Idrætsforskers rejsebrev fra Australien III: De livsvigtige bevægelser

Fysisk aktivitet er essentielt.

Ikke bare vigtigt. Essentielt.

Det ved vi idrætsforskere naturligvis en del om. Men coronakrisen har vist gjort det tydeligt for alle og enhver. I hvert fald i hele Australien.

Således er udførelsen af fysisk aktivitet og træning blandt få nøje udvalgte aktiviteter, som tillader, at man bevæger sig uden for sit hjem i Australien for tiden. Fysisk aktivitet er dermed vurderet lige så grundlæggende og nødvendigt som at handle mad, medicin og andre fornødenheder samt tage på job for at udføre såkaldt essentielt arbejde.

Det handler naturligvis om folkesundhed. For det forholder sig nemlig således, at på den lidt længere bane vil fraværet af fysisk aktivitet i dagligdagen invalidere os. Give os dårlig livskvalitet. Og i sidste ende tage livet af os.

Cykl på arbejde og lev længere

For eksempel har det tidligere været rapporteret fra et stort dansk studie i folkesundhed, at selv efter justering for andre relevante faktorer havde personer, som ikke cyklede på arbejde, en 39 procent højere dødelighed sammenlignet med personer, som cyklede på arbejde.

Og det er ikke kun vores fysik, som hurtigt forfalder, hvis vi undlader at holde os i gang. Den mentale sundhed ser også ud til at være i fare for at smuldre, hvis vi lever et liv uden regelmæssig bevægelse.

Set i det lys er forskning i idræt, i disse tider, måske mere væsentligt end nogensinde før?

Vi har brug for mere cykelforskning

Der er dog desværre kun beskedne midler til forskning i idræt. Det er et permanent vilkår, mine kolleger og jeg er vant til at arbejde under.

Danmarks kulturministerium har fornuftigt nok en prioriteret forskningspulje til projekter inden for idrætsområdet. Og der var for nylig ansøgningsfrist til puljen.

Noget, som hjemmearbejdssituationen har givet mig lidt ekstra tid til, er at ansøge Kulturministeriets pulje. Sammen med en god kollega fra Aalborg Universitet har jeg således søgt om støtte til et projekt indenfor cykling.

Cykling er som bekendt udbredt i Danmark og udføres både i forbindelse med sport, motion og transport. Ja, cykling kan vel ligefrem betragtes som en aktivitet med betydning for danskernes selvforståelse og kultur?

Som et eksempel på det sidstnævnte har jeg erfaret, at der er blevet vist tidligere etaper fra Tour de France i dansk tv for nyligt. Det kan måske dulme de værste abstinenser hos den cykelglade danske befolkning.

Her i Australien er de også vilde med cykling. På dagen hvor årets Paris-Roubaix skulle have været kørt i Nordfrankrig, viste tv en genudsendelse af løbet fra 2016.

Og hvorfor så lige løbet fra det år?

Jo, det var nemlig året, hvor den australske hjælperytter Mathew Hayman på en fuldstændig overraskende og nærmest mirakuløs vis, i en spurt på cykelbanen i Roubaix, henviste selveste Mr. Brosten, Tom Bonen, til en nærmest ligegyldig andenplads.

Alle motions- og elitecyklister vil have gavn af forskningen

Den overordnede mission med vores forskningsprojekt, som vi har ansøgt kulturministeriet om støtte til, er at effektivisere de træningsmetoder, der i dag anvendes inden for cykling.

Det vil kunne medføre en tidsbesparelse for udøveren – og dermed frigøre tid til andre væsentlige aktiviteter. Det vil også afhjælpe det problem, at cykeltræning grundlæggende er tidskrævende, sammenlignet med for eksempel løbetræning.

Resultaterne af vores forhåbentligt kommende forskningsprojekt vil kunne gavne alle som cykeltræner, hvilket i Danmark udgør en anseelig gruppe. Gruppen spænder lige fra dem, som cykeltræner for at opnå velvære og sundhed, for eksempel via deltagelse i spinning-lektioner, til eliterytterne.

Tålmodighed er ikke det samme som passivitet

Noget andet, som er essentielt, ikke mindst for tiden, er tålmodighed.

Der er jo meget venten på, at håndteringen af pandemien skal give os vores savnede normale tilstande tilbage.

For mange af os er situationen vel at betragte som relativt ude af vores hænder. Vi er hensat til at opføre os fornuftigt og se tiden an. Vi må være tålmodige. Men at agere tålmodigt bør ikke forveksles med at være passiv.

Det er forskelligt, hvordan vi reagerer, når udefrakommende ting spænder ben for vores planer. Noget forsimplet, indrømmet, kan man måske reducere det til to typer af reaktioner:

Enten ærgrer man sig over situationen, bliver frustreret, stresser og reagerer på passiv eller negativ vis. Eller også forsøger man at vende situationen til noget konstruktivt ved at være aktiv.

Få kan vel med rette sige, at de har prøvet noget lignende det, som vi sammen går igennem nu. Men mange har haft oplevelser, som i elementer ligner det, vi gennemgår.

Uden sammenligning i øvrigt får jeg selv associationer til en periode for nogle år siden.

Naglet til sofaen

Ramt af en fæl diskusprolaps lå jeg naglet til sofaen hjemme – i ugevis.

Udfordringen var, at jeg ikke kunne gå, uden at smerterne var aldeles uoverskuelige. Men jeg kunne faktisk klare det meste af mit arbejde liggende på ryggen, med min bærbare computer sirligt stablet op på maven med puder.

Der lå jeg så i fred og ro og havde noget tid til overs. Tiden, og ikke mindst roen, brugte jeg på at fordybe mig og skrive en doktorafhandling. Afhandlingen sammenfattede den forskning, jeg gennem mere end et årti have udført inden for emnet pedalfrekvens, eller kadence om man vil, i cykling.

Vi forskere kan dog ikke blive ved med at sidde hjemme og skrive sammenfatninger og fondsansøgninger. Og vi tripper naturligvis for at komme i gang med vores eksperimenter i laboratorierne igen.

Især ph.d.-studerende, som typisk er ansat i en tidsbegrænset stilling i tre år, er under pres for at komme i gang igen, hvilket heldigvis allerede er sket i Danmark, men endnu ikke i Australien, hvor jeg befinder mig.

Forsigtig australsk kurs kræver tålmodighed

Den australske regering har hele vejen gennem krisen valgt en meget mere forsigtig og restriktiv kurs. Og de næste to uger, som minimum, skal vi nok ikke regne med at kunne komme i laboratoriet og lave humane forsøg.

Så indtil det igen bliver muligt at arbejde i laboratoriet, er det nok en idé, at mine kolleger ved University of Queensland og jeg, ligesom alle andre, styrker os selv med et sammenkog af forfriskende afvekslende fysiske aktiviteter – og skyller det ned med en ordentlig sjat tålmodighed.