På engelsk har fænomenet allerede fået et navn: 'Digital dummy' – på dansk 'digital sut' - dækker over at sætte et trodsigt barn foran en skærm, så følelsesudbruddet går over.
Et amerikansk studie har fundet, at det at stikke tre- til femårige en skærm, når de er i følelsernes vold, kan gøre det sværere for dem at regulere deres følelser fremover.
Nu er et studie med canadiske børn og forældre kommet frem til nogenlunde det samme.
Jo mere forældrene brugte skærmtid til at berolige deres børns vrede og frustration, desto dårligere blev børnene til at håndtere deres følelser på egen hånd.
Effekt over tid
De mere end 300 børn i det nye studie, som blev udført under COVID-19-pandemien, var mellem to og fem år gamle.
Forældrene, der deltog, besvarede en række spørgsmål ad to omgange med et års mellemrum.
De blev blandt andet bedt om at tage stilling til påstande som: 'Jeg lader mit barn bruge digitale medier til at falde til ro, når det er oprørt'.
Andre spørgsmål handlede om børnenes adfærd. Her tog forældrene stilling til påstande om børnenes vrede, impulsivitet og selvregulering.
Selvregulering handler om at kunne tænke sig om og vælge en måde at reagere på frem for blot at reagere automatisk. Det er noget, børn lærer meget om i deres første leveår, især gennem forholdet til deres forældre.
Lærer ikke at regulere følelser
Børn af forældre, der i høj grad brugte skærme til at regulere følelser, og som havde meget skærmtid, oplevede flere følelser af vrede og frustration et år senere.
Højt forbrug af digitale værktøjer var også forbundet med en lavere evne til selvregulering et år senere.
»Dette studie viser, at børnene ikke selv lærer at regulere deres følelser, hvis forældre jævnligt tilbyder en digital gadget til deres børn for at berolige dem eller stoppe et følelsesudbrud,« siger Veronika Konok, som er én af forskerne bag studiet, i en pressemeddelelse.
Det kan ifølge Veronika Konok føre til mere alvorlige problemer med regulering af følelser senere i livet, især i forhold til vredeshåndtering.
Forskerne var dog overraskede over ikke at finde en sammenhæng mellem et stort forbrug af 'digitale sutter' og øget impulsivitet.
Mere temperament = mere skærmtid
Studiet viser også, at forældre, der svarede, at deres børn var meget vrede og frustrerede i den første runde af spørgsmål, i endnu højere grad brugte digitale værktøjer et år senere.
Sagt på en anden måde, ser det ud til, at forældre, der kæmper med børn, der har hidsigt temperament, i højere grad tyer til skærmtid som assistance sammenlignet med andre forældre.
»Det er ikke overraskende, at forældre bruger digitale værktøjer til at regulere følelser, hvis deres barn har problemer med dette, men vores resultater understreger, at denne strategi kan føre til en stigning i problemet,« siger Veronika Konok.
Resultater ikke overraskende
Annika Melinder, som er professor i psykologi ved Universitetet i Oslo, er ikke overrasket over resultaterne.
De er helt på linje med, hvad man kunne forvente ud fra udviklingspsykologisk teori, mener professoren.
Udviklingspsykologi beskriver, hvordan vi ændrer os med alderen, og hvordan vi tænker og opfører os. Det handler dels om biologi, men også om det sociale miljø, vi vokser op i.
»Børns udvikling hænger sammen med evnen til i stigende grad at kunne regulere sig selv, noget der sker med omsorgspersonernes tålmodige hjælp,« siger Annika Melinder.
»Når børn bliver sat foran en skærm, kan de få en smule hjælp til det sanselige. De får en pause fra alle indtryk omkring dem. Men de bearbejder dem jo ikke. Det er først, når vi sætter ord på tingene og forklarer dem, at det bliver et redskab for børnene,« siger Annika Melinder.
For at børn kan udvikle indre regulerings- eller kontrolmekanismer, har de brug for hjælp til at acceptere og forstå de følelser, der suser igennem dem.
»En skærm kan muligvis virke beroligende her og nu, men den kan aldrig bruges som erstatning.«
\ Psykologens råd
Det, børnene har brug for, er en voksen, der guider dem gennem deres følelser, ifølge Annika Melinder. Det er det, der betyder noget: Accept og validering af følelserne, beroligelse af situationen, forklaring af hvad der sker.
Accept og validering af følelserne: Følelserne skal valideres – de skal accepteres, ikke afvises. Og forældrene skal hjælpe børnene med at sætte ord på, hvad der sker.
