I 1950’erne var der også frygt for misinformation. Kan vi lære noget af, hvordan vi reagerede dengang?

Russisk propaganda og misinformationskampagner truer. Samtidig betyder nye kommunikationsmidler, at meddelelser og information spredes hurtigere end nogensinde før.

Lyder det bekendt, i en tid hvor russiske troldehære og misinformation spredt via sociale medier er højt på dagsordenen?

Faktisk er det en opsummering af et opråb fra begyndelsen af 1950’erne. Russerne var dengang leder af Vestens fjende nummer ét, Sovjetunionen. De nye kommunikationsmidler var - ud over radioen, som efterhånden var hvermandseje - biografen, hvor man kunne se både spille- og oplysningsfilm, TV’et som var begyndt at vinde indpas, og spritduplikatoren, hvormed man kunne trykke løbesedler og pamfletter og dermed sprede sit budskab langt hurtigere.

Selvom det er 70 år siden, er der mange ligheder mellem den situation, vi står i nu, hvor internettet og de sociale medier er de nye kommunikationsmidler.

Noget måtte gøres

Men er der noget at lære af, hvordan Danmark greb situationen an dengang? For at svare på det spørgsmål, vender vi tilbage til starten af 1950’erne:

Der måtte gøres noget, mente enkeltpersoner i Forsvaret og Civilforsvaret, som forgæves forsøgte at råbe politikerne op. En af dem var civilforsvarsdirektør Arthur Dahl, der i 1954 skrev et memorandum til Indenrigsministeriet, hvor han - ligesom officerer i læserbreve - argumenterede for oprettelsen af et såkaldt psykologisk forsvar.

Dahl var inspireret af Sverige, hvor forsvarets øverstkommanderende ÖB (Överbefälhavaren), havde bestilt en udredning om selv samme emne.

Den var klar i 1953 og behandlede indgående forskellige aspekter af psykologisk forsvar i både fred- og krigstid, samt kom med anbefalinger til etableringen af et svensk psykologisk forsvar. Det blev etableret med Beredskapsnämden för psykologiskt försvar i 1954.

Dahls fik ikke rigtig nogen opbakning – men hverken han eller den svenske ÖB var de eneste, der var begyndt at gøre sig den slags tanker.

Brintbomben

I 1953-54 skete der nemlig også det, at brintbomben blev opfundet.

En brintbombe er 1.000 gange så kraftig som en atombombe af den type, der blev sprængt i Hiroshima og Nagasaki i 1945, og dens destruktive potentiale dermed næsten ufatteligt - en enkelt bombe ville kunne udslette en europæisk hovedstad.

Dermed stod det klart, at en krig mellem Øst og Vest potentielt kunne udslette hele samfund.

Dette førte til, at man i NATO, med USA i spidsen, overgik til en nuklear strategi – det vil sige, at man regnede med, at en krig mod Sovjetunionen skulle føres primært med kernevåben. Men man var også klar over risikoen for, at sådan en strategi ville blive gengældt. Derfor begyndte man at tænke over, hvordan man satte civilsamfundet i stand til at overleve.

Den vigtige befolkning

Den Kolde Krig var ikke blot militær, men i høj grad også ideologisk, og derfor var opretholdelsen af den eksisterende regeringsform, samt befolkningens tilslutning til den, alfa og omega.

Derfor nedsatte NATO i 1955 Seniorkomitéen for Civil Beredskabsplanlægning, som skulle komme med anbefalinger på området.

En af disse anbefalinger var, at medlemslandende opbyggede et civilt beredskab, som kunne sikre samfundets overlevelse: Udflytningslokaliteter for regeringen, sikring af infrastruktur og forsyninger og sikringen af folks moral, det vil sige deres opbakning til den førte sikkerhedspolitik og - hvis det skulle komme så vidt - krigen.

Dertil kom en styrkelse af deres modstandsdygtighed overfor udenlandsk propaganda og følelsen af, at det alligevel ikke kunne nytte noget at kæmpe imod atomkrigens rædsler.

Kort sagt: Et psykologisk forsvar.

Lugten af propaganda

I Danmark er det mest synlige resultat af disse krav måske det enorme bunkerkompleks REGAN Vest i Nordjylland, som skulle huse regering og kongehus i en krig, og som netop er åbnet som museum.

Men også på det psykologiske område blev der sat arbejde i gang. Blot var der det problem, at danske politikere og embedsmænd ikke brød sig synderligt om begrebet ’psykologisk forsvar’. Man synes, det lugtede for meget af skrupelløse propagandametoder.

I stedet nedsatte man i 1957 et udvalg til at arbejde med et såkaldt presseberedskab. Logikken bag det ordvalg var, at information var alfa og omega.

I fredstid gjaldt det om at informere befolkningen om, hvad de kunne forvente sig af krigen, hvordan de skulle forholde sig, og hvordan de kunne beskytte sig selv.

I krigstid gjaldt det om at kunne få pålidelige nyheder og instruktioner ud, så man kunne modvirke rygtedannelse, fjendtlig propaganda, usikkerhed og panik.

Sidst, men ikke mindst, bekymrede man sig for, om pressen skrev eller sendte noget, som ville underminere krigsindsatsen. Til det formål udarbejdede man en række retningslinjer, som pressens faglige organisationer gav håndslag på.

