Camp Century: Den hemmelige by under Grønlands indlandsis

Til et cocktailparty i København 18. august 1959 faldt daværende udenrigsminister, Jens Otto Krag, i snak med den amerikanske ambassadør, Val Peterson.

Peterson sagde med beklagelse, at sagen om etablering af en videnskabelig militærlejr med en atomreaktor under indlandsisen i Grønland, ca. 200 kilometer øst for Thulebasen, »nu var ’løbet fra’ ambassaden«.

Hæren havde taget den fulde styring. Det var, som Peterson udtrykte det, en ‘frygtelig fadæse’ fra amerikanernes side.

Lejren skulle bygges uden for de amerikanske forsvarsområder, og amerikanerne var derfor i henhold til Forsvarsaftalen af 1951 mellem Danmark og USA forpligtet til at afvente endelig dansk godkendelse af projektet.

Ansøgningen var fremsendt tidligere samme år, men mod sædvane havde danskere nølet med at svare.

Den amerikanske hær, som stod bag projektet, havde derfor set sig nødsaget til gå i gang. Arbejdet var allerede begyndt på indlandsisen.

Nu spurgte Peterson Krag, »om man ikke kunne få klaret denne sag lidt hurtigt?«.

Atomreaktor under indlandsisen

En atomreaktor installeret i en amerikansk militærlejr under indlandsisen. Og arbejdet var påbegyndt uden dansk accept!

Det var alvorlige nyheder for regeringen og embedsværket i København, og ingen vidste fuld besked om sagen.

LÆS OGSÅ: Ny bog afslører USA’s forsøg på at få kontrol over Grønland

Krag havde selvfølgelig forsøgt at udfritte Peterson om atomreaktorens størrelse og formål, men det havde Peterson ikke svar på.

Krag skrev efterfølgende til grønlandsminister, Kai Lindberg, at han havde måttet meddele Peterson, at »jeg på denne baggrund slet ikke kunne overskue sagen, men at jeg ville sørge for, at den snarest muligt blev undersøgt, og at jeg naturligvis ville gøre, hvad jeg kunne til at få en rolig løsning på den«.

To dage efter den foruroligende samtale mellem Krag og Peterson var der indkaldt til krisemøde i Udenrigsministeriet, hvor sagen blev behandlet med stor alvor.

Nej tak til atomvåben i Danmark

Det var ikke atomreaktoren i sig selv, der voldte hovedbrud. Som Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, formulerede det, ville der ikke være de store »tekniske betænkeligheder forbundet med anbringelsen af en reaktor på det sted«.

Problemet var indenrigspolitisk. Svenningsen konstaterede nemlig, at hvis sagen om militærlejren under indlandsisen kom ud, »kan det give anledning til en ubehagelig offentlig debat, som kunne få særdeles ugunstige virkninger i forhold til de nu foregående forsvarsforhandlinger«.

Et omdrejningspunkt i forsvarsforhandlingerne var spørgsmålet om atomvåben på dansk jord.

To år tidligere, i 1957, havde Danmark sagt ja tak til at installere amerikanske luftværns- og artilleriraketter (Nike og Honest John) på dansk jord, men uden dertilhørende atomsprængladninger.

I 1957 havde den socialdemokratiske statsminister, H.C. Hansen, ved flere lejligheder fastslået, at Danmark ikke ønskede at modtage atomvåben ‘under de foreliggende forudsætninger’, som han formulerede det under Folketingets forhandlinger i maj 1957.

Denne ’nej tak til atomvåben i Danmark’-politik havde været afgørende for regeringsdannelsen i maj 1957, hvor de NATO-skeptiske og afrustningsparate partier Det Radikale Venstre og Retsforbundet var trådt ind i regeringen sammen med Socialdemokratiet.

Et nej forklædt som et lille ja

Det danske ’nej tak’ var udtryk for en smidig, fleksibel og lettere forbeholden dansk indstilling til atomvåben.

Den imødekom dansk kritik af den internationale oprustning med atomvåben og et pres fra Sovjetunionen, der ville have Danmark til at begrænse USA’s militære indsats i Grønland mest muligt.

