En større og større andel af unge har det synligt svært, og vi taler om en trivselskrise.
Men der er også en del unge, der trives. Faktisk viser tal fra Vidensråd for Forebyggelse, at flertallet af 5.-9. klasser vælger 7-9 ud af 10 på en skala for selvvurderet trivsel (den såkaldte cantril-stige), hvilket faktisk er ret højt.
Fælles for både dem, der trives godt, og dem, der trives mindre godt, er et ret højt forbrug af telefoner og skærme.
Mange har altså et intenst digitalt liv og trives fint, mens andre åbenlyst trives mindre fint med det samme forbrug. Hvem er det? Hvad foregår der?
\ /Bogomtale
Dette er et redigeret uddrag af borgen 'Den store skærmkamp', der er skrevet af Andreas Lieberoth, der er lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).
Bogen giver et overblik over, den viden der findes om børn og unges skærmforbrug.
Læs mere om bogen hér.
Fra spredt fægtning til systematisk viden
Der har manglet viden i mange år, men efterhånden er der en solid base af varieret og metodisk forfinet forskning om det digitale liv, så vi kan undgå at lægge for meget vægt på forførende enkeltundersøgelser.
For eksempel fandt et studie fra 2012, at syv ud af de ti mest nyhedsdækkede fund om ADHD, senere var blevet afkræftet eller stærk modificeret.
En anden opgørelse om hjerneforskning fandt, at medierne fik ord som 'risiko' galt i halsen og helt ignorerede størrelsen af sandsynligheder og sammenhænge.
Hvis der er noget, jeg har lært ved at følge med i skærmdebatten, er det netop, at der er brug for proportionssans.
Lige så tydeligt er det, at vi må rumme, at børn og unge ikke er ens, ligesom nogle brugsmønstre kan være fine, mens andre lader til at være advarselslamper.
\ Læs også
Det følgende redigerede uddrag af min bog 'Den Store Skærmkamp' drøfter mobning og perfektionskultur som to eksempler på konkrete risikofaktorer.
Fordi de færreste metaanalyser finder stor sammenhæng imellem 'skærmtid' og adfærdsudfordringer eller trivsel, må vi se dybere på brugere, kontekst, og indhold, hvis vi vil forstå dem, der faktisk har trivselsproblemer.
Mobning og social udelukkelse
I én undersøgelse fra Vidensråd for Forebyggelse rapporterede 5-16 procent af børn og unge, at de havde været udsat for onlinemobning i løbet af det seneste skoleår imod 3-6 procent offline.
Digital mobning og forfølgelse sker ikke kun i mødet med trolde online. Selvom det er nemt at håne fremmede, opstår mest giftig adfærd og drilleri mellem mennesker, der kender hinanden.
Mobning og udelukkelse i skolen flyder i dag uhindret imellem de mere usynlige digitale samspil, og hvad der ellers foregår i klassen.
Onlinemobning ligner al anden mobning. Det er aggressive handlinger – også subtilt i for eksempel hviskekampagner, hån og udelukkelse – der er vedholdende eller gentagne.
Der er en ulige magtbalance mellem mobber og offer. Online består mobberens 'magt' ofte i anonymitet eller distance og dermed immunitet over for konsekvenser. Mange skifter mellem at være offer og mobber og adskillige andre positioner, for eksempel som tilskuer.
Særligt 'forkæmperpositionen' og tendenser til at sige hårdt fra eller lege politimand (»min far siger, at man godt må sige stop – så hold op med at skrive!«) kan nemt sætte én i skudlinjen.
På den måde udvikler onlinemobning sig ofte imellem konflikt, støtte, ny mobning og så videre uden at have én enkelt form eller retning.
Mobning smitter
Teknologiens mulighed for at dehumanisere ved at ignorere andres følelser eller menneskelighed er en væsentlig psykologisk faktor. Det er sværere at være led ved en anden person, når han eller hun står foran én, end hvis man kun kan se et profilbillede.
Statistisk set er det desværre sådan, at mennesker, som udsættes for mobning offline, også udsættes for mobning online. Og at mennesker, der mobber, også er aggressive og hævngerrige offline.
Ligesom i undersøgelser fra arbejdspladser og skolegårde er det sandsynligt, at onlinemobberen selv er blevet mobbet – ofte fordi det, der opleves som mobning, netop er en form for socialt politiarbejde, som kan være gensidig.
Aggressiv adfærd læres og spejles. Mobning smitter og skaber onde cirkler for fællesskaber og for individer.
Metaanalyser viser både, at sammenhænge imellem digital færdsel og dårlig trivsel ofte rummer mobning, og at den stærkeste indikator for, om en person mobber online, er, om de selv har været offer for mobning og aggression dér, og om de oplever pres og udsathed offline.
\ Læs også
Alder kan skabe solstrålehistorier
Ofte har både mobbere og ofre psykologiske problemer som ensomhed, vrede, dårlig selvtillid, øje-for-øje-mentalitet og lav trivsel. Og så flugter onlinemobning ikke overraskende med andre slags risikoadfærd og adfærdsproblemer.