Pressen spillede med

De fulgte en model, man havde brugt under Anden Verdenskrig, hvor pressen, ikke blot i Danmark men også i Storbritannien og USA, havde indgået en ’gentleman’s agreement’ om ikke at bringe nyheder, som kunne bringe krigsindsatsen i fare.

Dengang havde det primært drejet sig om militære forhold, som pressens havde afstået fra at omtale. Men i mellemtiden var der netop sket det, at hele civilsamfundet var blevet tænkt ind i krigsindsatsen.

Udtrykket ’total krig’ var blevet kendt under Anden Verdenskrig og modsvaret var totalforsvaret.

Det havde den konsekvens, at stort set alle områder af samfundslivet nu blev anset for at være vigtige for forsvaret af Danmark – og dermed blev listen over emner, som pressen ikke måtte omtale, voldsomt udvidet og omfattede:

• Industrier, som spillede en rolle i krigsførelsen – det kunne gælde direkte produktion til forsvaret, men også reparationsværksteder, skibsværfter, DSB’s anlæg med videre
• Tekniske arbejder og reparation af infrastruktur (kommunikationslinjer, gas- og olierør, jernbaneskinner, veje, broer med videre)
• Vejrudsigter, som var mindre end en uge gamle, samt konsekvenser af vejret som eksempelvis tyk sne, oversvømmelser, stormskader med videre
• Rationering eller behovet derfor samt andre forsyningsmæssige forhold
• Finansielle tiltag som devaluering, renteændring og så videre
• Regeringens forhold eller opholdssteder
• Regeringsmedlemmers (eller andre samfundsspidsers) død
• Alt, hvad der havde at gøre med skibs- og søfart, var belagt med ekstra hemmelighedskræmmeri - fiskeres død måtte for eksempel ikke omtales eller markeres med en dødsannonce

En spids bemærkning

På tærsklen til 1970’erne droppede man dog idéen om, at pressen kunne bindes ved en ’gentleman’s agreement’ – som forsvarsminister Poul Søgaard (S) noget spidst bemærkede i forbindelse med en debat om, hvorvidt sådanne retningslinjer udgjorde censur, så krævede det jo, at der »stadig var gentlemen til.«

Aftalen blev afløst af et noget mere vagt formuleret håb om, at pressen ville udvise hensyn – og ellers var der mulighed for at udstede en nødlov til formålet, altså et skrappere censurapparat end en frivillige aftale.

Desuden kom er i højere grad fokus på krisestyring og ’det grå område’ – altså en tilstand hvor der ikke var krig, men alligevel øget spænding og behov for ekstra information. Til det formål lavede Civilforsvaret en aftale med Danmarks Radio om særlige varsler og radioudsendelser hvis det skulle blive nødvendigt.

Hvad med i dag?

Ville man i dag kunne bede pressen holde tand for tunge i en krigssituation? Måske.

Men som krigen i Ukraine til overflod har illustreret, så ville det formentlig ikke gøre nogen forskel. Via smartphones og internet er vi blevet oversvømmet med videoer af troppebevægelser, krigshandlinger, sabotage og alt derimellem.

Afsenderne kan være svære at holde rede på, og det samme kan troværdigheden. Så måske er det ikke så interessant at tale om censur, men snarere om mediernes rolle i at stå vagt om en troværdig nyhedsformidling – at skille skidt fra kanel, simpelthen.

I forbindelse med Covid-19 fik befolkningens tillid til de traditionelle (i modsætning til sociale) medier et nøk opad og lå i 2022 på 58 procent, og særligt public service-medierne (DR og TV2) scorer højt. Her ligger der altså, i lighed med under Den Kolde Krig, en stor opgave for public service-medierne.

En anden virkning af pandemien var, at folk tilsyneladende i større grad søgte mod netop de traditionelle medier for information. Men vi må også stadig sande at traditionelle medier ikke er vores eneste, eller sågar primære, nyhedskilde.

Sverige er foran

En mulighed er at forsøge at øge befolkningens ’digital literacy’ – altså evne til at navigere i den al den information, vi har til rådighed.

Beredskabsstyrelsen opfordrer ganske fornuftigt til, at man udøver kildekritik, men det kunne der sagtens skabes mere opmærksomhed om – også for dem, der ikke får forvildet sig ind på styrelsens hjemmeside.

I Sverige er man gået så langt som til at oprette Myndigheten för psykologiskt försvar, der har modvirkning af vildledning som en central del af arbejdet.

Vi så i forbindelse med Covid-19 at regering og myndigheder er i stand til at gennemføre en storstilet og i det store og hele virksom informationskampagne, og at danskerne er villige til at lytte efter i en krisesituation.

Men vi så også, at befolkningen tager det ilde op, når vi synes den tillid, vi har vist, ved at gøre som der blev sagt, bliver brudt eller udnyttet.

Derfor må det ikke blot være medier, men også myndigheder, der bestræber sig på rettidig og sandfærdig krisekommunikation.

Denne artikel er blevet til på baggrund af forskning udført i samarbejde med Rosanna Farbøl og Marie Cronqvist (Lund Universitet), som skal have stor tak.

En del af kilderne, der er brugt til artiklen, findes ikke online, men stammer fra Rigsarkivet. Derfor er der ikke linket undervejs.