Hvis et voldsoffer husker overfaldet indefra - altså som det så ud med sine egne øjne, da det skete - ser det ud til, at den posttraumatiske stress-forstyrrelse, som mange efterfølgende må slås med, er kortere end dem, der forsøger at fortrænge traumet ved at huske det udefra.
Det viser en ny australsk undersøgelse af knap 1000 PTSD-ramte.
De alvorlige psykiske eftervirkninger, der kan opstå efter voldsomme belastende oplevelser, er i dag betegnet som PTSD, der står for Post Traumatisk Stress-forstyrrelse (D i PTSD er engelsk for disorder).
Denne lidelse er især karakteriseret ved fire ting:
En vedvarende følelsesmæssig uro, ængstelse eller nervøsitet, som om de PTSD-ramte konstant frygter, at der igen kan ske noget grufuldt. En tendens til at undgå alt, hvad der kan minde om den traumatiske begivenhed - både i tankerne og i adfærden, hvilket kan føre til en urimeligt indskrænket tilværelse. Gentagende ufrivillige minder om den traumatiske oplevelse - både om dagen hvor disse ubehagelige minder optræder i form af flashbacks (lyslevende erindringer), som på en skræmmende måde kan bryde ind i bevidstheden på de mest ubelejlige tidspunkter - og om natten, hvor de traumatiske begivenheder kan udspille sig gang på gang i angstfyldte mareridt. For det fjerde er PTSD-ramte - udover deres stigende ængstelse - som regel præget af en følelsesmæssig hæmning på alle andre områder, også hvad angår positive følelser, så de ikke rigtig kan glæde sig over de ting i livet, som tidligere kunne medføre positive følelser.
En PTSD-lidelse kan heldigvis behandles ganske effektivt med både terapi og piller, men uden behandling går det også undertiden over af sig selv efter nogen tid.
Forskel i varighed undrer forskere
Men mange PTSD-lidelser, som ikke bliver behandlet, kan dog vedvare i årevis, og det har undret forskerne, at der er så stor forskel på varigheden af PTSD-lidelserne.
Det ser ikke ud til, at det blot er styrken af PTSD-lidelsen kort efter den traumatiske oplevelse, der i sig selv bestemmer varigheden af den efterfølgende lidelse. Så der må være andre faktorer på færde, der bestemmer varigheden af lidelsen.
En af de vigtigste faktorer i denne forbindelse er tilsyneladende nummer to af de nævnte eftervirkninger: nemlig tendensen til at undgå at komme i berøring med minder om traumet.
Hvis en kvinde f.eks. er blevet voldtaget en nat i byen, vil hun måske ikke blot holde op med at bevæge sig udendørs om aftenen og natten, hun vil også ofte prøve at undgå overhovedet at tænke på den grufulde begivenhed.
Denne tendens til at spærre de pinefulde minder ude af bevidstheden kan i øvrigt i sig selv være en del af forklaringen på det tredje symptom, nemlig at disse minder en gang imellem samler så meget 'kraft', at de af sig selv bryder igennem til bevidstheden og skaber de omtalte genoplevelser i form af flashbacks, der ifølge nogle forskere i sig selv er med til at forlænge og opretholde PTSD-lidelsen.
Nu viser en ny undersøgelse fra Australien imidlertid, at det ikke blot er det at undgå eller fortrænge minder fra traumet, der kan give langvarige PTSD-lidelser. Det er tilsyneladende også måden, man erindrer begivenheden på, der kan forlænge eller forkorte lidelsen.
To måder at erindre på
De australske forskere tog udgangspunkt i en ny psykologisk sondring mellem to måder at erindre en begivenhed på, når man ser den for sit 'indre øje'. Man kan så at sige 'se' begivenheden indefra eller udefra.
Det mest almindelige er nok at erindre en begivenhed set indefra, dvs. som set gennem ens egne øjne, ligesom da man så på begivenheden, da episoden rent faktisk fandt sted. Men man kan faktisk også erindre en begivenhed 'set udefra', dvs. som set fra et andet udkigspunkt, f.eks. fra oven eller fra en større afstand.
At hjernen kan danne sådanne 'erindringsbilleder', som ikke svarer til det, man faktisk oprindeligt så, men som snarere er 'konstruerede' billeder ud fra, hvad hjernen i det hele taget ved om begivenheden, siger noget om, i hvor høj grad erindringer kan være 'konstruerede' af hjernen og ikke altid kan forstås som synsindtryk, der passivt opbevares i hjernen som fotografier i et fotoalbum.
I tidligere undersøgelser har man bl.a. fundet, at mennesker, der bedes om at beskrive erindringer om behagelige og ubehagelige barndomsbegivenheder, som regel erindrer begivenheden set indefra, når det drejer sig om behagelige erindringer, men oftere ser begivenheden udefra, når det drejer sig om ubehagelige begivenheder - som om de ved at se den udefra tager afstand fra begivenheden.
Knap 1000 mennesker undersøgt
I den nye australske undersøgelse gjorde forskerne ikke blot, hvad man har gjort i flere tidligere undersøgelser af PTSD-ramte, nemlig at bede dem fortælle, hvor klart og hvor ofte i dagliglivet, de erindrede den traumatiske oplevelse.
Man bad også de PTSD-ramte i undersøgelsen om at berette, hvordan de erindrede begivenheden, altså om de så den indefra eller udefra.
Hele 947 PTSD-ramte personer, der havde været ude for alvorlige ulykker (f.eks. i trafikken eller på arbejde), overfald eller andre traumatiske begivenheder, deltog i undersøgelsen. Alle de knap 1000 personer blev undersøgt dels en måned efter ulykken og dels et år senere.
Ved begge undersøgelser testede man både styrken af deres PTSD-lidelse og måden, de erindrede begivenheden på (altså om de så begivenheden indefra eller udefra).
Undersøgelsen viste to slående ting.
Den første undersøgelse en måned efter traumet viste, at de, der erindrede traumet ved at se situationen udefra, gennemsnitligt havde betydelig stærkere PTSD-lidelser end de, der erindrede begivenheden set indefra.
For det andet - og nok så interessant - viste det sig, at den gruppe, der i første omgang havde set situationen indefra, men som et år senere var skiftet til at erindre situationen set udefra, havde det væsentligt dårligere på dette senere tidspunkt end dem, der vedblev med at huske situationen set indefra.
Det indre forsvar
De australske forskere mener på denne baggrund, at det at huske en begivenhed set udefra i virkeligheden er en slags indre forsvar mod at se begivenheden helt i øjnene, som den blev set, da den rent faktisk fandt sted.
Der kan derfor psykologisk set være tale om en form for undgåelse af den virkelige begivenhed - en form for undgåelse, der ligesom den egentlige undgåelse, hvor man slet ikke vil huske begivenheden, kan bidrage til at forlænge lidelsen.
De personer i undersøgelsen, der både ved den første og den anden undersøgelse et år senere, huskede begivenheden set indefra, var efter det forløbne år kommet sig meget bedre end alle de andre i undersøgelsen.
De australske forskere mener derfor, at man i den psykologiske behandling af PTSD-lidelser bør bestræbe sig på, at de pågældende vænner sig til de skræmmende minder (så de bliver mindre skræmmende), men også specielt at de vænner sig til at mindes den traumatiske begivenhed set indefra - ligesom den blev oplevet i sin tid.
Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet
