Misundelse er en grim ting… Eller er det?

Hvordan reagerer en abe, der føler sig uretfærdigt behandlet?

Det undersøgte et berømt evolutionspsykologisk studie fra Emory Universitet i USA, hvor to kapucineraber blev placeret ved siden af hinanden i bure, hvorfra de kunne se både forsøgslederen og hinanden.

Aberne indlærte herefter en opgave, hvor de skulle give forsøgslederen en sten fra deres bur i bytte for et stykke agurk. Begge aber gennemførte denne opgave adskillige gange i træk og spiste deres udleverede agurkestykker – lige indtil forsøgslederen gav den ene abe en vindrue i stedet for det forventede stykke agurk.

Denne bedre belønning blev helt tydeligt opdaget af nabo-aben, som forventningsfuldt samlede en sten op fra sit bur og ventede på at modtage sin vindrue.

Skuffelsen var til at få øje på, da forsøgslederen endnu engang belønnede denne abe med et stykke agurk.

Den tidligere tilstrækkelige belønning vakte nu tydelig harme hos aben, der kastede agurkestykket direkte tilbage i hovedet på forsøgslederen. Forsøget er siden blevet berømt for at påvise den veludviklede retfærdighedssans hos andre primater end mennesker.

At misundelsesadfærd kan opstå hos forsøgets ene abe, når den anden abe urimeligt tildeles en bedre belønning for det samme stykke arbejde, er ikke svært at forstå – det virker tværtimod ganske forventeligt.

Så hvordan kan det være, at mens vi hylder retfærdighedssansen som en hjørnesten i menneskets moralske kompas, så fordømmer vi dens emotionelle slægtning: Misundelsen?

LÆS OGSÅ: Anerkendt abeforsker: Vi skal turde tale om lighederne mellem dyr og mennesker

En ældgammel følelse, der gør os små

Vi opfatter misundelsen som skamfuld og smålig, og det er en af de sidste følelser, vi vil indrømme – både overfor os selv og overfor andre.

Misundelse og retfærdighedssans er ikke det samme, men de er relaterede, på den måde at vi ofte mærker misundelse i situationer, hvor andre opleves at få en urimelig fordel, eller når vi mærker en sorg over vores egen ringere position i forhold til andre.

At misundelsen er en skamfuld følelse har dybe historiske og kulturelle rødder: I Bibelen er misundelsen beskrevet som en dødssynd, hvilket siger noget om, at vi har en flere tusind år lang kulturel tradition for at opfatte denne følelse som særligt forkastelig og skamfuld.

Der er få følelser, der i dén grad kan få sin ejer til at føle sig som et lille menneske: Misundelsen får den misundelige til at føle sig utilstrækkelig, og samtidig fremkalder den hemmelige ønsker om nederlag for den person, der er genstand for misundelsen.

Misundelse og jalousi er ikke det samme

Misundelse opstår, når andre har noget, vi gerne vil have, men ikke har: For eksempel bestemte ejendele, relationer, evner eller muligheder.

Dette står i modsætning til jalousi, som kan opstå, når man har noget, man er bange for at miste – hvorfor følelsen af jalousi ofte kobles til romantisk kærlighed, hvor man kan være bange for, at partneren forelsker sig i en anden.

Misundelse er en af de menneskelige følelser, de fleste af os ønsker at beskæftige os med i mindst muligt omfang.

Hvis man nu alligevel drister sig til at kigge lidt på denne følelse, så har forskningen flere interessante perspektiver på følelsen.

LÆS OGSÅ: Hunde føler misundelse

Vi kan ikke lade være med at sammenligne os

At opleve misundelse forudsætter, at der finder en sammenligning sted.

I forsøget med kapucineraberne blev agurkestykkerne kun opfattet som utilstrækkelige, fordi nabo-aben pludselig fik en mere lækker belønning. Det er således ikke den isolerede, absolutte værdi af det, aben selv har, der gør den tilfreds eller utilfreds: Det er den relative værdi af det, aben har i forhold til nabo-aben.

At dette også er tilfældet for mennesker, er blevet bekræftet i en række forsøg indenfor økonomisk psykologi:

Forskere har påvist, at de fleste af os hellere vil tjene det halve, hvis blot naboerne tjener endnu mindre, end vi vil tjene det dobbelte og have naboer, der tjener mere end os.

Vores lykke afgøres altså ikke af vores absolutte indkomst, men af vores relative indkomst set i forhold til den gruppe, vi sammenligner os med.

