Findes der ultimative sandheder?

Grundlaget for den form for naturvidenskab, vi kender i dag, har sin oprindelse i den såkaldt naturvidenskabelige revolution, der fandt sted i perioden fra omkring 1540 til 1680.

Ved at kombinere matematiske argumenter med observationer og eksperimenter, udviklede man en ny og overlegen måde at finde sandheder om naturen på. Blandt de vigtigste skikkelser var den italienske fysiker og astronom Galileo Galilei og hans engelske samtidige, filosoffen Francis Bacon.

Da Galilei omkring 1610 rettede den dengang helt nye kikkert mod himlen, opdagede han for eksempel en række nye og forbavsende sandheder. Han så, at der var pletter på den guddommelige Sol, at planeten Jupiter blev omkredset af fire måner, at Mælkevejen, vores egen galakse, bestod af myriader af stjerner – og meget mere.

De nye iagttagelser var gift for det traditionelle verdensbillede, hvor Jorden var urokkelig og placeret i verdens centrum. Men var de nu også sande? Kan man skaffe sig sandheder om den himmelske natur ved blot at iagttage den med en kikkert? Det kan man faktisk, men helt så simpelt er det nu ikke. Det, vi ser i kikkerten, er jo ikke naturen selv, men et billede af den, og kan vi nu også være sikre på, at billedet gengiver den virkelige natur?

Nogle af Galileis samtidige tvivlede på, at det var tilfældet. Disse skeptikere var ikke blot reaktionære teologer, der var bange for, at Bibelens sandheder ville blive omstødt af videnskabens. Som de meget fornuftigt argumenterede, så vidste man jo ikke, hvad der skete med lyset fra de himmelske objekter, når det passerede kikkertens linser. Når Galilei så pletter på Solen, kunne det jo være, at de i virkeligheden stammede fra kikkerten.

Det var et meget rimeligt argument, men omkring 1615 havde den tyske astronom Johannes Kepler afdækket, hvad der sker, når lys passerer gennem kikkerten. Med denne teori og mange uafhængige bekræftelser af Galileis iagttagelser mistede argumentet sin styrke. Solpletterne eksisterer rent faktisk, så Galileis påstand var et nyt og sandt udsagn om naturen.

En kunstig natur

Moderne naturvidenskab er ikke blot observationel, den er også eksperimentel. Francis Bacon var måske den første til at indse, at i et egentligt eksperiment, som det foregår i laboratoriet, er det ikke den uberørte natur selv, der undersøges. Det er en slags kunstig og manipuleret form for natur.

Renæssancens alkymister var overbeviste om, at uædle metaller som for eksempel jern og zink kunne omdannes til sølv eller guld ved hjælp af særlige processer i laboratoriet. Med deres ovne og destillationsapparater var de mestre i eksperimentets kunst. Med tanke på de alkymistiske kunster beskrev Bacon eksperimentets væsen som studiet »af naturen som bundet og pint, når hun kunstigt og af menneskehånd er tvunget ud af sin naturlige tilstand, og hun er klemt og formet … for tingenes natur afsløres lettere under kunstens plageri end under deres naturlige frihed.«

Denne 400 år gamle beskrivelse giver en forbløffende præcis og stadig gyldig karakteristik af de eksperimentelle videnskabers væsen.

I laboratoriet studerer man en kunstliggjort natur snarere end den umiddelbart erfarede natur. Dette er ikke en svaghed, men tværtimod en enorm styrke og kilde til erkendelse. Forskeren kan skabe en kunstig natur, der netop giver de svar, den naturlige natur ikke vil give.

Hvis han kun undersøgte den direkte tilgængelige natur, ville resultatet blive en overfladisk og fragmenteret viden. Vi kan ikke fastslå vands sammensætning ved at iagttage det, men kun ved at ødelægge vandet. Først da viser det sig, at vand består af ilt og brint.

Naturvidenskabelig viden er ikke tilskuer-viden, men deltager-viden. Ved aktivt at deltage i og manipulere med naturen skabes ironisk nok objektiv viden om den virkelige natur. Man afslører de sandheder, der gemmer sig blandt fænomenerne, og som er dybere end de blot iagttagne sandheder.

Eksperimentet - en vej til viden

Eksperimentet er den stærkest mulige kilde til videnskabelig indsigt og en afgørende grund til, at de naturvidenskabelige sandheder har en privilegeret status i forhold til andre sandheder, de være sig videnskabelige eller ej. Naturvidenskabens sandheder er ganske vist ikke absolutte, og derfor heller ikke hinsides kritik og diskussion, men til gengæld er de mere præcise og langt mere troværdige.

Eksperimentets høje grad af troværdighed er ikke mindst et resultat af, at det normalt er gentageligt:

Hvis man er i tvivl om det rapporterede udfald af et eksperiment, kan man gentage det under omtrent samme omstændigheder. Denne gentagelseskontrol sikrer den eksperimentelle viden en form for objektivitet, der ikke kan opnås inden for de historiske og litterære videnskaber.

