Det lyder så intuitivt ligetil: 

Et flertal af danskerne er positive overfor organdonation, men har ikke lige fået registreret deres stillingtagen i det nationale organdonorregister.

Så hvorfor ikke bare registrere alle automatisk som organdonor, fra det øjeblik de fylder 18 år?

Sådan lyder argumentet i et populært borgerforslag, der nu skal til afstemning i Folketinget, da forslaget har rundet 50.000 underskrifter.

Forslaget består i, at danskerne automatisk skal registreres som ’ja tak til at være organdonor’, når de bliver 18 år.

Det vil jo redde liv, og man kan jo altid bare melde sig fra, argumenterer forslagsstillerne.

Hvert led i denne idé er dog ikke helt rigtig – og man bør nok gentænke forslaget såvel som sin underskrift, før man ender med det forkerte system.

Gammel vin på nye flasker

Det er ikke første gang, at ’formodet samtykke’ eller automatisk registrering som organdonor foreslås i Danmark.

Forslaget er en del af en international tendens, der blandt andet har medført, at en række lande på det sidste har overvejet - og at nogle (Frankrig og Wales) endda har implementeret - forslaget, som er tænkt af politikere som en populær løsning på det problem, at mange mennesker ikke har taget stilling til organdonation eller registreret denne stillingtagen i de nationale organdonorregistre.

Antagelsen er, at den automatiske registrering i organdonorregistret effektivt vil føre til flere organer til dem, der venter – en antagelse, der dog ikke er videnskabelig sikkerhed for (mere herom om lidt).

Mens det nuværende borgerforslag ikke adskiller sig fra tidligere forslag i sit indhold, gør det til gengæld i sin form, og det på to centrale punkter:

1. Forslaget kommer ikke fra politikere, men fra forældre til barn med behov for transplantation.
2. Forslaget gør brug af uhensigtsmæssige overtalelsesteknikker, som de tidligere forslag og kampagner generelt også har afholdt sig fra.

Lad os gennemgå de to punkter ét for ét.

Uholdbare argumenter og den halve sandhed

Hvor det andre år har været politikere, der har fremsat det intuitivt populære forslag, er det denne gang forældre til et barn med en livstruende sygdom. 

Med en stærk historie og et folkeligt borgerforslag driver de ideen frem via en underskriftindsamling samt en kampagne på de sociale medier, der giver mulighed for at udtrykke en vis moralsk prestige.

Denne tilgang afspejler sig også i, at der benyttes en række argumenter, som ikke er helt holdbare, og som tidligere offentlige kampagner da også har afholdt sig fra at benytte, herunder, at forslaget effektivt vil hæve antallet af donorer (donorraten) i Danmark og vil være holdningsneutralt, da man bare kan melde sig fra.

På forslagets hjemmeside hedder det for eksempel således: 

»FAKTUM: Ved indførelse af formodet samtykke vil vi kunne hæve donorraten i DANMARK og dermed redde menneskeliv.«

Et ’faktum’, der ikke just er accepteret som et sådant i videnskabelige kredse.

Uvist, om flere registrerede donorer giver flere transplantationer

Det er en udbredt forståelse i offentligheden, at det er vigtigt at ’få lukket kløften’ mellem danskernes principielle holdninger til organdonation og deres registrering i organdonorregistret, da det vil føre til flere transplantationer.

Der er dog ikke videnskabelig enighed om, at dette faktisk er resultatet af formodet samtykke (se for eksempel Coppen et al. og Adnan).

I Wales, der er et af de lande, som borgerforslaget selv nævner som et foregangsland, ser det også ud til, at metoden ikke hæver donorraten.

Derudover er der også udbredt enighed på området om, at andre indsatser p.t. er mere rentable, hvis målet er at opnå flere transplantationer.

Formodet samtykke (automatisk registrering som organdonor) er et såkaldt 'opt-ud system'. Disse systemer er yderst effektive til at få folk tilmeldt diverse ordninger, men ikke særligt præcise i forhold til at ramme rigtigt ift. borgerens præferencer. (Foto: Shutterstock)

Har staten bare ret til vores organer?

