Den amerikanske sociolog Peter Berger sagde engang, at religiøs tro ikke havde fremtiden for sig. Det troede han i hvert fald i 1968. Dengang profeterede han i avisen New York Times, at der i år 2000 ikke ville være ret mange kirker, synagoger eller moskeer tilbage.
De ville være lavet om til supermarkeder, koncerthuse og hoteller. Der ville kun eksistere små grupper af troende i en verden, hvor religionerne ellers havde mistet betydning.
Det skulle gå helt anderledes.
Allerede 11 år efter, i 1979, blev vi vidne til den islamiske revolution i Iran. Shahen Mohammad Reza Pahlavi, der havde hersket uindskrænket over landet og ikke mindst dets rigdomme siden 1941, blev smidt på porten af en rasende befolkning.
De fleste politiske iagttagere blev overrasket over Ayatollah Khomeinis magtovertagelse og hans indførelse af en teokratisk (‘gudsvælde’, red.) stat i Iran. Journalister og religionskritikere begyndte derfor at tale om et fundamentalistisk præstestyre i Teheran.
Vores forestillinger har ændret sig
Ordet ‘fundamentalisme’ blev dog første gang brugt af konservative teologer og kristne i USA i begyndelsen af 1900-tallet. De udgav endda en skriftserie, som de kaldte The Fundamentals. De ønskede at forsvare en række fundamentale – altså grundlæggende og ufravigelige – trossætninger mod det, de anså for at være en udvanding af den oprindelige kristendom:
For eksempel ville de udrydde enhver tvivl om, at Maria virkelig havde været jomfru, da hun fødte Jesus, og om, hvorvidt Bibelens tekster virkelig var Guds ord.
Det er dog ikke dem, vi tænker på i dag, når vi hører eller bruger ordet. Snarere er det muslimer med en kalasjnikov over skulderen, langt mullahskæg og en turban. Vores ændrede forestilling skyldes ikke bare Irans islamiske revolution, men også billederne af Osama bin Laden i Afghanistans huler, terrorangrebet mod New York den 11. september 2001 og Islamisk Stats brutale ødelæggelser og henrettelser.
Det kan lede til en fortegnet opfattelse af, at tro er det samme som fundamentalistisk overbevisning om, at der kun findes én sand tro. Og at tro derfor ikke hører hjemme i den moderne verden, men i en mørk middelalder, som menneskeheden heldigvis for længst har lagt bag sig.
Profetien, der ikke holdt stik
\ Fakta
Professor MSO Peter Lodberg har skrevet e-bogen ‘Tænkepauser – Tro’, hvor denne artikel stammer fra. Den kan hentes som både lydbog og e-bog. Tænkepauser er en serie af bøger, der bliver udgivet i samarbejde med Aarhus Universitet, Aarhus Universitetsforlag, DR, Jyllands-Posten og landets biblioteker. Der udkommer en ny hver måned.
Der er da også – bl.a. af den østrigsk-amerikanske professor i sociologi og teologi, Peter L. Berger – skrevet kilometervis af bøger om, hvordan troen vil forsvinde, efterhånden som samfundet bliver mere og mere moderne.
Men det er ifølge den tyske sociolog Hans Joas en fejlagtig opfattelse. Det er aldrig lykkedes hverken Berger eller nogen anden religionskritiker at fremføre ét eneste holdbart bevis for en sammenhæng mellem moderne samfund og en svindende gudstro.
Årsagen er den tese, som Berger og andre religionskritikere har lagt frem. Den hviler på en bestemt opfattelse af, hvad religiøs tro er. Nemlig utilstrækkelig og usikker viden. Og teologi – altså det videnskabelige studium af Gud og tro – betragter de som pseudovidenskab og et fejlagtigt forsøg på at forstå verden, og hvem vi er som mennesker.
Andre religionskritikere mener, at mennesker kun har en religiøs tro i det omfang, de oplever social nød og undertrykkelse. Samtidig med en materiel fremgang vil deres behov for religiøs tro derfor forsvinde. Det tydeligste udtryk for denne tankegang finder vi hos den tyske 1800-talsfilosof Karl Marx, der opfattede religion som ‘det nødstedte menneskes suk’ og ‘opium for folket’.
Fælles for Berger og co. er, at de opfatter religiøs tro som en menneskelig fejludvikling, der kan afhjælpes, når den rette medicin, dvs. oplysning og viden, er til stede. Det sker i takt med, at naturvidenskabelige forskere når til stadigt flere og dybere erkendelser om, hvordan verden hænger sammen.
At modernisering går hånd i hånd med en svindende gudstro bliver i denne optik en selvopfyldende profeti – der blot har vist sig ikke at holde stik.