Ligeledes er de fleste af os villige til at selv at modtage en lille økonomisk straf i et penge-spil, hvis blot dette også medfører en straf for den, som forsøger at give sig selv en fordel i forhold til os.

Evolutionært giver misundelse god mening

Vi primater har således en særdeles veludviklet evne til at sammenligne os for at bedømme vores egen velstand, kompetencer og status i forhold til andre.

Hvis denne sammenligning fremkommer til den andens fordel, kan det medføre følelser af misundelse for os, hvor vi kan opleve ønsker om at stille os selv bedre og den anden dårligere.

Evolutionært er dette ikke så mærkeligt:

Vores status i det sociale hierarki i forhold til andres har blandt andet væsentlige betydninger for vores muligheder for at finde en attraktiv partner, forplante os og overleve.

Misundelse kan ses på hjerneskanninger

Et japansk forskerhold har undersøgt, hvad der sker rent neuralt (i hjernen), når vi oplever misundelse.

De rekrutterede 19 raske mennesker med en gennemsnitsalder på 22 år til et hjerneskanningsforsøg i 2 dele.

I første del af forsøget fik alle forsøgspersonerne udleveret et scenarie med dem selv og tre andre fiktive personer:

Forsøgspersonen selv er i scenariet en middelmådig studerende, både hvad angår evner, økonomi og social status.

Person 1 har samme køn som forsøgspersonen og minder om denne, men er bedre stillet på områder, som er relevante for forsøgspersonen (vedkommende er en dygtigere studerende, mere populær og så videre).

Person 2 er af det modsatte køn i forhold til forsøgspersonen og er bedre stillet end forsøgspersonen på en række områder. Disse områder er dog ikke relevante for forsøgspersonen.

Person 3 er af det modsatte køn i forhold til forsøgspersonen og er lige så godt stillet som forsøgspersonen, på områder som ikke er relevante for forsøgspersonen.

Forskerholdet fandt, at især Person 1 aktiverede misundelse hos forsøgspersonerne, ledsaget af øget aktivitet i en bestemt hjerneregion: dorsal Anterior Cingulate Cortex (dACC).

dACC er et hjernecenter, der blandt andet er involveret i moralsk beslutningstagning, konflikter og social smerte, og som blandt andet aktiveres, når der er konflikt mellem vores positive selvkoncepter og ekstern information.

Misundelse rammer ikke, når den anden er overlegen på irrelevante områder

Person 2 og 3 aktiverede i langt mindre grad en dACC-respons. Person 2 var også bedre stillet på en række områder i forhold til forsøgspersonen, men disse områder var ikke relevante for forsøgspersonen.

Dette tyder således på, at vi ikke nødvendigvis oplever misundelse overfor én, der har/er noget bedre i forhold til os selv, hvis ikke det er relevant for vores egen situation.

Der er altså to dimensioner, der skal være til stede, for at misundelse har gode betingelser for at gro i os:

1. Den anden person skal for det første være bedre stillet end én selv på en række områder, eksempelvis økonomi, popularitet og så videre.
2. Og for det andet skal disse områder være relevante for én selv og dermed kunne relateres og spejles i vores egen aktuelle situation.

Nederlag hos Person 1 medførte skadefro

I den anden del af forsøget undersøgte forskerholdet, hvordan forsøgspersonernes hjerner reagerede, når den succesfulde Person 1 oplevede et nederlag.

Det viste sig, at et nederlag hos Person 1 medførte en øget aktivering af hjerneområdet Nucleus Accumbens – et potent nydelsescenter, der blandt andet aktiveres ved belønning.

Forskerholdet koblede denne oplevelse af nydelse over den andens nederlag til følelsen af skadefro.

Det er simpelthen decideret nydelsesfuldt for os mennesker, når det går dårligt for nogen, som vi misunder – og der lader ovenikøbet til at være en direkte sammenhæng mellem graden af misundelse og graden af skadefro.

Vi er ikke misundelige på dronningen

Det japanske forskerhold fandt, at det ikke er nok at være bedre stillet på en række områder for at blive genstand for misundelse – disse områder skal som beskrevet også være relevante for den, der oplever misundelsen.

Den britisk-schweiziske filosof Alain de Botton er ophavsmanden til begrebet ‘statusangst’, og han har anvendt ingen ringere end den britiske dronning som eksempel på væsentligheden af selvrelevans, for at misundelse kan blomstre:

De færreste af os går rundt og er misundelige på den britiske dronning (eller den danske, for den sags skyld). Men hvorfor egentlig ikke? Man skulle kunne få øje på mange åbenlyse årsager til at misunde en dronning for hendes status i samfundet, hendes økonomi, hendes boligforhold og så videre.

