En guide til erindringen

»Minderne har jeg da lov at ha' …«, lyder refrænet i en gammel dansk slager. Men erindringer er ikke kun til for nostalgiens skyld. Tværtimod er dette kun en perifer funktion ved erindringer. Erindringsevnen er en helt grundlæggende egenskab, som er nødvendig for vor evne til at indgå i sociale fællesskaber og for oplevelsen af at være den samme person over tid.

Erindringsevnen er lige så fundamental for vores eksistens som vore fysiske sanser og kan næsten betragtes som en sans for fortiden. Uden erindring indskrænkes virkeligheden til nuet, til det umiddelbart nærværende, og man bliver ude af stand til at orientere sig i tid og rum og socialt.

Hvad er erindring?

Erindring er ikke blot hukommelse. Erindring er en bestemt form for hukommelse, som omfatter evnen til at huske og genopleve vore personlige oplevelser og sætte dem ind i en livshistorisk sammenhæng.

Et særtræk ved erindringer er genoplevelsen. Når vi erindrer en hændelse, genoplever vi i bevidstheden, hvad der skete engang. En sådan genoplevelse er ikke til stede, når vi husker faktuel viden, såsom hvilket nummer vi bruger i sko, eller at hovedstaden i Frankrig hedder Paris. Vi kan sagtens huske vores fødselsdag, uden at dette involverer en genoplevelse af vores fødsel. Vi husker datoen som faktuel viden.

Man kan derfor sige, at erindringer sammenlignet med andre hukommelsesformer involverer en følelse af at rejse i tid. En kendt canadisk hukommelsesforsker, Endel Tulving, har beskrevet det som en særlig bevidsthedstilstand, hvor vi mentalt set overvinder loven om tidens uafvendelige fremadskridende løb.

Mange filosoffer har ligeledes fremhævet netop genoplevelsen og de sanselige forestillingsbilleder som erindringens særkende. Søren Kierkegaard er en af dem. Han skelnede skarpt mellem hukommelse og erindring og mente, at man godt kan huske en begivenhed 'til punkt og prikke uden derfor at erindre den'.

Erindring kræver indlevelse, genoplevelse og skaber identitet. Genoplevelsen betyder imidlertid ikke, at vi husker de fortidige situationer præcist, som de udspillede sig. På trods af genoplevelseskvaliteten er erindringer i vid udstrækning rekonstruktioner, som er farvede af vor nuværende situation og de fortolkninger, som vi i dag lægger ned over fortiden.

Hvorfor oversvømmes vi ikke konstant af minder?

Når vi kalder en erindring frem til bevidstheden, kan det ske på to forskellige måder. For det første kan vi selv igangsætte genkaldelsesprocessen ved bevidst og viljestyret at søge efter en bestemt erindring. En anden mulighed er, at erindringen kommer 'af sig selv'.

Det kan være et sanseindtryk, en passage i en bog, et stykke musik i radioen eller andre påvirkninger, der pludselig får en erindring til at dukke op i bevidstheden, uden at en bevidst og målrettet søgeproces er gået forud. Sådanne erindringer kaldes for spontane eller involuntære (ufrivillige) erindringer for at understrege, at de netop opstår uden en involvering af viljen eller en bevidst søgeproces.

Spontane erindringer opstår typisk i situationer, som ikke kræver så meget af vores opmærksomhed. Det kan være i bussen, når vi slapper af på sofaen, udfører rutineopgaver eller på løbeturen. Nogle bestemte detaljer, som både var til stede, da begivenheden indtraf, og som også er til stede i den aktuelle situation, er med til at aktivere erindringen. Ved langt de fleste spontane erindringer kan der konstateres et overlap mellem den aktuelle situation og erindringsindholdet, som har været med til at lede erindringen på vej.

Det efterlader os imidlertid med et vigtigt spørgsmål: Hvis erindringer aktiveres af sådanne associationsforbindelser, hvordan skal vi så forklare, at vi ikke konstant oversvømmes af spontane minder? Spørgsmålet skal ses i lyset af, at vi næsten hele tiden er omgivet af ting, der også var til stede i mange fortidige situationer. Vi skifter jo ikke vore møbler, sko, tøj, børn, ægtefæller, kærester, kæledyr osv. ud fra dag til dag. Hvorfor vækker disse så ikke konstant erindringer?

Min forklaring er, at ikke alle associationsforbindelser er lige gode til at aktivere erindringer. De bedste associationsforbindelser er dem, som kun matcher én bestemt erindring. Hvis man kun har drukket citronlikør ved en bestemt lejlighed i fortiden – en aften på en restaurant i Syditalien – så er der en stor sandsynlighed for, at erindringen om denne hændelse vil dukke op, hvis man en anden gang skulle få serveret denne særlige drik.

