Baser, brintbomber og danske coverups: Hvordan USA altid har fået sin vilje i Grønland

USA’s nyindsatte præsident Donald Trump har atter vist interesse for Grønland. I 2019 talte han om at købe landet. Nu taler han om at kontrollere det, hvad det så end betyder.

Det har endnu engang sat forholdet mellem Grønland, Danmark og USA på spidsen – et trekantsdrama, som har haft flere akter.

I denne artikel skruer vi tiden tilbage og ser på dets begyndelse.

Dansk ’landsforræder’ lavede aftale med USA

Vi skal tilbage til 2. verdenskrig. Danmark blev besat i 1940, og dermed røg også forbindelsen til Grønland, der på dette tidspunkt var en decideret koloni og underlagt den såkaldte ’beskyttelsespolitik’.

Det betød, at Danmark havde monopol på at besejle Grønland og fuldstændig kontrol over hvad – og hvem – der kom dertil.

Krigen vakte USA’s interesse i Grønland. Der var kryolitten, et råstof som blev udvundet på Grønland og bruges til at lave aluminium, som var vigtigt i krigsproduktionen.

Så var der beliggenheden, som kunne bruges som mellemled i forsyningerne til Storbritannien. Og endelig var der vejret: Data fra Grønland er vigtige for at lave vejrudsigter for Europa, som skulle bruges i krigsplanlægningen.

Kort sagt: USA ville etablere en tilstedeværelse i Grønland. Men med et besat Danmark kunne man ikke aftale dette med den danske regering.

Heldigvis for USA forholdt det sig sådan, at den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, ikke så sig bundet af ordrer fra besættelsesregeringen og i stedet udråbte sig selv til repræsentant for et uafhængigt Danmark.

Det anerkendte USA, og de to parter lavede i 1941 en aftale, der gav USA rettigheder til at oprette baser og militær tilstedeværelse i Grønland.

Den danske regering blev rasende, erklærede aftalen for ugyldig og anklagede Kauffmann for landsforræderi og kaldte ham hjem – ikke at de fik noget ud af det.

Danmark ville holde befolkningen ’ren’

USA byggede under krigen 14 baser og vejrstationer i Grønland. Mange inuit var egentlig ikke kede af at få selskab.

For det første forstod de, at når Danmark – der jo havde monopol på handlen – ikke kunne få forsyninger frem, så måtte disse komme andetsteds fra.

Desuden var de blevet holdt isoleret af Danmark, men ville gerne være en del af verden omkring dem.

De danske kolonimyndigheder var dog ikke glade for, at amerikanerne og grønlænderne havde for meget med hinanden at gøre og prøvede at holde dem adskilt, med svingende held.

Det gik tilbage til ’beskyttelsespolitikken’, som sigtede på at holde befolkningen ’ren’ for indflydelse udefra – fra andre end Danmark naturligvis.

Man mente, at den grønlandske befolkning var skrøbelig og ville gå under, hvis de kom i kontakt med omverdenen – eller i det mindste blive ledt i fordærv.

Amerikansk base ved fangerbefolkning i Uummannaq

Da krigen var ovre, var den danske regering således ivrig for at få amerikanerne ud af Grønland igen. Men de skulle ingen steder, og Danmark var ikke i en ret god position til at sige nogen imod.

Danmarks image var plettet efter krigen, og regeringen ville gerne holde sig gode venner med USA i den begyndende kolde krig, som i øvrigt også var en stærkt medvirkende årsag til, at amerikanerne ville blive.

I forsvaret mod Sovjetunionen var Grønland uvurderligt, både for radarvarsling og som trædesten for militære operationer. Følgelig blev en ny aftale om amerikanske baserettigheder indgået i 1951.

USA havde udvalgt sig en prima beliggenhed til at bygge deres ny base: I 1943 havde de bygget en vejrstation, Bluie West 6, på Grønlands nordvestkyst, som i 1946 var blevet forsynet med en lille landingsbane.

Det var dog ikke et helt tilfældigt sted, de havde udvalgt: Det var tæt ved en lille bosættelse Uummannaq, der husede en lille jæger- og fangerbefolkning, inughuit.

Grundet deres tilstedeværelse var det også her, at danske missionærer havde etableret en missionsstation i 1909, og de arktiske opdagelsesrejsende Knud Rasmussen og Peter Freuchen i 1910 havde etableret en handelsstation og kaldt den Thule.

Der var altså et lille samfund allerede, som amerikanerne kunne have kontakt til.

