Da corona lukkede landet ned, blev vores hverdag og vaner vendt på hovedet. Vendte vi som vanedyr tilbage til buffeten, arbejdspladsen og storcentret, eller var noget alligevel forandret?
Det er tirsdag ved frokosttid i buffetens højborg, Dalle Valle, i storcenteret Field’s på Amager i København.
Stolene bliver i en lind strøm fyldt op i den kæmpemæssige restaurant, og gæsterne traver fokuseret rundt i cirkler om den bugnende buffet.
»Den eneste lærdom fra coronapandemien var, at folk er, som vi regnede med, at de ville være.«
Sådan lyder den umiddelbart lidt kontante konklusion fra Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker fra Roskilde Universitet, fra den anden side af bordet i den højlydte og højloftede restaurant.
»Så godt som alt endte med at vende tilbage til normalen med det samme igen.«
Da coronapandemien lukkede landet ned for knap fem år siden, flød det over med forudsigelser. Krisen ville vende bøtten op på vores hverdag, adfærd og vaner, også på den lange bane, lød det.
Men blev det så håndtrykkets endeligt? Blev vi pligtopfyldende ved med at vaske hænder og spritte af? Droppede vi flyveren i frygt for smittespredning i kabinerne og fremmede landes virusser?
26. februar 2020 blev den første dansker testet positiv for coronavirus.
11. marts 2020 annoncerede vores statsminister, at Danmark skulle lukkes ned, og den første dansker med COVID-19 døde.
Det er fem år siden, at corona-pandemien ramte Danmark og resten af verden. Videnskab.dk sætter gennem en række artikler fokus på, hvad vi egentlig har lært af pandemien.
Pelle Guldborg vil gerne have en cæsarsalat serveret ved bordet, og Videnskab.dk’s journalist går lidt modvilligt ombord i buffetens salatsektion. Humus, olieret pasta med feta og oliven og lidt grønt ved siden af.
Øseskeer og tagtøj skifter hænder mellem fremmede, og der er særligt rift om rejerne. Knap så meget om de pizzaslices, der sveder i en varmemontre for enden af den meterlange buffetanretning.
»Der var den her idé om, at nu ville danskerne droppe udlandsrejserne og i stedet ’opdage Danmark’ og ville på ’staycation’. Men så fandt man ud af, at det jo egentlig er et ret grimt land. Du kan ikke stole på vejret. Og så begyndte vi at rejse til udlandet igen,« konstaterer Pelle Guldborg, da undertegnede vender retur til bordet.
Allerede i 2021 spåede forskeren fra RUC, at vores vaner og adfærd hurtigt ville vende tilbage til status quo.
Undersøgelser viser da også, at vi hurtigt glemte de gode hygiejnevaner fra coronatiden som øget håndvask og afspritning. Vi flyver stadig på livet løs, har for længst smidt maskerne i skraldespande, og håndtrykket blev ikke erstattet med et ’fist bump’ eller albuehilsen.
»Et håndtryk har en funktion, det skal løse, i den givne situation. Det er ikke blot kultur, men et adfærdsmønster, som er underkastet det samme forhold som evolution.«
Vi giver hånd, fordi det er en nem måde at lave, hvad adfærdsforskeren kalder en »masssiv informationsoverførsel«. Der ligger en masse i håndtrykkets anatomi; hvem er overhånd? Hvor længe varer det?
Det kan et ’fistbump’ ikke slå.
Det er nemlig en af forskerens centrale pointer.
Vi ændrer kun adfærd eller vaner, hvis det er belejligt for os. En teori, der i adfærdsforskningen kaldes ’metrochokeffekten’. Efter en nedlukning af Londons metro skulle de vanlige passagerer finde en anden måde at komme på arbejde på.
De, der fandt en smartere rute, vendte ikke tilbage til deres gamle rejsemønstre igen, viste analysen.
»Hvis vi skal fortsætte med at gøre noget anderledes på den anden side af eksempelvis en pandemi, så skal det være bedre end det, vi plejer at gøre. Som vi bare hang fast i, fordi vi ikke har prøvet eller er tvunget til at gøre noget andet.«
Her tvang nedlukningen af samfundet os til at lave om på vores adfærd. En tur i storcentret blev skiftet ud med onlinehandel, og arbejdspladsen med hjemmekontoret.
Én ting har nemlig ændret sig.
Hjemmearbejdet er kommet for at blive, fortæller Pelle Guldborg.