Ifølge Sundhedsstyrelsen anbefales registrering i organdonorregistret da også i stedet, fordi »det er en væsentlig hjælp til de efterladte pårørende, hvis man forinden har taget stilling til organdonation.« 

Den samme holdning har lever- hjerte-, lunge- og nyreforeningerne også fremhævet flere gange.

Problemet ved automatiske registreringer i denne sammenhæng bliver dog, at man ikke længere ved, om de, der står i registret, egentlig ønsker at være organdonorer, eller bare ikke har fået meldt sig fra.

Og automatisk registrering som organdonor fjerner så denne hjælp til de pårørende.

Nogle mennesker svarer til dette, at 'det må være de menneskers eget problem – de kunne jo bare have meldt sig fra'.

Men her gælder det såkaldte symmetriargument: Det samme kan således siges med det nuværende system, nemlig, at ’det må være folks eget problem, hvis de ikke har fået meldt sig til’.

Hertil kunne man så igen argumentere for, at det nye foreslåede system vil være til fordel for dem, som har brug for organerne.

Det er principielt også tænkeligt, men så skal man også være villig til at melde blankt ud, at staten automatisk har ret til at tage folks organer, hvis andre har brug for dem – og hvis man virkeligt mener det, så behøver vi jo slet ikke det system, der diskuteres her.

Uheldig kampagne

Hvad angår punkt 2, adskiller kampagnen sig også fra tidligere kampagner ved en skærpet brug af overtalelsesteknikker, der giver én følelsen af, at hvis man er uenig i borgerforslaget:  

• står man faktisk uden for flertallet (»et massivt flertal af danskerne«),
• muligvis er udemokratisk (»fra et demokratisk synspunkt burde vi derfor indføre formodet samtykke«),
• og måske slet ikke går ind for organdonation (bevægelsen hedder trods-alt ’organdonation-ja-tak’, hvilket kan signalere, at et nej til borgerforslaget må være et nej-tak til organdonation).

Disse retoriske greb er komponenter, man normalt har afholdt sig fra at benytte i offentligt regi, da de udgør psykologiske pressionsmidler, der som regel ikke hører sig til i offentlige kampagner, medmindre der er tale om en adfærd, der udgør en risiko for andre mennesker.

Desuden er hentydningerne, som kampagnen kommer med, faktuelt forkerte. 

Hvad støtter befolkningen egentlig?

Læser man således den danske undersøgelse, som borgerforslaget selv referer som dokumentation for, at de fleste danskere er positive for organdonation, viser det sig nemlig, at danskerne ikke er så positive overfor selve borgerforslaget, som man kan forledes til at tro.

Den viser derimod, at klart størstedelen går ind for det, der hedder udbedt stillingtagen (63,9 procent), mens kun 30,4 procent går ind for automatisk registrering – og her er der vel og mærke ikke kontrolleret for, hvorvidt de 30,4 procent går ind for automatisk registrering, fordi de tror, at det vil føre til flere organdonationer.

Dertil viser undersøgelsen, at flertallet af de adspurgte (58,6 procent) er uenige i, at man skal benytte formodet samtykke.

Selv blandt dem, der i undersøgelsen er villige til at donere deres egne organer, samt for dem, der udtalte, at de var positive eller meget positive overfor donation og transplantation, var der et signifikant flertal, der var uenige eller stærkt uenige i udsagnet ’at alle automatisk skal antages at være en potentiel donor, og at de, der ønsker at undgå at blive organdonorer, derfor aktivt skal framelde sig’.

Borgerforslaget udelader vigtig information

Forfatterne konkluderer på denne baggrund, at »politikker, der fremmer individuelle valgmuligheder, mødes med positive holdninger, mens formodet samtykke og monetære incitamenter mødes med negative holdninger,« (min oversættelse). 

Denne del af undersøgelsen har man bare ikke nævnt i beskrivelsen eller kampagnen for borgerforslaget.