Men naturligvis er eksperimenter ikke tryllestave, der straks bringer os indblik i naturens hemmeligheder. Forskeren må fortolke dem ved hjælp af ideer og teoretiske forestillinger. Selv om man ofte skelner skarpt mellem eksperiment og teori, er en sådan skelnen en illusion. De to elementer vil typisk være vævet ind i hinanden. Selv ved et ganske simpelt eksperiment, hvor vi for eksempel måler surhedsgraden (pH) af en læskedrik, vil teori indgå. Begrebet om pH findes ikke i naturen. Det er noget, kemikerne har konstrueret ud fra deres teorier om syrer og baser.

Relativitetsteorien er sand

Videnskabsmænd har ofte meget stor tillid til deres grundlæggende teorier, som de i praksis opfatter som næsten ubetvivlelige sandheder. Ingen fysiker forestiller sig for eksempel i ramme alvor, at Albert Einsteins relativitetsteori en dag vil vise sig at være helt forkert. Denne næsten (men kun næsten) dogmatiske holdning er i det store og hele berettiget, da relativitetsteorien har vist sig eminent stærk.

Ikke desto mindre er der enighed om, at eksperimenter og observationer til syvende og sidst har en privilegeret stilling, når vi lærer en ny sandhed at kende. Bevares, man kan for en stund kritisere dem, men i længden kan man ikke ignorere gode og efterprøvede eksperimenter.

Hvad mere er, de fungerer som et kriterium, der skelner mellem videnskab og ikke-videnskab: En teori, der vedrører naturen, har kun videnskabelig status, såfremt den på en eller anden måde kan testes, altså direkte eller indirekte konfronteres med empiriske data.

Når fysikere, geologer og andre naturforskere betegner en teori som 'sand', mener de typisk, at den er overbevisende bekræftet af eksperimenter og observationer, mens ingen data taler imod teorien. Det er i denne forstand, at fysikere kan finde på at sige, at relativitetsteorien er sand.

Einsteins relativitetsteori har en meget høj grad af troværdighed og er langt bedre – langt mere sand – end enhver alternativ teori. Men videnskabsmænd ved også, at 'mere sand' ikke er det samme som absolut sandhed, og at der tidligere har været 'mere sande' teorier, som vi i dag vil kalde forkerte eller falske.

De bedste teorier om naturen er sande i den forstand, at de beskriver den, som den faktisk er. Selvom der aldrig havde været mennesker, og derfor heller ikke nogen videnskabelige teorier, ville planeterne stadig bevæge sig i elliptiske baner omkring Solen, og vand ville stadig bestå af grundstofferne ilt og brint.

Naturens love er uomstridelige

Når vi er i stand til at finde mange af naturens væsentlige sandheder, skyldes det ikke mindst, at naturfænomener følger bestemte love og lovmæssigheder. Disse naturlove fortæller os, at naturen ikke er kaotisk, og at ting foregår på en ganske bestemt måde. Anderledes udtrykt, så forbyder naturlovene visse hændelser eller tilstande. For eksempel at energi kan skabes ud af intet, og at legemer kan bevæge sig med større hastighed end lysets.

De naturlove, vi har kendskab til, er ganske vist menneskeskabte og kan vise sig at være delvist forkerte, men de mest fundamentale af dem formodes at svare til, hvordan naturen virkelig er indrettet.

De kan forstås som love, der objektivt er i verden, uafhængigt af om der overhovedet findes mennesker til at erkende og formulere dem. Lovene 'er der', i samme forstand som elektroner, gener og stjerner 'er der'. Da de er en del af verden, kan de med rette betegnes som sande.

De fundamentale naturlove er endda meget sande, men dog ikke så sande, at de ikke kunne være forkerte. De er ikke logisk eller sprogligt nødvendige, for man kan benægte deres gyldighed uden at havne i modsigelser.

Mens man ikke kan forestille sig, at ungkarle er gifte, kan man nemt forestille sig, at vore naturlove var anderledes. Tyngdekraften er tiltrækkende – ting falder ned mod Jorden – men der er ingen modstrid i begrebet om en frastødende tyngdekraft.

Man behøver dog ikke være videnskabsmand for at være bekendt med love, regler og forbud. Vi kender dem jo alle fra den sociale verden, hvor de typisk stammer fra jurister, præster og politikere. Men det turde være klart, at disse love kun har navnet fælles med de love, der gælder i naturen.

Først og fremmest har samfundets love ingen bindende karakter, og de ville ikke findes, hvis der ikke var mennesker til at fremsætte dem. Man kan bryde færdselsloven og omgå skatteloven, mens naturens love hverken kan brydes eller omgås. Førstnævnte love kan ændres, når der er behov for det. Naturlovene bliver ved at være der – de er permanente.

Den form for love, der findes i naturen, har ingen paralleller i samfundets verden og heller ikke blandt de humanistiske videnskaber. De er en vigtig grund til, at vore sandheder om naturen er skarpere og mere troværdige end dem, vi har på andre områder.