»Folk fandt ud af, at man kunne være sammen med sine børn og familie og stadig lave sit arbejde.«
Det førte til et andet arbejdsmønster. I hvert fald for den del af befolkningen, i høj grad middelklassen, der havde muligheden for at klare opgaverne fra hjemmet.
Storcentrene gik ikke rabundus, og denne tirsdag i vinterferien glider skarer af småbørn, deres småpaniske forældre eller assisterende bedsteforældre i en lind strøm forbi Dalle Valle i storcentret Field’s i København.
Shoppingcentre har fundet ud af, at de skal tilbyde hele pakken og mere til, hvis de skal klare kampen mod nethandlen. Her er skilte, der reklamerer for skattejagt, trampolinland og restauranter, der tilbyder alt fra indisk til stenalderkost.
Da butiksdørene blev smækket i under nedlukningen, blev storcentrene tvangslukket, og vores indkøb flyttede sig online.
Men det er et adfærdsmønster, der allerede var under forandring, inden coronavirussen kom, og ikke en tendens i en helt ny retning, forklarer Pelle Guldborg.
»Det fungerede som tændvæske på et bål, der allerede var i gang. Folk var allerede begyndt på det, fordi det sparer tid og besvær, og så accelererer tendensen, fordi de bliver tvunget til at gøre noget.«
Igen spiller ’metrochokeffekten’ ind, og vi holder fast i en ændret adfærd, hvis det er smartere, end hvad vi gjorde før, uddyber han.
Tømme tallerkenen, slikke sig om munden, op til buffeten og fylde tallerkenen på ny.
I adfærdsvidenskaben er en vane det, du gør per automatik og fortsætter med at gøre, selv når målene skifter. Som når du kommer til at dreje til venstre i krydset, fordi det er den normale vej på arbejde, men egentlig skal til højre, fordi det er lørdag, og du skal til fest.
»Der er mange, der tror, at adfærdsforskning handler om mennesker, kultur, vores tanker, værdier og sådan noget,« siger Pelle Guldborg.
Værdier kan vel ændre vores vaner – for eksempel ved at vælge toget til frem for flyet for at skåne klimaet?
»De spiller en rolle. Men vi tror, de spiller hovedknappen, kontrolcentret, der siger ’løb til højre, drej til venstre’. Det gør de ikke, de er kun en lille komponent. Derfor kan man også snyde folk til at ændre adfærd.«
Under pandemien arbejdede adfærdsforskere som Pelle Guldborg Hansen på at gøre netop det. Bevæbnet med håndspritflasker og afstandstape skulle de nudge os til at blive bedre til at spritte af og holde afstand.
»De ringede fra supermarkeder, køkkener og skoler og spurgte; hvad gør vi? Har du tape? Jamen så gør du sådan og sådan her for at få folk til at stå to meter fra hinanden, bruge hver anden håndvask eller gå til højre ned ad trappen. Det er egentlig ret lavpraktisk at få folk til at marchere i takt som pingviner, når de er bange.«
Vi afregner for buffeten og går en tur rundt på storcentrets proppede gange. I dag er der intet spor af coronatape og skilte, der påbyder at nyse i ærmet og holde afstand.
»Dér gemmer sig en håndsprit,« siger Pelle Guldborg og peger ind ad døren til en tøjbutik.
Gemt godt væk bag en spejlbelagt søjle står en af de få overlevende standere med flasken og et lille skilt om, hvordan vi beskytter os selv og hinanden mod en usynlig virus.
Vi spritter lydigt hænderne af, mens vi har ekspedientens undrende øjne i nakken.
Da coronakrisen kom, appellerede statsminister Mette Frederiksen til vores solidaritet. Vi skulle bære masker og vaske hænder for at beskytte de svage. De unge skulle droppe festen, og vi skulle prioritere fællesskabet over den enkelte.
Men ifølge forskeren fra RUC var det ikke dundertalen, der for en stund fik os til at holde os indendørs, have håndsprit i tasken og masken i lommen.
»Der er mange, der siger, at det var Mette Frederiksen, det var fællesskab og samfundssind, der fik os til det. Men det var godt internet, Wolt-bude, vand og varme i hjemmet og bærbare computere. Vi har en infrastruktur i Danmark, der gør, at vi kan låse os inde. I Nairobi skal du ud for at hente vand og tjene penge.«
For en tid blev de fleste danskere nogle adfærdsmæssige dydsmønstre, og det hænger sammen med en særlig dansk tankegang ifølge forskeren.