»Man kan for eksempel sige: 'Lige nu er du vred, jeg forstår godt, at du har det dårligt indeni'. Det er at validere tilstanden på det niveau, barnet er på, og acceptere den. At sige: 'Stop, sæt dig foran fjernsynet', er at afvise eller ugyldiggøre følelserne – det gør det værre over tid,« siger psykologen.
Pointen er, at det handler om at forstå, hvor barnet er, og så komme videre. Hvis barnet er træt og udmattet og mangler evnen til at regulere sig selv, så nytter det ikke noget at blive bedt om at opføre sig ordentligt – det har det ikke brug for.
Beroligelse: Måske skal barnet først beroliges ved hjælp af en sang eller fysisk aktivitet. Et barn, der nægter at spise aftensmad, kan være for træt og sulten til at kunne spise. Det kommer til udtryk som vrede, og som forælder kan man nemt blive bestemt og streng.
Nogle gange kan man bruge 'afledningsmanøvrer' som at gå væk fra bordet og vaske hænder eller sætte panden i blød, ændre forventningerne ved at synge en sang (helst om noget, der fanger barnets opmærksomhed) eller ved at fortælle en historie.
Samtidig får du barnet til at drikke lidt og spise lidt, så den værste ubalance falder til ro. Nogle gange løses situationen med relativt enkle midler.
Det kan være en god idé at overveje sådanne tilgange på forhånd, for når situationen er der, er det ikke altid så nemt at tænke kreativt.
Søg hjælp: »Jeg forstår godt, at forældre kan blive desperate, hvis situationerne gentager sig og ikke bliver bedre,« siger Annika Melinder.
»Forældre føler måske, at mønsteret aldrig bliver brudt, og de føler sig desperate. Nogle gange har forældre, både dem, der ofte føler, at de har mestret mange ting i livet, og dem, der ikke gør, brug for at søge vejledning og få hjælp til, hvad de skal gøre.«
Brug ikke skærmen som erstatning
Norge var relativt sent ude med anbefalinger om skærmtid for børn, ifølge Annika Melinder.
Hun bakker helhjertet op om den norske sundhedsstyrelses råd fra 2022 om, at børn under to år ikke bør bruge skærme. I alderen to til fem år er anbefalingen maksimalt en times skærmtid om dagen og gerne så lidt som muligt.
Annika Melinder forstår godt, at forældrene kan føle sig magtesløse og rådvilde, når de forsøger at berolige et vredt eller fortvivlet barn, især hvis barnet har et voldsomt temperament.
»Et stærkt temperament kan være en styrke i mange sammenhænge, men det kan også give ekstra store udfordringer for omsorgspersoner og andre i børnenes omgivelser,« siger Veronika Melinder.
Men løsningen ligger ikke i skærmtid. For nogle kan det faktisk gøre ondt værre, som det nye studie også påpeger.
»For en del børn kan sådan en tilgang over tid gøre det endnu sværere at håndtere stærke følelser - for eksempel for de børn, der har et hidsigt og irritabelt temperament. Det er dem, der har brug for ekstra hjælp til at forstå, hvordan de skal håndtere deres stærke følelser,« siger Veronika Melinder.
Kan være afhængighedsskabende
Brug af skærmen risikerer at blive en negativ spiral.
De børn, der kæmper mere end normalt med temperamentet, kan opleve, at det at se TV eller bruge iPad'en er det eneste, der kan berolige dem.
Når de derudover ikke har fået hjælp til at opbygge indre måder at regulere deres følelser på, kan det resultere i en ophedet situation, hvis forældrene pludselig forsøger at fjerne skærmen.
»Du fratager dem jo den eneste måde, de ved, de kan blive beroliget på. For dem er det blevet det eneste, de kan gøre, når de når derhen. Så har man skabt en afhængighed af en strategi, der ikke fremmer vækst og udvikling,« siger Annika Melinder.
Håber på en opfølgning
Annika Melinder håber, at forskerne har tænkt sig at følge gruppen af børn over længere tid.
Alderen på to til fem år er en alder, hvor trods og voldsomme følelsesmæssige udbrud er almindelige for de fleste børn.
For at afdække, om det at bruge skærmtid til at dulme følelser fører til afvigende udvikling, skal man ifølge psykologiprofessoren se på ældre børn.
»Det er helt normalt, at en treårig til tider smider sig på gulvet og skriger, men hvis en seksårig gør det samme, så er det ikke længere i orden.«
Når forskerne har målt på en alder, hvor trodsigheden er på sit højeste, har de et godt sammenligningsgrundlag til senere undersøgelser.
»Det ville være meget værdifuldt, når de har så godt styr og overblik over målingerne,« slutter Annika Melinder.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
