Solens stråler giver power-sæd
D-vitamin fra solen kan ifølge australsk forskning forbedre sædkvaliteten hos mænd, der har problemer med at få børn.

Mænd kan også gøre noget for at forbedre chancerne for graviditet. For eksempel kan han sørge for at få D-vitamin nok.(Foto: Colourbox)

Mænd kan også gøre noget for at forbedre chancerne for graviditet. For eksempel kan han sørge for at få D-vitamin nok.(Foto: Colourbox)

Mænd, der har problemer med dårlig sædkvalitet, gør sandsynligvis klogt i at gå en tur, når solen skinner.

Australske forskere fra 'Fertility First - Center for Reproductive Health' i Sydney har nemlig opdaget, at en lav sædkvalitet kan skyldes mangel på D-vitamin, som vi mennesker får fra solens stråler.

Mangel på D-vitamin troede man tidligere kun havde en negativ virkning på kvinders evne til at få børn. Men forskernes undersøgelse har vist, at mangel på D-vitamin og folat - som vi blandt andet får fra grønne grøntsager og kornprodukter - også har en negativ virkning på mænds evne til at sætte børn i verden.

»Mangel på D-vitamin og folat er forbundet med frugtbarhedsproblemer hos kvinder. Men resultaterne fra vores undersøgelser af mænd kom som en overraskelse,« siger dr. Anna Clark, som har ledet forskningsprojektet ifølge forskning.no.

Dårligt DNA fører til abort

Undersøgelsen tog udgangspunkt i blodprøver fra 794 mænd, som besøgte fertilitetscentret, fordi de havde problemer med at få børn. Blodprøverne afslørede, at hver tredje af dem manglede D-vitamin.

Grunden til at mangel på D-vitamin fører til ringe sædkvalitet er, at det forårsager såkaldt fragmentering af sædens DNA. Det vil sige, at DNAet i sædcellerne går i stykker.

Anna-Maria Andersson er forskningsleder på Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion. Hun fortæller, at fragmentering af DNA i sædceller meget ofte er grunden til, at en mand ikke kan få børn.

Fakta

VIDSTE DU

Fragmentering af DNA - det at DNAet i sædcellerne går i stykker - er den mest almindelige årsag til lav sædkvalitet.

Oftest er det rygning, infektioner og høj alder der er grund til skader på sæds DNA. Men mangel på D-vitamin er altså også en årsag.

»Fragmentering af DNA i sædceller fører til nedsat fertilitet. Enten fordi sæden er så skadet, at den ikke kan nå frem til at befrugte et æg. Eller fordi fejlen betyder, at udviklingen af fostret går i stå, så den gravide får en så tidlig abort, at det aldrig bliver opdaget, at hun er gravid,« fortæller Anna-Maria Andersson

Vitaminpiller hjælper

Det er altså vigtigt at undgå fejl i sædens DNA, hvis man vil have et barn. Derfor fik de mænd, der ifølge blodprøverne havde DNA-fejl i deres sæd mulighed for at deltage i et forsøg, som skulle undersøge, om det var muligt at rette op på problemet.

123 mænd gik med til at deltage i forsøget, som gik ud på, at de skulle lægge deres livsstile om efter videnskabens forskrifter.

Det betød, at de holdt op med at ryge, skar ned på deres forbrug af alkohol og kaffe og tabte sig. Derudover indtog de henover et tre måneder tilskud af vitaminer og antioxidanter.

Resultatet var klart. Langt de fleste af de 123 mænd fik bedre sædkvalitet, og 40 procent af dem gjorde deres partnere gravide ved reagensglasbehandling. 11 af de 123 havde fået en sæd der var så stærk, at de kunne få barn på normal vis. Desuden spontanaborterede ingen af de gravide kvinder.

Overdriv ikke solbadning

Selvom kostomlægning - og ikke kun og vitamintilskud - var et vigtigt element da sædkvaliteten skulle forbedres, er det opsigtsvækkende, at mangel på D-vitamin fører til dårlig sædkvalitet.

En mangel på D-vitamin som ifølge dr. Anna Clark kan skyldes, at mændene får for lidt sollys. Grunden til det kan være, at mange mennesker i det solrige Australien frygter hudkræft, og derfor holder sig fra solen og går tildækket.

Det er ikke kun mangel på D-vitamin, der kan give dårlig sædkvalitet. En generel kostmolægning med vægttab til følge har vist sig at have positiv virkning. (Foto: Colourbox)

Men det betyder ikke, at vi i Danmark skal begynde at dyrke solen uhæmmet af frygt for D-vitaminmangel. Det mener projektchef i Kræftens Bekæmpelse, Anja Philip. Hun står i spidsen for en kampagne, som skal oplyse danskerne om den øgede risiko for hudkræft, der opstår, når vi tilbringer for meget tid i solen.

»Nok D-vitamin går fint hånd i hånd med fornuftig soladfærd. Der er ingen grund til at ligge og stege i solen eller et solarium, hvis man er bange for, at man ikke får nok D-vitamin,« siger Anja Philip.

Hun mener, at man skal holde sig fra at tage for meget sol, fordi kroppen alligevel kun kan optage en vis mængde D-vitamin.

»I sommerhalvåret får vi efter alt at dømme nok D-vitamin, hvis vi er ude i solen i 15-20 minutter om dagen cirka tre gange om ugen. Er vi ude mere end det, bliver det nedbrudt. I vinterhalvåret er det en anden sag. Der kan folk her i det mørke nord have et problem med at få D-vitamin nok fra solen. Men så skal man til gengæld spise flere fede fisk og mælkeprodukter eller eventuelt tage et D-vitamin tilskud i samråd med sin læge,« siger Anja Philip.

Både mænds og kvinders problem

Dr. Anna Clark mener, at undersøgelsens resultater viser, at problemet med barnløshed ikke kun er kvindernes problem. Mænd kan også gøre noget for at forøge chancerne for graviditet efter sex.

»Så vidt vi ved, er det her det første studie, som kommer med målbare beviser for, at en kort periode med kost- og livsstilsomlægninger kan forbedre mandens frugbarhed,« siger dr. Anna Clark.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.