»Det er ligesom, når en præst står over for et problem, så påkalder de Gud, selvom det handler om fysik. Når en dansk politiker står over for at løse et problem, så begynder de at appellere til fællesskabet. For danskere kan jo nærmest ikke løbe en tur, uden at det skal være som en del af en klub, eller spise, uden at det er fællesspisning,« siger han.
»Vi minder til tider om et frivilligt Nordkorea. Men at appellere til den flokmentalitet giver bare rigtig tit de forkerte løsninger og fører til udskamning af dem, der ikke følger trop.«
Vi tager rulletrappen op til næste etage på jagt efter coronaspor. Listen tæller kun seks spritdispensere indtil videre.
Da den første nedlukning kom, hjalp Pelle Guldborgs forskningshold og studerende til på folkeskoler for at hjælpe med tapesætning, håndvask, at få eleverne til at holde til siden på trapperne og teste effekten af det.
»Her kunne vi bare se et fuldstændigt ’disconnect’ mellem det, der blev sagt i pressen. Når det blev sagt at det gik ad helvedes til, og udskamningen af folk tog til, kunne vi se, at børn og unge på skolerne og folk i supermarkederne egentlig fulgte retningslinjerne rigtigt fint. Og når vi blev rost til skyerne, skete det samtidig med, at det egentlig gik super skidt.«
Det Pelle Guldborg Hansen fandt ud af virkede - i hvert fald for en stund - var blandt andet at sætte håndsprit op lige ved indgangen. På et hospital fik det afspritningen til at stige fra mellem 0,4-19,7 til hele 47 procent af de besøgende i 2019.
»Men kun der, hvor vi havde sat den fulde håndspritopsætning op. Ikke der, hvor tingene stod, som de plejede.«
Han fortæller om nogle franske kollegaer, der i stedet for en stander med håndsprit satte personale i butiksdøren til at få folk til at spritte af. De fik en afspritningsprocent på 100 procent, fortæller Pelle Guldborg og fortsætter:
»Det handler om, hvor ansvaret ligger bedst. Og i sådan en situation er det at sige til butikkerne, at I ikke kan være åbne, hvis I ikke garanterer, at folk ikke spritter deres hænder af.«
Om den næste store samfundskrise bliver endnu en pandemi, en atomkrise eller naturkatastrofe er ikke til at vide. Men 9/11-angrebet fik ikke folk til at stoppe med at flyve, klimakrisen fløj ikke luftfartsselskaberne i sænk, og ifølge Pelle Guldborg er det et fåtal af vaner, der har bidt sig fast efter coronapandemien.
»En fra middelalderen, der landede under pandemien, ville nok bare stå og kigge: Hvad fanden laver I? Hvorfor gemmer I jer for noget, der er usynligt?« lyder det fra Pelle Guldborg.
RNA-sekventering, vaccineudvikling og den lynhurtige acceleration af alt det videnskabelige og teknologiske ville være fuldstændig uigenkendeligt for vedkommende, fortsætter han.
»Men når det gælder den måde, man forsøgte at regulere adfærd på fra politisk hold, har det været fuldstændig genkendeligt. Det her med at fortælle folk, hvad de skal gøre, pisk, gulerod og gabestok.«
Senest bad regeringen alle om at indføre den gode vane med at ’preppe’ og altid have til tre dages overlevelse med blandt andet konserves, ni liter vand, medicin og powerbanks i kælderen. Statsminister Mette Frederiksen følger selv myndighedernes anbefalinger og »synes, danskerne bør gøre det samme«.
Tal har bare vist, at kun omkring en tredjedel af befolkningen har fyldt lageret op.
»Og igen – hvor ligger ansvaret bedst? Hvis man gerne vil have folk til at gøre det, ved staten sådan set alt om mig. Vi er 3 i vores husstand, og så kunne Beredskabsstyrelsen sende et prepper-kit med 9 liter vand og det essentielle på listen. I stedet gøre det frivilligt og nemt at ændre adfærd,« siger han og afslutter:
»Vi har ikke rigtig lært af coronapandemien på den front. Så når det sker næste gang, kommer vi til at stå i samme situation.«
Et tak til forskeren og et håndtryk til farvel senere bevæger undertegnede sig ud i solen, griber vanligt efter rejsekortet i lommen og går mod metroen.
