Sådan bør EU bekæmpe korruption i Afrika
I nogle udviklingsprojekter i Afrika forsvinder op til 85 procent af midlerne, sandsynligvis til korruption. Dansk juraprofessor har et bud på, hvordan vi løser problemet.

I mange afrikanske lande syd for Sahara er der store problemer med korruption. En dansk juraprofessor mener, at det kan løses, ved at EU bruger de samme midler mod afrikanske lande, som unionen bruger, når den bekæmper intern korruption. (Foto: Colourbox)

Landene i EU skal overraskende nok ikke smække pengekassen i, hvis de opdager, at deres udviklingshjælp til Afrika går i de forkerte lommer. I hvert fald ikke, hvis de vil bekæmpe korruption.

I stedet skal man stille krav om, at modtagerlandene efterforsker korruptionen, finder de skyldige og sørger for, at de får afskrækkende straffe.

Sådan lyder budskabet fra Morten Broberg, som er professor i international udviklingsret ved Københavns Universitet.

»Jeg ville kopiere det system, som EU selv bruger til at forhindre korruption i EU. Det går ud på at retsforfølge de personer, der er korrupte. Det er ikke perfekt, men det fungerer bedre, end den måde vi søger at forhindre korruption med udviklingsbistand i dag.«

»I dag stopper vi pengestrømmen til et projekt eller et land, hvis vi opdager korruption – det skete for eksempel for Tanzania tidligere på året. Men det går ud over den enlige mor i Tanzania, hvis mand er død af AIDS. I stedet bør vi slå til mod 'slangens hoved'. Vi skal lave aftaler med de enkelte lande om, at der skal indføres effektive sanktioner, som også rammer den korrupte topembedsmand ved at sende ham i fængsel,« siger Morten Broberg.

Korruption er særlig slemt i afrikanske lande

Problemerne med, at EU’s udviklingsmidler havner i de forkerte lommer, findes overalt.

Men problemet ser ud til at være særligt stort i mange afrikanske lande. De ligger lavt på de forskellige korruptionsindekser – for eksempel Transparency Internationals korruptionsperceptionsindeks (se kortet herunder, der viser indekset fra 2013).

Fakta

Transparency Internationals korruptionsperceptionsindeks er de østafrikanske lande, som modtager støtte fra EU og bilateral støtte fra en lang række europæiske donorlande, blandt de mest korrupte. De befinder sig i den nederste tredjedel.

I 2013 var der 177 lande i indekset:

Tanzania var nummer 111

Uganda var nummer 140

Sudan var nummer 173

Sydsudan var nummer 174

Det svinger, hvor udbredt korruption er i forskellige typer projekter. Når det kommer til skoleuddannelse, kan omfanget af svindel og korruption for eksempel være så massiv, at kun en lille del – i nogle tilfælde ned til 13-15 procent – af de øremærkede penge rent faktisk går til de projekter, som de er givet til.

Det afslørede Verdensbankens rapport 'Making Services Work for Poor People' i 2004.

Korruption foregår på to niveauer

Overordnet set foregår den gennemgribende korruption på to niveauer:

  1. Småkorruption ('petty corruption'): Det er de penge, virksomheder for eksempel skal betale til det lokale politi for at få lov til at transportere varer ned til den lokale havn. Den slags korruption er tit velorganiseret blandt politikollegaerne. Lidt på samme måde, som når danske tjenere deler alle aftenens drikkepenge mellem sig. På den måde er småkorruption på den ene side et supplement til de offentligt ansattes løn – og på den anden side reelt en slags ekstra skat til virksomheder.
     
  2. Den storstilede korruption ('grand corruption'): Det er, når et lands magthavere på højeste niveau udnytter deres position til uberettiget at få del i for eksempel udviklingsbistand. Det betyder, at bistanden kan ende som store biler og huse til magthaverne og embedsværket i de store byer, i stedet for veje og skoler til de fattige på landet.

Morten Broberg mener, at en løsning med mere effektiv efterforskning og afskrækkende straffe mod den storstilede korruption vil være en mærkbart bedre måde at bekæmpe korruption på.

»Det er nærliggende at antage, at hvis 'de store' – altså magthaverne – afskæres fra at berige sig via korruption, så vil de udvise væsentlig mindre forståelse for, at dem længere nede i hierarkiet kan slippe af sted med det. Jeg kalder det en 'top-down'-tilgang til problemet,« siger Morten Broberg, der forsker i korruption i både EU og Afrika.

Kopier måden, man giver penge internt i EU

EU kræver i vidt omfang, at medlemsstaterne effektivt sanktionerer misbrug af EU-midler – netop for at bekæmpe korruption. Det gælder eksempelvis for den omfattende landsbrugsstøtte.

»Hvis man opdager, at en modtager af EU-støtte bevidst har overtrådt reglerne for at modtage støtten, skal den uberettigede støtte ikke blot tilbagebetales – modtageren skal som hovedregel også sanktioneres på en måde, som gør det afskrækkende at overtræde reglerne.«

»Og ikke blot skal sanktionerne være effektive – dvs. afskrækkende. Hvor der har været tale om misbrug, pålægger EU-reglerne, at medlemsstaterne straffer de personer, som har begået overtrædelserne, på en måde, som er på mindst samme niveau, som hvis der havde været tale om et tilsvarende misbrug af medlemsstaternes egne midler.«

Vi skal kopiere måden at håndtere korruption inden for EU. Dér stiller EU krav om, at medlemsstaterne indfører effektive sanktioner over for personer, der misbruger midlerne.

