Ved du, hvad spørgsmål gør?

 Der står to mennesker ved siden af hinanden i en have. Solen skinner og vækker gode minder i dem begge. Ingen siger noget, men begge kan når som helst sige hvad som helst om hvad som helst. Alle muligheder er åbne.

Indtil den ene vender sig mod den anden og spørger: »Hvordan går det med jeres nye hund?«

Derfra er mulighedsfeltet kraftigt indsnævret. Enhver udtalelse om fuglenes sang, tagenes lys eller det grineflip, man havde med sin lillesøster i går, vil ikke bare være malplaceret, men decideret vanvittig.

Fra det øjeblik den ene stiller den anden et spørgsmål, er der sat en ramme, som det ikke længere er muligt at sprænge.

Sokrates' spørgsmål åbner op for forståelse

Det er det samme, der gør sig gældende i Platons værker. De fleste af dem er bygget op som samtaler mellem Sokrates og forskellige samtalepartnere. En slags samtalebøger, hvor Sokrates fører sine tilhørere til indsigt gennem ledende spørgsmål og svar.

Men Sokrates' spørgsmål åbner ikke bare for erkendelse, de lukker også for den forståelse, samtalepartneren havde i forvejen. Og for alle andre mulige forståelser.

Pointen med Platons dialoger er, at Sokrates' spørgsmål fører til en bestemt måde at tænke og forstå verden på, som er bedre end alle andre forståelser. Derfor er der ikke noget forgjort i, at Sokrates stiller alle spørgsmålene.

Bevægelsen fra spørgsmål til svar er – hvis man formår at spørge rigtigt – en bevægelse fra en dårlig tilstand til en god tilstand.

Men hvad er det, vi åbner og lukker for, når vi stiller et spørgsmål? Er det overhovedet os, der stiller spørgsmålet? Eller stiller spørgsmålet i virkeligheden os – i en bestemt forståelse af og tilgang til det, vi spørger efter?

Der er noget ved alle spørgsmål, som vi ikke kan stille spørgsmål ved

Den åbenhed, vi er vant til at forbinde med spørgsmål, er med den tyske filosof Bernhard Waldenfels' ord en begrænset åbenhed. Vi kan også sige, at spørgsmålet er grænsedragende. Uanset hvor meget vi spørger, hvad vi spørger om, og hvordan vi spørger, så fungerer spørgsmålets paradoksale væsen nemlig sådan, at der er noget, vi ikke spørger om.

Spørgsmålet, vi må stille, er, hvilken karakter dette noget, vi ikke spørger om, har. Eller mere præcist: Når vi ikke har sat spørgsmålstegn ved noget, betyder det så, at vi ikke kan sætte spørgsmålstegn ved det?

Ifølge den franske filosof Jacques Derrida er årsagen til, at vestlige filosoffer ikke har sat spørgsmålstegn ved spørgsmål, at der er noget ved ethvert spørgsmål, som vi ikke kan sætte spørgsmålstegn ved.

Men her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. For det noget, vi ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, er ikke noget bestemt. Der er ingenting i denne verden, vi ikke kan spørge til eller være kritiske over for – heller ikke spørgsmål. Det, vi ikke kan komme uden om, er, at når vi spørger om noget, så er der noget andet, som vi ikke spørger om. Og dette andet er noget bestemt.

Antagelserne vil være anderledes

Der er næppe mange andre fænomener, der fylder så meget og samtidig får så lidt opmærksomhed, som spørgsmål gør i vores kultur og hverdag. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor netop spørgsmål? Men det rejser også spørgsmålet om, hvad det er, der gør, at noget bestemt kan unddrage sig kritisk opmærksomhed i ikke bare en lang historisk periode, men også i det enkelte menneskes liv.

Vi har altid en forudgående viden om det, vi spørger om, fordi vi altid er en del af en historisk overlevering. Det er den historiske overlevering, der gør, at vi spørger, som vi gør. Eller sagt på en anden måde: Vores normer udstikker rammerne for vores nysgerrighed.

Det betyder, at de antagelser, man historisk har gjort sig om spørgsmål, nyder så stor autoritet inden for den kultur, de er overleveret i, at der ikke er nogen, der lægger mærke til eller sætter spørgsmålstegn ved dem. Men det betyder også, at antagelserne kunne være – og i andre kulturer og samfund formentlig er – anderledes.

Netop fordi der altid følger nogle kulturelt definerede normer med, når vi stiller et spørgsmål, så foreslår Derrida, at vi er bedre tjent med at lade være med at spørge. Men han siger også, at der er en teknologi forbundet med at stille spørgsmål, som sætter det, der spørges efter, i et bestemt lys.

Og hvis spørgsmålets væsen er teknisk, så består det ligesom al anden teknologi af elementer, der kan pilles fra hinanden og sættes sammen. Det må dels betyde, at der er flere måder at sætte elementerne sammen på, dels at det er noget andet end spørgsmålet selv, der bevirker, at elementerne sammensættes, som de gør.