Inughuit havde oprindelig slået sig ned der, fordi jagten var god, men det holdt den snart op med at være, efter at udbygningen af basen gik i gang i 1951.

De mange fly og byggemaskiner skræmte vildtet væk, og store dele af området blevet lukket inde bag hegn.

Og ikke nok med det: Nu kom der endnu flere amerikanere, som kunne komme i kontakt med inughuit, og det brød de danske myndigheder sig som nævnt ikke om.

Løsningen fra dansk side blev at flytte dem – altså inughuit.

Inughuit måtte vente 50 år på en undskyldning

I maj 1953, kort før den ny grundlov trådte i kraft, som – på papiret – gjorde Grønland til en ligestillet del af det danske rige, stillede en dansk delegation i Uummanaq og fortalte beboerne, at de havde fire dage til at pakke deres slæder og komme afsted.

Den nye lokation, der var udset til dem, var Qaanaaq, 130 kilometer nordpå.

Først i 1999 fik inughuit anerkendelse af, at der havde været tale om en tvangsforflyttelse, ved en landsretsdom som i 2003 blev stadfæstet i Højesteret. De fik tilkendt en mindre erstatning.

De fik også en undskyldning af den danske stat, men området fik de ikke tilbage. Der ligger stadig en amerikansk base.

Den gik i mange år under navnet Thule Air Base eller Thulebasen, men har siden 2023 heddet Pituffik Space Base. På sit højeste husede baseområdet 10.000 mennesker.

I dag er det nede på omkring 600.

Et fly med fire brintbomber styrtede ned

Historien om etableringen af Thulebasen er også historien om, at hvad USA har bedt Danmark om i Grønland, det har de fået.

Dette blev understreget i 1968, da det stod klart, at dansk atomvåbenpolitik siden 1957 – ingen kernevåben på dansk jord under de nuværende omstændigheder – ikke havde været gældende for Thule, hvor et amerikansk fly nu var styrtet ned med fire brintbomber ombord.

Noget, man ikke havde valgt at informere den grønlandske befolkning om. Den historie kan du læse meget mere om i Videnskab.dk-artiklen ’Magtkamp, sikkerhed og strategi: Fire begivenheder, der formede forholdet mellem Grønland og USA’.

Egentlig burde det ikke være kommet som nogen overraskelse, at det danske atomforbehold ikke gjaldt Grønland.

Danmark havde siden 1953 et lignende forbehold mod amerikanske baser, tropper og fly på dansk jord, hvilket jo med al tydelighed ikke gjaldt i Grønland.

Grønland spillede under den kolde krig desuden en rolle i dansk NATO-politik:

Danmark lå konsekvent under NATO’s styrkemål. Nogle forskere har peget på, at USA så igennem fingre med dette, fordi de til gengæld fik »quite a free hand« i Grønland – det, der også kaldes Grønlandskortet.

Efter den kolde krig blev alt dette mindre aktuelt – og det var måske meget heldigt for Danmark, som heller ikke har kunnet ignorere de tiltagende stemmer, der taler for, at det grønlandske folk får en større medindflydelse over deres lands skæbne.

Hvem afgør graden af USA’s indflydelse i Grønland?

Men nu står vi her altså igen. USA vil have noget i Grønland.

Denne gang henviser den danske regering til, at Grønlands fremtid afgøres i Nuuk, men ikke desto mindre råder Danmark stadig over varetagelsen af militær sikkerhed i Grønland.

Så det kommer også an på, hvad det er, amerikanerne og deres nyindsatte præsident vil have. Er det mere militær tilstedeværelse? Det vil Danmark formentlig nikke ja til.

Er det økonomiske interesser, der driver værket? Her har Grønlands regering erklæret, at de er til at tale med, men også at de i højere grad ønsker at kunne indgå i udenrigspolitiske samarbejder, uden at Danmark kigger dem over skulderen.

Uanset hvor det ender, sætter forløbet det gamle spørgsmål på spidsen: Hvem bestemmer egentlig i Grønland, når det kommer til USA’s gøren og laden?

Og er det de samme som dem, der bør bestemme?

Artiklen bygger primært på to afsnit af podcasten ’Arktiske Historier’, som forfatteren producerede for Arktisk Institut i 2016. Afsnit 9: ’Slædepatruljen – Grønland under 2. Verdenskrig’ & afsnit 10: ’Thulebasen’. Arktiske Historier findes i diverse podcast-apps.