Nomadernes frihedselskende livsstil fascinerer os, der har villa, Volvo og vovse

'Nomade' står der på en stor plakat med en ung kvinde i et ørkenlandskab. Ørkenen kunne ligge i Nordafrika, men kvinden ser ikke just afrikansk ud med sin lyse hud, blå øjne og lysebrune lokker.

Kvinden optræder i en parfumereklame fra det franske modehus Chloé. Hun bærer en guldkæde om halsen, men giver ellers ikke indtryk af at leve et sofistikeret, fransk byliv. Vinden tager let i kvindens hår, og seks heste løber rundt i baggrunden uden sadel eller seletøj.

Vinden, friheden, det vilde liv i ørkenen.

En stemme spørger kvinden, hvad hun vil kalde hjem, og hun svarer, at hjem er alle steder, mens kameraet panorerer over ørkenlandskabet med gamle borglignende bygninger og ender på en udsigtstop over en storby.

Mens hun galopperer gennem ørkenen på en hest og siden kører igennem den på en motorcykel, fortæller hun, at hjem er i bevægelsen. Til slut ender hun højt på en klippe med en storslået udsigt over en frodigt blomstrende ørken dækket af små lilla blomster og opsummerer:

»Så længe jeg bevæger mig fremad, er jeg hjemme.«

Reklamen er et eksempel på den fascination, vi har af den nomadernes livsstil. En fascination, der er så stærk, at den kan udnyttes kommercielt.

Den klassiske definition

Ifølge den klassiske definition i ordbogen er nomader mennesker, der lever som hyrdefolk af dyreavl ved at drage fra et sted til et andet for at skaffe græsgange til deres dyr. Det kan være okser eller andet kvæg, får og geder, men også kameler og heste eller rensdyr.

Begrebet rummer således to dimensioner, nemlig mobilitet og dyrehold.

Selv om det er en oldgammel livsform, lever der stadig nomadefolk forskellige steder i verden. De lever alle i barske og ufrugtbare områder, der kan være vanskelige at udnytte på andre måder end ved at vandre med store dyreflokke til de bedste græsningsområder.

Uanset om det er pala i Tibet, samer i Skandinavien eller fulani i Vestafrika, er deres vandringsruter derfor også sæsonbestemte.

De går ikke hvor som helst eller når som helst, men følger oftest årstiderne, der afgør, hvor der er føde til deres dyr. Men præcis hvordan de vandrer, varierer fra folk til folk.

Udfordrer vores måde at leve på

Min egen fascination af nomader opstod på Københavns Universitet i 1990. På Geografisk Institut hang 20 smukke malerier af turkananomader fra Kenya. Den danske kunstmaler Mogens Hoffs to meter høje, farvestrålende portrætter af stolte mennesker omgivet af kvæg i tørre landskaber lyste op på de lange gange og betog mig.

En høj, sort mand kigger kærligt på sin okse, børn leger med geder og får, en kvinde malker en ko i et gyldent landskab. Der er ro, og kærligheden til dyrene skinner tydeligt igennem.

Mange mennesker deler min fascination. Den danske antropolog Ida Nicolaisen, der har redigeret Carlsbergfondets store nomadeserie, mener, at nomader fascinerer os bofaste, fordi de med deres konstante bevægelse og simple levevis udfordrer vores måde at leve på og dermed vores ideer om, hvad der er normalt.

Frihed er centralt for vores forestilling om dem, og forfattere og forskere beskriver da også ofte nomader som frihedselskende folk, der ikke nødvendigvis respekterer grænser, når de går efter græs og vand til deres dyreflokke.

Skønhed i coffee table-format

Vores fascination beror nok også på, at folkeslag som masaier og tuareger simpelthen tager sig smukke ud i deres farvestrålende dragter, når de driver store flokke af kvæg eller kameler mod en uendelig horisont.

Forskere og eventyrere har lavet utallige coffee table-bøger med masser af farverige fotografier, der fremstiller nomadernes fremmedartede og fascinerende udseende og livsførelse.