Tro handler om tillid
Ifølge Joas er det galt med selve religionskritikernes udgangspunkt. Man kan ikke bare opstille tro og viden, religion og oplysning, som hinandens absolutte modsætninger. I stedet bør vi opfatte tro på en helt anden måde. Tro er ikke, som Berger forestillede sig i 1968, et spørgsmål om at tilegne sig viden om for eksempel verdens skabelse, men om tillid.
Tro handler for Joas om, hvad der sker med os som mennesker, når vi møder andre mennesker. Vi bliver til som mennesker, når vi møder hinanden, taler med hinanden og lærer at elske hinanden. Vi bliver nødt til at tro på hinanden, hvis mødet mellem mennesker skal lykkes.
Et godt eksempel er Bibelens to skabelsesberetninger. De skal ifølge Joas ikke konkurrere med den naturvidenskabelige indsigt i, hvordan verden er blevet skabt, og efter hvilke fysiske love den fungerer. De er snarere fortællinger, der tyder vores eksistensvilkår som skabte mennesker, der hele tiden står i en livsbekræftende relation til både Gud og hinanden.
Tilværelsen skal vi forstå som noget, vi bestandigt får givet, og dermed er vi afhængige af andre mennesker, hvis vores liv skal lykkes.
Livet leves forlæns, mens forståes baglæns
Eksistens og skabelse er kort sagt vores grundvilkår. Det vigtigste i livet er at blive født ind i en verden med andre mennesker. Men lige netop denne begivenhed, den mest afgørende i hele vores tilværelse, er vi ikke selv herrer over. Vi må affinde os med vores skabte livsvilkår og få det bedste ud af dem.
Måske bliver tilværelsen én lang kamp om at finde sig til rette med sine forældre, sin opvækst og de forhold, som vi lever under. Måske bliver livet til en fest, hvor verden lægger sig til rette for os. Det ved vi aldrig på forhånd, men altid kun ved at skue tilbage og vurdere ved livets afslutning, om det gik, som vi havde håbet.
Livet leves forlæns, men forstås baglæns, som vores mest berømte filosof Søren Kierkegaard sagde i midten af 1800-tallet. Dét er skabelsestro, kunne vi også sige.
Ateister vs. deister
Men sådan er det ikke nødvendigvis for alle. Nogle af os vælger at fortolke vores liv og eksistens som udslag af naturens gang; at en biologisk proces med en sædcelle og et æg har skabt os. Det har ikke meget med religiøs tro at gøre. Vi kan kalde det for en ateistisk opfattelse.
Ateister afviser eksistensen af en personlig gud eller et højere styrende princip. De har i de sidste par hundrede år udfordret alverdens troende.
Nogle har mistet deres tro, fordi de er blevet overbevist om, at deres tro netop var overtro, og at verden slet ikke hang sammen på den måde, de ellers troede. Andre er omvendt blevet stærkere i troen, fordi de har skullet finde nye og måske mere dybfølte argumenter for deres tro.
Helt modsat ateisterne forstår de fleste troende verden deistisk, dvs. at de i hver solsort, hvert træ og hvert menneske aner en guddommelig skaber, som blot i en eller anden grad har overladt sit skaberværk til vores fri afbenyttelse. Det er to vidt forskellige opfattelser af, hvem vi er, og hvordan vi skal forstå det, at vi er til.
Dermed ikke sagt at alle troende vil svare ens på de to spørgsmål. Langtfra faktisk. For enhver kultur har sin egen unikke fortælling om ikke bare den kulturs begyndelse og udgangspunkt, men om hele verdens.
Ikke alle videnskabsmænd er enige
Disse vidt forskellige skabelsesberetninger, som vi kan kalde dem i mangel af et bedre ord, udtrykker tilsammen, at verden er åben for fortolkning. Og at den i sig selv ikke kræver at blive forstået på en ganske bestemt måde. Det er måske også derfor, vi har så mange vidt forskellige trosretninger verden over.
Ikke alle videnskabsmænd vil dog være enige i den konklusion. Det gælder for eksempel den engelske biolog Richard Dawkins, der er den mest kendte fortaler for den såkaldte ny ateisme. Årsagen til det lille adjektiv foran ’ateisme’ skal vi finde i, at Dawkins og hans kampfæller de seneste år har indledt en meget aggressiv modstand mod enhver form for tro.
Dawkins går så vidt som til at erklære selve troshandlingen for ond, fordi den ikke kræver noget bevis og ikke tåler at blive modsagt. Religiøse mennesker holder sig ifølge Dawkins ikke tilbage fra at anvende vold for at lukke munden på deres kritikere. Hvis Dawkins har ret, kan vi undre os over, hvorfor der fortsat er så mange troende mennesker verden over.
