeligholdelsen, og kun få personer med den rette tilladelse kan tilgå den.

Endnu en god grund for en nutidig Sokrates til at konkludere, at han ingenting ved.

Det vi ikke ved, vi ikke ved

»Der er den kendte viden,« sagde den amerikanske udenrigsminister Donald Rumsfeld i et berømt og berygtet interview i 2002.

»Der er de ting, vi ved, vi ved. Vi ved også, at der findes kendte ubekendte, det vil sige, vi ved, at der er ting, vi ikke ved. Men der er også de ukendte ubekendte – de ting, som vi ikke ved, vi ikke ved.«

Journalisten havde stillet Rumsfeld et kritisk spørgsmål om den amerikanske regerings viden – eller mangel på samme – om Iraks masseødelæggelsesvåben.

USA hævdede hårdnakket, at Saddam Husseins regime var i besiddelse af kemiske våben og arbejdede målrettet på at udvikle atomvåben, men det var svært ved at dokumentere påstanden, og derfor var Rumsfelds svar lidt uldent.

Det har efterfølgende vist sig, at Rumsfeld og den amerikanske regering var delvist uvidende om omfanget af Saddams våbenprogram, blandt andet fordi styret i Bagdad ikke længere samarbejdede med FN's observatører.

Det var en »kendt ubekendt« for at bruge Rumsfelds eget ordvalg, altså noget, som USA vidste, at det ikke vidste besked om.

Uvidenheden havde politiske fordele for USA, for den understøttede eller modarbejdede i det mindste ikke mistanken om, at Saddam var i gang med at oparbejde et lager af kemiske våben og udvikle atomvåben.

Det 'ukendte ubekendte'

Rumsfelds to første kategorier – den kendte viden og den kendte uvidenhed – giver intuitivt god mening.

Hans tredje kategori er mere abstrakt: Det, vi ikke ved, vi ikke ved. Det adskiller sig fra uvidenhed, sådan som vi almindeligvis forstår det, for vi kan kun være uvidende om noget bestemt, som i tilfældet med USA og de irakiske masseødelæggelsesvåben.

Hvis vi ikke engang ved, hvad vi er uvidende om, er uvidenheden helt ubestemt og dermed mere grundlæggende og mere skræmmende, end den almindelige brug af ordet uvidenhed giver belæg for. Det er de »ukendte ubekendte«, som Rumsfeld talte om.

Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein skrev i 1921: »Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.«

Wittgenstein hentydede her til sprogets begrænsninger i forhold til livets store spørgsmål, ikke mindst, hvad vi ved og ikke ved. Wittgenstein ønskede at frigøre sig fra, hvad han kaldte »forstandens forhekselse af sproget«.

Han pegede på, at livet og verden i sig selv er uudgrundelige – ikke, hvordan de er, for det kan forklares, men at de er, det er det mystiske. Hvis vi forsøger at gøre det mystiske til genstand for viden, gør vi det til noget andet, end det er.

Uden sammenligning i øvrigt var Wittgenstein her på bølgelængde med Rumsfeld. Der er det, vi ved, og det kan og bør vi tale om, altså begrunde og forstå i videst mulige omfang. Og så er der alt det, vi ikke ved, at vi ikke ved. Om det må vi tie.

Det var også Rumsfelds budskab – med den skjulte dagsorden at afværge flere kritiske spørgsmål til USA's eventuelle invasion af Irak.

Begrænsningen er en styrke

Al viden er viden om noget bestemt, frembragt og viderebragt på en bestemt måde. Det er vigtigt at kende begrænsningerne ved vores viden, for det giver os indsigt i vores videns grundlag og omfang.

Ud over det ligger der en anden verden af det, nogle kalder ikke-viden, dvs. alt det, som vi ikke ved, at vi ikke ved. Men det kan vi i sagens natur kun formode, ikke vide, og det var derfor, at Wittgenstein bad os om at tie.

Tænk på viden som en lygte, der lyser i mørket. Inden for lyskeglen ved vi, hvad der er omkring os, fordi vi kan se det, og vi ved også, hvordan lygten er med til at gøre tingene synlige og give os viden om dem.

I lyskeglens yderkant kan vi endda ane konturerne af det, som vi ikke ved. Men i mørket gives der ingen viden, ikke engang viden om, hvad der ikke er at se. Her hersker ikke-viden.

Ikke-viden er det, der fundamentalt set er utilgængeligt, fordi vores viden – og dermed vores verden – har indbyggede begrænsninger.

Ikke-viden er den blinde plet, der altid opstår, når vi ser på noget, fordi vi så netop ikke ser på noget andet.