Spørgeren styrer

Ifølge den tyske filosof Martin Heidegger består ethvert spørgsmål af tre strukturmomenter: 'det efterspurgte', som er spørgsmålets 'hvad', det vil sige den genstand eller sag, der spørges efter. 'Den adspurgte', som er spørgsmålets 'hvem', det vil sige den person, der forventes at ligge inde med svaret på spørgsmålet. Og endelig 'det opspurgte', som er spørgsmålets 'hvorfor'.

Det kan også beskrives som 'det tilsigtede' eller den ramme, som spørgsmålet udstikker for den måde, det efterspurgte viser sig på.

Som et eksempel på, hvordan de tre strukturmomenter fungerer, kan vi forestille os en situation, hvor Anders spørger Bente: »Vil du med i biografen?«. Det efterspurgte er en tur i biografen; det er dét, Anders og Bente taler om. I dette tilfælde er det en aktivitet, men det kunne lige så godt være en genstand, en person eller et hvilket som helst andet fænomen.

Den adspurgte er Bente; det er hende, der modtager spørgsmålet og forventes at tilvejebringe et svar. Og det opspurgte er det valg mellem at svare ja eller nej til at gå med i biografen, som Bente stilles over for. Det tilsigtede formål med spørgsmålet er altså at få Bente til at træffe en beslutning.

Spørgsmålet kan bruges til at sigte efter noget bestemt

Selvom de første to strukturmomenter kan give indtryk af, at spørgsmålet primært handler om en tur i biografen – det efterspurgte – og Bente – den adspurgte – så sker der noget, når vi når til det tredje strukturmoment. Både biografturen og Bente viser sig nu i lyset af noget andet end både biografturen og Bente – nemlig valget mellem ja og nej.

Dette valg, som er det tilsigtede med spørgsmålet, og dermed den ramme, spørgsmålet kan og skal forstås inden for, er hverken sat af biografturen eller Bente, men af Anders.

Det er spørgeren, der bruger spørgsmålet til at sigte efter noget bestemt i det efterspurgte, og det er følgelig spørgeren, der gør, at turen i biografen fremtræder, som den gør.

Hvis Anders i stedet havde spurgt: »Hvad synes du om at gå i biografen?«, så ville den adspurgte stadig være Bente, men det tilsigtede ville ikke være et valg mellem ja og nej, men Bentes opfattelse af biografen. Ved at ændre på det tilsigtede ændrer den måde, det efterspurgte fremtræder på, sig altså også.

Biografturen fremtræder nu ikke længere som en aktivitet, man kan vælge til eller fra, men som et fænomen, man kan have forskellige holdninger til. Havde Anders spurgt: »Hvornår var du sidst i biografen?« eller »Ved du, hvor biografen ligger henne?«, så ville biografen igen finde nye fremtrædelsesformer, denne gang relateret til tid og sted.

Det, der sigtes efter, sætter rammen for spørgsmålet

Heideggers pointe er, at det hverken er biografen eller den adspurgte Bente, der sætter rammen for den måde, biografen viser sig og bliver til genstand på. Det gør det, der sigtes efter i spørgsmålet – og dermed den, der sigter.

Forudsætningen for, at noget kan vise sig som det, det er, er ifølge Heidegger hverken det efterspurgte, den adspurgte eller det opspurgte, men den spørgende væremåde, der gør, at de tre strukturmomenter opfører sig, som de gør.

Det er med andre ord noget uden for de tre strukturmomenter, der afgør, hvordan strukturmomenterne opfører sig. Det er spørgeren. Spørgeren, der stiller spørgsmålet og dermed afgrænser målet med at spørge. Spørgeren, der i og med sin afgrænsning af målet, udstikker rammerne for, hvordan det efterspurgte fremtræder, og den adspurgte reagerer.

Vi er hver især nødt til at spørge

Derfor fungerer Heideggers korte analyse af spørgsmålets tre strukturmomenter kun som optakt til en meget længere analyse af menneskets spørgende væremåde. Spørgsmålet om spørgsmålet bliver afløst af spørgsmålet om mennesket.

For ifølge Heidegger er spørgsmålet det væsenstræk, der adskiller mennesker fra dyr – og for den sags skyld guder. Det forklarer han med, at mennesket er det eneste væsen, der sætter spørgsmålstegn ved sin egen væren.

Mennesket forholder sig til muligheden af, at det kunne være anderledes – eller ophøre med at være – og det gør det netop ved at spørge: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg noget og ikke noget andet? Hvad vil det sige at være – og ikke være?

Da ingen af disse spørgsmål kan besvares af andre end os selv, er vi hver især nødt til at spørge. Vi kan ikke lade være. Derfor er spørgsmål ikke bare det, der adskiller os fra dyr og guder, det er også det, der definerer os som mennesker.

Spørgsmål er et vilkår, der ikke er vilkårligt: Det gælder for alle mennesker alle steder til alle tider. Spørgsmål er det, der ikke kan være anderledes, og som derfor altid er på samme måde. Spørgsmål er det, vi – ifølge Heidegger – ikke kan sætte spørgsmålstegn ved.