LÆS OGSÅ: Klimaforskningen kom til verden under den kolde krig

Samtidig skulle der ikke herske tvivl om, at Danmark bakkede fuldt op omkring NATO’s afskrækkelsespolitik.

Af samme grund gav H.C. Hansen i november 1957 amerikanerne lov til at indføre atomvåben på Thulebasen, men det var der stort set ingen i regeringen, og absolut ingen i den danske offentlighed, der havde kendskab til.

Danske betænkeligheder ved begrebet ’atomer’

Tilbage til krisemødet i Udenrigsministeriet 20. august 1959. Sagen om militærlejren og atomreaktoren under indlandsisen var politisk sprængfarlig.

Nils Svenningsen, som måske var den eneste i hele embedsværket, der kendte til H.C. Hansens ’dobbeltspil’ i atomvåbenpolitikken, var tydeligt nervøs. Han gav udtryk for, at amerikanerne havde handlet irregulært.

Svenningsen tilføjede, at sagen let kunne føre til, at »hele spørgsmålet om atomvåben o.l. i Grønland skulle blive inddraget i sagen«.

Selv om der ikke var tale om, at der skulle være atomvåben i lejren under indlandsisen, men derimod ’kun’ en atomreaktor, kunne det være svært at skelne det ene fra det andet.

I mødereferatet blev det konkluderet:

»Der er vel næppe er grund til at tro, at amerikanerne ville begynde at anlægge atomreaktoren, selv på forsvarsområderne, uden at spørge. Idet de er bekendt med de betænkeligheder, som man her i landet har ved begrebet atomer. […] Der skal intet foretages herfra.«

Men det blev der nu alligevel.

Jens Otto Krag var betænkelig ved sagen

Få dage efter krisemødet besøgte den danske forbindelsesofficer ved Thulebasen området, hvor militærlejren var ved at blive bygget.

Han kunne berolige udenrigsministeriet med, at arbejdet endnu ikke var så langt fremskredent, at atomreaktoren ville kunne installeres i løbet af 1959. Måske havde amerikanerne ligefrem overdrevet lidt for at fremskynde tilladelsen fra Danmark?

Jens Otto Krag noterede i sin dagbog, at han var ‘betænkelig’ ved, at H.C. Hansen og Nils Svenningsen stiltiende havde givet amerikanerne lov til at oplagre atomvåben i Grønland. Der lå nemlig ingen folketingsbeslutning bag, og selv ikke Det Udenrigspolitiske Nævn var informeret.

I september 1959 orienterede Krag selv Det Udenrigspolitiske Nævn om den amerikanske militærlejr, som var ved at blive bygget under indlandsisen i Grønland med tilhørende atomreaktor.

Han tilføjede, at den danske regering ikke havde ‘betænkeligheder’ ved at give amerikanerne den nødvendige tilladelse.

LÆS OGSÅ: Forsker: Grønland er fortsat en dansk koloni

Camp Century blev forsøgt censureret

Da lejren, kendt som ’byen under isen’, var en realitet, indledte den amerikanske hær en storstilet PR-kampagne, hvis formål var at udbrede kendskabet til lejren og forsikre amerikanerne om, at hæren arbejdede hårdt og målrettet på at sikre forsvaret af USA.

Kampagnen gav anledning til nye betænkeligheder i den danske regering, der fik travlt med at nedtone lejrens militære betydning til fordel for den videnskabelige forskning, der foregik der.

Eksempelvis forsøgte de danske myndigheder at censurere nogle journalisters artikler om amerikansk aktivitet i Grønland.

Journalisterne blev foreslået, at politisk følsomme emner blev udeladt, og at de omskrev deres fortælling om Camp Century til at handle om videnskab frem for militær udvikling.

Journalister fik stadig lov til at besøge Camp Century, men deres ture noget begrænsede, og Danmark forbød al kontakt mellem amerikansk personale og de lokale inuitter.

Men det er en anden historie, som du kan læse om i vores netop udgivne bog om Camp Century.

LÆS OGSÅ: Grønland i tal: Forstå verdens største ø gennem statistik

LÆS OGSÅ: Videnskab.dk’s store tema om Forskning og fremtid i Grønland