Idrætsforskers rejsebrev fra Australien II: Kampen mod corona-kuller i Brisbane

Corona-kuller. Smag lige på det.

Jeg troede et øjeblik, jeg fandt på det. Men en overfladisk søgning på nettet viser, at begrebet allerede er introduceret i det danske vokabularium. Og værsgo, Dansk Sprognævn. Ingen regning – som Peter Belli sang i 1993.

Det er nemt at få kuller i denne tid – det gælder også os forskere. Ingen af os har tidligere oplevet noget, som det vi går igennem nu.

Alligevel søger man i sin erindring efter noget, der bare ligner.

Jeg får associationer til en 3-ugers højdetræningslejr i Schweiz med mountainbikelandsholdet engang i midten af 90'erne. Den sociale isolation er noget af det mest udfordrende.

Hvis man da ikke ligefrem er direkte ramt af COVID-19. Så er det naturligvis en helt anden og mere alvorlig sag.

Da 'kyllingen' mistede håret

Det er nemt at blive desillusioneret og opgivende, når vi rammer situationer, som den vi gennemgår nu.

Som forsker kan man let få tanker som: 'Er det overhovedet meningsfuldt, det, vi går og laver?', og: 'Bliver vores forskning overhovedet brugt til noget?'.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert i, hvordan man bedst håndterer situationen. Men for mig virkede to ting i St. Moritz i 1995:

• At holde fokus.
• Og grine.

Vi slog terning og trimmede håret på hinanden, i den længde (målt i mm) som antallet af øjne på terningen viste.

Næsten-Tour-vinderen Michael Rasmussen slog en 2'er! Det griner vi stadig af den dag i dag.

Min hustru er god til at joke og grine. Det er en gave i tider som disse. I går jokede hun med, at vi kommer hjem til Danmark helt skæve i kroppen af at have spillet for meget tennis – hvis vi strander i Australien og tvinges til at forlænge opholdet.

Fokus og mening via gamle succeser

I forhold til at finde mening og holde fokus synes jeg, at det kan hjælpe at stoppe op, søge lidt tilbage i tid og huske sig selv på, hvad planen egentligt var – inden corona-kulleren ramte.

Jeg synes også, at det nogle gange kan hjælpe at søge en tand endnu længere tilbage i tiden og se på, hvad man har haft succes med tidligere.

En af de lokale forskningshelte her i Brisbane er Peter Doherty. Han forsker i immunsystemet og modtog Nobelprisen i fysiologi 1996. Han og mange andre forskere har naturligvis kastet alt, de havde i hænderne, for at udvikle vaccine og behandling mod COVID-19.

De fleste forskere, herunder mig selv, kan dog ikke rigtigt bidrage til bekæmpelsen af COVID-19. Men det betyder ikke, at vores forskning ikke er meningsfuld og ikke kan anvendes.

Lange intervaller med konstant belastning var kongen

I mit eget forsøg på at finde mening er jeg hoppet tilbage i tiden til midten af 90'erne. Pulsuret er på det tidspunkt blevet kommercielt tilgængeligt og er efterhånden forholdsvist almindeligt som træningsredskab for elitecykelryttere.

Det er også blevet undersøgt og beskrevet, at pulsen under en cykelcross-konkurrence er meget høj (omkring 90 procent af den maksimale puls) og samtidig relativ konstant, i de cirka 60 minutter, som en konkurrence varer (er du ikke bekendt med cykelcross, kan du få en kort intro her).

Som følge af den observation anbefales de danske landsholdsryttere i cykelcross at træne relativt lange intervaller med konstant belastning på en kondicykel, da dette medfører et lignende puls-respons.

Grunden til, at træningen foregår på kondicykel, er den simple, at det er for mørkt til at træne rigtig cykelcross i skoven, når arbejdsdagen eller skoledagen er overstået. Cykelcross er nemlig en vinteridræt.

