Ligdonorer giver sig selv af taknemlighed

Højtidelige salmer, en hvid kiste, smukke blomster og et sidste farvel ved graven. Alle skal vi dø, men hvor de fleste døde bliver afhentet af bedemanden og begraves kort tid efter, er det hvert år flere hundrede danskere, der tager en omvej på den sidste rejse.

Det er de donorer, der giver deres døde krop til videnskaben, og det gør de ofte, fordi de er taknemlige over hjælp, de selv har fået af sundhedssystemet og derfor gerne vil give noget tilbage.

Det fortæller Maria Olejaz, der er adjunkt på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og som i december forsvarede sin ph.d.-afhandling ’The Anatomy of Bioavailability’.

Afhandlingen sætter som den første af sin art i Danmark fokus på faget medicinsk anatomi i Danmark. Maria Olejaz har interviewet donorer, læger og selv dissekeret som led i afhandlingens feltarbejde.

»Mange af de donorer, jeg har interviewet, fortæller om den hjælp, de har fået ved en operation eller ved sygdom og om den tillid, de føler til, at de får hjælp, hvis de har brug for den,« siger Maria Olejaz.

Udtjent krop gør nytte

Ordet ‘taknemmelighed går igen på flere planer, når det gælder kropsdonation, fortæller Maria Olejaz.

»Donorerne er taknemlige og giver derfor sig selv til forskningen, men de medicinstuderende er også taknemlige, fordi de får lov at lære af de døde, og i sidste ende er vi allesammen taknemlige, fordi vi får bedre læger ud af ordningen,« siger Maria Olejaz.

»Kropsdonorer siger ofte: ‘Jeg er glad for, at da jeg skulle skæres i, havde lægerne kunnet øve sig på forhånd’. Og lægerne er enormt glade for at få den øvelse. Flere siger direkte, at de ikke havde hverken turde eller kunnet operere på de levende, hvis ikke de havde kunnet skære i de døde først.«

Hvem er de døde?

Maria Olejaz har kigget nærmere på de mennesker, der efter døden ligger på stålbårerne i dissektionslokalerne, og undersøgt:

• Hvem de døde er, der ligger der
• Hvorfor de ligger der
• Hvad der sker, når de ligger der – både rent fysisk, men også mentalt med de mennesker, der skærer i dem

Donorerne kommer med vidt forskellig baggrund både socialt, uddannelsesmæssigt og trosmæssigt.

»Det går på tværs af uddannelsesniveau, indtjening og religiøse opfattelser. Nogle er ateister og opfatter den døde krop som en maskine, der er udtjent og lige så godt kan skilles ad. Andre er dybt religiøse, men er nået frem til, at de ikke skal bruge kroppen i deres efterliv,« fortæller Maria Olejaz.

Et andet fællestræk hos donorerne er, at de er meget bevidste omkring deres valg.

»Det er mennesker, der har tænkt meget over sagerne, og som er yderst reflekterede omkring det. De har sat sig ned og tænkt over deres efterliv. De har truffet deres valg. Det her er virkelig noget, de ønsker, og de ser det langtfra som et offer, men tværtimod som noget meningsfyldt og givende,« siger Maria Olejaz.

Donorerne har tænkt grundigt over det

John Chemnitz er er lektor og forelæser i anatomi på Syddansk Universitet og har haft Maria Olejaz på besøg i dissektionslokalet, men ellers ikke været en del af ph.d.-afhandlingen. Han synes, at det er et spændende at få sat et anderledes blik på sit fag.

»Vi giver vores studerende en etisk vejledning, inden vi starter på anatomiøvelserne, i at de har tavshedspligt, og at de skal behandle donorerne med respekt, men vi fokuserer primært på den materielle side, altså selve faget og øvelserne. Derfor er det interessant, at hun har kigget på den anden side, for den slags har vi aldrig selv spurgt de studerende om,« siger John Chemnitz.

Han nikker genkendende til motivet om taknemlighed som et af motiverne bag donationerne, ligesom det at gøre nytte fylder meget for de donorer, han har talt med. »Det er folk i en moden alder, der har tænkt grundigt over det. Mit indtryk er, at det er en meget velovervejet beslutning,« siger John Chemnitz.

Kropsdonation er et svært emne for mange

Maria Olejaz har godt kunne mærke, at hun ved at gå tæt på anatomisk dissektion beskæftigede sig med et emne, som mange har svært ved at forholde sig til. Fysisk foregår selve dissektionen bag hermetisk lukkede døre, men enhver patient konfronteres indirekte med det i sundhedssystemet.

»Dissektion foregår i lukkede rum, men det er en del af alle lægers uddannelse. Alle læger, du møder, har dissekeret døde mennesker. Og det er i øvrigt noget af det eneste, som medicinstuderende i en eller anden form har gjort i over 500 år. Alt andet på lægeuddannelsen er skiftet ud,« fortæller Maria Olejaz.

»Vi kan ikke kræve, at folk er rationelle i forhold til deres egen død. Døden er uforståelig, så vi forholder os ofte irrationelt til den.«

Maria Olejaz, adjunkt og ph.d på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

»Jeg har tidligere arbejdet med organdonation, og når jeg har fortalt det, så synes folk, at det er spændende. Ofte har de selv taget stilling eller kender nogen, der har. Men når jeg fortæller, at jeg forsker i kropsdonation, bliver folk oftest helt stille,« siger Maria Olejaz.

Døden er irrationel

På samme måde mødes kropsdonorer ofte med undren, mens organdonorer ses som gode mennesker, selv om der moralsk set ikke er den store forskel.

Man kan sagtens argumentere for, at både organ- og kropsdonorer er med til at redde liv ved henholdsvis at give et livsnødvendigt organ til en trængende og ved at hjælpe med at uddanne læger, der kommer til at redde liv.

»Organdonorer mødes oftest med et ‘Ih, hvor er du et godt menneske’, mens kropsdonorerne får et ‘Nå, det lyder da underligt?!’. Der er bare ikke den samme forståelse. Det er svært at sige hvorfor, men et bud kunne være, at det fremkalder ubehagelige billeder af den hele døde krop med ansigt.«

»Det er nok for konfronterende. Det er måske paradoksalt, men vi kan ikke kræve, at folk er rationelle i forhold til deres egen død. Døden er uforståelig, så vi forholder os ofte irrationelt til den,« siger Maria Olejaz.

John Chemnitz mener, at paradokset skyldes uvidenhed.

»Jeg tror, at en af grundene er, at mange ikke ved, hvad det er. For der er ingen modsætning mellem at være organ- og kropsdonor. Men de fleste kan se, at man med en lunge, et hjerte eller en lever kan hjælpe et andet menneske, mens kropsdonation nok er sværere at begribe. Omvendt oplever vi også, at det er et emne, der er nemt at skabe forståelse for, hvis det italesættes rigtigt,« siger John Chemnitz.

»Det er et etisk meget følsomt område og ikke noget, vi kan italesætte for offensivt i pressen, for det kan hurtigt opfattes forkert. Men vi oplever også en stigning i antallet af donationer, når formidlingen foregår på en sober måde i medierne,« siger John Chemnitz.