Morten Broberg

»Hvis et givent misbrug havde givet to års fængsel i Danmark, skal et tilsvarende misbrug af EU-midler derfor som minimum også give to år i fængsel,« siger Morten Broberg, der har fremlagt sit løsningsforslag i en videnskabelig artikel.

Han mener, at EU skal hjælpe med at sikre, at de lande, der modtager udviklingsbistand, har tilstrækkeligt effektive systemer til at afdække korruption – også på højeste niveau.

»Rigsrevisionerne i de enkelte udviklingslande, som modtager bistand fra EU, skal have både de nødvendige kompetencer og tilstrækkelige ressourcer til effektivt at kunne afdække korruption i udviklingslandene – og der skal være effektive systemer til at idømme afskrækkende sanktioner,« siger Morten Broberg.

Professor: Vi skal have oplysning og smarte sanktioner

Henrik Hansen, som er professor i udviklingsøkonomi ved Københavns Universitet, er helt på linje med Morten Broberg.

Men han gør opmærksom på, at kampen mod korruption er utrolig svær at vinde.

»Det er så svært. Korruption er en slags stabil tilstand – og har den først eksisteret længe, er den også en modstandsdygtig tilstand. For hvor skal man slå ned, når alle er mere eller mindre korrupte?« siger Henrik Hansen.

Han peger – i samme ånd som Morten Broberg – på to indsatser, som måske kan brække benene på korruptionen:

  1. Oplysning: Det er vigtigt, at folk ved, hvor stor en risiko de løber på deres lands vegne, når de tager penge, de ikke burde tage.
     
  2. Smarte sanktioner: Sanktioner, som rammer dem, der rent faktisk har tilranet sig udviklingsmidlerne – i stedet for de fattige børn, hvis skole må lukke, når midlerne fra EU ophører med at komme.

»Man burde ikke stoppe midlerne, men spørge landet: Hvad er sanktionen for det her konkrete tilfælde af korruption? Dét vil have en effekt, tror jeg. For så rammer man dem, der gør det gale, og ikke dem, der har brug for hjælp,« siger Henrik Hansen.

EU og de 28 medlemsstater giver samlet 467 milliarder kroner i udviklingsbistand (ODA), hvilket svarer til 0,43% af BNI – den årlige indkomst for et EU-borgernes indbyggere. Landene syd for Sahara er den region, som modtager den absolut største andel af pengene. 

EU-borgere vil ikke give bistand til luksus

Blandt alle donorer, også EU, er der stort fokus på korruptionsproblemet. En analyse foretaget af Eurobarometer i 2012 viser, at over halvdelen af EU borgerne mener, at korruption er den største forhindring for udvikling.

EU’s borgere vil altså i det lange løb ikke acceptere, at deres skattekroner går til dyre biler og anden ekstravagant luksus for velbjergede embedsmænd i Afrika.

Det fortæller professor i udviklingsøkonomi ved Københavns Universitet, Henrik Hansen.

»Der er lavet mange undersøgelser i de europæiske donorlande om, hvordan folk forholder sig til at give udviklingsmidler. Det er tydeligt, at misbrug af midler får befolkningens opbakning til at smuldre.«

»På et overordnet politisk plan bliver megen udviklingsbistand givet for at skabe magtrelationer til de lande, der modtog bistanden. Men mange borgere støtter bistanden, fordi de ser det som en menneskelig forpligtelse – og derfor bliver folk sure, når de opdager, at pengene ender de forkerte steder.«

»Hvis halvdelen af den udviklingsbistand, du betaler, ikke ender hos dem, der har brug for den, er det et 'dobbelt problem'. For det første udfylder bistanden ikke sit mål om at hjælpe de fattige, og for det andet bliver det svært at se, hvorfor du skal betale. Derfor skal vi bekæmpe korruptionen, for at vi kan hjælpe mennesker i nød,« siger Henrik Hansen.

To bud på at løse korruptionsproblemet

Morten Broberg fortæller, at man kan gribe problemerne med korruption an på to forskellige måder:

  1. Top-down-systemet: Det er den tilgang, Morten Broberg selv anbefaler. Den går ud på, at EU-landene slår til mod de store fisk og på den måde gør korruption uacceptabelt i samfundet.
     
  2. Bottom-up-systemet: Det går ud på, at EU-landene sørger for, at borgerne i de små afrikanske landsbyer ved, at der er blevet givet penge til dem. For så kan de afkræve magthaverne resultater. Når der skal bygges en skole, bliver der for eksempel som det første sat et stort skilt op på stedet, hvor der står, hvor mange penge der er givet til skolen, og hvordan den skal være. På den måde giver man modtagerne af udviklingsmidlerne mulighed for at stille magthaverne til regnskab, hvis der sidenhen ikke er penge til at bygge en lige så flot skole som lovet.

»Men jeg tror ikke på bottom-up-tilgangen. Dem, der skal modtage midlerne, skal have så megen viden og magt, at de kan og tør råbe op, hvis de bliver snydt. Men hvordan kan man forvente, at fattige analfabeter har det? Og hvilke muligheder har de desuden for at stille magthaverne til ansvar – selv hvis de kan og tør råbe op?«

»Samtidig skal den lokale elite i landsbyen engageres, før græsrodsmodellen vil virke. Det er nemlig dem, der har den lokale magt. Men når der skal bygges en vej, kan det jo sagtens tænkes, at den lokale elite har interesse i at få lidt ekstra og derfor undlader at fortælle alle i landsbyen, hvor mange penge der faktisk er,« siger Morten Broberg.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede


Det sker