Hvis krisen rammer, er fællesskabet mindst lige så vigtigt som vand og dåsemad

I juni udsendte Beredskabsstyrelsen en pjece med råd til at klare sig i kriser, og for nylig landede den så i den digitale postkasse hos alle, der har sådan en.

Den har titlen ’Forberedt på kriser’ og har allerede fået meget omtale.

En forskel i forhold til dens forgænger ’Hvis krigen kommer’ fra 1962 og den mindre kendte ’Om at overleve’ fra 1983 er, at naboer, venner og familie er nævnt. Pjecen tager udgangspunkt i husstanden, men flere steder nævnes det at hjælpe, få hjælp af eller at forberede sig sammen med naboer, familie og venner.

Dette afspejler formentlig tiden, hvor færre lever efter kernefamilieidealet, som gennemsyrer for eksempel 1962-pjecen.

Fællesskab får os igennem kriser

Men måske afspejler det også, at forskningen på området peger på, at det er fællesskaber, der får os gennem kriser.

Dette beskriver min kollega Andreas Krogh i en kommentar i Dagbladet Information, hvor han også kommer med konkrete råd til, hvordan man kan organisere kriseberedskab lokalt og omkring frivillighed.

Og i et indlæg på Altinget har der også netop været en opfordring til, at beredskabet skal være forankret i lokalsamfundene.

Tanken er ikke helt ny.

Under Den Kolde Krig havde man i Civilforsvaret for eksempel såkaldte bedrifts- og karréværn, som var beredskabsorganisationer på arbejdspladser eller i boligområder. Dog kunne det undertiden være svært at få folk til at engagere sig.

Den amerikanske forsker Daniel Aldrich arbejder med, hvordan sociale bånd gør samfund robuste. Han peger på, at den såkaldte ’sociale infrastruktur’ – det vil sige parker, legepladser, samlingssteder – ofte hjælper bedre gennem kriser end bygget infrastruktur, som for eksempel mure til at holde vande ude i forbindelse med stormfloder.

Social infrastruktur er mere ’luftige’ tiltag, som det kan være svære at måle på, men som ikke desto mindre er værd at tænke over. Det handler kort og godt om at styrke sammenhængskraften.

Det gælder ikke kun lokalt, men også på et bredere samfundsniveau.

Kriser bringer ofte det bedste frem

Resultater fra HOPE-projektet fra Århus Universitet under covid-19-krisen bekræftede til overflod, hvad også tidligere forskning har vist: At samfund med høj sammenhængskraft og tillid til myndighederne har bedre forudsætninger for at klare sig gennem kriser.

Kriser bringer nemlig ofte det bedste frem i folk og kan føre til udpræget hjælpsomhed. Det er til trods for, at vi bombarderes med historier både fra medier, film og TV (og af og til også myndigheder) om, at når krisen rammer, er det lovløshed og alles kamp mod alle, der gælder.

Efter Sveriges civilforsvarsminister Carl-Oskar Bohlin i januar sagde, at svenskerne skal være forberedte på krig, stillede mange naturligt nok spørgsmålet, om det også gjaldt herhjemme.

Medierne bragte den ene historie efter den anden om danskere, der var begyndt at ’preppe’. Et i mine øjne uhensigtsmæssigt amerikansk ord, der leder tankerne hen på netop individet, der sidder alene, eller til nød med sin nærmeste familie, i en dommedagsbunker.

Som Andreas Krogh skriver i Information, er der en fare for, at vi udvikler en ’individuel preppermentalitet’, hvilket jo går stik imod, hvad forskningen anbefaler. Og hvor 1962-pjecen udelukkende tog udgangspunkt i ’husstanden’, med det implicitte ideal om kernefamilien, er det værd at tage højde for, at flere og flere i dag vælger at leve alene.

Derfor giver det mening at forberede sig i fællesskab.

Gode tanker til beredskabsministeren

Man kan se omtalen af hjælp mellem familie, venner og naboer i den nye pjece, som en udvikling væk fra netop den individualistiske preppermentalitet – og det betragter jeg som positivt.

Men vi har også set, at interesseorganisationer som for eksempel Danske Patienter har været frustrerede over kommunikationen omkring pjecen og over anbefalingernes betydning for udsatte grupper.

Senest har Ældre Sagen udtryk bekymring på vegne af dem, som er fritaget fra digital post og derfor ikke modtager pjecen automatisk.

Det generelle budskab fra Beredskabsstyrelsen er, at hvis de, der kan klare sig selv, gør det, så er der flere ressourcer til at hjælpe dem, som ikke har samme overskud.

Men uroen fra Danske Patienter og Ældre Sagen tyder på, at netop aspektet med hjælpsomhed bør blive stærkere fremhævet, og myndighedernes samarbejde med forskellige foreninger og organisationer styrket.

Således opfordrer Røde Kors til, at man netop går sammen i fællesskaber omkring beredskabsrådene, ligesom Rådet for Socialt Udsatte foreslår, at en almindelige national krisestyring suppleres af et socialt beredskab.

Det er gode tanker, som det vil være oplagt for den nyudnævnte beredskabsminister at kigge nærmere på.

Det er tanker, der også føder ind i den efterhånden omfattende forskning (for eksempel her og her), som viser, at kriser af alle slags rammer dem hårdest, som i forvejen er i underskud eller marginaliserede positioner.

Kriser kan derfor fungere som fremkaldervæske eller forstærker af eksisterende samfundsspændinger.

Kig rundt i omgangskredsen

Alt i alt giver det mening at betragte beredskab både på mikro- og makroniveau. Lokale fællesskaber giver mening. Og jo færre spændinger, utilfredshed og marginalisering, der er i samfundet generelt, jo mere robust er det.

Hvis man for alvor vil bygge robusthed i samfundet, er generelle tendenser som ulighed, marginalisering og manglende politisk tillid altså også faktorer, der skal tages i betragtning – faktorer, som rækker ud over, hvad en enkelt styrelse eller et nyt ministerium kan udrette.

På det lokale niveau kan man starte med at se sig om i sin omgangskreds, kvarter eller hverdag, om der er nogle fællesskaber, der giver mening at indgå i eller oprette.