Kan indopererede elektroder i hjernen afhjælpe svær depression?

Nogle patienter med svær depression går grueligt meget igennem: medicin, terapi og elektrochokbehandling, men den tunge, mørke depression nægter at slippe sit tag.

Derfor vakte det håb, da forskeren Helen Mayberg og hendes kolleger ved Mount Sinai Hosptal i USA publicerede resultaterne fra et forsøg med såkaldt dyb hjernestimulering mod dyb depression hos seks patienter i 2005.

Dyb hjernestimulering bruges i dag blandt andet i behandlingen af Parkinsons sygdom med rigtig god effekt.

Ved at operere elektroder dybt ind i hjernen gennem to huller i kraniet stimulerer man specifikke hjerneområder med svage strømimpulser fra elektroderne.

Elektroderne er koblet til en batteridrevet 'pacemaker', som er placeret under huden i brystkassen.

• 4 ud af 6 patienter, som deltog i studiet fra 2005, fik det markant bedre efter indgrebet.
• Én af patienterne fortalte om en umiddelbar følelse af lethed og ro; det var som om et tomrum ganske enkelt forsvandt.
• En anden patient oplevede, at omgivelserne pludselig blev visult lysere og mere farverige.
• 14 patienter viste senere lignende forbedringer.
• 1/3 slap så godt som helt af med depressionen.
• Størstedelen oplevede en reduktion af depressionssymptomerne på 50 procent.

Alt i alt må det siges at være meget opløftende resultater.

Skuffende resultater

Et større kontrolleret og dobbeltblindet studie blev planlagt.

Forsøgsdeltagerne fik indopereret elektroderne, men hos 1/3 af deltagerne var elektroderne slået fra. På denne måde kunne forskerne kontrollere for placebo-effekt. Resultaterne var skuffende.

I løbet af de første seks måneder viste både kontrolgruppen og gruppen med aktiv stimulering en del forbedringer, men der var næsten ingen forskel de to grupper imellem: 20 procent i gruppen med aktiv stimulering fik det bedre mod 17 procent i kontrolgruppen.

Var de tidligere positive resultater simpelthen placebo?

St. Jude Medical, Inc., som sponsorerede studiet, stoppede studiet. Mange af forsøgsdeltagerne beholdt de indopererede elektroder, og forskerne blev ved med at studere udviklingen.

Over tid fik flere deltagere det bedre. Men det gjaldt ikke for alle.

LÆS OGSÅ: Fup eller fidus: Kan strøm til hjernen øge kreativiteten?

En glædesløs tilværelse

Steve Ogburn var én af forsøgsdeltagerne i det dobbeltblindede studie. Han fortalte efterfølgende, at eksperimentet resulterede i hoved- og nervesmerter, og at han i dag fortryder, at han deltog.

I en video, som blandt andet kan ses på Scientific American, fortæller han sin historie.

Før forsøget var han dybt deprimeret. Efterfølgende er han det stadig, men lider nu desuden af kroniske smerter.

Der er dog også en del solskinshistorier. Edi Guyton kunne ikke erindre, at hun nogensinde havde været lykkelig - ikke engang som lille pige.

I en alder af 19 år forsøgte hun for første gang at begå selvmord. Hun fortæller CNN, at hun i de efterfølgende 40 år levede med depression, samtidig med at hun gjorde karriere og stiftede familie.

Hun følte sig helt følelsesløs indeni. Hun husker for eksempel, dengang hun holdt sin grandniece for første gang.

»En eller anden rakte hende til mig, og jeg holdt hende, men jeg tog ikke hendes ansigt op til mit eget.«

Hun holdt den lille pige, indtil en eller anden tog hende tilbage.

»Jeg følte ikke noget. Ingenting.«

Edi Guyton var én af de forsøgsdeltagere, der ansøgte om at få lov til at deltage i den eksperimentelle behandling. Hun havde nærmest intet at miste.