Med andre ord er onlinekanalerne selvfølgelig centrale, men vi må se tilbage mod resten af menneskets hverdagsliv for at få hele billedet, hvis vi skal forstå og hjælpe.
Alder synes faktisk at være en lille solstråle i hele historien. Jo yngre deltagerne var i studier af, hvordan onlinemobning udviklede sig over tid, jo mindre var risikoen for, at online-mobbeofre senere endte med selv at mobbe eller have dårlig trivsel.
Måske er vi ældre generationer ikke gode nok til at afkode de nye slags provokationer og dumheder, som skærmene blæser ind i vores liv? Det er i hvert fald opløftende, hvis yngre mennesker er bedre til at sige: »pyt«.
Kunstige normer
Perfektionismen er ligesom hverdagens depressionssymptomer steget over de seneste knap 30 år. Det gælder især 'socialt foreskrevet perfektionisme', hvor man oplever at skulle leve op til bestemte normer for at blive anerkendt og for at undgå at blive dømt.
Denne problematiske trend startede før både internet og smartphones, og identificeres som en af tidens 'nye udsatheder' af Center for Ungdomsforskning.
Sociale medier spiller oplagt sammen med præstationssamfundet og perfektionskulturen. De tillader brugerne at 'kuratere deres eget selvbillede'.
\ Læs også
Men et øget fokus på bedømmelse kan også intensivere forbedringstrangen og skabe en fornemmelse af fremmedgørelse i mødet med andres (kunstige) optræden på for eksempel sundhedsblogs, Instagram og TikTok.
For eksempel er der fundet sammenfald mellem kombinationen af lav selvtillid, høj ensomhed, høje narcissismetegn og den samlede mængde af tid brugt på sociale medier.
Stort fokus på kroppen
Det mest afgørende er tilsyneladende, med hvilken mentalitet unge bruger sociale platforme. Særligt studier, der tager højde for, hvor meget brugerne fokuserer på kroppe (inklusive deres egen), finder en større sammenhæng mellem forstyrret kropsbillede og teknologimønstre.
Kroppe, og de ofte karikerede idéer om sundhed og succes, der opstår i wellnesskulturen og allehånde sundhedstrends, kan nemlig være allestedsnærværende i søgehistorik, kommentarer, vennefotos, tøjtips og sundhedsdiskussioner.
I 2020 sagde 71 procent af de adspurgte i en undersøgelse (ironisk nok bestilt af en engelsk telefoncoverforretning), at de ikke ville lægge billeder op uden at redigere dem først.
Måske kan det sammenlignes med at gå ud uden at lægge makeup eller sætte slipset rigtigt.
Sociale medier påvirker, selv om man undgår dem
Adfærd online, adfærd offline, sociale spil og psykologiske dynamikker som coping og internaliserede normer hænger sammen online og offline.
Vi kan tænke på sociale medier som en slags dobbeltbinding, hvor man bliver berørt, uanset om man bruger dem aktivt eller ej.
Det har konsekvenser at afskære sig fra kulturen og de arenaer, hvor verdens, eller klassekammeraternes, samtaler foregår.
Det er normalt – ja, næsten påkrævet – at være konstant til rådighed digitalt, men det kan være forstyrrende og tidsslugende.
Generelt er aktiv deltagelse i strømmen af sociale normer, udvekslinger og vurderinger online (når studier ulejliger sig med at spørge 'hvornår', 'hvorfor' og 'hvad' frem for bare 'hvor meget') forbundet med flere positive psykologiske aspekter end passiv 'kiggen med'.
Online-liv kan både være et frirum og en fælde
Selvbekræftelsesteorien fra den kognitive socialpsykologi forklarer, hvorfor disse unge ikke får reel glæde af andre brugeres likes, kommentarer og henvendelser:
Hvis alle de positive tilkendegivelser faktisk er rettet mod et kunstigt selvbillede, kan man ikke rigtigt bruge dem til noget.
Pigerne (for der er en større sammenhæng for piger) ved godt, at deres online-image ikke afspejler deres virkelighed. Og det skaber et pres for at være den persona, man efterstræber online – og måske ærgrelse over ikke at kunne være hende i virkeligheden.
Muligheden for at revidere sig selv kan være et frirum, men også en fælde. Dén, man er online, bliver i værste fald endnu et umuligt ideal.
Uautentisk selvpræsentation eller intenst fokus på sundhed og skønhed er forbundet med mere angst og ringere selvværd, mens det at dele et realistisk billede af sig selv er forbundet med større selvtillid og følelser af social støtte.
\ Læs også
Vores børn har brug for bedre digitale voksne
Nedslag som uautentisk selvpræsentation, aktiv versus passiv brug, mobning, konflikt og udelukkelse lukker de sociale mediers 'black box' op.
Det er mere praktisk håndterbart for lærere, psykologer og bekymrede forældre end at høre om 'dopamin', og det viser nødvendigheden af at forstå den enkelte unges liv - selvom vi alle er fristede til at kæmpe om 'skærmtid' i timer og minutter.
Vores børn har brug for bedre digitale voksne. Og vi voksne har brug for at tænke nuanceret og proportionelt, når vi træder ind i den store skærmkamp – fra forældremødet ude foran skolen, til virvaret af råd på sociale medier.