I denne periode, midt 90'erne, er jeg selv i gang med mit speciale, hvor jeg undersøger arbejdskravene i cykeldisciplinerne landevej, cykelcross og mountainbike. Til arbejdet anvender jeg en helt ny kommercielt tilgængelig tyskproduceret watt-måler af mærket SRM.

Mange vil nikke genkendende her, for watt-målere på cykler blev sidenhen nærmest standardudstyr for seriøse cykelryttere og motionsryttere med god indkomst.

Vores træningsprogram fejrer sølvbryllup

Som en del af mit speciale-arbejde finder jeg sammen med mine vejledere, Kurt Jensen og Klaus Klausen, ud af, at den mekaniske belastning (målt som effekten under cyklingen) varierer enormt i forhold til den mere eller mindre konstante belastning, som hjertekredsløbet (afspejlet i pulsen) er udsat for i cykelcross.

Faktisk kvantificerer vi ikke bare størrelsen af effektudladningerne, men også varigheden af arbejdsperioderne og pauserne under cyklingen.

På baggrund af dette møjsommelige arbejde (det tog to år) samt et gængs træningsprincip om, at en del af træningen bør efterligne konkurrencen, udviklede den daværende landstræner Allan Poulsen, Kurt Jensen og jeg et cykelcross-specifikt kondicykel-træningsprogram.

Essensen af det knap timelange træningsprogram er, at det i stedet for at bestå af lange intervaller med konstant mekanisk belastning (den gamle landsholdstræning) består af mange korte, meget intensive, cykelperioder afbrudt af korte pauser. Med andre ord en afspejling af en cykelcross-konkurrence.

Træningsprogrammet, som vi udviklede i 1995, anvendes fortsat her 25 år senere. På en måde har træningsprogrammet sølvbryllup i år. Og det er vel lidt af en milepæl.

Træningsprogrammet florerer vistnok under forskellige betegnelser, blandt andet 'program 9'.

Tung styrketræning er blevet normalen

Betyder det, at udviklingen indenfor træning af elitecykelryttere har stået stille siden midten af 90’erne? På ingen måde.

Lad os hoppe tilbage til nutiden og et øjeblik fokusere på en anden træningsform, som er skyllet ind over dansk elitecykling i de mellemliggende år, nemlig tung styrketræning. Den træningsform har gjort cykelrytterne mere udholdende og i stand til at træde større gear.

Det med at træde større og større gear har vi formentligt ikke set toppen af endnu. For eksempel har et af de største danske medaljehåb til OL – holdet i 4.000-meter-holdforfølgelsesløb på cykelbanen – det seneste år eller mere arbejdet målrettet på at køre med større og større gear på deres banecykler.

Jeg har tidligere, sammen med daværende kolleger på Norges Idrettshøgskole i Oslo, været med til at vise, at tung styrketræning kan forbedre udholdenhedspræstationen for cykelryttere (se her, her og her).

Så på en måde kan man vel også sige, at vores forskning på styrketræningsområdet er blevet anvendt og indirekte har medvirket til, at det danske 4.000-meter-hold kunne vinde europamesterskabet i 2019, verdensmesterskabet i 2020, og nu bejler seriøst til medaljer af fineste karat i Tokyo.

Danmark vs. Australien til OL?

I øvrigt er 4.000-meter-holdforfølgelsesløb en paradedisciplin for australsk cykling. Siden 2010 har aussierne vundet verdensmesterskabet hele 7 gange.

Et spørgsmål, som jeg bliver mødt med her på University of Queensland, er, om det australske hold nu skal frygte de rød-hvide drenge, når de mødes på cykelbanen i Tokyo.

Well, som nævnt ovenfor har Danmark i slutningen af februar vundet verdensmesterskabet i Berlin – og slog verdensrekorden hele tre gange på to dage i den forbindelse (se finalen her). Australien blev nummer 4.

Så noget kunne tyde på, at aussierne skal til at spænde cykelhjelmen gevaldigt for at hamle op med de rød-hvide til OL i Tokyo. Men med udsættelsen af OL til 2021 må vi vente over et år på at følge udfaldet af den duel.