Ifølge de Botton er det, fordi dronningen er for langt væk fra noget, vi kan genkende i vores eget liv. Han argumenterer for, at sammenligning primært finder sted indenfor vores egne såkaldte referencegrupper, altså mennesker, som minder om os selv på en række parametre.

Vi er i størst risiko for at misunde mennesker, der ligner os selv

Ifølge de Botton er dette især problematisk, fordi det moderne samfund medfører, at vores reference-grupper er større end nogensinde før:

Både fordi det moderne samfund udvisker de sociale lag i samfundet, og fordi adgangen til sociale medier øger størrelsen på vores referencegrupper markant.

Hertil viser langtidsstudier, at misundelse på både individ- og gruppe-niveau i organisationer mindsker effektivitet og samarbejde på arbejdspladsen og kan medføre uetisk og amoralsk adfærd imellem forskellige grupper, med risiko for at ødelægge organisationens arbejdsmiljø og produktivitet.

Specielt højt-performende medarbejdere er i risiko for at blive gjort til ofre for misundelsesadfærd fra kollegaer – især kollegaer indenfor samme arbejdsområde.

LÆS OGSÅ: Hvilken effekt har andres feriebilleder på din sommer?

Misundelse kan både være godt og skidt

Bagsiderne afat være styret af sammenligninger og misundelse er mange.

Først og fremmest er der det åbenlyse ubehag ved at opleve disse følelser. Eller risikoen for at leve et liv baseret på sammenligninger med andre, frem for et liv baseret på vores egne ønsker.

En af de største fortrydelser, der er identificeret hos dødssyge mennesker, er, at de ikke havde modet til at leve det liv, de selv ønskede, men i stedet levede et liv, som, de troede, at andre forventede af dem.

Misundelse, som ikke beherskes, kan således risikere at stå i vejen for både karrieren og livet generelt. Det er derfor værd at være bevidst om, i hvor høj grad man selv er styret af sammenligninger og misundelse, og hvilken indflydelse det risikerer at have på ens livskvalitet og ens adfærd.

Omvendt er den et brugbart signal om, at vores plads i flokken kan være truet – men kun hvis vi udnytter den konstruktivt og i et større perspektiv, for vi har brug for at løfte i flok, hvis større ting skal udrettes.

Misundelse er en del af vores evolutionære arv som sociale dyr, så vi bliver næppe helt fri for den. Måske kan vi som voksne, modne mennesker lære at opføre os ordentligt på trods af den, men vi slipper næppe helt af med selve følelsen.

Hvad gør man, når misundelsen rammer?

Så hvad stiller man op med misundelse? Kan man bruge den til noget som helst fornuftigt?

Hvis man befinder sig i en situation, hvor man har realistiske muligheder for at opnå det samme eller noget tilsvarende den person, som er genstand for misundelsen, så kan misundelse faktisk være en kraftig vejviser og en kilde til personlig inspiration.

Misundelse er en meget klar indikator for, hvad man selv ønsker at opnå, og har man indsigt i sin egen misundelse, kan man således vende den til inspiration og motivation.

Hvis man derimod befinder sig i en situation, hvor man ikke har realistiske muligheder for at opnå det samme som den person, der er genstand for misundelsen, er det selvfølgelig noget andet. Hvis man er blevet lam i benene, kan man ikke lade sig inspirere til at kunne gå igen.

Men hvad gør man så?

Søren Kierkegaard har et godt svar

Spørger man en nyere og en ældre filosof, kan man i hvert fald arbejde med at skifte sit fokus.

Alain de Botton anbefaler, at vi udvider vores definition af succes-begrebet, så et succesfuldt liv er andet og mere end et højt betalt job og en dyr bil.

Det kunne for eksempel være at måle sin egen succes som menneske i altruisme: Altså, hvor stor en positiv forskel man formår at gøre for andre mennesker.

Søren Kierkegaard anbefalede i værket ‘Enten-Eller’, at man bestræber sig på at være den bedste udgave af sig selv, i stedet for at stræbe efter at blive en middelmådig udgave af andre:

»Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.«

LÆS OGSÅ: Følelserne kortlagt i kroppen

LÆS OGSÅ: Din tipoldemors forhold til følelser var anderledes end dit