Hvis ledetråden derimod overlapper med rigtig mange oplevelser i fortiden og passer lige godt på dem alle, så vil den være for diffus til at aktivere nogen af dem. En sådan mangel på distinktivitet vil netop præge mange af de ting (herunder personer, steder, aktiviteter osv.), som omgiver os i dagligdagen. De er indgået i et væld af fortidige hændelser og udgør af den grund for vage associationsforbindelser til i sig selv at fremkalde erindringerne.

Spontane minder er 'genvej' til fortiden

I takt med at vi har fået en bedre forståelse af, hvordan spontane erindringer aktiveres, er vi blevet i stand til at fremkalde dem eksperimentelt og derved systematisk sammenligne dem med viljestyrede erindringer. Sådanne undersøgelser viser nogle vigtige forskelle. For det første er spontane erindringer hurtigere til at blive aktiveret end de viljestyrede.

Der går kortere tid fra en ledetråd præsenteres, til erindringen dukker op, når genkaldelsesprocessen er spontan sammenlignet med viljestyret og kontrolleret. Det faktum understøtter, at de spontane erindringer udspringer af processer, som er mindre kognitivt krævende end de viljestyrede.

Denne påstand finder også støtte i hjerneskanningsstudier, som viser, at spontane erindringer i mindre grad end viljestyrede erindringer involverer de områder af hjernen, som er forbundet med en bevidst, strategisk søgeproces. De spontane erindringer kan derfor betragtes som en 'genvej' til vores fortid, i den forstand at de udgør en nemmere måde at få erindringerne frem på end de viljestyrede.

Indholdsmæssigt er der mange ligheder mellem viljestyrede og spontane erindringer, men der er også nogle afgørende forskelle. De spontane erindringer handler oftere om enkeltstående, unikke oplevelser, som har fundet sted på en bestemt dag i personens liv, for eksempel en bestemt indkøbstur.

De rummer færre generelle, scriptlignende erindringer, hvilket vil sige erindringer, der ikke omhandler en bestemt hændelse, men gengiver det typiske og gennemgående ved en bestemt type af situationer, for eksempel en typisk, eller 'gennemsnitlig', indkøbstur. Der er samtidig en tendens til, at det i højere grad er oplevelser uden direkte relevans for vores livshistorie og identitet, der dukker op af sig selv.

Det er erindringer, som ikke på forhånd er øremærkede som 'vigtige'. I stedet er det små, måske skæve, øjeblikke i livet, der dukker op, når en relevant association aktiverer dem. Det er altså øjeblikke, som har overlevet tiden i kraft af deres distinkte og måske lidt usædvanlige karakter snarere end i kraft af deres betydning for personens livshistorie og identitet.

Spontane minder påvirker os mere

Forklaringen på disse forskelle i forhold til viljestyrede erindringer finder vi formentlig i, at de spontane erindringer dukker op i bevidstheden uden en forudgående kontrolleret søgeproces. Når vi derimod bevidst og målrettet søger efter erindringer, benytter vi os af en såkaldt cyklisk søgeproces.

Lad os sige, at vi er på jagt efter erindringen om, hvor vi tidligere har set en bestemt person, som lige nu hilser på os og giver udtryk for at kende os. Søgeprocessen indledes ved, at vi danner en søgebeskrivelse (for eksempel: 'Hvor kunne jeg have mødt en person som hende?'). Disse søgekriterier sætter rammer for søgeprocessen og kan enten føre til, at man finder frem til den relevante erindring ('Aha – det var til korsang i aftenskolen'), eller at man ikke finder frem til erindringen og derfor prøver igen med reviderede søgekriterier ('Det var i hvert fald ikke til korsang').

For hver gang man gentager søgningen efter en bestemt erindring, afgrænses og korrigeres søgekriterierne, hvorved chancerne for at finde frem til den relevante information øges ifølge denne forståelse.

Hvis vi bliver bedt om at fortælle om vores liv eller skal skrive vores livshistorie, så vil vores søgen efter relevante erindringer også formes af vor overordnede viden om os selv og verden og af de normer for erindring og livshistorie, som vi har overtaget fra vores kultur. De erindringer, som hentes frem på denne måde, vil derfor oftere have en reflekteret og veletableret betydning for vor livshistorie og identitet.

Til forskel herfra er spontane erindringer per definition ikke afhængige af en kontrolleret genkaldelsesproces. Og det er formodentlig grunden til, at de omhandler oplevelser, som er mere specifikke og mindre integrerede i en persons skematiserede viden om sig selv og sit liv.

Netop fordi vi ikke selv bevidst vælger dem ud, er de ofte mindre gammelkendte og fortravede end de viljestyrede (selvvalgte) minder. Fordi de kommer uanmeldt, har spontane erindringer desuden ofte en stærkere evne til at påvirke os følelsesmæssigt. De spontane erindringer kommer i højere grad bag på os, og vi når ikke at få foretaget en omfortolkning, som kan dæmpe deres følelsesmæssige indhold.

Det har vi bedre tid til, når vi viljestyret og kontrolleret henter erindringerne frem. Spontane erindringer kan derfor meget lettere få os til at grine eller græde.