Da Helen Mayberg i løbet af operationen i 2007 justerede elektroderne, var Edi Guyton lige ved at smile, hvilket fik hende til at bryde ud i latter. Hun tænkte nemlig på at lege med sin grandniece.

»Jeg havde følelser, som jeg troede, var borte,« siger hun.

Efter mange år i kløerne på en håbløs depression fik hun det meget bedre, da elektroderne blev aktiveret.

De fleste fik det bedre

I et nyt studie rapporterer Helen Mayberg og hendes kolleger om langtidseffekterne blandt 28 patienter, som har modtaget aktiv hjernestimulering i op til 8 år.

Alle patienterne fil indopereret elektroderne ved Emory University School of Medicine.

I studiet, som er publiceret i tidsskriftet American Journal of Psychiatry, konkluderer forskerne, at behandlingen havde 'solid og varig effekt' for størstedelen af patienterne.

Depressionens sværhedsgrad blandt deltagerne blev målt ved hjælp af den ofte benyttede Hamilton 17 depressionsskala - både før indgrebet og i løbet af de øvrige år.

LÆS OGSÅ: Unikt dansk studie afslører hjernens reaktion på elektrochok

Kriterier og resultater

Resultaterne for de 28 deltagerne var:

• 18 deltagere oplevede en forbedring på 50 procent i løbet af alle årene.
• 60 patienter havde det næsten 25 procent bedre gennem hele forløbet.

»På trods af at større studier blev stoppet før tid, så fortsatte mine kolleger og jeg med at følge op på patienterne fra de første forsøg. De fik det bedre med tiden - og ikke nok med det - de blev ved med at have det godt. Så vi fortsatte stille og roligt,« siger Helen Mayberg i en pressemeddelse fra Mount Sinai Hospital.

Det var kun personer med meget svær depression eller bipolar lidelse II, som deltog i langtidsstudiet.

Kriterierne for at deltage i studiet var:

• Patienterne havde lidt af depression i mindst 12 måneder før indgrebet
• De havde gennemført mindst 4 mislykkede behandlinger i denne periode, heriblandt elektrochokbehandling og psykoterapi.

Selv om mange patienter oplevede en bedring, blev ingen af dem kurerede. I løbet af episoder hvor maskinen ikke fungerede eller løb tør for strøm, fik patienterne det dårligere igen, hvilket indikerer, at de elektriske impulser havde effekt.

Alligevel holdt ingen af patienterne op med at tage medicin.

Besøgte gruppen i 2010

Erlend Bøen, specialist i neurologi og psykiatri ved Enhed for psykosomatik og CL-psykiatri ved Rikshospitalet i Oslo, besøgte forskergruppen og Helen Mayberg i Atlanta i 2010.

»Vi ønskede at vide mere for at vurdere, om denne behandling var noget, vi skulle gå videre med i Norge. Vi endte med ikke at gøre det på daværende tidspunkt, blandt andet fordi det er så svært at finde personer, det ville være aktuelt for.«

Erlend Bøen har efterfølgende fulgt forskningsfeltet nøje.

»Et par blindede studier har haft negative resultater. Det har gjort, at mange er blevet mere lunkne over for et indgreb og fået dem til at tvivle på, om behandlingen har en fremtid. I 2005 - da den første artikel blev publiceret - så det derimod meget spændende ud.«

LÆS OGSÅ: Deprimerede bruger sproget anderledes: Sådan spotter du det

Der sker noget mærkværdigt et sted i de deprimeredes hjerne

Elektroderne bliver placeret i et område i hjernen, som bliver kaldt subgenuale cingulum eller 'Brodmann area 25'. Helen Mayberg har forsket i depressionens biologi siden 1990'erne.

I Brodmann area 25 opdagede forskerne, at der sker noget mærkværdigt blandt patienterne med depression.

»Her er ofte større metabolisk aktivitet - der bliver forbrændt mere glucose,« fortæller Erlend Bøen.

