En lammende følelse, hvor al energien forlader kroppen, og livet virker tungt, imens man mangler overskud og føler sig nedtrykt. 

Sådan føles symptomerne for mange af de tre til fem procent af danskerne, der lider af depression, så tanken om at give hjernen et let stød for at få den ud af døsen, virker ikke ulogisk.  

De seneste år har hjerneforskere eksperimenteret meget med elektricitet som behandling af depression, og nu har et forskerhold udgivet et nyt studie, der tager forskningsfeltet et skridt videre. 

Forskerne har implanteret ti elektroder i hjernen på en 36-årig, svært depressiv kvinde. Når elektroden opfanger, at hendes hjerne viser tegn på at være på vej ind i en depression, giver den automatisk et mildt stød.

»Det er højinteressant, at studiet demonstrerer, at det her kan lade sig gøre, og at det findes,« siger Martin Balslev Jørgensen, overlæge ved Psykiatrisk Center København og klinisk professor i psykiatri ved Københavns Universitet.

Den 36-årige kvinde oplevede et markant fald i sine depressive symptomer en uge efter behandlingen. Men forsøget skal gentages i flere patienter, for at være sikker på, at andre oplever den samme gavnlige effekt, understreger han.

Et eksperiment med personlig medicin fintunet til den enkelte

Som det er i dag, bliver langt de fleste danskere med en moderat eller alvorlig depression behandlet med antidepressiv medicin, der påvirker hjernens signalstoffer. 

Antidepressiv medicin har imidlertid et tvivlsomt omdømme. Med en succesrate anslået til omkring 60 procent, når det virker bedst - det samme gælder for psykoterapi, så der er ingen tvivl om, at en alternativ behandling er efterspurgt. 

Desuden opfører vores hjerner sig ikke ens under en depression, og derfor er det meget velkomment, at det nye studie viser vej mod en behandlingsform, der i højere grad er tilpasset den enkelte, mener depressionsforsker Martin Balslev Jørgensen.

»Det, der gør studiet unikt, er, at forskerne eksperimenterer med personlig medicin. De har fundet ud af, hvor i hjernen netop denne patients depressive symptomer sidder, og hvordan og hvornår de kan stimulere for at dæmpe symptomerne,« lyder det.

Hverken i psykiatrien eller indenfor videnskabens verden helt generelt er det almindeligt at implantere elektroder i hjernen på deprimerede, men i det nye studie har forskerne gjort det i det på en kvinde, der har lidt af livslang depression og ikke tidligere har reageret på nogen behandling.

Andre forskergrupper har dog tidligere prøvet at indoperere elektroder i hjernen på depressive patienter. I begyndelsen med stor succes, men uden de store resultater, når patienterne blev undersøgt grundigere.

Den gode effekt i det nye studie skyldes højst sandsynligt, at forskerne har opgraderet deres metode på ét afgørende punkt.

»I stedet for at stimulere hjernen med elektricitet hele tiden har forskerne tjekket, hvornår patienten har depressive symptomer, og stimulerer kun, når symptomerne er der,« siger Martin Balslev Jørgensen.

Det er den metode, der gør det nye studie særligt, mener han. Forskerne har fået den 36-årige kvinde til at bedømme, hvor deprimeret hun følte sig, imens de målte hendes hjernes elektriske impulser via ti elektroder inde i kraniet.

De opdagede, at de depressive symptomer, kvinden beskrev,  matchede aktivitetsmønstre i hendes amygdala - den mandelformede kerne i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner. 

Da forskerne nu kendte det sted, der sandsynligvis forårsagede kvindens svære depressive symptomer, kunne de give strøm til præcis det område. Elektroderne kunne også opfange, hvornår der var depressiv aktivitet, så den kun satte ind, når det var nødvendigt.

Patienten har usædvanlige depressionsmønstre

Selvom elektroderne hjalp den 36-årige kvinde, er det nye studie kun det første forsigtige skridt på en ekstremt lang vej mod en dag at kunne behandle alle svært deprimerede ved såkaldt dyb hjernestimulation. 