De mandlige wodaabenomader fra Niger maler eksempelvis læberne blåsorte og ansigtet i gule og hvide striber inden deres årlige fest geerewol. Den består af syv døgns sang og dans, hvor de i dansen gør sig skeløjede og viser deres hvide tænder frem.

Det er netop her mange wodaabe-familier møder hinanden for at indgå ægteskabsaftaler og udveksle kvæg.

Kontrasten mellem det barske liv og de smukke billeder går ofte igen, når vi beskriver nomadefolk.

Nogle af de mest fotograferede folkeslag på jorden er masaier i deres karakteristiske ternede klædedragter. Mændene i rødt og kvinderne i blåt. Ofte med perlesmykker i klare farver i ørerne og håret, om kroppen, halsen og håndleddene.

Palanomaderne i Tibet bruger også en for os lidt særpræget makeup. Her maler kvinderne deres kinder og pande med en rød masse af indkogt valle fra dyrenes mælk, der fungerer som både udsmykning og solcreme.

I bøgerne ser vi dog oftest palanomaderne, mens de vandrer med deres flokke af yakokser i tørre, rå bjergområder med sneklædte tinder i det fjerne. Skønheden i det fremmedartede bjergtager os.

Lang tradition for nomadeforskning i Danmark

I Danmark er der en lang tradition for nomadeforskning. I over hundrede år har geografer, arkæologer, sprogforskere og især antropologer studeret nomadefolk såsom tuareger og beduiner, deres sprog, kulturer og vandringsmønstre.

Nationalmuseet i København og Moesgaard Museum i Aarhus har fine samlinger af telte, krukker, redskaber, kamelsadler og andre genstande, som forskere har hjembragt fra deres mange ekspeditioner ud i verden.

Jeg mødte Seydi i forbindelse med min egen forskning, da jeg tog til Senegal for at lave feltarbejde til min ph.d.-afhandling, der handlede om, hvad der styrer nomaders bevægelsesmønstre.

Seydi var en høj og stærk mand med venlige brune øjne og let til latter. Han var muslim, havde tre koner, en større børneflok og flere hundrede køer, geder og får.

Som fulani, der er et afrikansk nomadefolk, vandrede Seydi nogle år næsten fem tusinde kilometer med sine dyr.

Da Seydi og jeg mødte hinanden første gang, var der stadig græs nok i nærheden af lejren til, at han kunne vandre ud med køerne og nå hjem igen hver aften. Men han var altid forberedt på at måtte bevæge sig længere væk, i takt med at tørtiden blev barskere, og græsset blev spist eller visnede under den brændende sol.

Hårde livsvilkår

Gennem årtusinder har folk som Seydi levet som nomader og vandret med deres dyr for at finde græs og vand til dem. Frihed til at bevæge sig er centralt for alle nomadefolk, men den måde, vores samfund udvikler sig på, er ikke med dem.

Under kolonitiden og specielt med dens ophør i 1960’erne opstod der stadig flere landegrænser på tværs af nomadernes traditionelle vandringsruter, og det indskrænkede deres mobilitet.

Samtidig har det seneste århundredes globale befolkningstilvækst fra lidt under to milliarder mennesker i 1920 til otte milliarder i dag medført, at stadig flere gode græsningsområder er blevet opdyrket og bebygget, for eksempel langs Senegalfloden i den nordlige del af landet med samme navn.

Begge dele truer nu nomadernes livsgrundlag, også selv om de i dag blot udgør 30-40 millioner mennesker verden over.

Nomaderne bor i en usikker del af verden, da mangel på græs og vand påvirker deres muligheder, men også krig, politisk konflikt og flugt fra kvægtyve bestemmer deres vandringsmønstre.

Selv om nomaderne ikke længere er mange og kan have hårde livsvilkår, fylder vores romantiske forestillinger om dem alligevel overraskende meget. Som i eksemplet med reklamen fra Chloé.