Forskere har fortolket jordiske rester efter ofrene i Pompeji helt forkert

Det er svært at forestille sig omfanget af katastrofen, da Pompeji blev ramt af et gigantisk vulkanudbrud for mere end 2.000 år siden.

Byen og dens indbyggere blev begravet under så voldsomme mængder vulkansk aske, at stedet lå gemt i over 1.500 år.

Da arkæologer begyndte at udgrave byen igen i 1700-tallet, stod det klart, at området indeholdt et ufatteligt velbevaret øjebliksbillede af livet i det gamle romerrige.

Begravet i kapsler af aske

Selv 'skyggerne' af indbyggerne blev bevaret for eftertiden på en særegen måde.

Blandingen af pimpsten, aske og vand dannede en 'kapsel' om dem. De fleste af kroppene rådnede væk, men faconen blev bevaret.

I det 19. århundrede begyndte arkæologer at fylde hulrummene i 'kapslerne' med flydende gips, og på denne måde fik de afstøbninger af Pompejis indbyggere udødeliggjort i dødsøjeblikket.

I dag findes der 104 afstøbninger, både med og uden knogler i gipsen.

De rørende historier – som ikke er sande

Gipsfigurerne fra Pompeji fortæller historier.

I den luksuriøse villa 'Casa del Bracciale d’oro' (det gyldne armbånds hus, red.) ligger fire personer for eksempel nederst for enden af trappen ud mod haven.

En mor med et tykt guldarmbånd holdt et barn i sit favn. Ved siden af ​​lå faderen, og lidt længere væk endnu et barn. En skrækslagen familie indhentet af døden under flugten til et mere sikkert sted.

Bortset fra at det slet ikke er sandt.

Forsker Elena Pilli ved Università di Firenze og hendes kolleger har udført DNA-analyser af 14 gipsfigurer fra Pompeji, og resultaterne afslører, at flere af arkæologernes tidligere fortolkninger er forkerte.

Fra ungmøer til ubeslægtede mænd

Der er ingen kvinder blandt de døde i huset.

Skikkelsen med guldarmbåndet er en mand, men han er ikke far til den dreng, han holder på hoften. Faktisk er ingen af ​​de fire personer nært beslægtede.

Et andet ikonisk par, ofte omtalt som 'the two maidens' (de to ungmøer, red.), ligger ved siden af ​​hinanden. Den ene hviler hovedet mod den andens bryst.

Arkæologerne tolkede dem som søstre eller en mor og datter, der omfavnede hinanden i deres sidste øjeblik. Men dna'et i gipsen afslører, at begge er mænd.

Elena Pilli og hendes kolleger mener, at studiet viser, at fortællinger baseret på begrænset evidens kan være meget upålidelige.

»Ikke uventet«

Det er afdelingsleder ved Kulturhistorisk Museum i Oslo Marianne Moen helt enig i.

»Resultaterne af studiet er ikke uventede,« siger hun.

Hun mener, at fejlfortolkninger er almindelige i arkæologien, og at denne type studier er vigtige for at få et mere præcist billede af livet i fortiden.

»Arkæologerne fortæller ofte historier ud fra det, de ser. Men det, vi ser, er påvirket af, hvad vi forventer at se. I den vestlige verden i dag antager vi, at det er kvinder, der bærer smykker og passer børn.«

Men det er slet ikke sikkert, at samfundet før i tiden var, som vi forestiller os det. I de senere år har flere forskningsresultater udfordret de gamle fortolkninger.

Kvinder med våben

For eksempel viste det sig, at vikingekrigeren begravet i Birka med våben og heste var en kvinde.

En anden grav i Finland, som indeholdt både våben og brocher, fik forskere til at debattere i årevis: Var det en mand eller en kvinde, der lå i graven? Svaret er – fascinerende nok – muligvis: Ingen af delene.

Et studie fra 2021 antyder, at personen i graven havde Klinefelters syndrom, en tilstand, hvor man har to X-kromosomer, som en kvinde, men også et Y-kromosom, som en mand.

Var denne åbenbart respekterede person nonbinær, spekulerer forskerne.

Året før, i 2020, kom et studie fra Peru, der rokkede ved gamle forestillinger. Her fandt forskerne kvinder i næsten halvdelen af ​​stenaldergravene, som indeholdt våben til storvildtsjagt.

Fortiden var ikke en kopi af 1950'erne

Marianne Moen synes, det er spændende, når nye resultater afslører, hvor stereotype vores fortællinger er, og hvor meget af os selv vi lægger i dem.

»Vi ser i stigende grad, at fortiden var langt mere kompleks end en kopi af 1950'erne, som vi ofte opfatter som en model for traditionelle værdier,« siger Marianne Moen.

Elena Pilli og hendes kolleger mener faktisk, at flere lag af sådanne kulturelle opfattelser har formet historierne om de døde i Pompeji.

Gipsfigurerne blev i høj grad formet og senere pyntet på efter æstetiske idealer fra dengang, de blev lavet, skriver forskerne.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.