Det er en metode, hvor læger sætter højtavancerede, personaliserede elektroniske anordninger ind i menneskehjerner.

»Vi kan ikke konkludere noget ud fra ét forsøg med én patient. Forskerne beviser, at det kan lade sig gøre, men ikke, hvorvidt det er en god ide at gøre,« siger Poul Videbech, som er professor og overlæge ved Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning ved Psykiatrisk Center Glostrup.

Et muligt problem ved det nye studie er, at den 36-årige kvinde svinger mellem at have det nogenlunde og faser med svær depression. 

Normalt har patienter med svær depression det konstant meget dårligt. Derfor er der ingen garanti for, at behandlingen kommer til at virke lige så godt for patienter med klassiske depressionsmønstre, fortsætter Poul Videbech.

Helt generelt oplever mange patienter også en omfattende placeboeffekt ved dyb hjernestimulation, hvor de automatisk føler sig raskere efter at have gennemgået et så massivt indgreb som at få sat elektroder ind i hjernen, siger Poul Videbech.

For at sikre sig, at depressive patienter rent faktisk får det bedre af behandlingen, kræver det, at forskere opererer elektroder ind i hjernen på mange patienter, kun tænder stimulatoren i halvdelen men bilder alle ind, at de får stød, lyder det fra Poul Videbech.

Risici ved behandlingen kan være voldsomme

For at gentage forsøget kræver det villige forsøgspersoner, og det er med god grund langt fra alle med depression, der har lyst til at få sat elektroder ind i hjernen, pointerer Martin Balslev Jørgensen.

»Operationen indebærer, at du åbner kraniet, så det er et temmeligt invasivt indgreb for at sige det mildt. Derfor opererer man ikke elektroder ind i hjernen på den gennemsnitlige depressive patient,« siger han.

Depressionen skal derimod være meget alvorlig, fordi operationen kan gå ind og påvirke hjernen uhensigtsmæssigt. Elektronerne kan forårsage infektioner, og man har set, at Parkinsons-patienter kan få et kognitivt dyk, nogle kan udvikle ludomani, og der er en vis selvmordsrisiko forbundet med operationen, fortæller Martin Balslev Jørgensen. 

Allerværst kan det gå, hvis kirurgen kommer til at punktere et blodkar, så patienten får en invaliderende eller dødelig hjerneblødning, omend det kun sker for ganske få, supplerer Poul Videbech og fortsætter:

»Risici ved dyb hjernestimulation er meget begrænsede. Over hundredetusinde er blevet opereret for Parkinsons, så lægerne er klar over, hvad de gør, men selv ubehagelige usandsynlige bivirkninger er en katastrofe, hvis de rammer en selv,« siger Poul Videbech.

Der er altså lav risiko for fejl og bivirkninger ved operationerne, men hvis de opstår, kan konsekvenserne være voldsomme og livstruende. Af samme grund efterlyser Poul Videbech, at forfatterne i nye studie forklarer, hvorfor den 36-årige kvinde fik sat hele ti elektroder ind i kraniet, når det almindelige antal er to.

Dyb hjernestimulans til deprimerede rummer potentiale

Til trods for at elektrodebehandlingen af depressive er i sin spæde opstart, tyder erfaring fra andre forskningsfelter på, at metoden kan gå en lys fremtid i møde.

Dyb hjernestimulation er i vækst som behandling af andre hjernesygdomme, og mange med epilepsi, Parkinson’s syge og bevægelsesforstyrrelsen dystoni oplever en lindring af deres symptomer, når de får sat stød til hjernen via elektroder monteret i eller uden på kraniet.

Det giver grund til at tro, at deprimerede også kan få gavn af behandlingen. Især hvis forskere finder andre biomarkører end aktivitet i indopererede elektroder, de kan stimulere elektrisk, så folk kan undgå at få åbnet kraniet. Det kan for eksempel være elektrisk stimulation uden på kraniet, mener Martin Balslev Jørgensen.

»Depression er en forfærdelig lidelse, som forringer folks livskvalitet, og vi kan ikke kurere den med medicin, så jeg håber, at forskere kan finde en mindre invasiv måde at gøre det på,« siger han.