Sådanne udeladelser er udtryk for det dybere problem, at et ’borgerforslag’ let kan komme til at fremstå som ’borgernes forslag’ uden på nogen måde at være udtryk for borgernes generelle holdning eller en balanceret fornuftigt opnået enighed.

Den uheldige konsekvens er, at hvis man ikke er enig i borgerforslaget, reagerer mange mennesker, der støtter forslaget, ved at påstå, at man – politiker, forsker eller privatperson – går imod folkets vilje.

Det er bare ikke faktuelt korrekt.

Automatisk registrering skyder forbi målet

Kigger vi på forskningen på området, omtales formodet samtykke (automatisk registrering som organdonor) som et såkaldt ’opt-out-system’.

Toneangivende forskere (se for eksempel Sunstein og Jachimowicz et al.), der beskæftiger sig med sådanne systemer, anerkender og er fuldt ud enige om, at opt-out-systemer er yderst effektive til at få folk tilmeldt diverse ordninger.

Det står dog også klart, at opt-out som system ikke er særligt præcist, i den forstand at det ikke er godt til at ramme ’rigtigt’, relativt til hvad folk foretrækker, når ikke alle foretrækker det samme, samt at systemet sender et signal om, hvad der er den ’rigtige holdning’ ifølge afsenderen.

Dertil kommer, at selvom man i princippet bare kan melde sig fra, er det for de fleste mennesker i praksis ikke let at få taget sig sammen til at gøre det.

Derfor er opt-out-systemer da også blevet forbudt af EU i forbindelse med en række former for markedsføring og grunden til, at mange forskere på området ikke anbefaler systemet i forbindelse med organdonation.

Organdonation er for personligt et emne til, at staten skal bestemme

Det helt store problem ved et opt-out-system i forbindelse med organdonation er, at det er for vigtigt og personligt et spørgsmål; et spørgsmål, hvor ikke alle er af samme mening, og hvor andre mennesker ikke bør bestemme for én; samt et spørgsmål, hvor staten bør forblive neutral.

Og her er automatisk registrering simpelthen for klodset, da det indebærer:

1. Risikoen for, at mennesker, der ikke har taget stilling eller ikke ønsker at være organdonorer, ikke får frameldt sig på grund af den ’friktion’, som formodet samtykke medfører
2. At vi nu skal være i tvivl om, hvorvidt enhver, der står i registret, nu faktisk også ønsker at stå der
3. At staten bliver afsender af et signal til den enkelte borger om, hvad der er det ’rigtige svar’ på et dybt personligt spørgsmål

Sidst, men ikke mindst, selv hvis opt-ud var uproblematisk i denne forbindelse, så består det åbne spørgsmål i, hvad der sker, hvis vi automatiserer alle livets vigtige overvejelser.

Vil spørgsmålet om organdonation og de relaterede sundhedsproblemer forblive et centralt spørgsmål for danskerne, hvor borgere individuelt reflekterer over og sammen diskuterer deres relation til andre borgere?

Og vil de uden denne samtale blive ved med at finde det vigtigt, at samfundet fortsat prioriterer disse områder økonomisk?

Et nemt og bedre system er lige ved hånden

Argumenterne mod automatisk registrering er grunden til, at mange forskere på området, herunder sidste års modtager af nobelprisen i økonomi, Richard Thaler, i stedet foreslår, hvad, de mener, der er et mere etisk og samfundsmæssigt forsvarligt system, der også er mere simpelt og mere præcist:

At man blot beder folk aktivt om at tage stilling, eller ligefrem kræver dette, med jævne mellemrum i den rette situation.

Det kunne for eksempel ske hvert andet år på Borger.dk eller ved udstedelse af kørekort.

Det er netop denne form for udbedt stillingtagen, som et flertal af danskerne også foretrækker ifølge den undersøgelse, som borgerforslaget selv bygger på.

Med digitaliseringen i Danmark er det trods alt lige til at implementere dette system, hvor den rigtige løsning kun er ét klik væk – og så man ved, hvad folk virkelig ønsker, i stedet for at staten drager formodninger på deres vegne.