Denne overaktivitet mindskes, når personen ikke længere er deprimeret.

»Man har set det både i forbindelse med behandling med lægemidler, ved terapi og til og med ved placebo,« tilføjer han.

De strømførende elektroder både dæmper og stimulerer området, men forskerne er faktisk ikke helt sikre på, hvodan det egentlig fungerer.

»Mere lovende nu end for blot en måned siden«

Erlend Bøen har set det nye studie om langtidseffekterne blandt de 28 patienter.

Ser det ud til, at forskerne har belæg for at skrive, at de fleste oplevede ‘solid og varig bedring’?

»Jeg synes, det ser sådan ud, de har målt det gentagne gange over flere år, og det ser ud som om, bedringen holder sig på et meningsfuldt niveau.«

Erlend Bøen siger, at behandlingsmetoden ser noget mere lovende ud, end den gjorde for blot en måned siden.

»Hvis du havde spurgt mig for en måned siden, ville jeg nok havde sagt, at den ikke har en stor fremtid - på grund af de negative studier.«

Han fortsætter: »På samme tid er der en ganske slående effekt blandt dem, som metoden hjælper. De er gået fra at være dybt deprimerede til at blive markant mere raske. Effekter ser heller ikke ud til at aftage. Det leverer det nye studie også evidens på. Det er interessant og ikke noget, man kan afskrive, når man trods alt har så gode resultater.«

Ikke uden risiko

I det nye studie beskriver forfatterne 56 uheldige hændelser, som fandt sted i løbet af behandlingsårene.

De var blandt andet infektioner og andre hændelser knyttet til selve operationen samt tilfælde, hvor maskinen holdt op med at fungere.

Der var 5 selvmordsforsøg blandt 3 patienter og 20 psykiatriske indlæggelser. De psykiske symptomer var ikke et resultat af hjernestimuleringen, ifølge studiet.

Erlend Bøen siger, at komplikationer som infektion knyttet til operationen også er noget, man finder blandt patienter med Parkinsons sygdom, som har fået lignende indgreb udført.

»Én af patienterne fik en lille hjerneblødning. Man risikerer faktisk hjerneblødning og slagtilfælde med varige mén af denne type behandling,« siger Erlend Bøen.

»Det er en invasiv behandling. Man går ind i hjernen. Det indebærer under alle omstændigheder en risiko. Det er én af grundene til, at hvis overhovedet skal overveje, om vi skal gå videre med denne type behandlingsformer, så skal vi have meget klare data om effekt og sikkerhed.«

Vi skal huske på, at det kun er de allermest syge og mest behandlingsresistente af de deprimerede, som er med i studierne, tilføjer Erlend Bøen. Fordelene bliver opvejet mod potentielle farer og skader.

Aktuelt i Norge?

Erlend Bøen tror, at der er langt at gå, før denne behandlingsform eventuelt kommer til Norge.

»Man kan se det for sig, hvis vi opnår virkelig gode resultater, og forskerne formår at etablere dette med optimal placering af elektroderne, samt kriterier for en optimal udvælgelse af hvilke patienter, der har størst sandsynlighed for at få gavn af behandlingen.«

»Det operationstekniske vil ikke være svært at overføre til Norge. Kirurger foretager lignende indgreb hele tiden. Men for at få bedre kendskab til effekten er der behov for større, blindede, kontrollerede studier. Dette er noget, som forskerne også selv skriver.«

»Det, der er interessant ved behandlingen, er, at det er et potentielt alternativ for meget dybt deprimerede mennesker, som man ikke rigtig kan hjælpe overhovedet. Men som sagt, jeg tror stadig, at der er lang vej igen,« slutter Erlend Bøen.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Nyt studie sår fornyet tvivl om antidepressiv medicin

LÆS OGSÅ: Depression: Hvorfor tager de sig ikke bare sammen?

LÆS OGSÅ: "Dyb hjernestimulation er kun for syge hjerner"