»Under de stigende røgskyer blev portene stormet … Mænd og kvinder, unge og gamle, blev brutalt nedslagtet, før tropperne blev beordret til at stoppe … og de fortumlede indbyggere blev overladt til at begrave de døde blandt asken fra deres hytter.«
Sådan forestillede den berømte britiske arkæolog Sir Mortimer Wheeler sig, at det var foregået – den romerske massakre ved Maiden Castle i Dorset, som er det største jernaldervoldsted i England (et voldsted er et kunstigt jordanlæg med en borg eller borgruin, og som ofte er omgivet af volde og voldgrave, red.).
Ved udgravningen i 1936 fandt man en masse skeletter, som var blevet udsat for brutal vold.
Det var en krigsgrav, konkluderede Sir Mortimer Wheeler. Her lå alle de, der faldt under de hårde kampe mod de romerske styrker, som indledte deres erobring af England i år 43.
Arkæologens farverige fremstilling af angrebet på voldstedet og befolkningens forsvar mod de invaderende romere blev godtaget som fakta. Fortællingen blev en ikonisk hændelse i historien om England.
Der er bare ét problem: Historien viser sig at være helt forkert.
Døde ikke i et stort angreb
De usædvanlige fund ved gravpladsen ved Maiden Castle er aldrig blevet tilfredsstillende forklaret, skriver arkæologer fra Bournemouth University i et nyt studie.
For det var egentlig ikke én stor grav – men mange forskellige typer grave. Nogle af dem indeholdt genstande, og flere af skeletterne har spor af at være blevet udsat for langt mere vold, end der egentlig er nødvendigt for at tage livet af en person.
Denne vold kan i så fald have haft en funktion i samfundet – begået for at afskrække eller statuere et eksempel.
Arkæologer fra Bournemouth University har taget prøver fra 20 af de skeletter, der blev udgravet i 1930’erne.
Kulstofdateringen af prøverne undergraver den gamle forklaring.
De mennesker, der blev begravet her, døde ikke samtidig under ét stort angreb. De døde ad flere omgange, før romerne kom – mod slutningen af det sidste århundrede f.v.t. i og begyndelsen af det første århundrede e.v.t.
»Det tyder på episoder med voldsomme kampe, muligvis som følge af lokal uro, henrettelser eller interne konflikter i dynastierne i årtierne før den romerske erobring af Storbritannien,« skriver forskerne i en pressemeddelelse.
\ Om kulstof 14-datering
Kulstof 14-datering bygger på måling af den tilbageværende mængde af den radioaktive isotop 14C i fundmaterialer.
I naturen findes kulstof som tre isotoper: 12C, 13C og 14C, hvoraf 12C og 13C er stabile, mens 14C er radioaktiv med en halveringstid på 5.730 år.
Princippet i kulstof 14-dateringer går ud på at måle mængden af tilbageværende 14C i prøvematerialet. Hvis det oprindelige indhold af 14C i prøven er kendt, kan alderen derefter beregnes ud fra den kendte halveringstid for 14C. Jo lavere 14C-indholdet er, jo ældre er prøven.
Målingerne rækker ca. 50.000 år tilbage i tiden og kan anvendes på alle kulstofforbindelser dannet i levende organismer.
Metoden blev udarbejdet 1947-51 af Willard F. Libby, som fik Nobelprisen i kemi i 1960 for opdagelsen.
Læs mere i artiklen: Kulstof 14-datering: Hvordan ved vi, hvornår denne mand blev begravet?
Fortællingen passede ind
Udgravningen og Sir Mortimer Wheelers fortolkning i 1930’erne fandt sted i en helt særlig historisk kontekst.
»Med Anden Verdenskrig lige om hjørnet var der egentlig ingen, der var klar til at stille spørgsmål ved resultaterne,« siger Miles Russell, som har ledet det nye studie.
»Fortællingen om uskyldige kvinder og mænd fra de lokale stammer, som bliver slagtet af romerne, er stærk og gribende. Den er blevet et definerende øjeblik i britisk historie, som markerer den pludselige og voldsomme afslutning på jernalderen.«
Men med nye metoder fortæller de arkæologiske beviser nu en anden historie.
»Det var nok snarere et tilfælde af briter, der dræbte briter, og de døde blev begravet i et allerede forladt voldsted. Den romerske hær begik mange grusomheder, men dette ser ikke ud til at være en af dem,« konkluderer Miles Russell.
Nye metoder, nye fortolkninger
Kulstof 14- datering var ikke tilgængelig i 1930’erne.
Metoden blev udviklet 1940’erne og publiceret i 1949, men det er først inden for de sidste 40 år, at brugen af den virkelig har taget fart.
Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at vi nu kan sætte to streger under alle svar, påpeger arkæolog Ingar Mørkestøl Gundersen.
»Men potentialet for præcise tolkninger er større,« siger han.
»Dette studie kommer med nye fortolkninger af tidligere vedtagne sandheder. Og det sker faktisk hele tiden. Det er det, der gør denne type studier så spændende,« siger Ingar Mørkestøl Gundersen.
Et kendt eksempel er Birka-krigeren – den mandlige kriger, som viste sig at være en kvinde.
\ Læs også
Kun en brøkdel er udgravet
Datamaterialet i det nye studie er begrænset, påpeger Ingar Mørkestøl Gundersen, for 20 prøver er ikke særligt mange.
»Datamaterialet, de havde i 1930’erne, var heller ikke særligt omfattende,« siger Ingar Mørkestøl Gundersen.
Faktisk er det kun lidt over 1 procent af hele voldstedet, der er blevet udgravet, skriver forskerne i studiet.
82 individer blev gravet frem, og det må betragtes som en meget lille andel af den samlede befolkning, der er begravet her, påpeger de.
»Kulstof 14-dateringer kan desuden være meget upræcise. Der er store fejlmargener på prøverne, og det skaber usikkerhed i forhold til gravenes alder. Nogle kan lige så godt stamme fra tiden før som efter den romerske invasion,« siger Ingar Mørkestøl Gundersen.
»Men det er nok til at bryde med gamle fortolkninger.«
Intet pegede på en massegrav
Arkæologerne har også sammenlignet med lignende fund fra andre steder i Storbritannien, som underbygger den nye fortolkning, ifølge Ingar Mørkestøl Gundersen.
Og så er det egentlig også lidt mærkværdigt, at gravpladsen overhovedet blev tolket som en massegrav, påpeger arkæologen.
»Der er forskellige gravformer her, enkeltgrave og dobbeltgrave. Nogle af gravene indeholder genstande. Der er gravlagte, som er blevet behandlet med en vis grad af respekt. Alt dette stemmer dårligt overens med en massegrav – selv om der tydeligvis er spor af vold.«
Ingar Mørkestøl Gundersen er enig med de britiske arkæologer i, at fortolkningen sandsynligvis blev påvirket af den historiske kontekst, da udgravningen fandt sted.
Samtiden former fund og tolkninger
»Det britiske samfund levede i frygt for krig og invasion, så dette er nok et eksempel på, hvordan samtiden former arkæologiske fund og tolkninger.«
I dag bliver kriser for eksempel oftere tolket som klimakriser – noget, der ikke var så almindeligt tidligere.
Ingar Mørkestøl Gundersen tror, at vi i fremtiden vil se, at pest og pandemier får en større rolle i arkæologiske fortolkninger. Eller at international politik og krigsførelse vil få større plads.
»Det betyder ikke nødvendigvis, at noget er forkert. I mange tilfælde driver det forskningen fremad. Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan samtiden kan farve fortolkningerne.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
