Som medieforbruger kan det være svært at blive klog på, hvordan en genstand eller to om dagen påvirker din krop. Er det skadeligt, ligegyldigt eller ligefrem sundt?
Den ene uge lover overskrifterne dig, at du lever længere og sundere, hvis du drikker små mængder alkohol såsom et dagligt glas vin – næste uges overskrift advarer dig imod at gøre det.
Sidste år mente et hold canadiske forskere dog at have fundet det endegyldige svar efter at have gennemgået over 100 studier på området:
Nej, det er ikke sundt at drikke op til to genstande om dagen!
Nu har de samme forskere lavet et ‘opfølger-studie’, der ser på, hvorfor flere videnskabelige undersøgelser tidligere er nået frem til, at man lever længere og potentielt bliver sundere af at drikke op til to glas om dagen.
»Vores hypotese har været, at der er en systematisk bias i visse typer af studier, der giver et falsk indtryk af sundhedsfordele (ved moderat alkoholindtag, red.),« fortæller studiets hovedforfatter, professor Tim Stockwell, til Videnskab.dk
»Vores resultater bekræfter hypotesen: Studier, der er bedre designet, finder ikke nogle sundhedsfordele.«
Dansk professor er på ingen måde overrasket:
»Jeg er en af dem, der tror, at man tidligere har målt effekten af alt muligt andet end alkohol, og derfor er det rart, at der kommer et studie som det her,« udtaler professor Anette Søgaard Nielsen efter at have læst studiet.
\ Drikker du eller en, du kender, for meget?
Hvis du drikker for meget, eller du er pårørende til nogen, der drikker for meget, kan du kontakte Alkolinjen og få gratis og anonym rådgivning.
Det kan du blandt andet gennem deres chatfunktion eller på telefon 80 200 500 klokken 9-17 på hverdage. Du kan også sende SMS-teksten ALKOHOL til 1231 og blive ringet op af en rådgiver.
Afholdendes fortid mangler
For at blive klogere på, hvordan forskellige undersøgelser er nået frem til så forskellige konklusioner om alkoholindtag, har Tim Stockwell og hans kolleger gennemgået intet mindre end 107 tidligere studier på området.
»Vi lavede en systematisk gennemgang af alle studier, som har vurderet niveauet af druk i en population og efterfølgende holdt øje med folks risiko for sygdomme og dødsårsager over årene,« forklarer den canadiske professor fra University of Victoria i en mail.
Det er især helbredet hos folk, der drikker mellem én genstand i ugen til to om dagen, der har været i fokus.
Og det er netop den gruppe, som ifølge flere studier lever længere end folk, der slet ikke drikker alkohol.
Men det skyldes, at flere af studierne ikke har medregnet en række afgørende parametre, påpeger Tim Stockwell og hans kolleger i forskningsartiklen, der netop er udkommet i Journal of Studies on Alcohol and Drugs.
For eksempel fandt han og kollegerne frem til, at flere af studierne, der pegede på, at det er sundere at drikke lidt end intet, kun fokuserer på ældre personer uden at se på deres drikkevaner tidligere i livet.
Det vil sige, at flere af studierne ikke nødvendigvis har taget højde for, om nogle af dem, der ikke drikker, er tidligere alkoholikere eller har andre sygdomme med sig.
Hønen eller ægget: Hvorfor er man afholdende?
Anette Søgaard Nielsen, der er professor MSO ved Syddansk Universitet (SDU), har læst studiet, som hun ikke selv har været en del af.
»Det er jo noget, vi længe har diskuteret: Hvor biased er de tidligere fund på området? Især om man kan sammenligne dem, der jævnligt drikker alkohol, med de totalt afholdende.«
En af udfordringerne i den type befolkningsundersøgelser, som Tim Stockwell og kollegerne har set på, er en gammel traver i videnskaben: årsagssammenhæng.
Altså: Har man dårligere helbred, fordi man afholder sig fra at drikke – eller afholder man sig fra at drikke, fordi man har et dårligt helbred?
\ Hvad er årsagssammenhæng?
Årsagssammenhæng eller 'kausalitet' betyder, at én ting beviseligt fører til en anden, men ikke den anden vej rundt. Du får rynkede fingre af at have dem længe i vandet – du har dem ikke i længe i vandet, fordi de er rynkede.
En typisk 'fælde' er at forveksle kausalitet med 'korrelation'. Korrelation betyder, at to ting følges ad – men det betyder ikke, at der er en årsagssammenhæng.
For eksempel er det et faktum, at der er en tydelig korrelation mellem antallet af film med Nicolas Cage i 1999-2009 og drukneulykker i swimming pools i samme periode. Men det betyder næppe, at Nicolas Cages skuespilpræstation fører til flere poolulykker.
Du kan blive meget klogere på kausalitet og korrelation her.
»Vi har selv lavet undersøgelser, hvor vi har set på totalt afholdende personer på over 60 år. Og ja, de har umiddelbart et dårligere helbred end dem i samme aldersgruppe, der jævnligt drikker alkohol,« fortæller Anette Søgaard Nielsen, der forsker i blandt andet alkoholbehandling ved Klinisk Institut på SDU.
»Men når man kigger tilbage i de afholdendes registre – henvendelser til egen læge, sygehusbesøg, tidlig pension og så videre – så kan man se, at de personer i forvejen havde et mere udfordret helbred.«
Alkohol kan være en markør
En anden af de effekter, man ser, når ‘moderate drikkere’ forekommer sundere, kan ifølge Anette Søgaard Nielsen også handle om noget helt andet:
»Vi ved jo, at ensomhed er en dræber. Alkohol er ofte noget, du nyder sammen med andre, eventuelt sammen med et godt måltid mad. Så det kan være en markør for en sundere livsstil.«
Hun henviser til et dansk studie fra 2006, der egentlig handlede om et lidt andet spørgsmål: Om øl- eller vindrikkere lever sundest.
»De så på data fra over tre millioner transaktioner over et halvt år i Bilka og Føtex for at se, hvad kunder købte sammen med deres øl eller vin,« forklarer Anette Søgaard Nielsen.
Undersøgelsen viste, at vindrikkere var mere tilbøjelige til at købe grøntsager, frugt, madlavningsolie og fedtfattige produkter end øldrikkerne, der til gengæld var gladere for færdigretter, sukker, chips og pølser.
»Det var en virkelig sjov undersøgelse, som man næsten kan ærgre sig over, at man ikke selv fandt på,« ler Anette Søgaard Nielsen.
»For den er utroligt illustrativ i forhold til at vise, at du ikke bare kan pege på en enkelt faktor og sige, at øl eller vin er sundere. Det hænger umådeligt meget sammen med alt muligt andet.«
Tim Stockwell håber da også, at forskere fremover vil have større opmærksomhed på flere parametre i deres undersøgelser på området:
»Jeg håber især, at epidemiologer vil stille flere og bedre spørgsmål om alkoholforbrug fremover,« skriver han til Videnskab.dk og fortsætter:
»Det kan forhåbentlig reducere påvirkningen af systematiske fejl, der lige nu plager forskningsområdet og skaber forkerte billeder af forholdet mellem alkohol og helbred.«
\ Kilder
Food buying habits of people who buy wine or beer: cross sectional study


