Religiøs tro skal betragtes som et evolutionært biprodukt
Vi ved ikke præcist, hvor mange af klodens indbyggere, der tror. Vi ved heller ikke præcist, hvorfor de tror, eller hvad de mener, tro er. Hvis vi kunne spørge dem alle sammen, ville vi nok få lige så mange forskellige svar, som der er mennesker.
Den tiltrækningskraft, som tro i alle sine former fortsætter med at udøve på os ellers ret så moderne mennesker, har Dawkins dog – ifølge ham selv – en god forklaring på: Vi skal simpelthen betragte religiøs tro som et tilfældigt biprodukt i den menneskelige evolution. Måske lidt ligesom vores blindtarm skulle være et nu overflødigt levn fra et tidligere udviklingsstadium.
Desværre gennemfører Dawkins ikke et videnskabeligt bevis for, hvordan han mener, at religiøs tro rent biologisk er opstået og har udviklet sig.
Dawkins’ fejlslutninger er fundamentalistiske
Ifølge den engelske fysiker og teolog Alister McGrath benytter Dawkins sig nemlig af et såkaldt cirkelargument. Det er en kendt form for fejlslutning blandt filosoffer. Sådan set går det ud på, at man forudsætter den tese, som man egentlig vil bevise, som et faktum. Dawkins mener for eksempel, at der ikke er nogen gud. Derfor benytter han sig kun af argumenter, der bekræfter hans antagelse om, at der ikke er nogen Gud.
Ifølge McGrath er det altså hverken underligt eller overraskende, at Dawkins når frem til den konklusion, at Gud ikke findes.
Dawkins er på den måde en slags fundamentalist. Han afviser klart og tydeligt, at der findes en gud, vi mennesker kan tro på. Hans eneste hellige skrift er biologen Charles Darwins epokegørende bog Arternes oprindelse fra 1859.
Dawkins’ kategoriske afvisning af et andet verdenssyn end hans eget genfinder vi i højreorienterede kristne grupper. De benægter nærmest enhver af naturvidenskabens antagelser om livets opståen. Dawkins understreger omvendt, at alene biologer, geofysikere og palæoantropologer kan besvare vores spørgsmål om, hvordan livet er opstået, og hvad meningen er med det.
De fundamentalistiske troende – uanset om de er kristne, muslimer eller noget helt tredje – mener til gengæld, at svaret på de spørgsmål kun kan findes i troen på én eneste gud.
Religion og videnskab svarer på forskellige former for spørgsmål
Den engelske naturvidenskabsmand Peter Medawar har forsøgt at formulere et tredje standpunkt, midt imellem Dawkins og troens fundamentalister. For hvis begge parter fra hvert deres ringhjørne insisterer på, at den andens verdenssyn slet ikke har hold i virkeligheden, går diskussionen om tro og viden, naturvidenskab og religion helt i stå.
Medawar har i sin bog The Limits of Science argumenteret for, at religion og naturvidenskab svarer på vidt forskellige former for spørgsmål. Alle dem, der angår livets mening, må vi søge til religion og filosofi for at få svar på. Men de spørgsmål, der handler om, hvad for eksempel universet består af, og hvordan det er bygget op, skal besvares af for eksempel astronomer, fysikere og biologer.
Medawar understreger dog, at der findes en grænse for selv alverdens videnskabsmænd og -kvinder. Uanset hvor stor deres viden bliver, vil de aldrig kunne svare på, hvad formålet med livet er, eller hvorfor menneskeheden er opstået.
Darwins evolutionsteori er udtryk for Guds mangfoldige verden
Så hvis biologer og fysikere forsøger at give svar på, hvad livets mening er, vover de sig ind i en helt anden arena. Pludselig arbejder de ikke længere inden for en naturvidenskabelig disciplin, men har gjort deres fag til en ideologi, dvs. en livsforklaring.
Den samme anklage er blevet fremført over for kommunisme, nazisme og maoisme. Alle sammen totalitære ideologier, der ville kontrollere og forklare alle aspekter af tilværelsen.
Vi hverken kan eller skal benægte, at de naturvidenskabelige landvindinger de sidste par hundrede år har været en konstant udfordring for alle troende. De fleste troende anså for eksempel længe Darwins evolutionsteori for at underminere den kristne opfattelse af Gud som skaber af jord og himmel.
Det gjorde Darwin dog ikke selv. Tværtimod så han dem som udtryk for, hvor mangfoldig Guds verden er.
